Efter Anden Verdenskrig var det offentlige embedsværk blevet åbnet op, og rekrutterede langt bredere fra flere lag i samfundet. Og dermed fik embedsmændene langt større åbenhed overfor de sociale reformer, der fulgte med velfærdsstaten. Men de havde samtidigt beholdt en betydelig grad af den overlegenhed og magtfuldkommenhed, som havde præget det offentlige bureaukrati siden den gamle enevældige stats tid.

I 1960erne og 1970erne var det nærmest umuligt som almindelige borger at få indflydelse på noget som helst i den offentlige sektor. Som bruger af offentlige ydelser var der ingen valg og ingen rettigheder. Og der var ingen, der tog én alvorligt hvis man var utilfreds.

New Public Management blev iværksat dels for at effektivisere det offentlige bureaukratis arbejdsgange, men ikke mindst også for at lære embedsværket at tage borgerne alvorligt.

En vigtig del af dette tankesæt var at italesætte eksisterende velfærdsydelser som serviceydelser. Borgerne blev derfor i højere grad set som de offentlige institutioners kunder, som skulle betjenes hurtigt og effektivt. Dette ses tydeligt f.eks. i rebrandingen af de gamle kommunekontorer til Borgerservice, der i sin indretning og arbejdsgang minder mere om et posthus eller en bank end de gamle kommunale skranker.

På den måde har New Public Management været en chok-kur for kulturen i det offentlige embedsværk at få nedbrudt århundreders traditioner og egenrådighed og begynde at lære at tage borgerne alvorligt.

Disse reformer af den offentlige sektor har i løbet af de sidste 20 år også været med til at ændre opfattelsen af de offentlige institutioner. Borgerne har taget rollen som kunde på sig, og ser i stadigt højere grad de offentlige institutioner som serviceleverandører – i stedet for som demokratisk udviklede og styrede instanser, som de har politisk medindflydelse på.

Denne udvikling har været med til at forme den demokratiske kultur i Danmark: Hvor borgerne under velfærdsstaten havde søgt at påvirke politiske beslutninger direkte gennem høringer og partipolitisk engagement – og derigennem påvirke driften af offentlige institutioner, så søger borgerne i konkurrencestaten at påvirke forvaltningen af politiske beslutninger snarere end selve de politiske beslutninger.

Kort sagt, så går man til den offentligt ansatte i stedet for politikeren. Man brokker sig til læreren snarere end til de politikere, der har gennemført skolereformen. Man brokker sig til plejehjemspersonalet snarere end til de politikere, der har vedtaget besparelserne på ældreområdet. Det er blevet nemmere at arbejde for at sikre sin egen, ene sag, end at arbejde for at ændre politikken for alle, der rammes af den.

Denne udvikling har også afspejlet sig i de politiske partiers medlemstal. Det kigger jeg nærmere på i næste afsnit.

Dette indlæg er en del af en serie blogindlæg, som til sammen vil udgøre et samlet essay om demokratiets udviklingshistorie.

Kort fortalt så skriver jeg det for selv at blive klogere og for at åbne en samtale om, demokratiets udvikling og hvor det er på vej hen i det 21. århundrede. Jeg håber, at du har lyst til at læse med og bidrage med dine indsigter, så vi kan blive klogere sammen. Læs mere om tankerne bag serien her.

Undervejs har vi lagt opskrifter ud på, hvordan man selv let kan komme i gang med at rykke på sin borgerlyst: Ved at holde en samtalesalon, en fortælleaften eller en hjemstavnsmiddag, hvor man mødes og deler mad og fortællinger fra sin hjemstavn eller hjemland.

Disse opskrifter har haft et lidt kummerligt liv på borgerlyst.dk, for de har aldrig fået den opmærksomhed, som de fortjener. Det har vi søgt at råde bod på nu. For i fredags lancerede vi nemlig endnu et eksperiment:

Sammenskud.dk er en værktøjskasse for handlekraft i hverdagen. Efterhånden som vi har arbejdet med Borgerlyst og samlet erfaringer fra mange forskellige projekter, har vi bemærket, at det, som oftest er det sværeste ved at bruge sin handlekraft og rykke på sine projekter ofte er de ting vi bare tager for givet:

De måder, vi holder møder på. De måder vi arbejder sammen på. De måder vi deler viden på. De måder vi organiserer os på.

Vi glemmer ofte, at alle de måder at være sammen på bare er redskaber. Vi kalder dem sociale redskaber. Det er alle de redskaber, der former vores sociale samvær, samarbejde og sammenskud, og som vi ofte bare bruger uden at stille spørgsmål ved dem.

