Demokrati er svært

2014-11-29-14.47.15

Demokrati er svært

Som mange af jer ved, så er jeg involveret i en række andre projekter ved siden af Borgerlyst. Jeg er blandt andet aktiv i den økologiske indkøbsforening Københavns Fødevarefællesskab, hvor vi i forrige weekend holdt udviklingsseminar og ekstraordinær generalforsamling.

Jeg har været med i fødevarefællesskabet i lidt over fem år efterhånden, og i den tid har jeg været med til at arrangere en række af disse store medlemsmøder og generalforsamlinger. Og hver gang bliver jeg overrasket over, hvor stort et arbejde det er at forberede og afholde disse møder på en måde, der er tilfredsstillende for alle parter og som samtidig giver den fornødne dynamik og fremdrift, der skal til for at vi får forholdt os til de problemstillinger vi står overfor og får truffet beslutninger på et velinformeret og veldiskuteret grundlag.

Men i forbindelse med denne sidste generalforsamling slog det mig, hvor svær og skrøbelig en demokratisk beslutningsproces egentlig er. Især hvis man gerne vil sørge for, at processen er så transparent, åben og inddragende som muligt, så alle, der har tid, lyst og interesse for det, har de bedst mulige forudsætninger for at deltage. Hvilket forhåbentligvis også kan sikre, at vi som fællesskab kan tage vores beslutninger på det bedst mulige grundlag.

Det gav mig anledning til at reflektere lidt over, hvad det er, der gør demokrati så svært, og dermed også hvad det er der gør, at så mange af os lader til at undlade at deltage aktivt i den demokratiske proces.

Efter at have tænkt lidt over det er jeg nået frem til mindst seks grunde til, at demokrati er svært:

1. Det tager lang tid

Fordi en demokratisk beslutning forudsætter, at alle skal have muligheden for at forholde sig til den, skal der sættes god tid af til at give alle interesserede mulighed for at sætte sig ind i det, forholde sig til, melde tilbage, møde op, diskutere og overveje. Det tager uundgåeligt længere tid, end man regner med.

Der vil altid være perspektiver og bekymringer, som man ikke selv havde overvejet, og som der også skal tages højde for. Det er ofte frustrerende, for uanset i hvor god tid man er ude med et forslag, så vil der altid være nogen, der først opdager det i sidste øjeblik, og som føler, at de har alt for kort tid til at forholde sig til det, og derfor er bange for at de bliver overrulet eller kørt ud på et sidespor.

Alt dette gør, at demokrati er en meget tålmodig affære. Ikke bare i processen før og efter et møde, men i høj grad også til selve mødet. Jeg har tidligere skrevet en del om udfordringerne ved den danske mødekultur og den demokratiske selvforståelse, som den udspringer af. Mange møder ender netop med at blive en lang række enetaler mellem modstridende interesser mere end det bliver en reel samtale og et forsøg på fælles problemløsning.

Dårlige oplevelser med lange møder, hvor langt de fleste deltagere bare ender med at sidde og lytte er i høj grad med til at dræbe folks lyst og mod på at deltage aktivt i den demokratiske proces.

2. Det forudsætter en vis dannelse

En effektiv demokratisk beslutningsproces forudsætter en fælles forståelse for, hvordan man tager beslutninger sammen. Men man skal ikke alene kende de spilleregler og normer, der sætter rammen for demokratiet i form af vedtægter, talerække, forretningsorden med mere. Man skal også tage sig tiden til at sætte sig ind i de konkrete forhold, der har betydning for de beslutninger, der skal træffes.

Det tager ikke kun tid, men også indsigt og viden om den større (og ofte komplekse) kontekst, som disse beslutninger indgår i. Det kræver kort sagt en vis dannelse at kunne indgå i den demokratiske samtale.

Men hele fidusen med demokrati er, at man ikke skal være ekspert for at deltage. Og ofte betyder det, at deltagere i møder og i demokratiske processer kan forsinke eller forvirre beslutninger totalt, fordi de ikke forstår eller accepterer spillereglerne eller fordi de misforstår, hvad det er for en beslutning, der skal træffes og hvilke konsekvenser den vil kunne få.

