Eksperiment: Folkets Stemmer

Folkets_Stemmer

Eksperiment: Folkets Stemmer

Hvad: En videoblog med små video-interviews med venner og bekendte, der svarede på de samme 15 spørgsmål om demokrati, samfundssind og samtalekultur.

Hvornår: Vores første rigtige eksperiment, der har dannet grundlaget for rigtig meget af vores videre idéudvikling. Påbegyndt i november 2009.

Hvorfor: Vi ville gerne bringe folkets stemmer tydeligere frem i debatten, så det ikke kun var politikerne, spindoktorerne og de professionelle debattører, der kom til orde. Samtidig ville vi gerne undersøge, hvordan det egentlig stod med demokratiet, samfundssindet og borgerlysten set fra borgernes perspektiv.

 

Idéen til det, der senere udviklede sig til Borgerlyst, opstod, da Nadja ved kommunalvalget i 2009 fik en meget omkalfatrende erkendelse af, at der var noget helt galt med begrebet at ’afgive sin stemme’ i det moderne danske demokrati. Det føltes som om man udliciterede al sin handlekraft til politikerne, og så trygt kunne lade være med at engagere sig og handle i de fire år, der lå mellem valg og folkeafstemninger. Men efterhånden som politikerleden spredte sig i befolkningen, føltes det vigtigere end nogen sinde, at folket beholdt deres egne stemmer, blandede sig debatten og benyttede sig af deres egen handlekraft i hverdagen.

Det var en stor mundfuld at ville gøre noget ved. Så Nadja besluttede sig for at gå i gang på den måde, der falder hende mest naturlig. Hun har nemlig to helt faste mønstre, når hun har fået en idé til et projekt: Hun køber internetdomænenavne – for når projektet har et navn, føles det allerede, som om det findes lidt. Og hun snakker med så mange og så forskellige mennesker om idéen som muligt, fordi deres reaktioner, kommentarer og vinkler hjælper med at skærpe hendes idéer. Kombinationen af disse to mønstre var udgangspunktet for det allerførste Borgerlyst-eksperiment – Folkets Stemmer.

Men i dette tilfælde gjorde Nadja også noget, hun ikke plejede at gøre: Hun oprettede en videoblog og tog sit lille, billige videokamera med, når hun besøgte venner, bekendte og samarbejdspartnere. Desuden lagde hun en fast og genkendelig ramme ned over alle samtalerne, så det ikke bare var en løs snak. For hun stillede dem alle sammen de samme 15 spørgsmål:

  • Hvordan har du det, når du afgiver din stemme?
  • Hvordan har demokratiet det?
  • Fortæl en historie fra din barndom, hvor du havde en oplevelse af, at du blev ’demokratisk dannet’.
  • Hvornår har du sidst tænkt: Nogen bør gøre noget?
  • Hvem eller hvad har vækket dine tanker for nylig?
  • Hvad er din mærkesag?
  • Hvornår har du egentlig tænkt dig at rykke?
  • Hvad er borgerlyst?
  • Bekymrer du dig virkelig om, hvordan det går for andre end dig selv og dine nærmeste?
  • Hvorfor er du bange for det banale?
  • Hvad er den seneste uselviske gode gerning, du har gjort?
  • Hvad er det bedste, man kunne gøre for demokratiet set fra din faglige synsvinkel?
  • Hvad vil du gerne være med til at gøre lidt bedre?
  • Hvornår har du sidst haft en god snak med en fremmed?
  • Er der et spørgsmål, du godt kunne tænke dig at stille mig?

Måden at stille spørgsmålene på er inspireret af den schweiziske forfatter Max Frisch, der i sin lille bog Spørgeskemaer har formuleret en masse spidsfindige spørgsmål inden for nogle af livets store emner så som venner, parforhold, penge og døden. Men Frisch stiller ofte sine spørgsmål ved hjælp af ’præsuppositioner’, hvor han forudsætter en masse ting om folk, som han slet ikke kan vide. Hvilket er ret provokerende og derfor næsten automatisk sætter gang i en interessant samtale. For den der svarer kan umuligt snige sig udenom – til gengæld er vedkommende nødt til at formulere noget nyt for allerførste gang. Og det skaber en fascinerende samtale både for den, der lytter og den, der svarer.

Her kan du se et lille sammenklip af, hvad deltagerne svarede på spørgsmålet “Hvad er borgerlyst?” længe inden nogen – og slet ikke engang vi selv – anede, at borgerlyst ville blive navnet på vores samfundslaboratorium:

Rent teknisk var konceptet bag Folkets Stemmer meget håndholdt. Det gjaldt egentlig bare om at ringe til interviewpersonerne, spørge om de havde tid til en times interview, sætte kameraet op og stille de samme 15 spørgsmål. For at gøre det tekniske så nemt for sig selv som muligt, tændte og slukkede Nadja kameraet efter hvert spørgsmål. På den måde blev hvert svar til et lille uredigeret videoklip på 3-5 minutter, som ikke skulle andet end uploades, før de var klar. Kvaliteten kunne være blevet meget bedre, hvis hun havde klippet filmene til og klippet dem sammen – men det ville også have været et kæmpe arbejde. Og meningen med eksperimentet var jo ikke at producere gode film – det var at blive klogere på demokratiet og civilsamfundet anno 2013.

