#8 Andreas: Hvad tager du stilling til?

Det er gået op for mig, at jeg oplever en anden valgkamp end de fleste andre gør. Jeg tror, at det er fordi, at jeg ikke ser så meget TV.

Når jeg læser avis skal jeg kun tage stilling til de forskellige politikeres udtalelser og udspil på papiret (i den udstrækning, som journalisterne har valgt gengive dem). Men sådan er det ikke i fjernsynet. Her optræder politikerne meget mere i egen person. Og det i flere af ordets betydninger. For ikke alene træder politikerne offentligt frem med deres politik – de fremfører også i stadigt højere grad en kunst for et publikum.

Indenfor kommunikationsbranchen henviser man ofte til den Amerikansk-Iranske psykolog Albert Mehrabian’s såkaldte “7-38-55% regel” når man skal beskrive forholdet mellem de vigtigste elementer i kommunikation. Reglen foreskriver, at når man hører og ser en anden person tale, så lægger man forholdsmæssigt mest vægt på ansigtsudtryk/kropssprog (55%), dernæst på stemmeleje og tone (38%) og mindst på de ord, som personen rent faktisk siger (7%).

Dette er dog en forsimpling. Det, som tallene i Mehrabians undersøgelse henviser til, gælder kun situationer, hvor vi prøver at relatere følelsesmæssigt til den person, vi lytter til. Altså situationer, hvor vi prøver afklare, om vi kan lide eller ikke kan lide den pågældende person.

Vi ville gerne kunne sige, at vi er strengt rationelle, når vi træffer politiske valg, men politik handler overraskende meget om følelser og mavefornemmelser. I sidste ende handler det om tillid – ikke kun til, at politikerne har gode idéer, men også, at de er de rigtige til at føre dem ud i livet. Og her tror jeg, at Mehrabian’s regel rammer meget rigtigt.

Hvordan passer Mehrabian’s regel overens med den måde du følger med i politik?
Hvad tager du stilling til, når du ser politik i TV?