Ligesom alle andre redskaber, så har sociale redskaber også deres fordele og deres ulemper. Hvert socialt redskab er velegnet til nogle anledninger, men der er også anledninger, hvor det bare gør alting værre. Som hvis man prøvede at bruge en hammer til at skrue en skrue i:

• Nogen mødeformer er velegnede til idéudvikling mens andre er velegnede til at træffe beslutninger.
• Nogen samarbejdsformer er gode til små grupper, der kender hinanden godt, mens andre er gode til store løst-engagerede grupper.
• Nogen organisationsformer passer til at organisere frivillige, mens andre fungerer bedst til at organisere penge.

Men hvilke sociale redskaber er velegnede til hvilke formål? Hvilke fordele og ulemper er der ved dem? Og hvordan kan man mest bruge dem i sin egen hverdag?

Det er disse spørgsmål, som Sammenskud har til formål at besvare.

Sammenskud sætter fokus på, hvordan vi bruger sociale redskaber i vores hverdag, og hvordan vi kan bruge dem til at

• snakke bedre sammen om det, der er vigtigt for os, så vi kan have mere tillid til hinanden og se hinandens forskellighed som en styrke.
• arbejde og lære sammen på mere ligeværdige vilkår.
• organisere os i fællesskaber, der kan tage beslutninger og løse de udfordringer, der vedrører os.

Her er det nok værd at give nogle konkrete eksempler på, hvad et socialt redskab kan være:

• Opskrifter — konkrete metoder til at mødes, tale sammen, udvikle idéer og tage beslutninger. Samtaleformater som samtalemiddagen, fortælleaftenen eller samtalesalonen passer lige præcis ind i denne kategori.
• Hjælpemidler — konkrete redskaber, der understøtter ligeværdigt samarbejde. Det kan både være online samarbejdsredskaber som Podio eller Google Docs, eller konkrete måder at organisere arbejde på, som f.eks. en arbejdsdag eller en rengøringsordning.
• Organisationsformer — konkrete måder at organisere sig på. Som f.eks. en forening, et fødevarefællesskab, et brugerstyret kulturhus eller en fond.

Det her med sociale redskaber kan godt stadigvæk være lidt abstrakt. Derfor inviterer vi også en masse borgerlystne projekter til at dele deres erfaringer om hvordan de har brugt forskellige sociale redskaber i deres arbejde. Disse projekter kan være alt fra enkeltstående begivenheder, så som Trampolinhusets fredagsmiddage, kampagner så som Stop ACTA eller deciderede organisationer som f.eks. Københavns Fødevarefællesskab, Trampolinhuset eller Brug Folkeskolen.

Endelig håber vi, at Sammenskud kan blive en mødested, hvor borgerlystne folk kan finde sammen med ligesindede, dele erfaringer, videreudvikle sociale redskaber og projekter, og måske ligefrem starte nye projekter op.

Det er dog vigtigt at understrege, at lanceringen i fredags var en beta-lancering. Det betyder, at sitet langt fra er færdig. Mest af alt er det endnu blot en konceptuel skitse for, hvordan et endnu mere ambitiøst site kunne se ud. Men når det er sagt, så er sitet fuldt ud funktionsdygtigt. Og du skal være mere end velkommen til at bidrage med både redskaber og projekter til sammenskuddet. :-)

Det er et følsomt emne, så jeg starter med et fakta-tjek:

Der har altid været indvandring til Danmark. Indvandrere, der frivilligt har søgt til Danmark for at kunne opbygge sig et nyt og bedre liv. Christian d. 2. inviterede hollandske bønder til at bosætte sig på Amager i 1500-tallet. Tyske bønder kom for at opdyrke den jyske hede i 1700-tallet. Fra 1860erne kom først svenske og siden polske sæsonarbejdere til landet. Og under 1960ernes økonomiske opsving inviterede danske virksomheder gæstearbejdere fra Tyrkiet, Jugoslavien og Pakistan til at tage de fabriks- og rengøringsjobs, som danskerne ikke selv ønskede.

Da krisen indtraf i 1973 indførtes der et næsten totalt stop for udstedelse af opholdstilladelser til indvandrere fra lande uden for det europæiske fællesmarked og Norden. De indvandrere, der havde fået arbejds- og opholdstilladelse, fik lov til at blive. Dette indvandringsstop har været i effekt lige siden.

Der har altid været flygtninge, der har søgt asyl i Danmark. Flygtninge, der har søgt til Danmark fordi de har været tvunget fra deres hjemland pga. krig eller forfølgelse pga. deres race, religion, etnicitet eller politisk anskuelse. Forviste jøder søgte til Danmark i 1700-tallet. Under nazisternes totalitære styre flygtede tyske socialister, intellektuelle og jøder til Danmark. Ungarske progressive flygtede til Danmark efter opstanden i 1956.

