Borgerlyst

Lidt i forlængelse af vores diskussion om Dunning-Kruger effekten, så faldt jeg forleden over denne graf, der beskriver forholdet mellem vores villighed til at ytre os om et givent emne og vores faktiske viden om samme:

Grundlæggende er det en illustration over, hvordan Dunning-Kruger effekten fungerer: Når du har lidt eller ingen viden om et givent emne, er du generelt mere villig til at udtale dig om et emne, i forhold til hvis du ved lige tilpas så meget om det, at du ved, hvor meget der er at vide, og hvor svært feltet egentligt er.

“Mount Stupid” – altså der, hvor kurven først topper – er altså et udtryk for, hvad der ofte går galt i de samtaler vi har: At det er dem, der ved mindst, der taler med størst selvsikkerhed, og at de, der ved lidt mere, trækker sig fra diskussionerne. Som filosoffen Bertrand Russell sagde det:

“The whole problem with the world is that fools and fanatics are always so certain of themselves, and wiser people so full of doubts.”

Dette problem går ofte igen i medierne. Rigtigt mange taler til os fra toppen af Mount Stupid. Ikke nødvendigvis fordi de er dumme, men fordi det er den nemmeste måde at trænge igennem på. Og uanset hvor meget vi ved om et givent emne, så er det let at lade sig forføre af holdninger, der bliver fremført med stor selvsikkerhed og pondus. Nogengange også til trods for, at man selv mener at vide bedre.

Umiddelbart er der ikke nogen lette svar på dette problem. Det bedste vi kan komme på, er at prøve at snakke mere sammen. Både for at være mere åbne overfor andres viden, men også for at kunne udfordre dem på det, de tror de ved.