Eksperiment: Samtalesaloner

Samtalesaloner

Eksperiment: Samtalesaloner

Hvad: Månedlige samtalesaloner med tydeligt værtskab. Værterne blander gæsterne og giver dem tankevækkende spørgsmål, der kan starte samtaler nye og uventede steder.

Hvornår: Vi holdt vores første samtalesalon i september 2010. Siden har konceptet spredt sig over det meste af landet og udviklet sig i mange overraskende retninger.

Hvorfor: Vi ville gerne styrke den danske samtalekultur og skabe nye mødesteder, hvor folk, der ikke kendte hinanden på forhånd, kunne vende tidens store spørgsmål på en lettilgengængelig måde.

 
 

En af de interesser, som bandt os sammen fra allerførste færd, var lysten til at styrke den danske samtalekultur. Vi ville gerne få fremmede til at falde i snak. Vi ville gøre det nemmere at tage hul på nogle af de emner, man ellers ikke lige får taget op i hverdagen. Og vi ville gerne skabe plads til, at folkets stemmer — og ikke bare de professionelle meningsdannere — kunne blande sig i samfundsdebatten.
 
Vi savnede selv at kunne deltage i semi-offentlige samtaler, der hverken var så private, at de blev inden for hjemmets og vennekredsens fire vægge eller så offentlige, at de foregik på opinionssiderne og i tv-debatterne. Den slags samtaler, der både har trygheden, nærværet og hyggen fra de private samtaler, og som samtidig når lidt længere ud i det offentlige rum, hvor de kan være med til at påvirke samfundsdebatten. En form for samtaler, der gjorde det muligt at dele sine tanker med nogen, man ikke ellers ville have mødt – og potentielt bringe de tanker og idéer, der opstod under samtalen, videre ud i verden.
 
Allerede da vi lavede vores første eksperiment, Folkets Stemmer, blev det tydeligt, at vi langt fra var de eneste, der længtes efter nye samtaleformer. Når vi spurgte, hvem eller hvad der sidst havde vækket deltagernes tanker for nylig, og hvornår de sidst havde haft en rigtig god snak med en fremmed, stod det meget klart, at de alle havde oplevet at blive voldsomt inspirerede af at tale med fremmede og få nye perspektiver på deres egne tanker og synsvinkler – men at den slags møder mellem fremmede skete uhyre sjældent.
 
I april 2010 — omtrent på samme tid, som vi begyndte at gøre os disse tanker — spurgte konsulenthuset House of Futures, om de måtte live-interviewe os på scenen som en del af deres event Fremtidens Uge. Det var allerførste gang, vi fik lejlighed til at fortælle, hvad vi havde gang i – og da interviewet var slut, bad vi alle i salen om at spørge deres sidemand , hvad de gerne ville gøre lidt bedre i samfundet omkring dem. Da eksploderede energien i rummet. Alle de tilstedeværende havde SÅ meget på hjerte. Så mange idéer. Så meget, de havde lyst til at gøre lidt bedre.
 
For os var det vildt og meget opmuntrede at se, hvor meget fornyet mod og begejstring det vækkede hos deltagerne, så snart de begyndte at sætte ord på deres tanker og oplevede den genklang tankerne vakte hos en helt fremmed samtalepartner. Og det var også første gang, vi noterede os, hvor meget mere der kom ud af samtalerne, når vi stillede deltagerne et helt konkret spørgsmål i stedet for bare at bede dem om at ’summe lidt’.
 
Da vi en måneds tid senere skulle holde vores store launch-arrangement grundlovsaften på spillestedet VEGA, besluttede vi derfor at gøre noget lignende – bare lidt mere omfattende og systematiseret, så gæsterne ville få mulighed for at møde hinanden på kryds og tværs henover deres cocktails. Vi vidste godt, hvor mange spændende og meget forskellige mennesker, vi ville kunne samle i dét rum dén aften. Og det ville simpelthen være for ærgerligt, hvis de ikke fik snakket sammen på kryds og tværs.
 
