Perspektiv: Møder

Gode møder kan få ting til at ske, bringe nye perspektiver i spil, styrke fællesskabet og give masser af ny energi. Desværre har alt for mange møder i stedet det med at trække tid og tænder ud.
Derfor er det en god idé at holde færre møder, men til gengæld sørge for at have forberedt dem så godt, at hvert møde skaber ny begejstring og styrker sammenholdet.

En af de ting, vi opdagede meget tidligt i vores arbejde med Borgerlyst var, at når vi snakkede med andre om deres demokratiske engagement – eller mangel på samme – sagde rigtig mange, at de egentlig gerne ville engagere sig mere i frivilligt arbejde eller være med til at søsætte nye projekter, men “at de ikke magter alle de møder”.

Det er ærgerligt. For møder kan være fantastiske anledninger til at samle spændende mennesker, mixe kompetencer og bringe mange forskellige perspektiver i spil. Når møder er gode, er de virkelig gode. Men når de er dårlige, er vi helt enige. Så kan de være virkelig dårlige og lynhurtigt dræne en gruppe mennesker for engagement og energi. Også selvom alle har de bedste intentioner.

Men møder er et af grundvilkårene, når man skal arbejde sammen med andre. Møder er de aksler, vores organisationer og projekter roterer omkring. For hvis man skal reducere begrebet ‘organisation’ til sin mest grundlæggende essens, betyder det bare ‘enighed’ — at vi er nået til enighed om noget, vi i fællesskab søger at føre ud i livet. Men denne enighed opstår ikke af sig selv. Den tager tid, tillid og fælles forståelse. Og det kræver, at vi mødes. Derfor er det her så vigtigt, at vi alle bliver bedre til at holde gode møder.

Gode møder styrker borgerlysten

Tænk bare, hvis vores møder var dér, hvor vi fik energi. Hvor vi i fællesskab blev mindet om, hvorfor vi gør det her sammen. Hvor vi rykker og bliver begejstret for det arbejde, som vi laver mellem møderne. For i sidste ende er det jo formålet med at holde møder: At vi gennem vores fælles arbejde og koordinering bekræfter hinanden i, at det, vi skaber sammen, er vigtigt, og at vi får mod på mere.

Gode møder skaber en samhørighed, et nærvær og en følelse af fællesskab, som emmer af borgerlyst. Og det er bestemt ikke tilfældigt, at mange af vores eksperimenter netop handler om at udvikle nye måder at mødes og snakke sammen på. Samtalesaloner handler om at styrke samtalekulturen helt generelt og skabe møder mellem fremmede, der får mulighed for at udforske hinandens perspektiver og personlige erfaringer. Træffetid skaber rum for spontan og gensidig mesterlære. Sammenskud Live understøtter den faglige krydsbestøvning og nye samarbejdskonstellationer.

Vi oplever, at der er meget stort behov for den slags nye mødeformater. For vi er ikke nær så gode til at holde møder, som vi selv tror. Ifølge mødeforskeren Ib Ravn skyldes det en særligt dansk mødekultur, der er præget af en helt særlig forståelse af, hvad et møde er, og hvordan det foregår: Vi skal sidde rundt om et bord. Der skal være kaffe og kage. Det skal vare ca. halvanden time. Der er måske, måske ikke, blevet sendt en dagsorden ud. Og der bliver lavet et referat bagefter. Vi lærer det allerede i folkeskolen, og vi får hurtigt mange års erfaring i at gå til møder på præcis den samme måde. Og efterhånden er det helt indgroet i os, at det er den måde, vi bør mødes på.

Men møderne drukner ofte i lange, ustrukturerede snakke, hvor man ikke når frem til noget som helst. Man siger, at definitionen på sindssyge er at blive ved med at gøre den samme ting og blive ved med at forvente et nyt resultat. Og alligevel bliver vi ved med at holde møder på den samme, gamle måde. Måske er det på tide at overveje, om det i virkeligheden ikke er måden, vi holder møder på, som der er noget i vejen med?