Men efterhånden som globaliseringen voksede, kom der i stigende grad flygtninge fra fjernere dele af verden: I 1970erne flygtninge fra Vietnam-krigen og flygtninge fra Chile efter militærkuppet i 1973. I 1980erne flygtninge fra krigen mellem Iran og Irak, fra borgerkrigene i Libanon og Sri Lanka, samt fra Palæstina. I 1990erne flygtninge fra borgerkrigene i det tidligere Jugoslavien og Somalia, samt kurdiske flygtninge fra Irak. I 2000erne flygtninge fra krigene i Afghanistan og Sudan.

Flygtningelovgivningen i Danmark var liberal op gennem 1980erne, og gav hovedparten af flygtninge opholdstilladelse og ret til familiesammenføring. Men lovgivningen er blevet strammet igen og igen i de sidste 20 år, og det er nu kun meget få flygtninge, der får asyl i Danmark.

I alt er der ca. 540.000 flygtninge og indvandrere (dvs. folk, der er flygtet eller indvandret til Danmark fra et andet land) og disses efterkommere i Danmark. Det svarer til ca. 9,8 pct af den danske befolkning. Af disse er ca. en tredjedel fra EU og øvrige vestlige lande, mens to tredjedele er fra de såkaldt “ikke-vestlige lande”.

Status er, at siden starten af 1980erne er antallet af det man kalder “indvandrere og efterkommere” i Danmark mere end fordoblet:

For et lille og kulturelt og sprogligt meget homogent land som Danmark, så har denne nye mangfoldighed af sprog, kulturer og religioner har vist sig at være en større udfordring.

Da de første tyrkiske og jugoslaviske arbejdere kom til Danmark i 1960erne så man dem som gæstearbejdere og havde en forventning om, at de ville tage tilbage til deres hjemland, når der ikke længere var arbejde at få.

Samme forventning har i høj grad gjort sig gældende i forhold til de forskellige flygtningegrupper, der kommet til Danmark: De tager nok tilbage, når der ikke længere er krig eller fare for forfølgelse i deres hjemland.

Men dette har kun i begrænset omfang været tilfældet. Mange er blevet – ikke mindst pga. de økonomiske og sociale muligheder som Danmark rummer. Og dermed er Danmark blevet et multikulturelt samfund – mod egen forventning.

Det har foranlediget en større værdidiskussion i den danske offentlighed gennem de sidste 20 år:
Er etnisk og kulturel homogenitet en forudsætning for den store grad af social tillid i det danske samfund? Bygger det danske demokrati på denne homogenitet? Kan folk med andre kulturelle og religiøse værdier end de traditionelt danske være lige så gode demokrater som etniske danskere? Kan de integreres og bevare deres kulturelle og religiøse værdier? Eller skal de assimileres og optage traditionelle danske værdier for at kunne være danske borgere?

Spørgsmål som disse har givet næring til en meget følelsesladet diskussion på godt og ondt. Men uanset hvor man står i forhold til disse spørgsmål, så er det et faktum, at Danmark i praksis er blevet et multikulturelt samfund. Og at det er en central udfordring for det danske demokrati at give plads til kulturel mangfoldighed – uden at ekskludere og ensrette på den ene side eller lade stå til og afholde sig fra engagere sig på den anden.

I næste afsnit vil jeg kigge nærmere på det grundlæggende opgør med det offentlige bureaukrati, som konkurrencestaten også ledte til.

Dette indlæg er en del af en serie blogindlæg, som til sammen vil udgøre et samlet essay om demokratiets udviklingshistorie.

Kort fortalt så skriver jeg det for selv at blive klogere og for at åbne en samtale om, demokratiets udvikling og hvor det er på vej hen i det 21. århundrede. Jeg håber, at du har lyst til at læse med og bidrage med dine indsigter, så vi kan blive klogere sammen. Læs mere om tankerne bag serien her.

For at komme på fode igen efter velfærdsstatens økonomiske kollaps måtte Danmark ofre sin pengepolitiske uafhængighed, da kronen i 1982 blev knyttet til D-marken (og siden til Euroen). Samtidigt betød Danmarks indtræden i EU, at det ikke længere var muligt at opstille toldbarrierer eller bruge andre politiske virkemidler til at beskytte den danske økonomi.

Uden disse beskyttelsesfunktioner blev Danmark meget sårbar overfor international konkurrence med stor arbejdsløshed til følge op gennem 1980erne, og det blev derfor afgørende for staten at trimme de offentlige budgetter og fokusere på at fremme landets evne til at konkurrere internationalt.

Ifølge Ove Kaj Pedersen har denne udvikling ledt til det, han kalder konkurrencestaten.