Derfor delte vi vores velkomst-tale op i tre små inspirationsoplæg, der hver mundede ud i et spørgsmål, som gæsterne så fik 20 minutter til at snakke om. Vi havde fået designet fine navneskilte med forskellige farvekoder og symboler, der gjorde det nemt at mixe deltagerne. Og selvom nogle gæster nok syntes, at der gik lidt for meget workshop i festen, var tilbagemeldingen fra langt de fleste helt overvældende positiv: De havde haft nogle virkelig interessante samtaler med en masse nye mennesker. De havde opdaget deres egen borgerlyst. Og det blev meget nemmere at mingle resten af aftenen, fordi de naturligt kunne fortsætte samtalerne og introducere deres nye samtalepartnere til deres gamle venner. Med lynets hast opstod en masse nye netværkskoblinger, der voksede eksponentielt for hver gang, vi mixede samtaleparterne på ny.
 
Det var en stor aha-oplevelse for os at se, hvor lidt der egentlig skulle til, før et arrangement fik en markant anderledes karakter, end det ellers ville have haft. Og det var nok dér, vi for alvor blev opmærksomme på samtalernes kraft – og ikke mindst, hvor meget det betyder at give folk, der ikke kender hinanden, nogle stramme rammer at starte samtalerne inden for. Nogle blande-folk-teknikker og samtalestartere, der sikrer, at de snakker med nogen, de ellers ikke ville have mødt og starter samtalerne nogle helt nye steder.
 
Det gav os virkelig blod på tanden til at udfolde disse semi-offentlige samtaler endnu mere. For det var dér, vi selv havde mest lyst til at gøre noget og have fået syn for både behovet og udviklingspotentialet. Vores næste eksperiment kom derfor til at handle om, hvordan vi kunne skabe nogle nye fælles samtalerum, hvor vidt forskellige mennesker kunne have lyst til at mødes for at snakke sammen om livets og tidens store spørgsmål. Fælles samtalerum, hvor ingen havde privilegeret taletid, ingen var passive tilhører – men alle var deltagere.
 
På det tidspunkt havde Nadja lige været i Berlin, hvor hun på et museum havde brugt timer på at læse om en af de klassiske salonværtinder, der havde været med til at skabe en helt ny form for offentlighed. Det mindede hende om de populære søndagssaloner hun selv havde holdt i forlængelse af magasinet Reflexioner, som hun havde opstartet i 2002. Som værtinde for søndagssalonerne havde Nadja inviteret forskellige forskere og kunstnere til at lave liveversioner af deres artikler, der gik på tværs af videnskab, kunst og livsstil. Der var en klar parallel fra de samtaler, der opstod under søndagssalonerne mellem samtalepartnere, der ikke ellers ville have snakket sammen, til de tankevækkende kommentarspor med vidt forskellige perspektiver, personlige erfaringer og fagligheder, hun oplevede og prøvede at opdyrke på blogs og Facebook-profiler. Der var et tydeligt mønster i, at de bedste samtaler opstod netop dér, hvor nogen påtog sig værtsrollen, skabte rammerne for de uventede møder og sikrede den gode tone. Og som hun stod der på museet gik det op for Nadja, hvor stort behov der er for godt gammeldags værtskab i nye former. Og hun fik lyst til at genoplive de gamle kaffesaloner, men i en ny og uformel form, hvor deltagerne var hovedpersonerne, og fokus lå på at skabe gode samtaler dem imellem.
 
Samtidig var Andreas stødt på den engelske akademiker Theodore Zeldin’s koncept Conversation Dinners. Disse ‘samtalemiddage’ er ikke måltider i gængs forstand, men en anledning til at smage på en lang række forskellige samtaleemner sammen med en helt fremmed person. Målet med Conversation Dinnerser at bruge en times tid eller mere til at lære hinanden at kende – helt uden fordomme eller eksisterende relationer. For at det ikke skal blive for akavet, får man udleveret en samtalemenu med ca. 20 spørgsmål, der gør det nemmere at lære hinanden at kende. Spørgsmålene er som regel store, svære og meget personlige, så som “Hvem vil du gerne forsones med?” eller “Hvor meget har du brug for andres respekt?” For Zeldin handlede det om at vise, at vi kan blive inspireret af at snakke med hvem som helst – bare vi spørger om de rigtige ting.
 
Det syntes vi begge lød rigtig sjovt, så vi kombinerede den klassiske salontanke med
Zeldins samtalemenuer, og resultatet blev til Samtalesaloner. Ordet opstod nærmest ved et tilfælde. Vi kunne godt lide ordet, for det har lidt af den samme kontrast mellem noget altmodish og noget moderne, noget formelt og noget lystbetonet, noget krævende og noget lettilgængeligt som ’borgerlyst’ også klinger af. Det slog an med det samme. Folk tog det virkelig til sig.
 
