På internettet har disse klichéer fået nyt liv med projekter så som Wikipedia, verdens største brugerskabte leksikon, PatientsLikeMe, en erfaringsudvekslingsplatform for patienter, og Ushahidi, en platform for øjenvidnerapporter fra kriseområder. Alle tre er eksempler på, hvordan internettet gør det let for utroligt mange mennesker at bidrage og deltage til en fælles sum af viden, og dermed skabe noget sammen, som en traditionel organisation aldrig ville kunne have skabt.

Det er, som internet-forskeren Clay Shirky beskriver det, organisering uden organisationer. Han bruger et meget sigende eksempel: Internettet har ikke bare gjort det muligt, men også uhørt let at organisere indsamlingen og registreringen af billeder af havfruer på rulleskøjter:

Disse små handlinger – om det er at tagge et billede til en billeddelingstjeneste, eller rette en stavefejl på Wikipedia, eller sende SMS med information om et politi-overgreb i Kenya – er så små, at det nærmest ikke virker som en handling. I sig selv er det så lidt, at det næppe gør den store forskel. Men når man opsamler – aggregrerer – alle disse handlinger i en database, så kan det blive ganske stort, som bl.a. Wikipedia jo vidner om.

Disse små handlinger har fået betegnelsen mikro-handlinger, hvilket igen har afledt en ny genre indenfor frivillighed ved navn “micro volunteering”. Det går grundlæggende ud på at lægge mikro-handlinger ud som små opgaver, som frivillige kan løse på kort tid (under en halv time). Gerne på deres mobil-telefon når de sidder i bussen. Et eksempel på dette er den amerikanske kampagne ved navn The Extraordinaries:

Gennem Sparked, der er platformen bag The Extraordinaries, kan man f.eks. oversætte dokumenter, tagge billeder eller videoer for et museum, give råd til en studerende eller hjælpe en indvandrer med at lære engelsk.

Dette er meget møntet på organisationer, der er i stand til at omsætte konkrete opgaver til meget små frivillige indsatser. Et andet eksempel er If We Ran The World, som Nadja tidligere har henvist til, hvor det i højere grad er op til brugerne selv både at definere opgaverne og løse dem.

Billede taget af Brad Montgomery og delt under en Creative Commons licens.

En anden betegnelse for denne form for handlekraft i mikro-format er crowdsourcing – en sammentrækning af crowd og outsourcing. Et temmeligt grimt ord, der i høj grad om at definerer frivilligt engagement, som en måde hvorpå virksomheder og organisationer kan opnå en økonomisk gevinst på folks frivillige bidrag. Derfor er det afgørende, at bidragyderne kan støtte op om det formål, som deres bidrag i sidste ende går til.

En anden bekymring ved mikro-handlingerne er, som bl.a. bloggeren Allison Fine har udtrykt, er at det let kan vise sig, at vi kan bruge en masse tid på mikro-handlinger, der får os til at føle os godt tilpas. Men som i sidste ende kan vise sig ikke at gøre nogen reel forskel ude i den virkelige verden.

Men når man tager Wikipedia og de andre projekter i betragtning, så er der så stort potentiale, at det ville være meget dumt ikke at prøve at eksperimentere videre med mikro-handlingerne. Rygtet vil tilmed vide, at der er en dansk mikro-handlingsplatform undervejs ved navn TagDel.dk. Den bliver også spændende at følge…

Projekterne, som bogen beskriver, er i sig selv spændende, men noget af det bedste ved bogen er de ret så præcise erfaringer, som de forskellige sociale iværksættere videregiver. Der var især fem tommelfinger-regler, der vakte genklang hos mig. Så jeg videregiver dem her, oversat til dansk:

1) Hvis du vil forandre verden, så lad være med at prøve at forandre verden.
Visioner er gode, men handlinger er bedre og mere overbevisende. Lad nu være med at gøre din store idé til DEN store idé. I stedet, så prøv at finde ud af, om der er allerede er projekter i gang, der matcher det, som du brænder for. Tag og støt det og arbejd med dette. Allerede-eksisterende projekter kan ofte vise sig at være frugtbar jord, hvor dine idéer kan vokse og udvikle sig.

2) Hvis du vil være en leder, så begynd med at tjene.
Det at skabe og opbygge fællesskab, handler per definition ikke om ego. Der er ikke plads til berømtheder. Ledere viser deres værd ved at arbejde hårdt og hjælpe andre. Du vinder respekt ved at vise din villighed til at tjene sagen.