Konkurrencestaten opstår med den nye globaliserede økonomi og konkurrence, der blev mulig efter murens fald i 1989. De første spæde skridt blev taget med EUs indre marked, men det virkelige skred fandt sted i januar 1993, hvor den amerikanske præsident Bill Clinton iværksatte NAFTA, det nord-amerikanske fællesmarked, 200 bilaterale handelsaftaler og dannelsen af verdenshandelsorganisationen WTO.

Bill Clinton underskriver NAFTA, og åbner den globale konkurrence på vid gab.

Dermed åbnede han op for en global konkurrence, hvor nationer konkurrerer på deres evne til innovation og teknologisk udvikling. EU fulgte kort efter op og indgik i den globale konkurrence på samme vilkår. Den globale konkurrence blev kort sagt dereguleret for at kunne skabe de bedst mulige vilkår for international samhandel og konkurrence.

Denne deregulering af de nationale økonomier har givet større magt til store multinationale selskaber, der frit kan investere og flytte værdier fra det ene land til det andet, altefter hvilket land, der tilbyder de mest gunstige vilkår. En række virksomheder er nu så store, at deres omsætninger er større end nogle landes bruttonationalprodukt. Dette har været med til at forskyde magtbalancen mellem stater og virksomheder. Og på sin vis er staterne ikke længere den bærende institution i en globaliseret økonomi. Dermed er verdens bærende økonomiske institutioner udenfor demokratisk kontrol, hvilket kan lede til et stort demokratisk underskud.

Med denne intensiverede, globale konkurrence forsvandt det økonomiske grundlag for velfærdsstaten, og den afgørende faktor blev konkurrencedygtighed: Økonomien skal trimmes, og først og fremmest skal arbejdskraften være produktiv og stå til rådighed. I denne nye, globaliserede konkurrence er de interne modsætninger mellem de sociale grupper i Danmark blevet mindsket: Middelklassen blev nu allieret med både underklasserne og overklassen i den internationale kamp om at sikre jobs og velstand i Danmark.

Dette har betydet en grundlæggende forandring i statens arbejde og rolle, og et grundlæggende opgør med velfærdsstatens idealer.

Et eksempel: Hvor skolen under velfærdsstaten skulle danne gode, lige, demokratiske borgere, kommer der et nyt formål ind: Børnene skal have færdigheder til at kunne klare sig på arbejdsmarkedet hele livet.

Et andet eksempel: Velfærdsstatens understøttelsesordninger som dagpenge, førtidspension og efterløn bliver nu set som en hæmsko, fordi de hæmmer udbuddet af arbejdskraft.

Et tredje eksempel: Den seneste kommunalreform fra 2007, der søgte at effektivisere velfærdsopgaverne yderligere ved at centralisere dem i færre kommuner og fem regioner for at opnå stordriftsfordele.

Den nye globaliserede økonomi åbnede ikke kun Danmark op for international konkurrence, men også stigende international migration. I næste afsnit vil jeg beskrive, hvordan den voksende kulturelle mangfoldighed har påvirket det danske demokrati.

Dette indlæg er en del af en serie blogindlæg, som til sammen vil udgøre et samlet essay om demokratiets udviklingshistorie.

Kort fortalt så skriver jeg det for selv at blive klogere og for at åbne en samtale om, demokratiets udvikling og hvor det er på vej hen i det 21. århundrede. Jeg håber, at du har lyst til at læse med og bidrage med dine indsigter, så vi kan blive klogere sammen. Læs mere om tankerne bag serien her.

Men de mangler er en anledning til at mødes. Så derfor inviterer vi til borgerlysten fredagsbar

fredag d. 11. maj kl. 16 til 19
på Café Zusammen
HC Ørstedsvej 47, 1879 Frederiksberg C

Her vil alle borgerlystne projektmagere have mulighed for at finde ligesindede, dele erfaringer og sætte nye samarbejder i gang.

I samme anledning vil vi lancere sammenskud.dk — vores nye webplatform for handlekraft i hverdagen — i åben beta-test.

Så tag en ven under armen og kom og hør mere om nogle af alle de spændende projekter, som der spirer frem i København og omegn for tiden.

For hvad er det egentlig, der er behov for at kæmpe for i vore dage? Og hvad er egentlig min rolle i kampen for at forbedre det?

Da vi holdt Samtalesalon om MØNSTRE stillede vi deltagerne overfor et nærmest umuligt valg. De skulle placere sig i rummet alt efter, om de satte frihed eller lighed højest som grundværdi. Jeg havde ondt i maven flere dage inden, fordi jeg slet ikke selv kunne have at blive stillet overfor det valg. Og det var interessant at se, hvordan også salongæsterne reagerede meget stærkt på at blive stillet overfor så umuligt et valg.

