Andreas: Efterår: Om at give slip

Andreas2

Andreas: Efterår: Om at give slip

Begyndelsen af 2011 var en intenst rodet periode i mit liv. Jeg gik fra min kæreste efter tre års forhold. Vores brud betød også, at jeg måtte flytte fra det kollektiv, hvor vi havde boet sammen de seneste to år. Og på den måde var det ikke bare et brud med hende, det var et brud med ni mennesker, som jeg holdt meget af, på én gang.
 
På mange måder var det en krise. Jeg følte mig rodløs og sårbar, men også meget lettet. Jeg havde brug for at tage væk fra det hele.
 
Året forinden var jeg sprunget ud som freelance konsulent, så jeg var ikke længere bundet af et fast arbejde. De eneste forpligtelser jeg havde var dem jeg havde tilvalgt gennem fødevarefællesskabet og Borgerlyst. Men midt i al dette følelsesmæssige rod havde jeg mistet følingen med, om jeg var engageret i disse projekter udfra en følelse af lyst eller forpligtelse.
 
I de løbet af de forgangne to år havde fødevarefællesskabet vokset enormt hurtigt, og fordi jeg havde været med så længe følte jeg mig forpligtet til at have overblik og ansvar for meget mere, end jeg kunne rumme. Jeg var begyndt at føle, at det hele ville falde fra hinanden, hvis jeg ikke var der. Og det sled på mig. Samtidig var Borgerlyst lidt i et vadested. Vi havde været i gang i lidt over et år, og vi havde lavet nogle sjove eksperimenter, men vi stadig usikre på formen og hvad det egentlig skulle ende med. Selvom det føltes vigtigt, var det ikke vigtigt nok til at jeg ville undlade at tage afsted.
 
Så jeg besluttede mig for at rejse til Mellemøsten i tre måneder. Mest af alt for at komme væk fra hjertesorger og hjemløshed, men ligeså meget for at få skyllet hverdagen af mig og koble fra. Ved at være væk i lang tid ville jeg få lejlighed til at mærke efter hvad jeg savnede ved Danmark, og dermed hvad der var vigtigt for mig derhjemme.
 
Jeg havde sagt til alle, at jeg ville være tilbage i slutningen af juli, men jeg var afklaret med, at det var en mulighed, at jeg ikke kom tilbage. Mentalt havde jeg behov for at slippe mine forpligtelser, og se, om de projekter, jeg havde været med til at skabe, kunne stå selv. For det ville gøre mig i stand til at komme tilbage på en anden måde end tidligere.
 
Jeg brugte det meste af min tid i Mellemøsten på at være frivillig i en alternativ kibbutz i Israel. Det var et meget stærkt form for fællesskab, og selvom beboerne gjorde meget ud af at byde udlændinge som mig velkomne, så understregede sproget og kulturen til stadighed, at dette ikke var mit fællesskab. Og selvom jeg lærte meget og nød det simple liv med at passe geder og trimme daddelpalmer, føltes det kun som en pause fra noget større og vigtigere.
 
Og langsomt gik det op for mig, at det, som jeg savnede mest af alt, var at være en del af et fællesskab, hvor jeg følte, at jeg hørte til. Jeg ville ikke rejse verden rundt og være en kortvarig del af andres liv. Jeg ville være et sted, hvor jeg kunne føle mig hjemme. Hvor jeg kunne føle, at jeg hørte til.
 
Og jeg begyndte så småt at glæde mig til at komme hjem igen, til alle mulighederne og projekterne. Og jeg nød, at jeg kunne vende hjem utynget af de forpligtelser, der før havde fyldt så meget. Jeg kunne komme hjem med ny energi og begejstring og finde en ny rolle og en ny måde at tage del i disse fællesskaber. På mange måder gav denne krise mig en klarhed, som jeg stadig nyder godt af i dag.