Til vores første salon kopierede vi Zeldins idé med en samtalemenu fyldt med emner og spørgsmål — ligesom en á la carte menu på en restaurant. Samtalemenuen er ikke en tjek-liste. Det er ikke meningen, at man skal svare fyldestgørende på alle spørgsmålene.
 
Det er ikke meningen, at samtalepartnerne skal nå frem til en konklusion, der til sidst skal præsenteres i plenum. Samtalemenuen er blot til inspiration, så samtalepartnerne kan plukke de spørgsmål, de finder mest interessante, og deres samtale kan komme godt fra start. Men i modsætning til Zeldin har vi næsten altid et overordnet tema for hver salon, som alle spørgsmålene på menuen drejer sig om og tager udgangspunkt i for at give deltagerne et fælles holdepunkt aftenen igennem.
 
Temaet for vores første salon var Helte. Det viste sig at fungere godt med et samlet tema som udgangspunkt for samtalerne, og derfor har vi haft temaer til langt de fleste af vores samtalesaloner siden, selvom vi også engang imellem holder saloner uden tema med et mix af vores favoritspørgsmål.
 
Temaerne har varieret meget: Alder. Mesterlære. Gødning. Udkast. Sammenskud. Grundlove. Hverdage. Taktik. Udseender. Spild. Beslutninger. Valg. Samlinger. Nærvær. Fællesnævneren er, at emnerne på den ene side er så grundlæggende, at alle kan snakke med om dem uden at skulle forberede sig eller vide en masse om emnet på forhånd, men også at selve ordene kan indeholde mange forskellige vinkler og drejninger, gæsterne ikke havde kunnet forudse hjemmefra, så de automatisk kommer til at tænke og formulere andre tanker, end de havde forudset.
 
En anden ting, der adskiller Samtalesaloner fra Zeldins Conversation Dinners er, at gæsterne ikke bare taler med én anden gæst hele aftenen, men får lejlighed til at møde mange forskellige mennesker i løbet af de to timer en samtalesalon typisk varer. Vi bruger altid forskellige ’blande folk’-teknikker for at sikre os, at gæsterne får talt med nogen, de ikke kender på forhånd. I starten brugte vi navneskilte med forskellige farver og symboler, som vi kunne blande gæsterne efter. Men i dag deler vi som regel folk op efter, hvordan de forholder sig til forskellige udsagn, for så at sætte dem sammen med en samtalepartner, der har det modsatte perspektiv, så de kan lære af hinanden. Nogle gange bruger vi helt simpelt bare det sidste ciffer i deltagernes fødeår eller deres fødselsdagsmåneder til at dele dem op. Det er i princippet ligegyldigt – det vigtige er, at der er et system.
 
De første samtalesaloner var virkelig eksperimenter. Vi anede ikke, om det ville virke. Om folk ville bryde sig om, at vi dikterede, hvem de skulle snakke med, og hvad de skulle snakke om. Vi var også spændte på, hvordan de ville reagere, når vi groft afbrød dem undervejs for at sætte dem sammen med nye samtalepartnere og give dem nogle nye spørgsmål at tale om. Derfor har det fra starten også været en vigtig del af konceptet, at vi altid slutter til tiden, så gæsterne ikke føler sig forpligtede til at blive længere, end de havde regnet med. Men vi bliver også altid hængende lidt, så alle kan fortsætte samtalerne, hvis de har tid og lyst til det.
 
Vi gjorde det mest af alt sådan, fordi vi selv syntes, det ville være sjovt at være med til. Det syntes deltagerne heldigvis også. De var begejstrede for at møde hinanden og starte deres samtaler på en helt anderledes måde. Efter en halv times samtale udbrød en deltager overrasket til sin samtalepartner: “Tænk sig, jeg ved stadig ikke engang, hvad du laver til daglig!”
 
Vi holdt de første saloner i den gamle kødby på Vesterbro, hvor et par af vores venner har et fantastisk lokale i et gammelt slagtehus. De kalder det ”et moderne forsamlingshus”.