Mens Andreas og jeg udviklede øvelsen havde vi for sjov kaldt den for “ekkokammeret” – for pointen var, at man først skulle tale i 10 minutter med en af dem, der havde valgt den samme grundværdi som én selv om, hvorfor henholdsvis frihed eller lighed selvfølgelig måtte være vigtigst. Og at man så bagefter skulle tale i 10 minutter med en af dem, der havde valgt den modsatte værdi – for at høre deres argumenter for, hvorfor de havde stillet sig dér.

De samtaler blev meget tankevækkende for alle parter, tror jeg. Og der er i hvert fald en masse ting, der har klinget voldsomt videre hos mig og ringlende meget kraftigt for ørerne, da jeg vågnede i morges og kom i tanke om, at det var 1.maj i dag.

For det der stod meget klart under de samtaler var for det første i hvor høj grad frihed og lighed er internt forbundne og hinandens forudsætninger. Og for det andet, at vi ikke formår at forvalte nogle af delene optimalt, selvom vi i så høj grad bryster os af det. Hvilket i sidste ende går ud over det fællesskab (for nu i lighedens navn at kønsneutralisere og opdatere broderskabet) frihed og lighed i sidste ende kan skabe, hvis de får mulighed for at gå op i en højere enhed.

Men i dag er der stadig er en masse uligheder, der springer i øjnene ligegyldigt hvor i det danske samfund, man kigger hen. Og samtidig kan vi nogen gange være så utroligt forhippede på at opnå lighed, at vi i virkeligheden behandler alle ulige, fordi ingen får den tiltrængte frihed til rigtigt at være dem, de er og udvikle deres fulde potentiale. Det kan meget hurtigt få den enkelte til at føle sig meget ufri i sit eget liv. Og det går også ud over alle frynserne, overraskelserne og de nye udviklende vinkler, der hurtigt risikerer at drukne i jagten på konsensus. Vi er nået rigtig langt – men vi er der faktisk langt fra endnu. Hverken når det gælder friheden eller ligheden.

Nye fællesskaber pibler frem

Til gengæld glæder vi os hos Borgerlyst meget over at se, hvordan de mange nye fællesskaber til gengæld begynder at spire frem for alvor i disse år. På kryds og tværs af friheds- og lighedsidealerne formår nye tendenser som collaborative consumption, (læs min oversigtsartikel om fænomenet her) Fucking Flink, mikrovolunteering (læs Andreas’ oversigtsartikel om fænomenet her) og Borgerlyst at sætte fokus på alt det man gøre sammen på nye måder og sine egne betingelser – der bliver skabt nye rammer, som de enkelte deltagere både kan være frie og lige indenfor. I praksis bliver det for eksempel til initiativer som If we ran the world, Fødevarefællesskabet, Sammenskud, Tag Del, Den lille tjeneste og Turen.

Fælles for dem alle sammen er, at de mest af alt forsøger at skabe nye rammer, som folk selv kan dyrke deres handlekraft indenfor. På deres egne præmisser. Når det lige passer. Der er plads til begejstring, uden at man skal skrive under på en masse politiske eller værdiladede manifester for at med. Indenfor rammerne er alle frie og lige til at være med. Og så opstår og fungerer fællesskaberne. Men det kræver en genopdagelse af både friheden og ligheden. Og det synes jeg med god grund, vi alle sammen lige kan tænke over her på 1. maj…

Så glædelig 1. maj derude – uanset, hvad dagen så ellers betyder for dig.

Med disse kommunesammenlægninger blev kommunernes legitimitet og selvstyre styrket. Samtidigt fik kommunerne i en længere periode dækket deres underskud ved etablering af de mange nye velfærdstiltag gennem refusion fra staten. Dette betød, at udgifterne steg voldsomt.

Dette skyldtes kke mindst, at borgere og interesseorganisationer gjorde deres indflydelse gældende til at få gennemført politiske beslutninger til egen fordel. Snart voksede udgifterne hurtigere end indtægterne. Dette ledte til et stadigt større skattetryk for at dække de løbske udgifter.

I samme periode fremsatte fagbevægelsen og Socialdemokratiet deres forslag om Økonomisk Demokrati og demokratisk medbestemmelse i det private erhvervsliv. Det blev mødt med skepsis og modstand — både fra arbejdsgivere og de borgerlige partier, men også fra de øvrige venstrefløjspartierne. De var bekymrede for, at hvis arbejderne blev medejere af virksomhederne, så ville de have interesse i at bevare kapitalismen.

Samtidigt tydede flere undersøgelser på, at flertallet af arbejderne ikke var særligt interesserede i ØD. De foretrak mere at få mere i løn fremfor at få mere indflydelse og medbestemmelse på arbejdspladsen.