Netop dette har Ditte Wulff, der tidligere har arbejdet som mødekonsulent, og i dag er leder i webvirksomheden 23, undersøgt nøje. Hun forklarer, at vores forståelse af, hvad et møde skal være, er blevet så fastlåst, fordi vores mødekultur og vores demokratiforståelse er så tæt flettet sammen: “Vi tror simpelthen, at mødet altid skal være et demokratisk forum. Og at demokrati er lig med, at alle siger noget. Og at vi helst alle sammen siger lige meget. I skolen har vi jo lært, at hvis vi blot rakte hånden op, skulle vi nok komme til. Og mødelederen tør ikke afbryde, for det ville jo være udemokratisk.”

Men det er ikke alle møder, der er lige demokratiske. Selvom formålet med møder er at skabe noget sammen, betyder det ikke, at vi skal tale os til rette om alting. Ja, der kan være møder, hvor formålet er at skabe en fælles forståelse, og hvor det er vigtigt, at vi bruger lang tid på at lytte og tale for og imod. Men der er også masser af møder, hvor formålet bare er at skubbe nogle ting fremad, fordele nogle opgaver og komme videre. Og det behøver man ikke den store demokratiske fællesånd for at gøre.

Demokratiske modsætninger

Møder er på mange måder demokrati i praksis. For det handler grundlæggende om at tage beslutninger sammen. Men som forfatteren Rune Lykkeberg beskriver i sin bog Alle har ret, rummer demokratiet nogle meget tankevækkende modsætninger, som vi ofte overser. For demokrati er fornuft, men demokrati er også følelse. Lykkeberg siger, at der er to typer demokratiske mennesker:

Der er de rationelle demokrater, der ser det rationelle som den højeste autoritet. Her handler det om at forhandle sig frem til klart definerede regler og procedurer ud fra almene principper om, hvordan ‘man’ gør. Den rationelle demokrat i sin yderste ekstrem er Frank fra tv-serien Klovn. Han taler altid om, hvad ‘man’ bør gøre, selv når det gælder ekstremt specifikke og personlige situationer (så som: “Man må aldrig lade sin bedste ven være alene med en sexolog!”)

Og så er der de romantiske demokrater, der ser det følelsesmæssige som den højeste autoritet. Det handler om at mærke efter og kun handle efter det, som føles rigtigt “for mig i dette øjeblik”. Den romantiske demokrat i sin yderste ekstrem er Casper fra Klovn. Han gør kun, hvad han har lyst til og handler straks på det. Men omvendt betyder det også, at han ikke længere kan gøre sin pligt i ægtesengen med sin kone Iben, fordi han ikke har lyst til det, som han skal.

Mange demokratiske konflikter opstår således i mødet mellem disse to demokratiske arketyper. Lykkeberg bruger arrangerede ægteskaber som eksempel: Ud fra et rationelt demokratisk perspektiv skal staten gå ind og lovgive for at sikre, at reglerne ikke bliver misbrugt. Ud fra et romantisk demokratisk perspektiv kan staten aldrig gå ind og bestemme over folks følelser. Det er op til folk selv at mærke efter, om ægteskabet er det rigtige for dem.

Der vil altid være situationer, der kræver, at man lader følelserne råde i forhold til bestemte beslutninger, og andre situationer, hvor man bør lade fornuften råde. Dermed bliver udfordringen at finde ud af, hvad der er vigtigst i en given situation.

Lykkebergs pointe er, at det ikke duer at nå til den lighedstrygge, altomfavnende konklusion, at “alle har ret”. For alle kan ikke have ret, når vi skal træffe svære beslutninger sammen. Det er blandt andet derfor, at vi har så svært ved at holde gode møder.

Hvad er formålet?

Møder handler altså ikke kun at nå frem til en beslutning, men også om at finde ud af, hvilken type beslutning der er nødvendig. Er det en demokratisk beslutning eller ej? Er det noget, vi skal forholde os til følelsesmæssigt eller rationelt? Kort sagt, har forskellige møder forskellige formål, og inden i hvert møde kan der være forskellige punkter med forskellige mål. Problemet er, at vi let blander mange forskellige punkter i løbet af det samme møde uden at være opmærksomme på, at vi skal snakke om dem på forskellige måder.