Demokrati kræver øvelse og opmuntring, og mange folk mister modet og interessen for at deltage, hvis de oplever, at de ikke har den fornødne viden og at der ikke er nogen, der vil hjælpe dem med at få den.

3. Det handler om magt

Demokrati om magt. Det ligger i navnet, for direkte oversat betyder demokrati “folkets magt”. Men magt er desværre noget, som vi ofte har det svært ved i Danmark. For vi er meget opmærksomme på lighed. At vi alle har lige ret og lige mulighed for at deltage og til at bestemme. Og magt betyder grundlæggende, at nogen bestemmer over andre. At et flertal har magten til at få gennemført noget – med eller mod et mindretals vilje. Det bryder vi os ikke om, for det strider os imod.

Det føles lidt beskidt, råt og uværdigt at snakke om magt på den måde. Men til tider kan det være nødvendigt for at kunne træffe en effektiv beslutning. Og bare fordi vi ikke bryder os om at tale om magt, betyder det på ingen måde, at magten bare forsvinder. I et demokrati er det ofte de veltalende og de højlydte, de mest velinformerede og velhavende, der er de mest magtfulde. For de har ressourcerne – den fornødne tid, tålmodighed, viden og dannelse – til at gøre deres stemme gældende. Til at opnå og bruge magt.

Rigtigt mange danskere bryder sig ikke om dette. Så når der er folk, der tager initiativ og sætter magten i spil, så falder det de fleste let at være skeptiske og lidt mistroiske på forhånd. Det kommer til udtryk i den klassiske positur, man ofte ser til generalforsamlinger: Let tilbagelænet, armene over kors og rynkede bryn, der siger “hvad er det nu for noget de prøver at få os til at blåstemple!?”

Men desværre er der mange flere, der slet ikke dukker op til generalforsamlingen. Ikke bare fordi det tager tid og forberedelse, men også fordi de ikke bryder sig om tonen og den måde magten kommer til udtryk på. Det betyder dog bare, at de dermed overlader initiativet og magten til de få, der ikke er bange for at tale om magt og som aktivt søger den. Og det er desværre ikke altid de bedst egnede.

4. Det er en skrøbelig proces

Når alle har lige ret til og mulighed for at tage ordet, kan det gøre den demokratiske proces meget sårbar overfor de mindst velovervejede. De utålmodige, de misforståede, de uinformede og de mistroiske har alle ret til lige så meget taletid som alle andre, og det kan gøre det meget let for dem at fylde meget, med fare for at afspore processen fuldstændigt.

Kort sagt, så kan man let risikere, at tosserne kommer til at fylde for meget. Når jeg siger ‘Tosser’ er det kærligt ment, for det er som regel gode mennesker med hjertet på det rette sted. Men til tider kan de være optaget af en bestemt sag eller kæphest, som de kan have svært ved at slippe.

Det kan gøre gøre lange møder endnu længere. Og selvom de har de bedste hensigter, så kommer de let til at tære på mange andre deltageres tålmodighed, gejst og overbærenhed, og kan risikere at få mange til at fortryde, at de overhovedet mødte op.

Det er ofte frygten for at blive taget som gidsel af tosserne der holder mange fra at komme til møder og deltage aktivt i den demokratiske proces. Mit indtryk er, at det samme gør sig gældende i forhold til aktivt medlemskab i de politiske partier.

5. Det italesættes idealistisk, men udleves pragmatisk

Vi forsvarer ofte demokratiet som udtryk for vores højeste værdier: Retfærdighed, ligeværd og frihed. Og mange henviser til de samme høje værdier og idealer, når de skal argumentere for deres holdninger og de beslutninger, som de træffer. Men demokrati i praksis er aldrig helt så enkelt. For selvom det er et udtryk for vores højeste idealer, så handler det konkrete demokratiske arbejde som oftest om at være pragmatisk og kunne slå til på det rigtige tidspunkt.

En forhandlingssituation er et magtspil, hvor man løbende må afveje behov og interesser i forhold til sine værdier, og søge det bedst mulige kompromis. Essensen af et kompromis er jo, at man ikke kan få det præcis som man vil have det, men at man kan få noget, som man er villig til at acceptere.

