Pernille Bærendtsen

Tre ord, der beskriver det særlige ved din hverdag

Serendipity, Jordforbindelse, Åben

Den vigtigste erfaring fra din hverdag i én sætning

VERDEN ER RUND – ’dunia duara’ siger tanzanianerne på kiswahili. Jeg har stjålet ordsproget til min hjemmeside her fordi det har flere dobbeltmeninger – ’du kan rejse jorden rundt, men du kan ikke løbe fra dig selv’ – og ’verden drejer rundt, lige meget hvor meget du bekymrer dig – det kan ikke betale sig’. Jordforbindelse!

Det som gør mig mest lykkelig kan ikke købes for penge, men kommer af hårdt arbejde, timing, at turde mene noget og stå ved det, af anerkendelse og at omgive sig med gode mennesker som står tidligt op og går sent i seng, og som har noget på hjertet, som de har tænkt sig at rykke grænser for.

eVoid var et sydafrikansk, hvidt punkband fra 1980erne, som rykkede grænser på alle fronter. En anmelder beskrev dem engang således: ‘..to flow like the untainted waters of a languishing African river in no hurry to find the ocean, where you will only merge with many other rivers and lose your distinct and evocative individuality’.

Det tror jeg på.

Hvem er du, og hvad optager dig til dagligt?

Jeg har været – og er – heldig at arbejde med meget forskellige personligheder – alt fra oppositionspolitikere; modedesignere; musikere; de unge, der kalder sig ’techies’ og ’developers’, og som er med til at omsætte informationsteknologi til noget brugbart; lokale NGOer; samt ikke mindst mennesker, der ikke gider høre på, at Afrika er elendighedens kontinent – og som rent faktisk gør noget ved det.

I slutningen af september stod jeg op kl. 5.30 mandag morgen på et hotel i Arusha i det nordlige Tanzania. Dagen forinden fulgte jeg Zitto Kabwe, der er oppositionspolitiker i det tanzanianske parliament til et stort politisk møde i en landsby ved Ngorongoro-krateret. Vi har kendt hinanden i et par år, og har arbejdet sammen gennem længere tid i et lidt usædvanligt samarbejde. Det har for mit vedkommende åbnet døre til et helt nyt Tanzania end det, jeg ellers kendte.

Min opgave var denne søndag at tage billeder, men som så meget andet her handlede det ikke kun om én ting. Parlamentsmedlemmer tiltales ’mheshimiwa’ – ærede – og behandles oftest med så stor respekt at få tør at fortælle dem hvad de egentligt synes. Jeg er ikke filtret ind i tanzaniansk hierarki i samme udstrækning som hvis jeg var opvokset i Tanzania – og jeg kan fx have lettere ved at stille spørgsmål.

Dagen blev lang, og indebar foruden selve det offentlige møde, besøg hos det lokale vandværk hvor der var krise fordi den lokale vandudvalgsformand havde fusket med vandforsyningen. Så stod vi dér, parlamentsmedlemmer, landsbyens vandudvalg plus alt det løse, mens en løsning på vandforsyningen blev forsøgt fremprovokeret.

Så startede det offentlige møde på den største plads i byen. Et overdækket skur med plastikstole til parlamentsmedlemmerne, en lille indhegning og et podie, og et par tusinde mennesker med bare tæer i klipklappere, og så gik det løs med dundertaler og kritik af den siddende regering.

Jeg tog billeder ud fra retningslinjer om at der godt måtte være noget ’frihedskamp’ over dem. Se billeder her. Det er svært ikke at få noget godt ud af sådanne situationer – tilhørerskaren rakte knyttede næver op i luften og skreg ’people’s power’. Og det mest udfordrende var nok at jeg stod op i bagende sol i tre timer og ikke kunne finde et sted at tisse, hvor jeg kunne sidde bag en dør.

Mødet sluttede, mørket faldt på, de sidste solstråler flimrede mens støvet hvirvlede op da vi kørte fra den åbne plads og ned på et lille spisested hvor jeg sammen med en lokal journalist loadede billeder og opdaterede Facebook og Twitter. Vi sluttede af med at der blev spist ’ugali’ og drukket kolde colaer, mens den khaki-klædte opposition diskuterede udfaldet af mødet. Herefter 2½ time tilbage til Arusha i bil.