Det havde præcis den rå og samtidig hyggelige stemning, vi havde brug for. Desværre blev det også ret koldt, efterhånden som vinteren nærmede sig. Der var meget mørkt i den del af Kødbyen om aftenen, og stedet var helt umuligt at finde. Så selvom folk gerne ville komme til vores samtalesaloner – og måske også havde begivet sig ud i nattens mulm og mørke for at komme – var det stadig utrolig besværligt at finde os. Det var dumt, for selvom lokalet var fantastisk, var det et helt unødvendigt benspænd. Borger- og samtalelysten skulle jo ikke bremses af, om man kunne finde vej gennem en skummel bydel. Så efterhånden som det blev sommer igen, begyndte vi med at holde et par spontane ‘slentresaloner’ i byens parker. Det fungerede godt at holde samtalesaloner udendørs. Det var hyggeligt at snakke, mens man slentrede, og der var overraskende mange gæster, der kunne dukke op med få dages eller timers varsel. Men det korte varsel og de skiftende lokationer gjorde det stadig svært for interesserede at finde og deltage.
 
På det tidspunkt var vi ikke længere i tvivl om, at vi havde ramt noget helt rigtigt med selve salontanken og samtale-konceptet. Men der skulle noget mere til, før det for alvor kom ud over rampen. Og vi begyndte også at være lidt frustrerede over at skulle bruge så meget energi på at organisere alt det praktiske, hver gang vi ville holde en salon. Derfor lavede vi en fast aftale med en café på Nørrebro om, at vi kunne holde samtalesaloner hos dem den sidste onsdag i hver måned. De stod for lokalerne og alt det praktiske, så vi kunne skulle fokusere på at lave de bedst mulige samtalesaloner.
 
Den aftale var i høj grad med til at etablere samtalesalonerne som et langtidsholdbart og genkendeligt koncept. Samtalesalonerne gik fra at være en lidt obskur og hemmelig ting for vores venner og bekendte og dem, der tilfældigt havde hørt om det, til langsomt at blive noget, mange flere kendte til. For den faste rytme med én salon om måneden gav interesserede en fornemmelse af, at Samtalesaloner var et tilbagevendende fænomen. Og at vi virkelig mente det med, at man bare skulle dukke op, når det passede, alvorligt. Det gjorde det meget nemmere for interesserede at planlægge efter, tage højde for og finde tid til.
 
Men den faste rytme betød også, at vi selv i en periode måtte lægge det lystbetonede lidt til side og fokusere mere på pligten, hvis vi skulle have Samtalesaloner til at lykkes. Vi måtte afpresse os selv til at finde på et emne og planlægge en ny samtalesalon en gang om måneden. Nu holdt vi ikke længere samtalesaloner, når vi lige havde humøret eller overskuddet, men når vi havde lovet at gøre det — uanset om det kolliderede med skarpe deadlines, sygdom, tandpiner, efterårstræthed eller andre spændende arrangementer, vi gerne ville have deltaget i. Vi var nødt til at stramme os an for at holde det, vi havde lovet. Så os to imellem blev de faste samtalesaloner også en prøve på, om vi var stædige, vedholdende og engagerede nok til at holde hinanden fast på aftalen. Også når det ej blot var til lyst.
 
Da det lykkedes, var det i sig selv en lille sejr. Og efterhånden begyndte der at komme rigtig mange gæster til salonerne. Og de satte vidt forskellige perspektiver, idéer og erfaringer i spil. Et af vores yndlingseksempler var vores Samtalesalon om Mønstre, hvor Nadja nåede at snakke med et par af gæsterne, inden vi gik i gang. Én glædede sig virkelig til at skulle snakke om Navajo-indianernes særlige mønstre og vævninger, for han kunne se på vores Borgerlyst-patchwork, at vi gik meget op i etniske mønstre. Én anden var psykolog og så frem til at snakke om handlemønstre. Og tekstildesigneren blandt dem var meget interesseret i at snakke om snitmønstre.
 
Vores vedholdenhed gjorde også, at der begyndte at komme mere og mere pressedækning på samtalesalonerne. Der var reportager fra Samtalesalonerne i Alletiders Historie på P1, Faglitteratur på P1, Kristeligt Dagblad, Magasinet Psykologi og Berlingske. Og i samarbejde med Dagbladet Information holdt vi enSamtalesalon om Handlekraft i forbindelse med Folketingsvalget 2011. Pludselig havde rigtig mange vidt forskellige danskere hørt om Samtalesaloner, og gæsterne nåede nu langt ud over vores egne netværk. Gæsterne blev mere og mere forskellige – og derfor blev det også sjovere og sjovere at deltage i samtalesalonerne. Det var virkelig starten på en positiv spiral.
 
