Vi får ofte at vide, at vi bør give vores holdninger til kende for at præge demokratiet og samfundet. Men det er ikke altid så let at finde ud af hvordan man bedst gør det. For det viser sig, at vi kan give vores holdning til kende på mange forskellige måder, som vi ikke altid er så gode til at holde adskilt.

Der er den offentlige debat: Det er Debatten på DR2. Det er politikerne, der udtaler sig til pressen. Det er når man får et læserbrev i avisen. Det er den store fælles samfundssamtale, som vi alle lytter til, direkte eller indirekte. Den er offentlig, fordi vi alle kan se og høre hvad der bliver sagt (omend det langt fra alle, der kan eller vil deltage), og fordi vi således forventer, at folk står ved det, som de siger i den offentlige debat.

Det betyder, at det som oftest er professionelle debattører, der fører ordet i den offentlige debat, som præges af velkendte synspunkter, et højt vidensniveau og mange tekniske detaljer, som det er svært for ”almindelige mennesker” at bidrage til.

Det modsatte af den offentlige debat er en privat samtale. Rundt om et middagsbord, i hyggeligt lag uden kameraer eller pressefolk, hvor de tilstedeværende kan tale frit og oprigtigt i en tryg, hjemlig stemning. Samtalen er privat fordi den kun er for de særligt inviterede, og fordi, at de alle kan give deres besyv med på alle verdens problemstillinger uden at skulle høre for, hvis det senere viser sig, at de har taget fejl eller ændrer holdning.

Det betyder, at private samtaler oftest finder sted imellem mennesker, der er enige om mange ting, og som har opbygget en fælles tryghed, der giver plads til at snakke om alt fra begivenheder i hverdagen til store drømme og visioner af den slags, man ellers er bange for ville lyde banale i den offentlige debat.

Men sagen er, at der er en tredje form for samtaler, der ikke er helt offentlige og ikke helt private. Vi kalder det for semi-offentlige samtaler. Det er den slags samtaler, hvor man på den ene side kan bevare den private samtales karakter af tryghed, intimitet, eksperiment og nærhed – og samtidig åbne samtalen for langt flere deltagere, der medbringer nye holdninger, perspektiver og erfaringer.

I gamle dage fandt disse semi-offentlige samtaler ofte sted i kaffe-saloner, eller i foreninger, hvor mange forskellige mennesker samledes om én fælles interesse. Med internettets fremkomst åbner websites som Facebook op for nye semi-offentlige samtaler, hvor brugerne indgår i debatter og holdningstilkendegivelser med forskellige mennesker blot fordi de har én fælles Facebook-ven, hvis statusbesked ansporede denne samtale.

Samtalen er semi-offentlig fordi disse diskussioner er delvist lukkede til det forum af venner og venners venner, som måtte deltage, men samtidig er diskussionerne forevigede i tekst, og kan let finde vej ud af den lukkede kreds og på forsiden af en avis, hvis nyhedsværdien er dertil.

Semi-offentlige samtaler en hverdags-lethed over sig. Det er ikke som at blive interviewet til TV-avisen, men snarere som at stille sig op og sige et par ord til et foreningsmøde. Det er bare endnu lettere: Du kan gøre det, når ungerne er puttet og selvom du kun har et øjeblik. Du behøver ikke at jonglere hele din kalender for at komme til orde.

Med Borgerlyst ønsker vi at skabe og inspirere til flere semi-offentlige samtaler, der har effekt både på det offentlige og det private plan. Jo flere mennesker, der deler deres egne, personlige tanker med et større og langt mere sammensat publikum, jo mere vil det også smitte af på den offentlige debat.

Én kommentar til “Semi-offentlige samtaler”

  1. [...] om med mennesker, man ikke kender så godt. Det var et forsøg på at iscenesætte nogle af de semi-offentlige samtaler, som vi mener er så vigtige for, at vi som borgere lærer hinanden bedre at kende og får mulighed [...]

Deltag i diskussionen!