3) Hvis noget haster, så tag dig god tid.
Der er intet, der kan erstatte tålmodighed. For at få gjort tingene ordentligt og godt bliver du nødt til at vinde andres tillid. Og dette forudsætter, at du lytter til dem. Det kan meget vel vise sig, at dine egne idéer også bliver modnet og forbedret derved.

4) Hvis du har brug for hjælp, så spørg nogen, der har travlt.
Det, der kendetegner travle folk, er at de er fyldt med idéer og gode forbindelser. Det kan godt være, at de ikke kan hjælpe dig direkte, men de kender højst sandsynligt nogen, der kan. Og de har som oftest et godt råd eller et forslag, der er værd at lytte til.

5) Hvis du vil have folk til at yde mere, så forlang mindre.
Du har ikke retten til at forlange noget som helst fra folk. Du skal inspirere dem. Og selv da må du huske på, at du ikke aner, hvad der ellers sker i folks liv. De fleste af os har bekymringer, ansvar og stress, som vi bærer rundt på. Hvis du vil skabe mere fællesskab, så skal du konstant hjælpe folk med at finde selvtillid og tiltro til deres egne evner. Ofte vil de kun være i stand til at tage et lille skridt — men for dem vil det være en heroisk præstation.

billede taget af Flickr-bruger Joelk75 og delt under Creative Commons-licens.

Tilstede til samtalesalonen var også Dorthe Chakravarty fra P1-programmet Alle tiders historie, der var ved at lave et program om saloner før og nu. Så hvis du er nysgerrig på at høre mere til, hvordan en samtalesalon foregår, så kan du lytte med. (du kan også downloade udsendelsen som MP3-fil direkte)

Og hvis du er ærgerlig over, at du missede salonen, så fortvivl ikke. Borgerlyst holder fast samtalesaloner den sidste onsdag i hver måned i Café Mellemrummet, Ravnsborggade 11.

Næste gang er onsdag d. 29. februar, hvor vi inviterer til en snak om ALDER på tværs af generationer og livsfaser…

29.02. er skuddag – en lille ekstra tidslomme midt i det travle liv.
Derfor benytter vi lejligheden til lige at stoppe om og tage en snak om alder, tidens og livets gang.

Kom sammen med en, der ikke er på din egen alder – og lad os snakke sammen på tværs af generationer og livsfaser.

Hvornår blev du for eksempel voksen? Hvem er du om 10 år? Hvad glæder du dig til ved at blive ældre? Hvad har du fået med dig – og hvad vil du gerne give videre?

Vi glæder os til at se jer.

Andreas og Nadja

********************

Hvor og hvornår:
Samtalesalonen finder sted mandag d. 29. februar i Café Mellemrummet, Ravnsborggade 11, 2200 København N.
Salonen åbner kl. 19.30, mellem 20 og 22 kører vi samtalerne – og bagefter kan man blive hængende og drikke en øl.

Kort om Borgerlysts samtalesaloner:
Borgerlyst er et laboratorium, der eksperimenterer med demokrati, samtaler og handlekraft i hverdagen. Når vi holder samtalesalon, mixer vi en gruppe mennesker, der ikke kender hinanden på forhånd – og giver dem noget nyt at snakke sammen om. Vi kobler samtalepartnerne og udstyrer dem med ”samtalemenuer”, så alle er sikre på at starte samtalerne helt nye og uventede steder.

Det kræver ingen forberedelse eller forhåndsviden at deltage: Pointen er netop, at det skal være sjovt, hyggeligt og spontant at mødes og snakke om alt det vigtige.

Det syntes jeg var en rigtig sjov ide – og optændt af borgerlysten virketrang sagde jeg slagfærdigt, at det skulle vi da bare sætte en dato for med det samme, så vi var sikre på, at det blev til noget. Som sagt så gjort. Vi satte en dato halvanden uge ud i fremtiden og efterlyste så andre nordboere på Facebook.

Det blev en fantastisk aften. Alle mødte op fulde af forventning – og da ingen kendte hinanden på forhånd blev samtalerne også rigtig gode, fordi ingen talte indforstået, og alle var åbne overfor at lytte til hinandens perspektiver.