Siden da er det gået slag i slag, og Samtalesalonerne er uden tvivl vores foreløbig mest vellykkede eksperiment. Ikke mindst fordi det har været så god en ramme at eksperimentere inden for. Med hver ny samtalesalon har vi afprøvet noget nyt. Vi har fundet ud af, hvilke typer spørgsmål, der fungerer godt, og hvilke der ikke gør. Vi har prøvet at holde saloner på caféer, i pakhuse, i parker og på biblioteker. Vi har opfundet nye samtaleformater til at supplere og afveksle samtalemenuerne. Og fordi de fleste af formaterne handler om at skifte samtalepartnere og møde nye mennesker, er vi i overraskende grad blevet inspireret af folkedans. Vi har holdt samtalesquaredance og samtalekvadriller — vi har tilmed lavet en samtaleudgave af Den Toppede Høne!
 
Vi eksperimenterer stadig og har altid nye øvelser oppe i ærmet, som vi hver gang er lige spændte på at se, om fungerer. Så nysgerrigheden og lysten til at eksperimentere er intakt – men erfaringen og fornemmelsen af, hvad der vil virke, er markant større, end da vi startede. På den måde bliver samtalesalonerne ved med at kaste alt muligt uventet af sig, som vi ikke i vores vildeste fantasi havde kunnet forudse, da vi startede. For eksempel har det også vist sig, at konceptet er utroligt nemt for andre at kopiere og skalere og dermed starte op selv.
 
Så på tre år har Samtalesaloner spredt og udviklet sig på mange forskellige måder:
 
Geografisk: Rundt om i landet tager flere og flere initiativet til at afholde lokale samtalesaloner. Nogen inviterer os til at hjælpe dem med at komme godt i gang – og på den måde har Samtalesaloner blandt andet bragt os til Thorshavn, Køge, Roskilde og Fredericia.
 
Andre går selv på opdagelse i de mange gamle samtalemenuer og øvelser, vi har lagt op til fri afbenyttelse og inspiration på samtalesaloner.dk, og har startet Samtalesaloner i Århus, Hillerød og Helsingør. Inspireret af efterspørgslen er vi også efterhånden begyndt at afholde Salonværtskurser, hvor deltagerne efterfølgende er begyndt at bruge samtale- salonerne som en ny innovations- og mødemetode rundt om på deres arbejdspladser, i deres lokalsamfund og foreningslivet.
 
Metodisk: Når folk har deltaget i et par samtalesaloner eller selv har holdt deres første saloner, begynder de typisk at kontakte os og fortælle om idéer til nye metoder eller øvelser, de har udviklet eller afprøvet. Gennem tiden har det for eksempel været psykologer, der er kommet med gode råd til opbygningen af samtalemenuernes spørgsmål. Gæster, der har taget indianeruddannelsen Earth Wisdom, har foreslået forskellige former for rådslagningsøvelser. Sammen med Designskolen Kolding har vi undersøgt, hvordan salonteknikkerne kan indgå i designprocessen. Det har alt sammen givet ny inspiration til at videreudvikle vores egne samtalesaloner.
 
Konceptuelt: Så er der alle dem, der er blevet inspireret af selve samtaleidéen. Som tekstildesigneren, der håndbroderede spørgsmål fra vores gamle samtalemenuer på smukke Samtaleduge, der kunne ligge på midten af middagsbordet, så gæsterne altid havde noget at snakke om i Roskilde Festivalens Dream City. Eller som den specialestuderende, der formidlede resultaterne af sit speciale i form af en samtalesalon. Eller dem, der har inviteret os ud for at kickstarte deres fødselsdagsfester med salonteknikker, så gæsterne blev rystet godt sammen. Vi har oplevet salondeltagere, der har brugt en samtalesalon som omdrejningspunktet for deres første date. To modne par, der valgte at fejre den enes fødselsdag ved at tage til samtalesalon efter en bedre middag. Mange bruger samtalesalonerne som et hyggeligt og nærværende alternativ til net-dating. Alle lægger det i det, der passer til netop dém. Og det skal de være utroligt velkomne til.
 