Ved folketingsvalget d. 4. december 1973 gav en stor del af vælgerne udtryk for deres utilfredshed med det stigende skattetryk og planen om økonomisk demokrati. Ved valget, der siden er blevet kendt som Jordskredsvalget, skiftede 44% af alle vælgere parti, en tredjedel af Folketingets medlemmer blev udskiftet, og antallet af partier i Folketinget blev fordoblet fra 5 til 10.

Mogens Glistrup og Erhard Jacobsen, de to store sejrherrer ved jordskredsvalget i 1973.

Middelklassen gjorde nu sin politiske indflydelse gældende ved at stemme på en række nye protestpartier, der italesatte deres bekymringer. De to væsentligste partier var Fremskridtspartiet og Centrum-demokraterne, der begge gik til valg på opgør med først og fremmest skattetrykket og den voksende offentlige sektor.

Samtidigt med dette valgte USA i begyndelsen af 1970erne at opgive guldstandarden (dvs. garantien for, at hver dollar repræsenterede en reel værdi i guld ejet af den amerikanske stat). Dette gjorde USA i stand til at devaluere dollaren for at gøre sin økonomi mere konkurrencedygtig (når et land devaluerer sin valuta, bliver det dyrere at importere udenlandske varer, men det gør samtidigt eksport til udlandet mere favorabelt).

Dette medførte en ond cirkel, hvor alle de forskellige lande løbende blev tvunget til at devaluere deres valuta for at sikre sig, at de kunne afsætte deres varer internationalt. De lande, der ikke fulgte denne devalueringspolitik mistede eksport og blev derfor ramt af stærkt stigende arbejdsløshed. Dette satte den danske økonomi yderligere under pres, da udgifterne til arbejdsløshedsunderstøttelse steg, mens skatteindtægterne faldt.

I 1979 var Danmark på kanten af statsbankerot med en gæld på 730 milliarder kroner. Den daværende finansminister Knud Heinesen udtalte, “Vi er ikke på afgrundens rand. Men vi har retning imod den og vi kan se den.”

Dermed brød velfærdsstaten som idealistisk projekt sammen. Dette kollaps skete i stor udstrækning som følge af, at civilsamfundets store indflydelse på staten, som forskellige samfundsgrupperinger havde brugt til at sikre deres egen-interesser – tilmed udover statens økonomiske formåen.

Det krævede markante økonomiske reformer at rette op på dette, og det resulterede i konkurrencestatens fremkomst. Mere om den i næste afsnit.

Dette indlæg er en del af en serie blogindlæg, som til sammen vil udgøre et samlet essay om demokratiets udviklingshistorie.

Kort fortalt så skriver jeg det for selv at blive klogere og for at åbne en samtale om, demokratiets udvikling og hvor det er på vej hen i det 21. århundrede. Jeg håber, at du har lyst til at læse med og bidrage med dine indsigter, så vi kan blive klogere sammen. Læs mere om tankerne bag serien her.

I takt med økonomiens vækst voksede behovet for arbejdskraft, og stadigt flere kvinder fik arbejde udenfor hjemmet. Dermed blev kvinderne i stadigt højere grad økonomisk selvstændige.

Den økonomiske velstand betød også, at flere unge mennesker mulighed for at være unge på en måde, der ikke var set tidligere. Førhen blev man betraget som voksen efter man blev konfirmeret og gik ud af skolen. Men den store generation, der blev født i årene umiddelbart efter Anden Verdenskrigs afslutning, og som blev unge i midten af 1960erne, havde helt nye muligheder. De fik bl.a. mulighed for at studere på universiteterne, hvilket tidligere kun havde været en mulighed for de få.

Den nye middelklasses økonomiske frihed gav anledning til et større opbrud i det gamle klassesamfund. Nu kunne samfundsgrupper, der tidligere havde manglet ressourcerne til at gøre deres indflydelse gældende, og kræve forandringer:

• Mange kvinder begyndte at stille spørgsmålstegn ved de traditionelle kønsroller, og krævede lige rettigheder og indflydelse både hjemme og på arbejdet.
• På universiteterne gjorde de unge studerende oprør mod det gammeldags professor-vælde og krævede demokratisk medbestemmelse i studierådene.
• Tusindvis af unge bosatte sig i kollektiver for at udvikle og afprøve nye leveformer, der ikke bar præg af det traditionelle patriarkalske familiemønster.
• Homoseksuelle krævede ophævelse af diskriminerende love og juridisk ligestilling med heteroseksuelle.
• (i andre lande med større etnisk diversitet var der også store borgerrettighedsbevægelser for sikre lige rettigheder for etniske minoriteter)

Dette sociale opbrud (som ofte betegnes 68′er-oprøret) åbnede nye fronter i udviklingen af demokratiet. Som det feministiske slagord lød: ”Det private er politisk”. Hvilket også betød det modsatte: politiske holdninger var i mindre grad noget man delte med hele sin sociale klasse, men snarere noget man valgte ud fra sine egne interesser.