Sådanne forhandlinger er altid svære. Og de er endnu sværere at forklare bagefter. For det, der var den bedst mulige løsning i forhandlingssituationen kan være et pænt stykke fra det, som man egentlig selv ønskede sig. Herfra udspringer de nærmest skizofrene situationer, hvor politikere både skal forsvare den aftale de har indgået og prøve at forklare, hvordan den er i overensstemmelse med de høje værdier og idealer, som de i et eller andet omfang har været nødt til at give køb på for at gøre deres indflydelse gældende. Det er som at prøve at få en klods til at passe i et rundt hul. Det kan ikke lade sig gøre, men de prøver alligevel.

Det kræver en en del erfaring med magt, forhandling og demokrati i praksis for at forstå denne dobbelthed, der er indbygget i demokratiet. Og det er meget forståeligt, at det ofte giver anledning til politikerlede blandt de mange af os, der mest af alt er tilskuere, og som ikke selv har prøvet at deltage i forhandlinger, indgå forlig og skulle ud og forsvare det bagefter.

6. Det er som regel sværere, jo flere der deltager

Demokrati rummer den indbyggede modsætning, at jo flere, der tager del i at træffe en beslutning, jo sværere bliver det ofte at træffe den. Det er der mindst to grunde til:

Den ene er, at jo flere, der deltager, des mere skal informationen spredes. Det kræver meget arbejde at forberede og præsentere et problemstiling og et beslutningsforslag på en måde, så alle har de bedst mulige forudsætninger for at kunne forstå det. Dem, der er inde i sagerne og som har været med til at udvikle et forslag og kan se alle de muligheder, som det giver, bliver let indforståede og utålmodige. De tænker allerede langt videre end den beslutning, der ligger foran dem. Og det gør, at dem, der ikke har været med undervejs, let føler sig udenfor og bliver derfor mere skeptiske end de ellers ville have været.

Den anden grund er, at jo flere, der deltager, des længere tid vil det tage at opbygge tillid til de folk, der står bag et forslag. Folk bliver naturligt nok mere utrygge ved en beslutning, hvis de hverken kender dem, der fremsætter den, eller dem som skal føre det ud i livet.

Alt for mange melder fra på at deltage i en demokratisk proces fordi de ikke føler, at de har fået et tilstrækkeligt klart grundlag at træffe en beslutning på. Og fordi, at de ikke føler, at de kender de folk, der præsenterer forslaget for dem, eller har tillid til, at disse folk har hjertet på det rette sted.

I sidste ende handler demokrati om fællesskab. Og fællesskab handler om tillidsfulde relationer. At vi stoler på de folk, som arbejder for os og sammen med os. At opbygge disse tillidsfulde relationer tager ikke bare lang tid. Det kræver også langt mere end bare ord. Det kræver, at man opbygger denne tillid gennem handling.

 

***

Se, nu blev dette indlæg også alt for langt og nørdet. Og dermed er det bare med til at understrege nogle af grundene til, at demokrati er svært. Men lad mig slutte af med at sige, at jeg er meget fortrøstningsfuld.

For selvom det var et langt møde vi havde i fødevarefællesskabet, og vi helt sikkert kunne have forberedt os bedre, sat mere tid af og gjort det klarere, hvilke beslutninger der rent faktisk skulle træffes. Og selvom tonen til tider var hård og nogle deltagere startede med at være bekymrede og skeptiske. Så fandt vi faktisk frem til nogle gode beslutninger sammen. Vi beviste overfor hinanden, at demokrati ikke behøver at være en kamp mellem forskellige interesser. Det kan også være en fælles problemløsning. Og når man når dertil, så opnår man en følelse af samhørighed og fællesskab, der både giver troen på, at vi kan sammen og modet på at gøre endnu mere.

1 comment

  1. Posted by Lise, at Svar

    Åh, tak for et godt indlæg! Ja, det var både langt og nørdet og havde fokus på vanskelighederne, men der er en vis opmuntring i at konstatere, at demokrati ER svært. Og masser af mod at hente i en analyse. Jeg tror, at jeg vil hænge indlægget op på væggen på mit kontor, så jeg kan minde mig selv om, at det nok skal gå altsammen, selvom det er hårdt arbejde undervejs. Tak igen!

Post your comment