Nadja: Efterår: Alene på skansen

Nadja

Nadja: Efterår: Alene på skansen

Da vi havde været i gang med Borgerlyst i nogle måneder, kom Andreas pludselig og sagde, at han ville tage nogle måneder til Israel. Dén havde jeg ikke lige set komme.
 
Det havde krævet mange overvejelser, da jeg besluttede mig for at indgå så tæt et partnerskab med ham om Borgerlyst. Jeg er vant til at leve og arbejde alene, og trives vældig godt med det. Så det havde været ret grænseoverskridende for mig at lukke en anden så tæt ind i kernen af projektet. Og nu havde jeg endelig sænket paraderne og lukket ham helt ind i inderkredsen og syntes, at vi supplerede hinanden helt vildt godt, og at vi arbejdede sindssygt godt sammen. Og vi havde stået som fælles afsendere på det hele. Borgerlyst var virkelig blevet vores projekt – og det var jeg rigtig glad for. Og nu rejste han pludselig lige midt i det hele.
 
Samtidig syntes jeg selvfølgelig også, at der skulle være plads til den slags. Jeg værdsætter selv min fleksibilitet og frihed så meget, at jeg er hunderæd for at komme til at begrænse andres. Og jeg holder selv af at trække nogle måneder ud engang i mellem, og det forestillede jeg mig jo også, at jeg selv skulle gøre masser af gange i fremtiden. Og det var jo også vigtigt, at vi ikke var stavnsbundet – hverken til hinanden, til projektet eller til København. Det ville der jo ikke være meget borgerlyst over. Så selvfølgelig skulle han tage af sted. Det var slet ikke til diskussion.
 
Men bum. Dér sad jeg helt alene med projektet, netop som det for alvor begyndte at trække tænder ud. Vi var godt i gang, ja, men den første opstartseufori havde for længst lagt sig, og vi stod tilbage med en masse svære beslutninger om, hvilke veje, vi skulle fortsætte ud ad. Vi var ikke i tvivl om, at vi havde ramt rigtigt med en masse. Behovet for at genopdyrke demokratiet. Ønsket om at deltage mere aktivt i samfundet, spirede hos mange danskere. Længslen efter nye samtaleformater kom tydeligt til udtryk, da vi havde holdt vores første samtalesaloner. Navnet Borgerlyst fungerede godt. Civilsamfundet stod på randen til en renæssance. Men folk begyndte også at spørge, hvordan det så egentlig var, de kunne være med i Borgerlyst. Og det havde vi faktisk ikke noget klart svar på. Vi havde troet, vi skulle bruge den første lange tid på at gøre folk opmærksomme på, at der overhovedet var et problem – og så viste det sig, at de fleste sagtens kunne se problemet og havde utroligt meget lyst til at gøre noget. Straks.
 
Så bum bum. Jeg sad midt i det iltløse hul. Nu var det nu, jeg skulle tage vores egen medicin og bare gå efter de lavthængende frugter for at komme videre. Men de eneste lavthæng­ende frugter, jeg kunne se, var ikke nogen, jeg kunne plukke, uden Andreas’ velsignelse. For de var jo netop lavthængende for mig, fordi de lå i forlængelse af alle mine særlige kæpheste, erfaringer og kompetencer – så hvis jeg plukkede netop dem lige nu, ville det trække Borgerlyst alt for meget i min retning. Det var sådan, jeg normalt ville have gjort og var vant til at gøre, da jeg arbejdede alene. Men nu var jeg jo netop ikke alene længere. Borgerlyst var et fælles projekt. Så hver gang jeg fandt på noget, faldt handlekraften på, at jeg ikke helt vidste, hvor meget jeg så tillade mig at gå i gang med og føre ud i verden alene, når Andreas stadig var halvdelen af projektet, men bare ikke var der lige nu?
 
De par måneder er den foreløbig mest stille periode i Borgerlysts udviklingshistorie. Jeg bloggede videre, jeg fik implementeret version 2 af vores hjemmeside, og jeg fandt på at holde superspontane udendørsversioner af Samtalesaloner, hvilket vi også siden har gjort med stor succes. Men ellers var det mest en periode, hvor jeg tænkte rigtig meget over, hvordan vi kunne skabe de rammer, der tilsyneladende manglede, hvis mange flere skulle få mest muligt ud af deres lille ekstra overskud i hverdagen. Men nogen konkrete løsninger nåede jeg aldrig rigtigt frem til.
 
Det var heller ikke forbi, Andreas havde nogen forkromet løsning, da han vendte hjem fra Israel. Men til gengæld vendte han tilbage med en masse ny energi og lyst til at arbejde videre med Borgerlyst. Og så tog vi i virkeligheden allerede dér fat på et nyt forår i Borgerlysts kredsløb. Fuldt af nye idéer, langt klogere på behovet, med et nyt tilvalg af hinanden som samarbejdspartnere og fulde af fornyet handlekraft.