Det vil jeg beskrive nærmere i det næste afsnit af serien.

Dette indlæg er en del af en serie blogindlæg, som til sammen vil udgøre et samlet essay om demokratiets udviklingshistorie.

Kort fortalt så skriver jeg det for selv at blive klogere og for at åbne en samtale om, demokratiets udvikling og hvor det er på vej hen i det 21. århundrede. Jeg håber, at du har lyst til at læse med og bidrage med dine indsigter, så vi kan blive klogere sammen. Læs mere om tankerne bag serien her.

Men desværre blev salonen ikke til noget. For der var kun to deltagere, der mødte op.

En fiasko.

Men det var ikke en fiasko, fordi at samtalesalonen ikke er en god idé. Det var en fiasko, fordi idéen ikke blev kommunikeret klart nok ud, og fordi vi havde for stor tiltro til, at Kulturhusets faste kommunikationskanaler kunne nå bredt nok ud til at lokke folk i lokalområdet til at deltage.

Men fiasko er blot et mislykket resultat. Og eftersom vi er i beta, tænkte jeg, at vi i stedet kunne bruge denne anledning til at blive klogere og hjælpe andre til at blive klogere.

Så i stedet for en samtalesalon holdt vi en lille, improviseret fokusgruppe om, hvad der skal til for at kommunikere og engagere folk i lokale begivenheder.

Fokusgruppen bestod af Andreas fra Kulturhuset, mig selv og de to fremmødte — et par søde midaldrende kvinder, der går til gymnastik i kulturhuset, og som er aktive i lokalrådet. Her er hvad vi nåede frem til:

• Kulturhusets faste kommunikationskanaler (hjemmesiden, Facebook-siden, plakater i Kulturhuset og Kulturhusets nyhedsbrev) bliver kun læst af de faste brugere af Kulturhuset.
• Kulturhuset har også en fast side i lokalavisen, Bryggebladet. Men de har også rigtig mange arrangementer, og de skal løbende prioritere hvilke arrangementer, som de vil spotte for i avisen.
• Kulturhusets faste brugere grupperer sig efter interesser, altefter om det er legestue, gymnastik eller dans man går til. Der er ikke umiddelbart meget overlap imellem disse grupper.
• Der er mange lokale som blot kommer og spiser i kulturhusets restaurant, eller kommer til et enkelt arrangement, og som ikke har nogen øvrig tilknytning til huset.
• Kulturhuset har som del af sit formål at “fungere som dynamisk knudepunkt for områdets beboere” og “bygge stærke bånd til lokalsamfundet”. Dette var også anledningen til at afholde samtalesalonen. Kulturhuset har ligeledes afholdt arrangementer med fællesspisning og med velkomst til nye bryggeboere — også med begrænset succes.
• Samtalesalonen er et ukendt koncept, der går på tværs af Kulturhusets brugergrupper, og derfor kræver en ekstra opsøgende indsats.

På sin vis er det ironisk, at vi med alle de nye sociale medier, som vi har til rådighed, har så nemt ved at komme i kontakt med hinanden… og at det så alligevel er så svært at skabe et lokalt fællesskab. For hvor mange københavnere følger med i, hvad der sker i deres lokale kulturhus? Hvor mange føler et særligt tilhørsforhold til den bydel, som de bor i?

For hvis de ikke selv føler dette tilhørsforhold, dette lokale fællesskab — hvordan skal man så kunne få dem i tale? Og hvordan kan man så begynde at opbygge dette fællesskab, hvis ikke man kan samle folk til lokale begivenheder?

I vores lille fokusgruppe kom vi med en række løsningsforslag:

Færre, men bedre arrangementer
I stedet for at have en separat samtalesalon, en separat fællesspisning, og et separat velkomst-arrangement for nye bryggeboere, hvorfor så ikke slå det hele sammen? I stedet for en række dårligt besøgte lokal-arrangementer, kan Kulturhuset i stedet kombinere dem til en stærkere pakke. En samtalesalon kan gå fint i spænd med fællesspisning og introduktion for nye beboere.

Klar kommunikation
Det skal være helt klart, hvad folk de går ind til. Et lokalt arrangement lyder for mange som endnu en langhåret lokalpolitisk udveksling, hvor “the usual suspects” fra lokaludvalg og foreninger stiller sig op og holder lange indlæg. Med et ukendt koncept som samtalesalonen vil det være en stor fordel at kunne vise en video, der viser, hvordan det fungerer i praksis, så folks bekymringer kan manet i jorden med det samme.

