Hverdagsmagerne

Eva Sørensen er professor på Roskilde Universitet, hvor hun er en af de bærende kræfter bag Center for Demokratisk Netværksstyring – en forskningsenhed, der fokuserer på nye samarbejdsformer mellem civilsamfundet og den offentlige sektor, der kan sikre en god balance mellem behovet for demokratisk medbestemmelse og effektiv styring i den offentlige sektor.

Jeg tog ud til RUC og interviewede hende om hendes forskning og hvordan hun ser på udviklingen mellem det offentlige og civilsamfundet:

Interviewet blev temmelig langt, og kommer vidt omkring, så du kan med fordel downloade en MP3-podcast af interviewet, som du kan lytte til, når det passer dig.

En af de ting, som jeg fandt mest interessant ved Evas arbejde, er begrebet hverdagsmagere.

En hverdagsmager er en ny type samfundsdeltager, der lægger sig mellem den passive borger, der stemmer til valgene og betaler sin skat, på den ene side, og den dedikerede græsrodsaktivist, der lever og ånder politik, på den anden side. Kort sagt, så er hverdagsmagerne “aktive medskabere af samfundet uden, at det politiske engagement af den grund er kerneomdrejningspunktet i deres liv.”

Betegnelsen hverdagsmager beskrives bl.a. i essayet “Hverdagsmagerne – en udfordring til demokratiet og samfundsforskningen”, som Eva skrev sammen med sin kollega Henrik Bang til bogen Den Demokratiske Udfordring fra 1999. Essayet var baseret på deres forskning i udviklingen i borgeres samfundsengagement.

Mens jeg læste deres beskrivelse af hverdagsmageren, blev jeg flere gange slået af, hvor godt det stemte overens med tankerne bag Borgerlyst. Tag bare deres opsummerende beskrivelse af hverdagsmageren:

Hverdagsmagerens politiske identitet er en form for lille amatørpolitik, hvis slagord er:

Gør det selv

Gør det dér, hvor du er

Gør det fordi du synes det er sjovt, men også fordi du finder det nødvendigt

Gør det ad hoc eller på deltid

Gør det med løsningen af et konkret problem for øje

Gør det ansvarligt og med en grundfæstet tillid til din egen beslutnings- og handlekraft.

Gør det helst alene, men gå sammen med systemet, hvis du har brug for det.

Det som især slog mig er det pragmatiske fokus på hverdagen og det nære, som driver hverdagsmageren. Det handler om at løse konkrete problemer og dermed kombinere det lystbaserede og det nødvendige med den tid, man har til rådighed. Alt dette i et åbent og fleksibelt samarbejde med ligesindede – hvilket er “et udtryk for at individualitet og fællesskab hører sammen og gensidigt betinger hinanden i hverdagen”, som Bang og Sørensen så smukt formulerer det.

Jeg synes, at betegnelsen hverdagsmager passer fantastisk godt på de borgerlystne mennesker, som vi har interviewet til vores projektportrætter.

Eva Sørensen og Henrik Bang, der har introduceret betegnelsen hverdagsmager, lægger stor vægt på kontrasten mellem hverdagsmagerne og de politiske eliter. De understreger, at hverdagsmageren insisterer på sin demokratiske ret og kompetence til at gøre en forskel i det lokale netop i kraft af, at man er et ganske almindeligt menneske.

Hvor politikerne på den ene side orienterer sig mod den store politiks abstrakte, langsigtede og overordnede problemstillinger, så efterlyser hverdagsmagerne på den anden side en organisatorisk platform, der kan hjælpe dem i deres orientering mod konkret problemløsning i hverdagen. Og fanget i midten står de politiske partiorganisationer, der traditionelt har været samlingspunkt og organisationsgrundlag for netop disse engagerede borgere, men som efterhånden er blevet stadigt mere professionaliserede og topstyrede.

Eva Sørensens pointe er, at der i høj grad brug for at ‘genskabe politikernes tillid til befolkningen’, som en statsminister en gang kom til at udtrykke det. For ellers bliver politik let reduceret til en teknokratisk ekspertpolitik uden borgernes aktive deltagelse. Dette kræver, at de politiske partier formår at genopfinde sig selv for bedre at kunne rumme hverdagsmagernes mere flydende form for engagement.

For eftersom partierne i stadigt mindre grad er i stand til at opfylde hverdagsmagernes behov, trækker hverdagsmagerne væk og organiserer sig andetsteds. De vil ikke bruge flere år på at arbejde sig op igennem en tung parti-politisk organisation for at kunne rykke på de problemer, som de gerne vil løse. De vil i gang med det samme.

Denne udvikling betyder, at politikerne og hverdagsmagerne trækker sig længere og længere fra hinanden, frustrerede over, at den anden part ikke vil spille med på deres præmisser. Den store udfordring er altså at skabe rammer, hvor elite-politikerne og bredden af hverdagsmagere kan mødes omkring konkrete problemstillinger, hvor de hver især kan bidrage bedst muligt med deres kompetencer og engagement.