Troldmandens lærling

Troldmandens lærling

Da den engelske forfatter Alan Moore fyldte 40 år ønskede han ikke at belemre sine venner med noget så ordinært som en midtvejskrise. I stedet besluttede han sig for at gøre noget helt igennem skørt: Han udnævnte sig selv til troldmand.

Hans bevæggrund var simpel: Han ser kunst og magi som bogstaveligt talt den samme ting. Som han selv forklarer det:

Kunst er, ligesom magi, manipulationen af symboler, ord eller billeder til at opnå en forandring i bevidsthed. Selve magiens sprog handler lige så meget om skrivekunsten som om overnaturlige begivenheder. Det at kaste en trylleformular er blot at manipulere ord, og dermed ændre folks opfattelse af verden.

Derfor ser Moore sit arbejde som forfatter som værende det samme som troldmandens udøvelse af magi. Hans mål er at ændre sine læseres bevidsthed, deres opfattelse af verden. Dette kommer især til udtryk i satiren, som for Moore står som den stærkeste form for magi:

En dygtig satire vil ikke blot ødelægge dine venners agtelse for dig. Den kan ødelægge din families agtelse. Den kan ødelægge dit eget selvværd. Og hvis det er en særlig fint formet og dygtigt tænkt satire vil den overleve og blive husket i mange år, så selv mange år efter din død vil folk stadig læse den og grine af din usselhed.

Man kan tage Moores udsagn med et gran salt eller mere, men jeg kan ikke helt slippe tanken om, at det er en form for magi, når en ny stor historie bryder frem i medierne:

Når et nyhedsmedie udsender en overraskende historie om en person vil den – uanset om den er sand eller falsk, upåtalt eller modbevist – være med til at forme vores opfattelse af denne person.

For vi deler historien med hinanden, og den gentages, opsummeres, og uddybes yderligere efterhånden som andre medier følger op. Den bliver et mantra, en messende besværgelse, der former vores virkelighed. For selv om det altid indledes med, “har du hørt det?” og afsluttes med “hvad tror du?” så ligger selve magien i, at vi overhovedet taler om det.

Den slags magi er spin-doktorens domæne, for det er hans kunst er at lede vores opmærksomhed mod – eller væk fra – de historier, der kan forme vores virkelighed. Hver gang en sådan historie på ny fylder forsiderne og sendefladerne, så kan jeg ikke lade være med at tænke på, at det er troldmandens lærling, der står bag…

Post your comment