Ditte Wulff fortæller om et møde, hun observerede, hvor et af punkterne på dagsordenen bare hed ”Hjemmeside”. Men ingen af deltagerne vidste, hvad punktet handlede om. Lederen gav et kort oplæg, og så gik snakken i alle mulige retninger. Én begyndte at idéudvikle og vise eksempler på hjemmesider, som de kunne blive inspireret af. En anden diskuterede prioriteringen af at påbegynde arbejdet med hjemmesiden nu, for der var så meget andet, der var vigtigere. En tredje snakkede om deadlines. Og en del sagde slet ikke noget.

“Der opstod hurtigt nogle møder i mødet, som var helt forskellige måder at snakke om det samme punkt på. Det er et fuldstændigt klassisk eksempel på, hvad der sker, når vi ikke definerer formålet med den snak, vi skal have på mødet,” forklarer Wulff. “For så tillader vi, at folk bare tager den i alle mulige retninger. Og alle gør det jo med de bedst tænkelige hensigter. Selv dem, der ikke siger noget, gør det, fordi de tænker, at det er sådan, de bedst bidrager.”

Det viste sig, at i dette tilfælde skulle gruppen bare informeres om, at de højere magter havde besluttet, at hjemmesiden skulle redesignes. Det var slet ikke et oplæg til diskussion, og det betød, at de mennesker, som engagerede sig i punktet ved at komme med idéer og foreslå en plan, i virkeligheden spildte deres energi. For beslutningen var jo taget.

Jo mere uklar dagsordenen er, jo større er risikoen for, at deltagerne bliver skuffede over, hvad mødet handler om, og hvad de kan bidrage med, fordi det ikke svarer til deres forventninger. Derfor handler det om at afstemme deltagernes forventninger til, hvad mødet handler om, og hvad de kan bidrage med. Hvis bare punktet på dagsordenen havde lydt “Orientering om nye planer for hjemmesiden”, ville alle deltagerne have vidst, de bare skulle orienteres.

Det kræver ekstra forberedelse og omtanke at skrive den slags ekstra detaljer på dagsordenen. Og det er ikke noget, vi er vant til at gøre. Men den form for mødeforberedelse betaler sig. For det kan godt være, at det tager længere tid at forberede mødet, men til gengæld kan man virkelig få følelsen af, at et møde rykker. Konklusionerne står klart, man nåede igennem hele dagsordenen — og slutter ti minutter før tid!

Det handler i høj grad om at ændre forventningerne til, hvad det vil sige at være til et møde. Vi har vel alle prøvet at være til en generalforsamling, hvor folk tror, at de skal tale som en advokat for at blive taget alvorligt (“… så må jeg gøre opmærksom på, at i henhold til paragraf 4, stykke 8 …”). Det påvirker hele stemningen og hele den holdning, deltagerne går ind til mødet med: Armene over kors. Tilbagelænet. Rynkede bryn. Et udtryk af skepsis og mistillid. De påtager sig det ansvarfulde hverv at være demokratiske vagthunde, hele tiden på udkig efter en detalje, de kan spørge ind til eller bore i.

Og pludselig er der en, der rækker hånden i vejret, får ordet og siger: “Det er ikke så meget et spørgsmål, mere en kommentar”, hvorefter vedkommende bruger 10 minutter på at udbrede sig om, hvorfor man burde have grebet tingene an på en helt anden måde. Og det får selvfølgelig bare de ansvarlige til at blive endnu mere formelle og stramme i betrækket. Og imens sidder alle de andre mødedeltagere og fortryder inderligt, at de overhovedet dukkede op.

Vi skal lære at påtage os meget mere ansvar for, at møderne bliver så gode, konstruktive og effektive som muligt

Perspektiver fremfor stemmer

Beviset på, at det har været et godt møde, er, at det kollektive udbytte har været godt. At vi i fællesskab har fået rykket på de ting, vi satte os for at rykke på. “Det handler ikke om bare at sidde og fremhæve sig selv. I stedet handler det om at kunne sætte sig selv lidt mere til side,” påpeger Ditte Wulff. Dette bryder grundlæggende med vores vante opfattelse af mødet som et demokratisk forum, hvor alle altid ikke bare har lige meget ret til – men også en forventning om – at komme til orde. For som Wulff understreger, så handler det ikke om, at alle stemmer skal høres, men om, at vi skal lære at høre alle perspektiver.