Økonomisk: Det var overhovedet ikke meningen fra starten, men Samtalesaloner har efterhånden også udviklet sig til en fin lille forretning for os. Vi bliver efterhånden ofte hyret til at stå for samtaleprocesser, udviklingsforløb og nye mødeformater for ministerier, styrelser, kommuner og virksomheder. Altid med skræddersyede forløb alt efter emnet, udfordringen og formålet – men også altid med udgangspunkt i de metoder, øvelser og salonteknikker, vi dybest set har udviklet gennem samtalesalonerne. På den måde kan vi bruge de åbne, månedlige samtalesaloner som vores ’innovationsafdeling’, hvor vi kan udvikle og afprøve nye metoder, som senere hen kan bruges i andre sammenhænge. På den måde er Samtalesaloner i dag med til at finansiere, at vi kan tillade os at bruge så meget tid og energi på at videreudvikle og drive Borgerlyst, Samtalesaloner og alle vores andre eksperimenter.
 
Så Samtalesaloner er en succes på rigtig mange måder. Men selvom det er gået over al forventning og har udviklet sig i alle mulige fantastiske og fuldstændig uforudsigelige retninger, er det virkelig vigtigt, at vi lige husker at fortælle, at det ikke har været lige sjovt hele tiden.
 
Der er især én eftermiddag, vi begge tænker tilbage på med gru. Det var, mens vi stadig holdt salonerne i det dejlige, men alt for hemmelige, lokale i Kødbyen. Det var sidst i oktober. Det regnede virkelig meget. Og vi havde begge to massive kærestesorger.
 
Da vi mødtes for at lægge sidste hånd på forberedelserne, inden gæsterne skulle komme, var vi begge to bare helt ekstremt sølle. Det plejer at slå intellektuelle gnister mellem os. Vi griner meget, og vi bliver meget begejstrede for hinandens idéer. Men den eftermiddag var vi bare regnvejrs-gennemblødte og små-fortravlede med alle vores andre projekter.
 
Når den ene af os hænger lidt med næbbet, plejer den anden ellers at kunne stå for at trække stemningen lidt op. Men da Andreas sagde: “Åh, det er sgu lidt op ad bakke i dag…”, kunne Nadja ikke svare andet end: “JA, det er helt vildt meget op ad bakke”. Vi kiggede ud på regnvejret og tænkte, at der da heller ikke ville være nogen, der orkede at forlade deres hyggelige sofaer for at komme til vores samtalesalon, for vi måtte jo indrømme, at vi også hver især mest af alt havde brug for en sofa-aften. Hvis de endelig forvildede sig til Kødbyen ville de jo nok alligevel ikke kunne finde lokalet. Og med vores humør, ville de helt sikkert heller ikke få en god oplevelse, for vi var allerede dengang begyndt at fornemme, hvor afgørende det gode værtskab er for en vellykket salon. Og vi tvivlede stærkt på, om vi ville kunne mønstre det overskud, der skulle til for at være gode salonværter den aften.
 
Men nu havde vi jo inviteret, og da vi aldrig arbejder med tilmeldinger, anede vi ikke, hvem vi skulle kontakte for at sige, at arrangementet var aflyst… Og hvis der kom nogen, vi ikke havde regnet med, skulle de i hvert fald ikke gå forgæves gennem regnen. Så der var ingen vej udenom – for en gangs skyld var det pligten mere end lysten, der blev nødt til at drive værket.
 
Det gjorde pligten så heldigvis også. For trods de hårde odds, fik vi alligevel skruet et ret godt og tankevækkende program sammen. Efter et velkrydret indisk måltid og nogle kopper chai, begyndte vi at få energien tilbage i kroppen og satte varm kakao over, som eventuelle gæster kunne lune sig på. Og så begyndte vi at spejde efter gæsterne, selvom vi mentalt havde forberedt os på, at det bare ville blive os to.
 