Snak, få timers søvn, og med solopgang over Mount Meru, kørte vi til lufthavnen i Kilimanjaro, hvor manden der fejede gulvet i lufthavnen, straks stillede kosten fra sig, da vi kom ind, og stak hånden frem for at hilse på Zitto. Samme scenarie ved check-ind og hele vejen igennem security check. Fedt at arbejde sammen med én som er respekteret, selvom jeg godt at klar over at det kan vende helt rundt.

Jeg har arbejdet i mange år for danske udviklingsorganisationer. Noget af det som jeg kom til at tvivle på, var bl.a. hvorfor der er så langt fra ord til handling. Jeg tror i den grad på det uformelle, på alt det der ikke lige kan plottes ind i et logical framework. Jeg har arbejdet i mange år for NGOer, hvor alt skal beskrives og klappes af – og når det så er sket, så er vi et andet sted fordi ting jo ikke står stille i lukkede kredsløb.

Jeg har det sidste år været ude i nogle ret vilde situationer, hvor der har været ret højt til loftet. Det er helt vildt fedt, når de her store mænd er skideligeglade med latterlige små detaljer. Her er ikke noget med ergonomisk korrekte hævesænkeborde eller MUS-samtaler – heller ingen chef, jeg kan klage over eller til. Eksperimenterer man, eksploderer tingene også nogle gange, har jeg lært. Værdier som etik, loyalitet og integritet er af samme grund altafgørende, og jeg har bl.a. erkendt, at jeg kan være ret ’partisan’ på den front. Man skal vælge sine venner og man skal stå fast, også på dage hvor det går baglæns.

Delvist af denne grund spreder jeg også mine talenter. I ugen forinden var jeg facilitator på et seminar for en dansk organisation, også i Arusha, hvor vi trænede 55 unge fra hele verden i, kort sagt, at blive bedre til at arbejde sammen. Herefter samlede jeg løse ender på en opgave for en dansk ungdomsskole, der forbereder en rejse til Tanzania, jeg holdt møder med en tanzaniansk organisation, som jeg rådgiver i fb. med sociale medier, og så var jeg ude at fotografere.

Nu er jeg igen i København, og må erkende at jeg siden jeg kom hjem har undveget at svare på spørgsmål hvad mine planer så præcist er. Det spørgsmål er danskere vilde med: ’Hvad arbejder du med? Hvad er din plan?’ Jeg ved det faktisk ikke. Jeg er midt i mellem kontinenter, opgaver og venskaber – løser pt. en række løbende opgaver der både handler om Afrika, udvikling og kommunikation. Jeg er bl.a. ved at skrive en længere artikel om hvordan afrikansk mode og design skrider frem, og er i gang med et undervisningsforløb for en ungdomsskole der forbereder sig på at rejse i Tanzania. Men jeg søger også arbejde – for det er svært at forudsige om mine forskellige arbejdsopgaver kan hænge sammen uden.

Hvordan har du valgt at indrette din hverdag?

Jeg er ret god til at få meget ud af lidt. Jeg er fleksibel og kan på meget kort tid skifte spor. I Tanzania bevæger jeg mig fx altid rundt med mindst et par ekstra sko (billede). Jeg bevæger mig mellem meget forskellige mennesker og kulturer, og det kræver ikke kun stor lyst til at ville flytte sig konstant rent mentalt, det kræver også en god personlig logistisk evne. Derudover skal jeg kunne glæde mig over at vågne op i nye senge, smile til nye ansigter, og kunne holde mine fortrolige venskaber ved lige over lange distancer. Ikke mindst er der evnen til at kunne leve for lidt, hvis pengene er små.

Rent praktisk er mine mest basale redskaber den bærbare, min Samsung Galaxy II og mit Nikon 5000D. En af de større forskelle mellem Danmark og Tanzania, er at jeg lige nu arbejder alene i Danmark, hvor jeg i Tanzania har et par steder at vælge imellem hvor hvor jeg indgår i et improviseret fællesskab. Det foretrækker jeg klart. Jeg er ret vild med den energi der opstår, når mange mennesker skal fungere sammen. Jeg bruger derfor også de sociale medier rigtigt meget – dels til at udtrykke mig, holde kontakt, men også til at netværke og crowdsource inputs til det, jeg arbejder med. Det gør det langt lettere at arbejde på denne her måde.

Hvor mange penge skal du tjene for at få din hverdag til at hænge sammen? Og hvad bruger du resten til?