Vi skal lære, at det ikke vores stemme, der er vigtig i selv, men de nye perspektiver, som vi bidrager med. Der kan sagtens være en situation i et møde, hvor det kan være helt irrelevant at høre nogen gentage en holdning, som andre allerede har givet udtryk for. For så er det perspektiv kommet til udtryk. Men det er meget relevant at høre alle de forskellige perspektiver, der måtte være på en sag.

Det er selvfølgelig lettere sagt end gjort, for der vil altid være en masse andre hensyn at tage. Nogle mødedeltagere forstår og beslutter sig ud fra følelser, og andre forstår og beslutter sig ud fra rationelle overvejelser. Og så kan det sagtens være, at de når frem til den samme konklusion, men de har hver især brug for at høre og argumentere på forskellige måder for at nå dertil.

På den måde er der altid en risiko for, at nogen kommer til at dominere et møde. Ofte skyldes det, at de mest selvsikre eller ekstroverte ofte virker, som om de ved bedre og derfor taler mest. Men ifølge socialpsykologen Berit Ås sker det også ofte, at mødedeltagere bruger forskellige ‘herskerteknikker’ til — bevidst eller ubevidst — at styrke deres position for at få deres egne holdninger til at stå i et bedre lys og miskreditere andres. De fleste af os kommer til at bruge herskerteknikkerne fra tid til anden uden at tænke over det. Det sker typisk, når vi omgås folk, der umiddelbart ligner os selv. For så glemmer vi helt, at de alligevel kan have helt andre vilkår eller forudsætninger for at deltage i mødet, som slet ikke ligner vores egne. Og så kan vi let komme til at dominere et møde uden at være klar over det.

Men andre gange er der mødedeltagere, der med fuldt overlæg benytter sig af herskerteknikkerne. En af de vigtigste og farligste af disse er at tilbageholde information, så mødedeltagerne ikke alle har lige mulighed for at forberede sig på og forholde sig til en forestående beslutning. Når den tilbageholdte information så pludselig kommer på bordet, har de svært ved at reagere og argumentere ordentligt på baggrund af den. Og nogle gange kan et par af mødedeltagerne ‘klappe beslutningerne af’, inden selve mødet går i gang. Hvilket i praksis betyder, at de slet ikke er åbne for de øvrige mødedeltageres perspektiver og argumenter, fordi beslutningen allerede er truffet. Derfor er det vigtigt, at alle deltagere har lige adgang til den nødvendige information og ved, hvornår beslutningerne reelt bliver truffet, så de har mulighed for at give deres perspektiver til kende.

Den bedste måde at undgå, at nogle få mennesker kommer til at dominere et møde, er, at vi hver især giver slip på vores ret til at tale, og i stedet tage mere fat på vores pligt til at bidrage. Det handler om at slippe vores individuelle behov for at komme til orde og i stedet koble ind på gruppens fælles ønske om at nå frem til beslutninger, som alle kan acceptere.

Det handler i udgangspunktet om at acceptere, at vi ikke behøver at være enige om alt. For vi vil ikke nå frem til en måde at træffe beslutninger på, hvor alle altid har ret. I stedet kræver det, at vi er i stand til at lytte til perspektiver, der er grundlæggende forskellige fra vores egne, og at vi sammen kan finde frem til fælles løsninger uden at påtvinge andre vores egne holdninger. I sidste ende vil det gøre os i stand at træffe beslutninger, der — som antropologen David Graeber udtrykker det — handler om fælles løsninger på fælles problemer, fremfor en kamp mellem forskellige interesser.

Mødehuset

For at sikre et godt møde er det vigtigt, at mødelederen påtager sig at skabe rammerne for mødet og holde folk fast på dem. Som vi bemærkede ovenfor, kræver forskellige punkter ikke alene forskellige måder at snakke sammen på, men også forskellige måder at træffe beslutninger på. Og ofte også forskellige måder at være sammen på. Og det er mødelederens fornemste opgave at sørge for, at alle deltagere i mødet forstår, hvordan gruppen i fællesskab snakker om et bestemt punkt.

Ditte Wulff har udviklet redskabet Mødehuset, som er en model for, hvordan vi kan opbygge vores dagsordener, så vi giver os selv bedre forudsætninger for at holde gode møder. Mødehuset opstod, fordi folk spurgte hende, hvordan de kunne facilitere møder, uden at hun selv var der til at lede mødet, og uden at de skulle på et længere kursus.

