Andreas: Forår: Begejstring er først hel, når den bliver delt

Andreas2

Andreas: Forår: Begejstring er først hel, når den bliver delt

Jeg har altid været en ret indadvendt person. Jeg har aldrig brudt mig om smalltalk og at tage til fester, hvor jeg ikke kendte nogen på forhånd. Jeg synes samtaler er sjovest, når man sammen kan tage fat på de store og svære emner, men jeg havde svært ved at nå til det punkt i en samtale, hvor der var plads til at stille den slags spørgsmål. Det var en af grundene til, at jeg tændte så meget på idéen med samtalesaloner. Det var en måde at starte samtalerne direkte med de store emner uden at alle de kedelige introduktioner og smalltalk.
 
Så selvom det var fint at kunne sige, at vi ville genopfinde den danske samtalekultur, så handlede det mest af alt om mit eget, helt personlige behov for at øve mig i at snakke med folk på nye måder. Men de første par gange vi eksperimenterede med at afholde samtalesaloner endte det ironisk nok med, at jeg alligevel endte med at stå udenfor samtalerne, fordi jeg som initiativtager og vært også skulle holde øje med tiden, byde nye gæster velkomne og sørge for, at alle faldt godt i snak med hinanden.
 
Det var først til vores anden samtalesalon, at jeg selv fik lejlighed til at deltage i samtalerne på lige vilkår med de øvrige deltagere. Salonens tema var Gødning. For på samme måde som planter har brug for gødning for at kunne spire, så har vi mennesker også brug for gødning, der giver os energi, inspiration og drivkraft til at udvikle os og føre vores projekter ud i livet. Det første spørgsmål på den første samtalemenu lød derfor kort og godt: ”Hvorfor smitter begejstring?” Vi var tre, der delte en menu, og vi nåede aldrig længere end dette første spørgsmål, mens vi prøvede at afdække begejstringens smittende væsen. Det var en utroligt inspirerende samtale, hvor det nærmeste vi nåede en konklusion, var en slags aforisme: ”Begejstring er først hel, når den bliver delt.”
 
Sagt på en anden måde: Begejstring er som en virus. Den eneste måde den kan overleve på er ved at smitte andre. Hvis vi ikke deler vores begejstring, kan det let ende med, at vi dræber den.
 
Det var en stor erkendelse for mig. Som indadvendt jyde har jeg aldrig været god til at dele min begejstring. Jeg har været bange for, at det var for anmasende at dele min – indrømmet, ofte ret nørdede – begejstring med andre, der måske ikke delte samme entusiasme. Så jeg endte ofte med at censurere min egen begejstring – både af frygt for at den skulle ende som en form for overgreb på andres opmærksomhed eller tålmodighed. Men mindst ligeså meget fordi jeg var nervøs for, at jeg ville blive til grin, hvis jeg viste min ublu og oprigtige begejstring for noget, som andre ikke lige kunne se det spændende ved.
 
Men under den samtale indså jeg, at jeg risikerer helt at dræbe min begejstring og borgerlyst, hvis jeg holder den for mig selv af frygt for, at andre vil pille den ned. For hvis jeg ikke engang tør dele min begejstring, hvordan skal jeg nogensinde kunne handle på den?
 
Og i samme øjeblik gik det op for mig, at jeg i denne samtale netop havde turdet dele min begejstring med to vildt fremmede mennesker, som jeg aldrig havde mødt før. Og jeg havde taget imod og forstærket deres begejstring mere åbent og ærligt end jeg ellers ville have gjort. Og jeg kunne se, at det ikke bare var en tilfældighed, at vi havde turdet åbne op overfor hinanden. For noget lignende var sket i de samtaler, som de andre salondeltagere havde haft.
 
Det var altså samtalesalonen, der havde gjort det. Det var den måde at strukturere samtalerne på, der havde givet plads til, at vi kunne dele vores begejstring. Det var i det øjeblik, at jeg vidste, at det virkede. At samtalesalonerne ikke bare kunne dække mit eget personlige behov for bedre samtaler, men at det rent faktisk kunne gøre en forskel for andre. Og dér blev min egen begejstring for, hvad vi kunne skabe med Borgerlyst, for alvor vakt.