Og så kom der jo alligevel nogle gæster. Mange var vi ikke. Virkelig ikke. Men den dag lærte vi to vigtige ting: Det er ikke antallet af gæster, der afgør, om en samtalesalon bliver en succes. Dynamikkerne er meget forskellige alt afhængig af, om vi er 5 eller 50. Men det er faktisk sjovere for os selv at være med, når vi ikke er så mange, for så kan vi også deltage i samtalerne i stedet for kun at styre tiden. Og de fem gæster den aften var jo hver især fantastiske. Nysgerrige, åbne og engagerede. Tankevækkende mennesker med en masse på hjerte. Dem kunne vi snildt have snakket med et par timer hver især. Så det endte med alligevel at blive en rigtig dejlig og meget inspirerende aften med masser af nye nuancer, tilgange og tankegange. Vi lærte også, at med de stramme rammer og nogle gode spørgsmål, kan man faktisk godt gennemføre en god samtalesalon, selvom man ikke er helt på toppen. For hvis bare øvelserne er skruet godt nok sammen, fylder gæsterne jo selv alt indholdet i. Hvis man ikke lige er i humør til det, kan man sagtens nøjes med at give korte instrukser og styre tiden. Det skal nok gå alligevel.
 
Den oktoberaften var det ultimative nulpunkt. Men vi synes, det er vigtigt at fortælle om den, selvom vi begge to skutter os ved tanken og mest af alt bare har lyst til at glemme den. For det er en vigtig del af fortællingen, at selv vores mest succesrige eksperiment ikke har været en dans på roser hele vejen igennem. Samtalesaloner er kun, hvor samtale-
saloner er i dag, fordi vi også ind i mellem bed tænderne sammen og fortsatte, selvom det var totalt nedtursagtigt.
 
Sådan tror vi faktisk, at det forholder sig sådan med næsten alle ideer og processer og succeser – man skal faktisk ofte grueligt meget igennem, før det lykkes. Det ér ikke lystbetonet det hele. Og det er også helt ok.
 
Det vigtige er bare, at vi også husker at fortælle hinanden om udfordringerne og nedturene undervejs – og ikke mindst, hvordan vi så alligevel kom omkring dem. For når vi ser på hinanden og hinandens liv, og hører om hinandens projekter og vejen mod succes, har vi en tendens til at tro, at alle de andre er kommet enormt nemt til det. At de har overmenneskeligt overskud eller nogle energiniveauer, vi ikke selv kan svinge os op på. At det er nogle særlige mennesker forundt at være de talentfulde, kreative, engagerede, ildsjæle-glødende. Og så ligger det snublende nær at konkludere, at vi selv hellere skal lade være, hvis vi ikke selv kan mønstre ligeså meget tid, overskud og energi.
 
Og i virkeligheden er det måske noget af det, samtalesalonerne er allerbedst til. De er et forum, hvor paraderne falder meget hurtigt. Så det bliver nemt at være oprigtig: At fortælle hinanden om alle de gange, det hele er helt vildt hårdt – og hvordan man så får det til at lykkes alligevel. Om de fejltagelser, vi begår undervejs og er flove over, men som set i bakspejlet også var dem, der i sidste ende hjalp os til at finde de rigtige retninger og skærpe vores løsninger.
 
Her skaber samtalesalonerne en god anledning til at dele alle mellemregningerne, om vejene, mulighederne, udfordringerne og overvejelserne om de næste skridt på vejen. Den slags samtaler og indsigter kan vi alle sammen lære rigtig meget af.

Her kan du se en lille film, der viser lidt om, hvad det vil sige at være til samtalesalon:

Hvad er en samtalesalon? from Borgerlyst on Vimeo.

Læs mere

    Du kan læse meget mere om samtalesaloner og om, hvordan du kan holde dine egne saloner i vores salonværtsmanual.

    Du kan finde samtalemenuer, spørgsmål og øvelser fra alle vores samtalesaloner på Samtalesaloner.dk.

  • Samtalesalonerne er blandt andet inspirerede af kulturhistorikeren Theodore Zeldin’s to bøger Conversation: How talk can change our lives (HiddenSpring, 2000) og An intimate history of humanity (Harper Perennial, 1995)
  • Måden, vi formulerer vores samtalestartere og samtalemenuer på er inspireret af den schweiziske forfatter Max Frisch’s lille bog Spørgeskemaer (Forlaget Basilisk, 2007)

    Vores ’holdningsbarometre’ eller ‘spektrogram’-øvelser stammer fra den amerikanske psykolog Arnold Mindells Deep Democracy-bevægelse. Se mere på http://deep-democracy.net