Modellen består af fem rum: Køkken, stue, legerum, arbejdsværelse og entré. Og de fem rum repræsenterer de fem hovedkategorier af snakke, man typisk har på et møde. De er sat ind i fem forskellige rum for at gøre det nemmere at se, hvilke forventninger og forestillinger der er til et punkt, alt efter hvilket rum det er sat ind i.

Hele idéen med Mødehuset er at skabe forskellige kontekster for, hvordan vi snakker sammen på et møde, og sætte nogle rammer, der gør det nemt at navigere sammen. Det handler bare om at lege med på metaforen:

Køkkenet er sådan et hverdagslivs-familiekøkken, hvor familien kommer hjem, og nogen er i gang med at lave mad, og man når lige at pakke indkøbsposen ud, mens man spørger, om det har været en god dag, og man finder ud af, om nogen har ringet til tandlægen, ligesom man havde aftalt. Det er et ud og ind-rum. I en mødekontekst vil det sige, at det er der, snakken er informerende og opdaterende. For hvis der var en, der sagde, at de havde haft en forfærdelig dag, ville man nok lige sætte sig ned og snakke om det i stuen i stedet for at blive stående i køkkenet. Så i køkkenet går tingene hurtigt, og man går ikke særligt meget ned i detaljen. Man giver information, og man modtager information. Man bearbejder den ikke. Det er den slags, som i mødeverdenen ofte bliver kaldt ‘siden sidst’ eller ‘bordet rundt’.

Stuen er der, hvor vi sænker tempoet, og hvor vi har tid til at være. Det er der, man har indrettet sig med møbler, der er rare at sidde i i lang tid og med ro omkring sig. Her kan man i en mødekontekst tage de snakke, der kræver lidt mere ro. Der er ikke hele tiden nogen, der er på vej ud eller ind, men alle er samlet i ét rum uden afbrydelser. Stuen egner sig til de punkter på dagsordenen, der kræver, at man når frem til en fælles forståelse. Eller får snakket ordentligt sammen, hvis der er en, der har det svært. Der, hvor der er behov for, at vi tager det seriøst og giver det tid.

Legerummet er der, hvor man går ind og bare prøver ting af. Hvis det var et fysisk rum, ville legerummet være der, hvor der var ikke var særligt rent, men inspirerende og farverigt med maling på gulvet. Det kan også være, at det mentale billede af et børneværelse giver bedre mening. Der, hvor man kan tage et-eller-andet og kalde det et sværd. Og hvor der ikke er nogen, der kommer og siger, at “det er altså bare et sugerør”. Der går man ind, når man skal idéudvikle. Når man skal finde nogle kreative løsninger på nogle problemstillinger, hvor man godt må tænke lidt stort, og hvor man godt må sige nogle ting, der bagefter viste sig ikke at være rigtige. Det er der, man som gruppe kan udforske sammen uden at gå ned i de praktiske detaljer. Her handler det om at skabe en stemning, der gør, at folk tør ‘kaste med farver’.

Arbejdsværelset er der, hvor man går hen, når man skal udrette noget. Der går man ind, når man er klar til at få ordnet en masse praktiske ting. Det handler om den praktiske planlægning og koordinering. Her er man realistisk og prioriterer, laver aftaler, fastlægger budgetter og fordeler ansvar og opgaver.

Entréen er det eneste rum, hvor man snakker om møde og proces. Hvis vi forestiller os vores møde som et hus, er det klart, at man ikke kan gå igennem væggene. Så derfor har Mødehuset en entré, som man skal gå igennem for at komme fra det ene rum til det andet. Det betyder ikke, at man skal diskutere proces, hver gang man er i entréen. Det betyder bare, at når man for eksempel går ud af stuen og går over til arbejdsværelset, skal man lige huske at sige det. Alle skal være opmærksomme på, at nu starter en anden form for snak. Nu har man sluppet den overordnede diskussion og er klar til at aftale de praktiske detaljer. Så entréen er der, fordi det er den eneste måde, man kan komme videre på. Og man kan ikke komme rundt uden at fortælle, at man bevæger sig.

