Den engelske matematiker og filosof Bertrand Russell sagde engang, at et af de store problemer her i verden er, at uvidende mennesker altid er så selvsikre, mens de, der har større viden altid er fyldt med usikkerhed og tvivl.
Nu er denne både kæphøje og triste observation blevet videnskabeligt bevist af de to amerikanske psykologer, David Dunning og Justin Kruger, der har opkaldt denne effekt efter dem selv.
Dunning-Kruger effekten er, kort fortalt, når vores uvidenhed begrænser vores evne til at erkende vores egen uvidenhed.
Et klassisk eksempel er Florence Foster Jenkins, en kvinde, der trods udtalt mangel på sangtalent alligevel troede fuldt og fast på sin vokal og udgav adskillige plader (indspilningerne blev finansieret af hendes velgørere) og holdt adskillige koncerter for et først måbende og siden hysterisk leende publikum.
Dunning og Kruger lavede adskillige forsøg for at teste dette fænomen ved at teste forsøgsdeltagere i spørgsmål om grammatik, humor og logik. Derefter interviewede de de 25% af deltagerne, der havde klaret testen dårligst for at høre om deres forventninger til deres resultat. Og igen og igen overvurderede de deres egne evner. Kort sagt: Selvom du staver dårligt, så er det ikke ensbetydende med, at du er klar over, at du staver dårligt.
[Billede taget af Nicobobinus og delt på Flickr under en Creative Commons licens]
Set udfra dette perspektiv er grunden til at vi uddanner os måske ikke blot for at lære nogle kompetencer, men måske i endnu højere grad for at gøre os bevidste om alt det, som vi ikke ved.
Det har i hvert fald i høj grad været min oplevelse af at gå på universitetet: Bevares, jeg har lært en masse, men for hvert felt jeg har snuset til eller dykket ned i, har der været hundrede andre, som jeg har valgt fra. Nogle fordi de ikke tiltalte mig, andre fordi jeg ikke havde tid og prioriterede andet højere. Men bare det, at jeg har hørt om dem og bevidst har valgt dem fra, har gjort at jeg ved, at der en utrolig masse jeg ikke ved.
For eksempel så var det først da jeg interviewede programmører, der udvikler et computer-styresystem ved navn Ubuntu, at jeg fandt ud af, hvor helt utroligt meget, som jeg ikke ved om hvordan en computer virker. Og at IT er et felt som så mange andre, hvor vi i stadig højere grad forlader os på nogle få eksperters viden for at kunne tage vores brug af computere og internet for givet.
Det var først da jeg lærte lidt, at jeg fandt ud af, hvor meget jeg ikke ved.
Så derfor: Hvad er det vigtigste du har lært, at du ikke ved?
PS: Hvis du vil læse mere om Dunning-Kruger effekten kan jeg varmt anbefale Errol Morris’ essay om emnet.
6 kommentarer til “Dunning–Kruger effekten”
Deltag i diskussionen!
Kommende samtalesaloner
Det vigtigste, og også hårdeste jeg har lært, er at retfærdighed er et begreb opfundet af os mennesker (jeg inkl.) for at fornægte erkendelsen af, at kun den stærkeste overlever.
Med mindre man finder, at det er retfærdigt, forstås.
Og jeg har endnu ikke lært at sætte kommaer, men det VED jeg :D
Det vigtigste jeg har lært, at jeg ikke ved (eller ikke kan overskue?), er hvor vidt mit forbrug og livsstil påvirker andre mennesker og vores klode. Min hverdag er skruet sammen på en måde så jeg på én og samme dag, kan hjælpe til at holde beskæftigelsen oppe, men samtidig støtte de mest menneskeundertrykkende kapitalister. Jeg er en lillebitte brik i et magtpolitisk spil, om jeg vil det eller ej. Og jeg kommer nok aldrig til at kunne gennemskue spillereglerne for verdenspolitik..
@ Louise – det er i sandhed en hård erkendelse. Og ret pessimistisk også. For er vores samfund ikke netop et forsøg på at give plads og mulighed til andre end de stærkeste?
Selvom retfærdighed er et begreb vi selv har opfundet, så hylder vi det stadig som et grundpræmis for samfundet og demokratiet. Og vi søger vel også at handle derefter. Eller er det blot fornægtelse, som du ser det? Noget, som vi ved, at vi ikke vil vide?
@ Bettina – du har fat i noget meget centralt her. Det er netop utroligt svært at vide, hvordan ens egne handlinger spiller ind i det større perspektiv af magtpolitiske og globalt økonomiske spil. Jeg tror dog på, at det er noget, som vi kan blive mere bevidste om og måske i højere grad handle på – også i det små.
Jeg ser netop dette som en af de udfordringer, som Borgerlyst skal være med til at løse: At vi også i det små kan se, at vores individuelle handlinger kan være med til at gøre en kollektiv forskel for det større samfund.
Det kom også til at lyde helt forkert. Det jeg egentlig mener er, at retfærdighed IKKE er en naturgivent præmis (som eks.vis at den stærkeste overlever), snarere tværtimod. Hvorfor vi alle må arbejde og arbejde hårdt for, at den i en eller anden form alligevel for lov at være gældende. Agtigt??!
Og jeg VIL gerne retfærdigheden. Og jeg vil den fordi jeg, som Tor Nørretranders tror på generøsitet som et selvforstærkende princip, tror på retfærdigheden som et fænomen der vokser ved et eksemplets magt.
@ Louise – så er jeg helt med. Og jeg synes, at du har en rigtig god pointe i, at retfærdighed er et selvforstærkende princip.
Kunsten må være, at retfærdighed ikke blot skal være et princip, der følges blindt, men også – på sigt – et princip, som vi reflekteret handler efter, bevidste om dets betydning og værdi.