Det gode ved Folkets Stemmer var, at det var så enkelt og konkret, at det var meget let at sætte i gang. Pludselig blev alle Nadjas mange strøtanker, frustrationer, store idéer og lange samtaler krystalliseret i ét konkret initiativ, med ét bestemt navn og én bestemt form, der fungerede på én bestemt måde, der var let at dele med andre.

Undervejs blev Nadja ekstremt meget klogere på, hvor den demokratiske sko trykkede. Hun opdagede, at hun langt fra var den eneste, der syntes, det danske demokrati ikke fungerede helt optimalt i en moderne hverdag. At der var mange andre, der heller følte sig hjemme i de klassiske foreninger eller partier. Men hun opdagede også, at de samtidig følte en spirende borgerlyst, men bare ikke anede, hvor de skulle gøre af den. At der var rigtig mange andre derude, der også havde haft oplevelsen af at se noget i samfundet, de gerne ville forandre, men som gik i stå, fordi de ikke vidste, hvor de skulle tage fat.

Hvor Nadja oprindeligt havde forestillet sig at skulle bruge en masse energi på at overbevise alle andre danskere om, at demokratiet godt kunne trænge til et serviceeftersyn, stod det pludselig klart, at langt de fleste allerede var enige og mest af alt savnede nye måder at engagere sig på. Og det gik op for Nadja, at det faktiske behov handlede langt mere om at udvikle redskaber, rammer og nye former for fællesskaber, der gjorde det nemmere, sjovere og mere spontant for folk at handle på deres gode idéer.

Et andet mønster, der kom til udtryk i de mange interviews var, at interviewpersonerne ofte kom videre med deres tanker og idéer, når de snakkede med fremmede. De følte sig mere åbne og umiddelbare, når samtaleparterne ikke kendte deres baggrund og dermed heller ikke havde sat dem i bås. De blev udfordret og inspireret af at blive spurgt på nye måder. De fik nye perspektiver af at høre om andre faglige tilgange eller personlige erfaringer. Det skete bare meget sjældent. Og når de endelig faldt i snak med spændende fremmede, var det svært at få hul på de rigtig gode samtaler, fordi man altid startede med ”nå, hvad laver du så” – og dermed røg direkte tilbage i båsen.

Dette mønster blev yderligere understreget af, at interviewpersonerne tydeligt fik en masse nye erkendelser og idéer undervejs i samtalen – alene fordi Nadja stillede dem nogle helt uventede spørgsmål, som de aldrig havde formuleret svaret på før. Dén erkendelse var senere en af de helt konkrete inspirationskilder, da vi senere begyndte at eksperimentere med Samtalesaloner. Vi var snublet over behovet for nye mødesteder, hvor det var nemt, uproblematisk og sjovt at møde fremmede – og hvor man automatisk ville komme til at starte samtalerne nogle uvante steder.



Faktisk var det også Folkets Stemmer, der ledte til Borgerlysts navn og visuelle udtryk. For egentlig var spørgsmålet ”Hvad er borgerlyst?” bare med på Nadjas spørgeliste, fordi hun syntes, det var meget Max Frisch-agtigt at bede folk om at forklare et ord, der ikke fandtes – og se, hvordan de reagerede. Det var først langt senere, at vi fandt på at kalde selve Borgerlyst for Borgerlyst. I begyndelsen kørte vi især med arbejdstitler som ‘Reagens’ og ‘Ansats’ uden helt at synes, de fungerede. Og en dag, mens vi gik tur på Kastellet og atter kom ind på det med navnet, sagde Andreas pludselig: ”Hvad med det der borgerlyst, du går og spørger alle om?”

Og sådan blev det. For selvom det langtfra var alle interviewpersonerne, der brød sig om ordet borgerlyst, var det generelle indtryk, at det både bragte smilet frem, tændte folks nysgerrighed og rev deres tanker ud af de vante gænger. Jo, det var også masser af associationer i retning af vellystighed, borgerskab, Søpavillonen, dansebalustrader, kolonihavehuse og sugar-coatede udfordringer. Men rigtig mange formulerede også meget præcist dét, vi rigtig gerne ville med det: ”Borgerlyst: Det er jo lysten til at være borger. Lysten til at gøre alt muligt, der rækker udover én selv og gør en forskel. Ikke af pligt og fordi, man skal – men fordi man faktisk har lyst til at bidrage til samfundet omkring sig.” På den måde dækkede borgerlyst præcis det, som vi gerne ville skabe, selvom ordet endnu ikke fandtes. Det tog os bare en del omveje at opdage det.

I alt endte Folkets Stemmer med at rumme omkring 400 videoklip, der fire år efter er set ca. 50.000 gange. På videobloggen blev alle videoerne sorteret, så man enten kunne søge efter alle svar på det samme spørgsmål og se, hvad alle deltagerne havde svaret på det samme spørgsmål – eller søge efter alle klip med den samme person og høre, hvad vedkommende havde svaret på alle spørgsmålene. Det var et meget enkelt koncept, der alligevel blev til et kolossalt stort og komplekst patchworktæppe af videoklip og stemmer, der var blandt inspirationskilderne til det, der nogen lunde på samme tid blev til vores grafiske identitet i form af patchworktæppe.

