Demokratiets udviklingshistorie — 10. Velfærdsstaten

Demokratiets udviklingshistorie — 10. Velfærdsstaten

Den første moderne velfærdsstat blev påbegyndt i Tyskland af kansleren Bismarck, der indførte de første statslige fattigdomsydelser i begyndelsen af 1870erne. Dette var langt fra et udtryk for almen godhed, men snarere for at tage brodden af den spirende socialistiske bevægelse. Ved at give arbejderklassen noget at miste, søgte Bismarck at forsikre sig mod social uro og tilløb til revolution. På den måde videreførte velfærdsstaten nogle af de stabiliserende mønstre fra den romerske republik. Som den danske historiker Søren Mørch forklarer:

Velfærdsstaten er ikke indrettet for at være flink ved de fattige, men for at undgå social uro, klassekamp og borgerkrig. Sådan har det været siden oldtiden, hvor de romerske kejsere gav pøbelen brød og skuespil for at dæmme op for uro og bevare dem som rekrutteringsbasis for soldater til deres legioner.

Efter Anden Verdenskrig tog udbygningen af velfærdsstaten fart i Danmark. Men det blev nu også et demokratisk projekt, der gennem omfattende samfundsreformer søgte at forhindre, at totalitarismen nogensinde igen skulle kunne få fodfæste i Europa.

Dette projekt var i høj grad inspireret af Hal Koch og hans samtidige åndsfæller. Deres mål var at skabe det gode samfund. Idealet for det gode samfund kom klart til udtryk i folkeskolens formålsparagraf: at danne det enkelte menneske til at blive en deltagende, ligeværdig demokratisk borger.

Kernen i velfærdsstatens gode samfund var tryghed og sikkerhed for den enkelte borger. Dette søgte velfærdsstaten at skabe ved at beskytte sine borgere mod den internationale konkurrence og spekulation, hvis følgevirkninger i form af depression og arbejdsløshed havde været så afgørende i optakten til Anden Verdenskrig. Derfor var velfærdsstaten præget af en lukket national økonomi, sikret gennem en økonomisk politik, der modvirkede udsving.

Samtidigt skete der en større udskiftning i det statslige embedsværk, der frem til Anden Verdenskrig stadig havde været præget af arven fra den gamle enevældige stat, hvor embedsmændene i høj grad var blevet rekrutteret fra adel og overklasse. Efter krigen blev embedsmændene rekrutteret langt bredere fra flere lag i samfundet, og dette var også en stærkt medvirkende faktor til at sætte skub i gennemgribende reformer.

I tillæg til den økonomiske politik blev der gennem 1950erne og 1960erne gennemført en lang række samfundsreformer der skulle sikre borgernes trivsel og velfærd: Der blev indført understøttelse, så du var sikret, hvis du alligevel blev arbejdsløs. Ledigheden var jo ikke din skyld – det var samfundets skyld.

Der blev indført offentlig sygeforsikring, frie uddannelser, folkepension og en folkeskole, der skulle kunne rumme alle børn. I samme periode kom kvinderne ud på arbejdsmarkedet, og velfærdsstaten overtog i stadigt større udstrækning pasnings- og omsorgsopgaver. Mange af disse ydelser byggede på det store forarbejde som andelsbevægelsen og arbejderbevægelsen allerede havde gjort.

I denne udvikling blev demokratiske værdier styrket gennem folkeoplysende arbejde og lovgivning bygget på bred offentlig drøftelse, hvor interesseorganisationer og foreninger fik en stor grad af medindflydelse på de politiske beslutninger.

Blandt de mest ambitiøse tiltag var fagbevægelsens og Socialdemokratiets plan for at indføre demokrati i det private erhvervsliv gennem deres plan for Økonomisk Demokrati. Ifølge planen skulle den økonomiske lighed øges ved at ansatte fik medejerskab i virksomhederne og dermed medindflydelse på virksomhedens drift.

Hvordan borgerne gjorde deres indflydelse gældende kigger jeg på i de næste to afsnit.

Dette indlæg er en del af en serie blogindlæg, som til sammen vil udgøre et samlet essay om demokratiets udviklingshistorie.

Billede fra Broager børnehave. Fra Sønderborg Kommunes Flickr-konto.

Post your comment