Vi elsker at prale af det perfekte. Vi er vant til at sige, at kun det bedste er godt nok. At intet mindre end perfektion er tilfredsstillende.
Men problemet med perfektion er, at så snart vi erklærer noget for perfekt, så erklærer vi samtidigt, at ingen kan forbedre det: “Hey, det er jo allerede perfekt – så er der ingen grund til forbedre det.”
Men intet forbliver perfekt. For vores behov, vores forventninger eller vores omgivelser ændrer sig hele tiden. Så når vi praler med det perfekte, så bliver folk tilsvarende mere skuffede, når det viser sig ikke at passe.
Den franske filosof Voltaire sagde, “det bedste er det godes fjende”. Med det mente han, at vi mister det gode ved at søge det perfekte.
Det gode er det, der virker nu og her. Det, som vi godt ved kan og skal forbedres på sigt. Det er en acceptabel fejltilstand, som vi alle hænger på. I software-udvikling kalder man denne tilstand for Beta.
***
Indenfor software-udvikling har man tre betegnelser, der beskriver, hvor færdigt et stykke software er.
Alfa er den tilstand, hvor softwaren ikke kan det, den skal endnu. Den fungerer ikke godt nok. Denne tilstand er det typisk kun programmørerne selv, der får at se.
Hvis du forestiller dig en bil i alfa-tilstand så vil den mangle en eller flere væsentlige dele, f.eks. hjul eller rat eller motor.
Beta er den tilstand, hvor softwaren kan det, den skal. Den fungerer godt nok, men ikke så godt, at man vil sige, at den er færdig. Den er ikke perfekt. Software i beta bliver testet af brugere udefra, for at afprøve alle dele af systemet og løbende finde fejl og forbedre det.
Hvis du forestiller dig en bil i beta-tilstand så vil den have alle de fornødne dele på plads, og vil køre fint nok. Men den vil mangle finish: Motoren er frit til skue, for man skal hele tiden ind og skrue på den, hjulene har ingen fine fælge, og de ydre dele er hverken malede eller polerede.
Efter et stykke tid i Beta bliver softwaren udgivet. Dette er ikke et udtryk for, at softwaren er perfekt, men blot, at den vurderes tilpas fejlfri til at blive udgivet, eller at nu er udviklingsomkostningerne så store, at softwaren skal udgives for at tjene pengene ind igen. Det er en acceptabel fejltilstand, som nu kan sælges som nærmest perfekt.
Hvis du forestiller dig en bil i udgivet tilstand skal du blot tænke på en bil-reklame: Flotte, blank-polerede biler, der hyldes som nye vidundre af finmekanisk præcision og industriel perfektion.
Marketing-kampagnerne dækker for de tilbageværende fejl og beskriver i stedet det endelige produkt som enestående fejlfrit. Det er version 1.0 – den endelige udgave.
Og hvad sker der så, når produktet bliver købt og taget i brug? Brugerne opdager, at der alligevel er fejl og mangler i dette ellers så perfekte produkt. Og de bliver skuffede, for de blev lovet perfektion, og fik noget, der kun var godt nok.
Tænk over det: Alle de ting, som vi får at vide er perfekte, viser sig ikke at være det. Det er bare en beta, som nogen holdt op med at forbedre.
***
Flere og flere softwareudviklere, bl.a. Google, er begyndt at gå imod denne hyldest af perfektion. I stedet udgiver de deres software som beta. De siger åbent: Dette er ikke perfekt. Selvfølgelig er det er godt, men det kan helt sikkert blive bedre.
Når du udgiver noget som beta, så ved du, at det er så godt, som du kan gøre det nu, men at det ikke er perfekt. Og så er du også i stand til at tage imod forbedringer, forslag og idéer fra andre omkring dig. Og det bliver nemmere at sige: “Jeg har brug for din hjælp til at gøre det bedre.”
Så tag et øjeblik og kig dig omkring.
Hvis alt omkring dig er i beta, hvad vil du så være med til at gøre bedre?
***
Borgerlyst er den følelse du føler, når du oplever noget i vores samfund og vores demokrati, og tænker ‘det her, det kan blive bedre.’
Og der er altid plads til at gøre det bedre, for samfundet er altid i beta.