Afpres dig selv

Afpres dig selv

PAS PÅ: At du ikke giver op for tidligt

I ethvert projekt opstår der et iltløst hul mellem den indledende begejstring og det punkt, hvor andre begynder at tage projektet alvorligt og begynder at regne med det.

Hullet starter dér, hvor begejstringen over den gode idé ikke længere er nok i sig selv, men hvor det er på tide at bevise projektets værd. Når de storladne erklæringer og åbne formuleringer, folk tolkede på hver deres måde ikke længere er nok i sig selv. Når der skal træffes hårde fravalg, leveres ved kasse 1 og gives klare udmeldinger om, hvad det egentlig er, du har tænkt dig at gøre. Det er nu, du skal vise, at idéen holder. At projektet ikke bare var en døgnflue.

Denne fase er noget af det sværeste ved at starte et nyt projekt, for det er dér, hvor man ofte stadig selv er usikker på projektet, og begynder at se alle fejlene, manglerne og de ubesvarede spørgsmål. Det er dér hvor du begynder at vide nok om emnet til at forstå, hvorfor der ikke var nogen, der havde ført så oplagt en idé ud i livet før. Du fornemmer hvor meget det kommer til at kræve. Og samtidig er der stadig ikke rigtigt nogen andre, der har helt har forstået, hvad du har gang i. Hvis nogen kommenterer på projektet, er det typisk velment kritik, gode forslag til, hvordan du også kunne have gjort og hvad du i stedet kunne have valgt at fokusere på. Det er venligt ment, men gør det bare endnu mere uoverskueligt. Det du havde brug for lige nu var ubetinget opbakning, rosende presseomtale og opmuntrende hilsner fra nær og fjern. De skal nok komme – men paradoksalt nok sker det typisk først, når du selv har trukket dig op af hullet, og ikke længere har så hårdt brug for det.

PRØV I STEDET: At gøre det let for dig selv at holde fast

Når du falder i det iltløse hul, er det vigtigt, at du gør det nemt for dig selv at holde fast, så du hurtigst muligt kan kravle op af hullet igen og komme over på den anden side. I den periode er det ok at gå efter de lette successer, der kan give dig energi og mod på mere. Pluk de lavthængende frugter, der kan bevise overfor andre, at de skal tage dig og dit projekt alvorligt. Så kan du altid tage nogle af de tungere udfordringer op, når du føler dig mere sikker på projektet.
 
Det tog os noget tid at løbe Samtalesaloner i gang. Det krævede et langt, sejt træk fra, at folk begyndte at blive opmærksomme og nysgerrige på idéen, til de rent faktisk kom af sted og deltog. Det handlede i høj grad om vedholdenhed: At vi blev ved med at invitere. Vi meldte ud, at vi holdt samtalesaloner fast den sidste onsdag i hver måned, så alle vidste, hvornår de havde mulighed for at deltage. Og vi afholdt dem uanset, om vi selv følte os oplagte eller ej.
 
Hvis vi kun havde holdt samtalesaloner en enkelt gang eller to, ville det have været en sød idé og et godt initiativ. Men det var først efter mange Samtalesaloner, det rigtigt havde udviklet sig til det stærke koncept, det er i dag. Den slags tager simpelthen sin tid. Og det er helt fint og naturligt, at andre lige skal vænne sig til tanken. For dig fylder den alt – for andre er det et lille dryp i en allerede overfyldt mediestrøm. Det gælder bare om, at du ikke selv mister tålmodigheden i mellemtiden. Husk, at det at få andre til at tro på et nyt projekt er lidt ligesom at lære børn at spise en ny grøntsag: Den skal ligge på tallerkenen mange aftener i træk, før de har vænnet sig så meget til den, at de begynder at spise den.

Den nemmeste måde at komme igennem det lange seje træk er at afpresse dig selv: Meld en dato ud med det samme. Annoncér en hel stribe arrangementer med det samme. Du behøver ikke at have en klar plan på forhånd. Du skal bare forpligte dig selv til at holde fast – så kan du altid finde ud af, hvad der skal ske, når dagen nærmer sig. Jo klarere du melder ud, og jo bedre du overholder dine udmeldinger, jo nemmere bliver det for andre at engagere sig, fordi de kan se, at de kan regne med de planer, som du lægger.