Her kan du være lidt med til den nordiske middag ved at se os alle fem fortælle om de retter og det kulturindslag, vi havde medbragt. Og undervejs kan du jo så tænke lidt over, hvad du selv ville have taget med – og hvorfor…

Finland

Person: Saila

Ret: Karjalanpiirakka – åbne pirogger med bagt risengrød og æggesmør + kanelsnegle

Kulturindslag: Karaoke

Færøerne

Person: Sissal Kampmann

Ret: Drýlur med lammerullepølse

Kulturindslag: Digt af Tóroddur Poulsen

Sverige

Person: Kajsa Li Paludan

Ret: Regnbueørreder med tragtkantareller og flødesauce

Kulturindslag: Strikkede hjemstavnsvanter

Norge

Person: Hanne Hvattum

Ret: Frossen grandiosa-pizza med creme fraiche

Kulturindslag: Begrebet “Dugnad”

Danmark

Person: Nadja Pass

Ret: Othellolagkage

Kulturindslag: I Danmark er jeg født

Og dét middagsprincip har jeg allerede lyst til at gentage i alle mulige andre andre sammenhænge, hvor det kunne være sjovt at få et indblik hvordan andre tænker. Det er både hyggeligt og inspirerende at tilbringe en aften med folk fra andre lande, aldersgrupper, fagområder eller landsdele end en selv – eller bare nogen, man ellers ikke ville være faldet i snak med.

Ligesom med samtalesalonerne er det rart, at der er en vis styring på det i form af for eksempel retterne og kulturindslagene, der sikrer, at alle kommer på banen, og at alle har noget fælles at snakke om og spørge ind til. Så sprudler samtalerne så meget desto mere ind i mellem.

Hvilke fremmede har du lyst til invitere til middag – og hvad skulle I snakke om?

Brug Folkeskolen søger at engagere flere forældre i at vælge folkeskolen til og dermed gøre de københavnske folkeskoler til københavnske forældres naturlige førstevalg. Foreningens medlemmer er alle forældre, der har valgt at sætte deres børn i folkeskolen, hvilket afspejles i foreningens slogan:

Jeg tog ud og interviewede Mette Kirk, der er projektleder for Brug Folkeskolen. Hun har været med fra starten først som menigt medlem af foreningen, derefter som formand og nu ansat som projektleder for foreningens sekretariat.

Hun fortæller blandt andet, at foreningens arbejde ikke alene vil give mere etnisk og socialt blandede skoler, men også mange flere anledninger til at møde og tale med andre danskere, der ikke alle ligner os selv. Og det er først når vi har anledninger til at møde hinanden, at vi kan manet nogle af de mange fordomme til livs…

Videoen er en sammenklippet udgave af et længere interview. Hvis du gerne vil høre hele tjavsen kan du downloade den som audio-podcast (jeg må beklage den dårlige lydkvalitet, der kan det gøre det svært at høre mine spørgsmål).

Eva Sørensen og Henrik Bang, der har introduceret betegnelsen hverdagsmager, lægger stor vægt på kontrasten mellem hverdagsmagerne og de politiske eliter. De understreger, at hverdagsmageren insisterer på sin demokratiske ret og kompetence til at gøre en forskel i det lokale netop i kraft af, at man er et ganske almindeligt menneske.

Billede taget af Andrew Ferguson og delt under en Creative Commons licens

Hvor politikerne på den ene side orienterer sig mod den store politiks abstrakte, langsigtede og overordnede problemstillinger, så efterlyser hverdagsmagerne på den anden side en organisatorisk platform, der kan hjælpe dem i deres orientering mod konkret problemløsning i hverdagen. Og fanget i midten står de politiske partiorganisationer, der traditionelt har været samlingspunkt og organisationsgrundlag for netop disse engagerede borgere, men som efterhånden er blevet stadigt mere professionaliserede og topstyrede.

Eva Sørensens pointe er, at der i høj grad brug for at ‘genskabe politikernes tillid til befolkningen’, som en statsminister en gang kom til at udtrykke det. For ellers bliver politik let reduceret til en teknokratisk ekspertpolitik uden borgernes aktive deltagelse. Dette kræver, at de politiske partier formår at genopfinde sig selv for bedre at kunne rumme hverdagsmagernes mere flydende form for engagement.

For eftersom partierne i stadigt mindre grad er i stand til at opfylde hverdagsmagernes behov, trækker hverdagsmagerne væk og organiserer sig andetsteds. De vil ikke bruge flere år på at arbejde sig op igennem en tung parti-politisk organisation for at kunne rykke på de problemer, som de gerne vil løse. De vil i gang med det samme.

Denne udvikling betyder, at politikerne og hverdagsmagerne trækker sig længere og længere fra hinanden, frustrerede over, at den anden part ikke vil spille med på deres præmisser. Den store udfordring er altså at skabe rammer, hvor elite-politikerne og bredden af hverdagsmagere kan mødes omkring konkrete problemstillinger, hvor de hver især kan bidrage bedst muligt med deres kompetencer og engagement.

