Nadja: Forår: At afgive sin stemme

Nadja

Nadja: Forår: At afgive sin stemme

Det slog mig for alvor ved kommunalvalget i 2009. På den dér hårde helt ned i maven-agtige måde: Der er noget fuldstændig fundamentalt forkert i begrebet ‘at afgive sin stemme’.
 
Jeg stemmer i festsalen i De Gamles By. Og mens jeg stod dér i køen, kiggede jeg mig omkring og syntes, det var smukt og højtideligt, at vi alle sammen stod dér. Med helt forskellige baggrunde, påklædninger, steder vi kom fra, og steder vi var på vej hen. Men som alle sammen havde den éne ting til fælles, at vi stod på rad og række for at gøre det, der forventedes af os som borgere. Og det klingede af det historiske vingesus, jeg har følt, siden jeg som lille fik lov at komme med mine forældre med ind i stemmeboksen, vi så valg og snakkede om, hvor heldige vi var at bo i et land med så stolte demokratiske traditioner.
 
Men på den anden side kunne jeg høre, at dem foran mig ville slå plat og krone om, hvor de skulle sætte deres kryds – og dem bag mig snakkede om, at nu stod de her jo godt nok. Men det føltes så ligegyldigt, når politikerne alligevel bare kørte deres eget løb og var magtliderlige og børnehaveagtige. Og jeg var selv temmelig frustreret over, at det havde været så svært at finde ud, hvem jeg skulle stemme på. Jeg havde fulgt med i valgkampen, men var ikke blevet spor klogere af det. Snarere tvært i mod. For det var, som om tv-debatterne var underholdning og verbal boksekamp, og at de mange hvilken-politiker-er-du-mest-enig-med-tests på nettet fokuserede på en masse spørgsmål, som hverken jeg eller de politikere, der havde forsøgt at svare på dem, havde nogen forudsætninger for at have en holdning til – og i hvert fald ikke fik en ærlig chance for at prioritere i den store sammenhæng. Hvordan skulle jeg kunne afgive min stemme til nogen på dén baggrund?
 
Da jeg formulerede den tanke, snørede min hals sig sammen om stemmelæberne. Jeg skulle nok sætte mit kryds. Stemme. Men ligefrem at afgive min stemme – det kunne jeg ikke.
Den var jeg nødt til at beholde – og bruge til noget mere konstruktivt fremover, end at brokke mig over demokratiets tilstand og stilstand.
 
På vej ud af lokalet besluttede jeg mig for, at jeg fra nu af ville bruge min egen stemme så meget som det overhovedet kunne lade sig gøre uden for det traditionelle politiske system. Og jeg ville gøre alt, hvad jeg kunne, for at skabe langt mere plads til folkets stemmer i debatten – sådan helt generelt. Jeg besluttede, at jeg fremover ville arbejde for at skabe de bedst mulige rammer for, at borgerne selv kunne tage ordet, handle, skabe forandringer, bidrage til samfundet i de fire år, der typisk går mellem valgene. For i bund og grund var det mest af alt det, der bekymrede mig ved udtrykket ’at afgive sin stemme’. At man som borger – med forholdsvis god ret – føler, at man så har gjort sit, så snart man har afgivet sin stemme.
 
I praksis kan det føles som om, man har udliciteret sin egen handlekraft indtil næste valg. Og i kølvandet på dén fornemmelse, ligger det snublende nært, at man så også undlader at påtage sig det mest basale samfundsansvar: Ansvaret for at hjælpe andre, når man kan. At opøve samfundssindet, så enhver forstår, at selvom det ikke lige er os selv eller vores nærmeste, der lige nu og her er unge under uddannelse, stressede børnefamilier, ensomme ældre, frustrerede arbejdsløse, udsatte minoriteter eller alvorligt syge, har vi hver især et ansvar for at tænke udover vores egne konkrete her-og-nu-behov og bidrage til, at vi alle kan være her. Ansvaret for at tage bladet fra munden, når småracisme og intolerance sniger sig ind i frokoststuen.Ansvaret for ikke altid at søge konsensus. Ansvaret for at danne hinanden og nuancere hinandens verdensbilleder, så vi i fællesskab bliver klogere og mere tolerante. Ansvaret for alt det, ingen politiker kan løfte alene, hvis ikke hele befolkningen hver især er sig deres ansvar bevidst og løfter hver deres lille del af samfundsudviklingen der, hvor de kan. 
 
Dén dag blev skelsættende for mig og for det, der siden har udviklet sig til at blive Borgerlyst og alle vores eksperimenter. For ikke alene var det som om en masse af mine strøtanker krystalliserede sig – jeg fik også det endegyldige wake-up-call om, at det ikke længere var nok, at jeg harcelerede over valgkampsretorikken, og virkelig syntes, at nogen burde gøre noget ved dén. Pludselig erkendte jeg, at det var mig selv, der skulle gøre noget ved det.