Samtidig snakkede vi meget med vores grafiker, Jan Rasmussen, om, hvordan Borgerlysts visuelle udtryk så skulle være. Og han fortæller, hvordan han i sidste ende nåede frem til at designe vores smukke patchworktæppe: ”Patchworkidéen er inspireret af Amish-folket, der laver tæpper til hinanden, syet af stof fra de forskellige hjem. Til et Amish-bryllup får brudeparret et tæppe, der er syet af vennernes skjorter, sokker eller hestedækkener. Så det tæppe, man varmer sig med om vinteren, har lidt fra alle dem, man kender. Og jo større og jo mere farvestrålende et tæppe du har, jo flere venner har du. Og jo smukkere er tanken bag det. Det er det samme med borgerlyst. Dybest set handler det om, at vi har hver vores lille lap af viden og tid og ting, vi er gode til – og jo bedre vi er til at slå pjalterne sammen, jo større og smukkere bliver tæppet.”

Alle de mange interviews fra Folkets Stemmer gjorde, at vi allerede havde masser af indhold, da vi 5. juni 2010 lancerede den første version af Borgerlysts hjemmeside. På det tidspunkt lå der allerede flere hundrede videoklip på siden. Det viste, at vi ikke bare var et par tosser med en fiffig idé, men at vi faktisk allerede havde lagt et stort arbejde i det. Og at Borgerlyst ikke bare var tænkt som Nadjas og Andreas’ talerstol, men at vi søgte at skabe nogle rammer, hvor mange stemmer, erfaringer og perspektiver kunne komme til orde.

Kort fortalt er Folkets Stemmer et eksempel på, hvor meget der kan komme ud af en meget enkel idé, der ikke krævede andre investeringer end et videokamera til under 1000 kroner.

På mange måder var det et vellykket eksperiment, der viste sig at være ansatsen til meget mere. Men der er selvfølgelig en masse ting, der kunne have været meget bedre. Den håndholdte teknik var temmelig mangelfuld, og især lyden på en del af videoklippene var elendig. Det kunne vi godt leve med, fordi det understregede vores pointe om, at man bare skal i gang, selv om det ikke bliver perfekt. Kønt var det ikke. Men som rå dokumentation af vores researchproces er det godt nok. Det var i beta.

Værre er det, at langt de fleste interviewpersoner er Nadjas gode venner eller nære samarbejdspartnere – og derfor giver deres udtalelser selvfølgelig ikke på nogen måde et repræsentativt indtryk af, hvad danskerne i al deres mangfoldighed tænker om borgerlyst, samtalekulturen eller demokratiet. Det var aldrig meningen, at Folkets Stemmer kun skulle bestå af vores venner og bekendte. I stedet var tanken, at alle klippene på siden skulle fungere som inspiration, så alle andre borgere ville begynde at stille hinanden de samme spørgsmål. Optimalt kunne de så optage svarene med deres smartphone eller med det indbyggede webcam i deres laptop, og uploade dem til vores hjemmeside. På den måde ville patchworket af ansigter og stemmer vokse sig stadigt større og mere repræsentativt med tiden.

Det var desværre bare ikke nogen, der gjorde. Og derfor er sidens navn i dag faktisk ret misvisende. For der er i langt højere grad tale om en side, der viser ”Nadjas venners stemmer” end ”Folkets Stemmer”.

Det skyldes dels, at Borgerlyst stadig var alt for ukendt, da vi inviterede andre til at dele deres stemmer på siden. Så ingen vidste helt, hvad det gik ud på endnu. Men mest af alt er der bare meget lang vej fra at give folk muligheden for at dele tanker og idéer til, at de gør det i praksis. Det har vi også måttet sande med senere eksperimenter som Hverdage og Sammenskud. De følger hellere end gerne med. Ofte meget tæt. Læser og ser alt, hvad vi lægger ud. Skriver til os, hvor stor inspiration de finder i at læse om eller lytte til andres tanker. Men de skal virkelig opfordres mange gange, før de deltager selv. Så selvom muligheden for frit at dele sine idéer foreligger, har vi efterhånden lært, at vi som initiativtagere må belave os på selv at bruge rigtig meget tid og energi på at udvikle og dele indhold.

Dermed ikke være sagt, at vi ikke kunne finde på at relancere Folkets Stemmer en dag. For i dag er Borgerlyst et meget mere modent projekt, og vi ville have meget nemmere ved at få masser af borgerlystne mennesker og tidligere samtalesalondeltagere til at interviewe sig selv og hinanden derinde. Men det var Folkets Stemmer bare ikke modent til, da vi prøvede første gang.

 

Læs mere

  • Mange af spørgsmålene i Folkets Stemmer er inspirerede af Max Frischs lille bog Spørgeskemaer (Forlaget Basilisk, 2007)