Demokratiets udviklingshistorie — 14. Kulturel mangfoldighed

En samfundsmæssig udvikling, som indirekte er af stor betydning for demokratiets udviklingshistorie i Danmark, er den stigende kulturelle og etniske mangfoldighed i Danmark.

Det er et følsomt emne, så jeg starter med et fakta-tjek:

Der har altid været indvandring til Danmark. Indvandrere, der frivilligt har søgt til Danmark for at kunne opbygge sig et nyt og bedre liv. Christian d. 2. inviterede hollandske bønder til at bosætte sig på Amager i 1500-tallet. Tyske bønder kom for at opdyrke den jyske hede i 1700-tallet. Fra 1860erne kom først svenske og siden polske sæsonarbejdere til landet. Og under 1960ernes økonomiske opsving inviterede danske virksomheder gæstearbejdere fra Tyrkiet, Jugoslavien og Pakistan til at tage de fabriks- og rengøringsjobs, som danskerne ikke selv ønskede.

Da krisen indtraf i 1973 indførtes der et næsten totalt stop for udstedelse af opholdstilladelser til indvandrere fra lande uden for det europæiske fællesmarked og Norden. De indvandrere, der havde fået arbejds- og opholdstilladelse, fik lov til at blive. Dette indvandringsstop har været i effekt lige siden.

Der har altid været flygtninge, der har søgt asyl i Danmark. Flygtninge, der har søgt til Danmark fordi de har været tvunget fra deres hjemland pga. krig eller forfølgelse pga. deres race, religion, etnicitet eller politisk anskuelse. Forviste jøder søgte til Danmark i 1700-tallet. Under nazisternes totalitære styre flygtede tyske socialister, intellektuelle og jøder til Danmark. Ungarske progressive flygtede til Danmark efter opstanden i 1956.

Men efterhånden som globaliseringen voksede, kom der i stigende grad flygtninge fra fjernere dele af verden: I 1970erne flygtninge fra Vietnam-krigen og flygtninge fra Chile efter militærkuppet i 1973. I 1980erne flygtninge fra krigen mellem Iran og Irak, fra borgerkrigene i Libanon og Sri Lanka, samt fra Palæstina. I 1990erne flygtninge fra borgerkrigene i det tidligere Jugoslavien og Somalia, samt kurdiske flygtninge fra Irak. I 2000erne flygtninge fra krigene i Afghanistan og Sudan.

Flygtningelovgivningen i Danmark var liberal op gennem 1980erne, og gav hovedparten af flygtninge opholdstilladelse og ret til familiesammenføring. Men lovgivningen er blevet strammet igen og igen i de sidste 20 år, og det er nu kun meget få flygtninge, der får asyl i Danmark.

I alt er der ca. 540.000 flygtninge og indvandrere (dvs. folk, der er flygtet eller indvandret til Danmark fra et andet land) og disses efterkommere i Danmark. Det svarer til ca. 9,8 pct af den danske befolkning. Af disse er ca. en tredjedel fra EU og øvrige vestlige lande, mens to tredjedele er fra de såkaldt “ikke-vestlige lande”.

Status er, at siden starten af 1980erne er antallet af det man kalder “indvandrere og efterkommere” i Danmark mere end fordoblet:

For et lille og kulturelt og sprogligt meget homogent land som Danmark, så har denne nye mangfoldighed af sprog, kulturer og religioner har vist sig at være en større udfordring.

Da de første tyrkiske og jugoslaviske arbejdere kom til Danmark i 1960erne så man dem som gæstearbejdere og havde en forventning om, at de ville tage tilbage til deres hjemland, når der ikke længere var arbejde at få.

Samme forventning har i høj grad gjort sig gældende i forhold til de forskellige flygtningegrupper, der kommet til Danmark: De tager nok tilbage, når der ikke længere er krig eller fare for forfølgelse i deres hjemland.

Men dette har kun i begrænset omfang været tilfældet. Mange er blevet – ikke mindst pga. de økonomiske og sociale muligheder som Danmark rummer. Og dermed er Danmark blevet et multikulturelt samfund – mod egen forventning.

Det har foranlediget en større værdidiskussion i den danske offentlighed gennem de sidste 20 år:

Er etnisk og kulturel homogenitet en forudsætning for den store grad af social tillid i det danske samfund? Bygger det danske demokrati på denne homogenitet? Kan folk med andre kulturelle og religiøse værdier end de traditionelt danske være lige så gode demokrater som etniske danskere? Kan de integreres og bevare deres kulturelle og religiøse værdier? Eller skal de assimileres og optage traditionelle danske værdier for at kunne være danske borgere?

Spørgsmål som disse har givet næring til en meget følelsesladet diskussion på godt og ondt. Men uanset hvor man står i forhold til disse spørgsmål, så er det et faktum, at Danmark i praksis er blevet et multikulturelt samfund. Og at det er en central udfordring for det danske demokrati at give plads til kulturel mangfoldighed – uden at ekskludere og ensrette på den ene side eller lade stå til og afholde sig fra engagere sig på den anden.

I næste afsnit vil jeg kigge nærmere på det grundlæggende opgør med det offentlige bureaukrati, som konkurrencestaten også ledte til.

Dette indlæg er en del af en serie blogindlæg, som til sammen vil udgøre et samlet essay om demokratiets udviklingshistorie.