Som model og metafor kan Mødehuset være med til at tydeliggøre, at I som gruppe ikke skal springe rundt og snakke om tingene på forskellige måder, når der er flere forskellige punkter på dagsordenen. I stedet skal I tage et rum ad gangen. Og blive i det rum — og være sammen på den måde, til I er færdige med dén del af snakken. I kan jo ikke høre hinanden, hvis I befinder jer i forskellige rum. Hvis én er totalt opslugt i en legerumsmentalitet, og en anden snakker budgetter, kan de reelt ikke høre hinanden. Så ender det med, at de taler forbi hinanden, og mødet degenererer til en lang, ustruktureret snak om flere ting på samme tid. Og det er der, man som mødeleder kan bruge Mødehuset til at skabe struktur og en fælles forståelse for, hvad der skal snakkes om, og hvordan deltagerne skal snakke om dette punkt lige nu.

Nye mødeformater

Hele pointen med Mødehuset og al denne snak om møder er helt basalt, at møder ikke bare er møder. Møder skal tilpasses og skræddersys de emner, beslutninger og samtaler, de skal rumme. Det er kort sagt vigtigt at vide fra starten, hvad formålet med mødet er, for at man overhovedet kan finde ud af, hvordan man skal gribe det an. I Mødehuset er mødets formål hoveddøren, som man går ind ad for overhovedet at deltage i mødet. Vi skal være enige om, hvad vi skal have ud af mødet, for ellers kommer vi til at tale forbi hinanden.

Nogle møder er lange snakke i stuen, hvor vi hører alle perspektiver og når en fælles forståelse og en demokratisk beslutning. Andre møder foregår udelukkende i køkkenet og arbejdsværelset og handler om informationer og koordinering. Den slags møder behøver ikke være demokratiske, for de handler mest af alt om at fordele arbejdsopgaver og uddele ansvar til dem, der rent faktisk skal udføre arbejdet. Og så handler det mest om at notere, hvem der gør hvad og give dem frie hænder til at gøre, som de synes. Og andre møder er bare uforpligtende idéudvikling i legeværelset, hvor alle kan bidrage i det omfang, de har lyst.

I virkeligheden egner de færreste møder sig særlig godt til at blive holdt rundt om et bord med blødt brød og kaffe. Nogle møder holdes bedst stående. Andre fungerer godt som walk-and-talk. Nogle fungerer godt med masser af modellérvoks, lego-klodser og tegneredskaber. Og visse møder er det bedst slet ikke at holde, men i stedet bare koordinere online.

Borgerlystne møder

Fordi vi kun er to i Borgerlyst, er vores møder ofte lange gåture. Det er overskueligt og nemt. Men vi har også haft rig lejlighed til at eksperimentere med at udvikle nye mødeformater og genopfinde gamle. Vi har brugt elementer fra vores samtalesaloner til at lave nye formater for borgerinddragelse, netværksmøder, konferencer og idéudviklingsworkshops. Samtaleteknikkerne giver nye muligheder for at blande folk på kryds og tværs og åbne for reelle og ligeværdige samtaler mellem mennesker, der ellers ikke ville få lejlighed til at høre hinandens vinkler på verden.

Vi har for eksempel udviklet en slags udviklingssaloner – et helt nyt mødeformat, der er lige dele samtalesalon og idéværksted. Her arbejder hver deltager med sin egen idé, men sparrer undervejs med de andre deltager, så der opstår en masse faglig krydsbestøvning. På den måde kommer alle deltagerne hurtigt fra tanke til handling. For idé til prototype.

Vi har også brugt teknikkerne fra Samtalesalonerne undervejs i konferencer til at give deltagerne mulighed for at udveksle tanker, perspektiver og tilgange. Og denne slags styrede samtalerum har vist sig at være virkelig tiltrængte. For selvom konferencer mest af alt handler om at møde alle de andre, der interesser sig for det samme emne, og mange ofte smilende siger, at pauserne er det allervigtigste, så sker det bare ikke af sig selv. Alt for ofte er pauserne så korte, at man alligevel ikke rigtigt kan få hul på en ordentlig samtale udover det klassiske: “Nå, hvad laver du så”, når man lige har skimmet hinandens navneskilte. Men ved at mixe forskellige samtaleøvelser ind undervejs, opstår der nogle helt nye rum til at snakke godt med nogle helt nye, og på den måde knytte de relationer, der kan give plads til gode samtaler i kaffepauserne og over frokosten.