Byg på eksisterende fællesskaber
Børneforældrene samles allerede om legestue, og de danseglade går til tango og zumba — men de møder ikke hinanden som en del af det større lokale fællesskab. Kulturhuset kan gå ind og aktivt invitere disse eksisterende fællesskaber til at være med i nye lokale arrangementer.

Find ambassadører
Der er en flere lokale ildsjæle, end man skulle tro. Og de vil gerne gøre en ekstra indsats for at trække folk med til lokale arrangementer. Kulturhuset kan lave et ambassadør-netværk af folk, der gerne vil støtte op om Kulturhusets aktiviteter ved at omdele flyers, hænge plakater op i deres opgange, eller invitere deres naboer med.

Jeg tænker, at det er gennemgående udfordring over hele Danmark at skabe denne form for lokalt engagement. Så jeg er meget nysgerrig på at høre, hvilke erfaringer og løsninger andre har fundet på for at kunne kommunikere og engagere lokalt.

I må meget gerne dele jeres erfaringer i kommentarsporet herunder.

Velfærdsstaten er ikke indrettet for at være flink ved de fattige, men for at undgå social uro, klassekamp og borgerkrig. Sådan har det været siden oldtiden, hvor de romerske kejsere gav pøbelen brød og skuespil for at dæmme op for uro og bevare dem som rekrutteringsbasis for soldater til deres legioner.

Efter Anden Verdenskrig tog udbygningen af velfærdsstaten fart i Danmark. Men det blev nu også et demokratisk projekt, der gennem omfattende samfundsreformer søgte at forhindre, at totalitarismen nogensinde igen skulle kunne få fodfæste i Europa.

Dette projekt var i høj grad inspireret af Hal Koch og hans samtidige åndsfæller. Deres mål var at skabe det gode samfund. Idealet for det gode samfund kom klart til udtryk i folkeskolens formålsparagraf: at danne det enkelte menneske til at blive en deltagende, ligeværdig demokratisk borger.

Kernen i velfærdsstatens gode samfund var tryghed og sikkerhed for den enkelte borger. Dette søgte velfærdsstaten at skabe ved at beskytte sine borgere mod den internationale konkurrence og spekulation, hvis følgevirkninger i form af depression og arbejdsløshed havde været så afgørende i optakten til Anden Verdenskrig. Derfor var velfærdsstaten præget af en lukket national økonomi, sikret gennem en økonomisk politik, der modvirkede udsving.

Samtidigt skete der en større udskiftning i det statslige embedsværk, der frem til Anden Verdenskrig stadig havde været præget af arven fra den gamle enevældige stat, hvor embedsmændene i høj grad var blevet rekrutteret fra adel og overklasse. Efter krigen blev embedsmændene rekrutteret langt bredere fra flere lag i samfundet, og dette var også en stærkt medvirkende faktor til at sætte skub i gennemgribende reformer.

I tillæg til den økonomiske politik blev der gennem 1950erne og 1960erne gennemført en lang række samfundsreformer der skulle sikre borgernes trivsel og velfærd: Der blev indført understøttelse, så du var sikret, hvis du alligevel blev arbejdsløs. Ledigheden var jo ikke din skyld – det var samfundets skyld.

Billede fra Broager børnehave. Fra Sønderborg Kommunes Flickr-konto.

Der blev indført offentlig sygeforsikring, frie uddannelser, folkepension og en folkeskole, der skulle kunne rumme alle børn. I samme periode kom kvinderne ud på arbejdsmarkedet, og velfærdsstaten overtog i stadigt større udstrækning pasnings- og omsorgsopgaver. Mange af disse ydelser byggede på det store forarbejde som andelsbevægelsen og arbejderbevægelsen allerede havde gjort.

I denne udvikling blev demokratiske værdier styrket gennem folkeoplysende arbejde og lovgivning bygget på bred offentlig drøftelse, hvor interesseorganisationer og foreninger fik en stor grad af medindflydelse på de politiske beslutninger.

Blandt de mest ambitiøse tiltag var fagbevægelsens og Socialdemokratiets plan for at indføre demokrati i det private erhvervsliv gennem deres plan for Økonomisk Demokrati. Ifølge planen skulle den økonomiske lighed øges ved at ansatte fik medejerskab i virksomhederne og dermed medindflydelse på virksomhedens drift.

Hvordan borgerne gjorde deres indflydelse gældende kigger jeg på i de næste to afsnit.

Dette indlæg er en del af en serie blogindlæg, som til sammen vil udgøre et samlet essay om demokratiets udviklingshistorie.

Kort fortalt så skriver jeg det for selv at blive klogere og for at åbne en samtale om, demokratiets udvikling og hvor det er på vej hen i det 21. århundrede. Jeg håber, at du har lyst til at læse med og bidrage med dine indsigter, så vi kan blive klogere sammen. Læs mere om tankerne bag serien her.