Nadja: Vinter: Giv tid, giv slip

Nadja

Nadja: Vinter: Giv tid, giv slip

Da vi startede Borgerlyst, havde jeg slikket sår i nogle år. Nogle år tidligere havde jeg endegyldigt måttet acceptere, at jeg ikke kunne blive ved med at holde liv i mit første store iværksætterprojekt – Magasinet Reflexioner, der var en blanding af tværvidenskabeligt tidsskrift, kunstbog og livsstilsmagasin. Jeg havde ellers holdt krampagtigt fast i drømmen i årevis og sat hele min økonomi, al min tid og al min energi ind i det – og det var faktisk et alvorligt knæk for min retfærdighedssans, at det ikke lykkedes. Jeg bevarede virkelig længe troen på, at jeg bare skulle så grueligt meget igennem – så skulle det nok lykkes. Så det var en stor sorg, da jeg til sidst måtte acceptere, at det bare ikke blive lod sig gøre.
 
Dén sorg blev så toppet op med en langt større sorg. Ikke alene var min elskede mormor lige død. Halvandet år efter døde min mor også meget pludseligt – kun 62 år gammel. Ganske kort tid forinden havde jeg haft to stolte, stærke støtter, der altid havde grebet mig og elsket mig uanset, hvor tosset jeg opførte mig. Pludselig var jeg den eneste tilbage i matriarkatet. Og dén slags giver jo altid grund til en masse overvejelser om, hvad der er meningen med livet helt generelt – og meningen med éns eget liv sådan mere specifikt.
 
Jeg besluttede, at noget af det, der skulle være meningen med mit liv skulle være at tage alle de bedste idéer fra Reflexioner-initiativet og gøre det internationalt, mixe det trykte magasin med en masse online tiltag og spændende salon-arrangementer. Og derfor tog jeg til New York i tre måneder for at fokusere på projektet og opdyrke det netværk, der skulle til for at føre den idé ud i livet.
Jeg havde det herligt derovre. Nød livet, blomstrede, trak vejret i fulde drag. Men jeg arbejdede bare overhovedet ikke på Reflexioner-projektet, da det kom til stykket. Og en dag, da jeg kørte ned ad en lang, stejl rulletrappe slog det mig med fuld kraft: ”Jeg er nødt til at slippe Reflexioner.” Det havde mange af mine mentorer sagt længe: ”Du er nødt til at slippe det, det tynger dig for meget”. ”De én gang afholdte investeringer er ligegyldige. Slå en streg over alle de penge du har tabt. Der er kommet så meget andet godt ud af det. Du har i dén grad bevist dig værd. Slip det nu. Det var ikke en fiasko. Se på det som en investering.”
 
Men indtil den dag jeg stod på den rulletrappe, havde jeg ikke kunnet give slip. Nu skete det til gengæld endegyldigt, for inden jeg nåede foden af rulletrappen, havde jeg rystet Reflexioner af mig. Jeg var ufatteligt lettet. Og resten af min tid i New York fortsatte jeg med bare at nyde livet, blomstre og trække vejret i fulde drag.
 
Men da jeg kom hjem til min tilværelse som selvstændig konsulent kunne jeg godt mærke, at jeg manglede noget. Jeg havde nogle virkelig spændende opgaver for store, vigtige kunder – men jeg savnede at have mit eget projekt. Noget, jeg selv kunne så, gøde og udvikle. Det har altid været min primære grund til at være selvstændig, at jeg kunne bevare fleksibiliteten til at lave mine egne projekter meget af tiden – og finansiere det ved at tjene gode konsulenthonorarer på ret få arbejdsdage. Men uden et projekt gav den model ikke rigtigt mening. Jeg kunne bare ikke finde ud af, hvad det var, jeg skulle kaste mig over.
 
Sådan gik der et par år. Og en dag gik jeg en tur med min ven Thomas, der også er en af dem, der plejer at udfordre mig mest og har størst ambitioner på mine vegne. Han havde været med ude og høre et foredrag, jeg holdt om en stor undersøgelse, jeg på det tidspunkt lige havde lavet for Beskæftigelsesministeriet og Protocol om kvinders vej mod toppen i det danske erhvervsliv. Og mens vi fulgtes hjem over Langebro, sagde han, at det undrede ham så meget, at der ikke var flere kvindelige iværksættere, der virkelig turde sætte store, nye ambitiøse projekter i gang. ”Ikke engang dig kan man regne med længere, Nadja,” sagde han. Og dén sved. For han havde jo ret.
 
Nok kørte jeg en velfungerende konsulentvirksomhed og lavede nogle spændende store forandringsprojekter. Men det var intet imod de tårnhøje ambitioner, jeg havde haft for Reflexioner.
 
Den nat blev jeg syg. Virkelig sådan ynkeligt syg. Og mens jeg lå og vred mig i min febervildelse, tænkte jeg, at det fandme skulle være løgn. Og da jeg fik det lidt bedre, havde jeg en lang chat med Thomas, der gentog det efterhånden velkendte mantra: ”Hold nu op med at se Reflexioner som en fiasko. Det var en succes. Kom nu. Slip det. Gå i gang med noget nyt. Du kan godt… Kom nu igen, Nadja.”
 
Undervejs i den chat faldt en hel masse brikker, erfaringer, interesser, kæpheste og muligheder på plads oppe i hovedet på den dér nærmest tandhjuls-agtige måde, hvor man nærmest fysisk kan føle det hele falde i hak og glide ubesværet videre derfra. Dét var den dag, jeg begyndte at skrive de allerførste skitser til dét, der senere udviklede sig til Borgerlyst.