Forslag til hvordan dette kan gøres modtages gerne…

En hverdagsmager er en ny type samfundsdeltager, der lægger sig mellem den passive borger, der stemmer til valgene og betaler sin skat, på den ene side, og den dedikerede græsrodsaktivist, der lever og ånder politik, på den anden side. Kort sagt, så er hverdagsmagerne “aktive medskabere af samfundet uden, at det politiske engagement af den grund er kerneomdrejningspunktet i deres liv.”

Betegnelsen hverdagsmager beskrives bl.a. i essayet “Hverdagsmagerne – en udfordring til demokratiet og samfundsforskningen”, som Eva skrev sammen med sin kollega Henrik Bang til bogen Den Demokratiske Udfordring fra 1999. Essayet var baseret på deres forskning i udviklingen i borgeres samfundsengagement.

Mens jeg læste deres beskrivelse af hverdagsmageren, blev jeg flere gange slået af, hvor godt det stemte overens med tankerne bag Borgerlyst. Tag bare deres opsummerende beskrivelse af hverdagsmageren:

Hverdagsmagerens politiske identitet er en form for lille amatørpolitik, hvis slagord er:

• Gør det selv
• Gør det dér, hvor du er
• Gør det fordi du synes det er sjovt, men også fordi du finder det nødvendigt
• Gør det ad hoc eller på deltid
• Gør det med løsningen af et konkret problem for øje
• Gør det ansvarligt og med en grundfæstet tillid til din egen beslutnings- og handlekraft.
• Gør det helst alene, men gå sammen med systemet, hvis du har brug for det.

Det som især slog mig er det pragmatiske fokus på hverdagen og det nære, som driver hverdagsmageren. Det handler om at løse konkrete problemer og dermed kombinere det lystbaserede og det nødvendige med den tid, man har til rådighed. Alt dette i et åbent og fleksibelt samarbejde med ligesindede – hvilket er “et udtryk for at individualitet og fællesskab hører sammen og gensidigt betinger hinanden i hverdagen”, som Bang og Sørensen så smukt formulerer det.

Jeg synes, at betegnelsen hverdagsmager passer fantastisk godt på de borgerlystne mennesker, som vi har interviewet til vores projektportrætter.

Grundlæggende er det en illustration over, hvordan Dunning-Kruger effekten fungerer: Når du har lidt eller ingen viden om et givent emne, er du generelt mere villig til at udtale dig om et emne, i forhold til hvis du ved lige tilpas så meget om det, at du ved, hvor meget der er at vide, og hvor svært feltet egentligt er.

“Mount Stupid” – altså der, hvor kurven først topper – er altså et udtryk for, hvad der ofte går galt i de samtaler vi har: At det er dem, der ved mindst, der taler med størst selvsikkerhed, og at de, der ved lidt mere, trækker sig fra diskussionerne. Som filosoffen Bertrand Russell sagde det:

“The whole problem with the world is that fools and fanatics are always so certain of themselves, and wiser people so full of doubts.”

Dette problem går ofte igen i medierne. Rigtigt mange taler til os fra toppen af Mount Stupid. Ikke nødvendigvis fordi de er dumme, men fordi det er den nemmeste måde at trænge igennem på. Og uanset hvor meget vi ved om et givent emne, så er det let at lade sig forføre af holdninger, der bliver fremført med stor selvsikkerhed og pondus. Nogengange også til trods for, at man selv mener at vide bedre.

Umiddelbart er der ikke nogen lette svar på dette problem. Det bedste vi kan komme på, er at prøve at snakke mere sammen. Både for at være mere åbne overfor andres viden, men også for at kunne udfordre dem på det, de tror de ved.

Her fortæller Mikael Hallstrøm Eriksen fra den økologiske landsby Dyssekilde ved Hundested om, hvordan han sammen med nogle venner skabte Himmelstorm Festival i sommeren 2011 – og om deres planer for videreudviklingen, når festivalen løber af stablen for anden gang 27. til 29. juli 2012.

Hvad er det, du har været med til at skabe?

Hvordan kommer man fra ide til handling?

Hvad skal man være opmærksom på, når man sætter holdet?

Hvad har det betydet for dig og dine nærmeste, at du har gjort det her?

Hvad må man aldrig lade sig slå ud af?

Hvad var den helt store vision med projektet?