Vi har også brugt disse teknikker til at få folk med meget modstridende holdninger til at sætte sig ned sammen og udvikle løsninger sammen. For eksempel var Nadja vært for miljøministerens topmøde om vandmiljøplaner i 2012. Her havde ministeren indbudt alle nøgleinteressenterne fra både landbruget, miljøorganisationerne og forskningsverdenen til et døgns samtaler. Efter 24 timer var deltagerne nået frem til en lang række punkter, de var så enige om, at de fremadrettet kunne koncentrere sig om at finde en løsning på de sidste stridspunkter. Og ikke mindst havde de opnået langt større forståelse for og viden om hinandens standpunkter.

På den måde kan teknikkerne fra Samtalesalonerne – som du kan læse meget mere om i eksperimentet Samtalesaloner og lynkurset om, hvordan du holder dine egne Samtalesaloner – give nyt liv til gamle mødeformer og trætte diskussioner. For i stedet for at holde fast i de velkendte mødeformater med paneldebatter, håndsoprækning, talerækker og runder er der masser af plads til at prøve nye formater af.

Og der er mange flere idéer at tage fat på. For eksempel ‘pop-up-møder’, hvor man holder møder i midlertidige rammer, ofte i det offentlige rum. På den måde kan man holde mødet på det sted og i den kontekst, som mødet handler om. Eller ‘lyttemøder’, hvor de, der almindeligvis har autoritet og taletid, holder mund og lader andre, der ellers ikke kommer til orde, få lejlighed til at dele deres perspektiver. Det skete for eksempel på Folkemødet i 2011, hvor fagforeningen 3F inviterede arbejdsløse bornholmere til at komme til orde overfor en gruppe folketingspolitikere. Da vi selv holdt Samtalesalon om Valg på Københavns Rådhus op til kommunalvalget i 2013, var det også spændende at se, politikere fra mange partier snakke med vælgerne på helt lige fod. Dette format kan sagtens tilpasses andre sammenhænge, hvor der er en ulige magtbalance: Mellem professorer og studerende, læger og patienter og pårørende – eller arbejdsgivere og ansatte.

Der er så meget plads til kreativitet og nytænkning, når det kommer til den måde, vi holder møder på. Og jo bedre vi bliver til at strukturere og lede vores møder, jo mere energi, begejstring, og jo bedre beslutninger og fremdrift vil det give for vores projekter.

Erhvervsmanden Dee Hock fortæller i sin erindringsbog One From Many om en af sine gamle chefer, der altid afsluttede sine møder med at spørge “tjente dette møde jeres formål?” På den måde kunne han sikre sig, at der ikke var nogen, der gik skuffede fra mødet, fordi det ikke levede op til deres forventninger. Hvis vi virkelig bliver gode til at holde møder, så skal vi turde stille os selv det samme spørgsmål, hver gang vi afslutter et møde. Og her skal vi altid huske på, at formålet med et møde ikke bare er de ting, dagsordenen siger, vi skal nå. Det er også at give os mod og energi på at arbejde videre frem til det næste møde.

Læs mere

Ib Ravn er en grand old man indenfor mødefacilitering. Og hans bog Facilitering (Gyldendal Akademisk, 2011) er et godt sted at starte for at få en grundig indføring i, hvordan man holder gode møder.
Rune Lykkeberg udfolder mange af de underliggende modsætninger, der er i det danske demokrati i sin bog Alle har ret (Gyldendal 2012)
Ditte Wulffs koncept Mødehuset er tilgængeligt under en Creative Commons-licens på http://mødehuset.dk
David Graeber har arbejdet meget med demokratiske møder i blandt andet Occupy Wall Street, og har skrevet en bog om sine erfaringer: The Democracy Project (Spiegel & Grau, 2013)
Anekdoten om bankmanden, der altid afsluttede sine møder med at spørge, om mødet havde tjent deltagernes formål kommer fra Dee Hock’s fremragende erindringsbog One from many (Berrett-Koehler Publishers, 2005)