Godt spørgsmål. Jeg har haft et lidt usædvanligt år, hvor jeg året forinden tjente pænt og lagde til side til, at der var plads til at prøve noget nyt. Lige nu befinder jeg mig i en overgangsperiode, hvor har nået bunden at mit budget, jeg sætter skibe i søen, og afventer. Noget kan man selv gøre, noget tager tid. Jeg er imidlertid god til at indstille mig efter vilkårene, og at der ikke er ting, jeg bare må eje (bortset fra mobil, laptop og kamera).

Hvorfor er du endt med denne hverdag? Hvad har du gjort undervejs?

Jeg rejste i 2000 til Serbien for i 3 måneder at arbejde med en kampagne, der skulle ’ændre danskernes stereotype forestilling om serberne’. De 3 måneder blev til 7, hvor jeg arbejdede med civilsamfundsaktører, modstandsbevægelse, kunstnere, studerende og fredsaktivister – samt var med til at starte et ungdomsnetværk op, der skulle forbinde unge på tværs af de ex-jugoslaviske republikker – og jeg var solgt.

Solgt til folk der står tidligt op og går sent i seng. Folk, der forklarer sig i store armbevægelser, og som ved hvordan de får ting til at ske. Og som bor steder hvor der hele tiden sker noget uforudsigeligt, som forudsætter gode evner for improvisation og integritet. Det har jeg bl.a. talt om her.

I 2005 flyttede jeg til Norduganda, hvor jeg arbejdede på langs og på tværs af grænsen til Sudan med flygtninge. I 2007 rykkede jeg videre til Tanzania. I 2010 flyttede jeg tilbage til Danmark, men under en kort arbejdsrejse i Tanzania lige efter valget i 2010, var der én der spurgte om hvorfor jeg ikke bare kom tilbage og forsøgte mig med at freelance. Det fik mig faktisk til at se, at jeg kunne nogle ting, som jeg ikke fik gjort. Jeg opdagede også, at meget af det sjove lå udenfor rammerne af en kontrakt. Så jeg sparede penge op, mobiliserede mit tanzanianske netværk, alt mit mod og besluttede mig for at give den 3 måneder som freelancer i Tanzania. Det blev så til 18 måneder med et par stops i Danmark.

Jeg ved faktisk ikke helt præcist, hvad jeg har gjort for at nå hertil. Jeg ved, at jeg har foretaget en hel del valg med hjertet, og at jeg har valgt det, som jeg brænder for og som jeg synes jeg er god til. Kører man løs i den retning, kommer meget af sig selv. Men jeg har altså stadig ikke fundet den ultimative løsning på hvordan man skruer hverdagen sammen, og jeg har altså også dage hvor jeg forbander, at jeg vælger med hjertet!

Hvad har du valgt fra? Hvilke muligheder har du udelukket?

Mine største fravalg lige nu er den stabile overskudsøkonomi, som betyder at jeg nogle gange har det her sug i maven over om det holder. Jeg kunne da godt tænke mig at have råd til at gå ud og knalde 1000 kr. af på et par fede sko. I stedet må jeg få sat nye hæle på de gamle, og konstatere – ironisk nok – at jeg selvom jeg arbejder med ’verdens fattigste’ – er det stadig et stort tabu i Danmark at indrømme, at man er pengemæssigt på røven. Jeg oplever det nogle gange som om, at det er lig med, at man er en lille smule dum. Jeg indrømmer også, at jeg tænker på om folk tænker, at jeg er fantast, frelst eller urealistisk. At jeg er en af de her expats, der er ’gone bosbefok’ – som sydafrikanerne siger på afrikaansk – ’fucked up by the bush’.

Men – det kan godt være, at jeg ikke kan betale husleje med anerkendelse, det er alligevel en vildt fed fornemmelse at skubbe gode ting i gang sammen med de sejeste mennesker. Og – livet handler om tilvalg. ’Serendipity’ hedder det vist med et nærmest uoversætteligt engelsk ord – og som betyder noget i retning af ’ the accident of finding something good or useful while not specifically searching for it’. Det tror jeg på – kombineret med at der skal arbejdes for det.

Hvordan har din hverdag forandret sig om fem år?

Det ved jeg simpelthen ikke. Jeg er ikke i tvivl om at jeg arbejder i det samme felt – dog skal jeg tjene flere penge.