Lynkursus: Start en bevægelse på 3 minutter

Dance

Lynkursus: Start en bevægelse på 3 minutter

Musikeren og iværksætteren Derek Sivers har vist, hvordan man kan skabe en bevægelse på 3 minutter. Han gør det med en Youtube-video af en mand, der danser for sig selv til en musik-festival i Canada.

Se videoen her:

Først står manden alene i græsset og danser. Dansetrinnene er simple og ligetil. Det eneste det kræver er, at han har modet til at stille sig op og begynde at danse for sig selv og se fjollet ud. Men fordi hans dansetrin er simple, gør han det også let for andre at være med.
 
Nu kommer der endnu en danser. Den første støtte, og han spiller en afgørende rolle: Han viser alle andre, hvordan de kan være med. Den første danser – lederen, om du vil – gør en dyd ud af at byde ham velkommen som en ligeværdig del af bevægelsen. Så nu handler det ikke længere om lederen. Men om dem. I flertal.
 
Det kræver mod at være den første støtte. Det er den første støtte, der forvandler danseren fra en enlig tosse til en leder. Nu inviterer den første støtte sine venner til at være med. Det er det afgørende øjeblik.

Nu kommer der en til! Den anden støtte er lige så afgørende, for han bekræfter den første støtte i, at de har gang i noget godt. Nu er det ikke en eller to tosser. Nu er de tre. Og tre er en fest.
 
Hele bevægelsen skal være synlig. Udefrakommende skal ikke bare kunne se lederen, men også alle støtterne. For nye støtter efterligner de andre støtter, ikke lederen!

Så kommer der tre mere, og så tre til. Nu er der virkelig fremdrift. Det er virkelig ved at udvikle sig til en bevægelse!
 
Nu er det ikke længere farligt eller fjollet at støtte op og deltage. Dem, der var usikre før, har nu ikke længere nogen grund til at lade være. De risikerer ikke at blive gjort til grin, de vil ikke stritte ud, og de vil tilmed være med til at starte noget stort, hvis de hopper på vognen nu. Herfra begynder det at være dem, der ikke danser, der er udenfor. Bevægelsen er skabt!

Hvad kan vi lære af det?

Hvis du starter noget nyt, helt for dig selv, så gør det let for andre at være med. Tag godt imod dine første støtter og gør det tydeligt for alle, at dette handler om bevægelsen og ikke om dig. Gør det synligt – og gør det let at være med!
 
Men den vigtigste lære er i virkeligheden en anden: Det er overvurderet at sætte ting i gang. Jo, det begyndte med den ene fyr, der dansede. Og han skal nok blive hyldet. Men det, der virkelig gjorde forskellen, var, da den første støtte kom til. Det var ham, der virkelig gjorde det til en bevægelse.
 
Ledere, idémagere og iværksættere løber ofte med al hyldesten. Men det er stærkt misvisende. Det ville virkelig ikke være særligt effektivt, hvis vi alle skulle være ledere og igangsættere. For så ville vi alle sammen have hvert vores projekt, som vi kunne brokke os over, at der aldrig var nogen andre, der havde tid til at være med i.
 
Så i stedet for at tro, at du absolut skal starte dit eget projekt eller din egen bevægelse, så prøv i stedet at støtte op, og vis andre, hvordan de kan gøre det samme.
 
Hvis du møder en enlig tosse, som har gang i noget fedt, så vær modig nok til at springe til. Og vær den første til at støtte op.