Epilog: Fremtiden

Tidligere generationer har altid kunnet fortælle deres børn, at de ville have flere muligheder og bedre vilkår end deres forældre. I 1930 skrev den økonomen John Maynard Keynes et kort essay om, hvordan fremtiden ville se ud for hans børnebørns generation. Han forudså, at til den tid ville teknologien i veludviklede lande som Storbritannien, USA og Danmark være så fremskreden, at vi ville kunne nøjes med at arbejde 15 timer om ugen og alligevel fastholde en høj levestandard.
 
Tilbage i 1960’erne så det stadig ud til, at Keynes ville få ret. Man talte med stor forventning om en fremtid med flyvende biler, månebaser, charterture til Jupiter og robot-tjenere. Nu er vi, Keynes’ oldebørns generation, blevet voksne. Men vi har ikke fået en 15-timers arbejdsuge. Vi har ikke fået månebaser og flyvende biler. I stedet har vi fået smartphones, computerspil og lykkepiller. Og selvom den ugentlige arbejdstid for et fuldtidsarbejde er faldet fra 45 timer i 1960 til 37 timer i dag, arbejder vi faktisk mere per husstand end på Keynes’ tid, fordi både mænd og kvinder nu har lønnet fuldtidsarbejde udenfor hjemmet.
 
Jo, vi er blevet meget rigere. Vi kan rejse kloden rundt, købe bøger, mens vi sidder på toilettet og tage for givet, at der er friske mangoer og bananer i supermarkedet. Men samtidig er vores samfund blevet så usikkert, kortsigtet og midlertidigt, at ingen ved, hvordan verden ser ud om bare fem eller ti år. Det anslås, at vi oplever 17 gange så meget i løbet af et liv, som vores tipoldeforældre – men vi har ikke fået bedre redskaber til at fordøje og forstå oplevelserne. Det har fået antropologen Thomas Hylland Eriksen til at bemærke, at det virker som om, ”den mest troværdige fortælling om vor samtid handler om tabet af kontrol, grundlæggende usikkerhed og retningsløs, accelereret forandring”.

Hvad nytter al vores rigdom, hvis vi har så travlt, at vi ikke har tid til at tænke over fremtiden? Hvis vi ikke har overskud til at drømme om den fremtid, vores børn kommer til at opleve – om den verden, vores børnebørn kommer til at arve?
 
I hverdagen er der så mange ting at holde styr på – aftaler, møder, deadlines og andre forpligtelser – at vi for det meste bare fokuserer på at holde snuden i sporet for at nå alt det, vi har sat os for. Det er sjældent, vi har tid til at stoppe op og tænke over fremtiden som mere end bare i morgen, i næste uge, i næste sommerferie. Det er svært at finde tid til at overveje, hvor vi er på vej hen på længere sigt.

Det bliver endnu mere udtalt, når man får børn. For børnefamilierne er blandt de allertravleste mennesker i Danmark. Ikke alene skal de arbejde meget for at tjene penge til familien, men de har også travlt med at passe børnene og sørge for, at de får en tryg, sund og stimulerende opvækst. Mange har så travlt med at sørge for, at børnene har det godt lige her og nu, at der ikke bliver tid eller energi til at se længere ud i fremtiden.
 
Det er paradoksalt, for det er jo netop børnene, der skal leve i fremtiden. Hvad nytter det, at vi sørger for, at vores børn har det godt nu, hvis vi ender med at efterlade dem en planet og et samfund, der er ved at gå op i limningen?
 
Vi hører sjældent børnenes egne tanker om fremtiden. Men deres perspektiv kom tydeligt til udtryk til FN’s store konference om Bæredygtig Udvikling i Rio De Janeiro i 1992. Her var det ikke en politiker, en forretningsmand eller en garvet aktivist, der gjorde det største indtryk. Det var en 12-årig pige.
 
Fra konferencens talerstol fortalte hun, hvordan hun sammen med tre jævnaldrende piger havde indsamlet penge til at rejse fra Canada til Brasilien for at tale til alle de voksne, der var forsamlet for at tage beslutninger på deres og kommende generationers vegne:
”Jeg kommer her i dag for at kæmpe for min fremtid. Jeg er her for at fortælle jer voksne, at I er nødt til at ændre kurs. Jeg taler på vegne af alle de kommende generationer. På vegne af alle de dyr og planter, der uddør over hele verden. I må ikke glemme, hvorfor I er her. I må ikke glemme, hvem det er, I gør det her for. Vi er jeres børn. I bestemmer, hvilken verden, vi kommer til at vokse op i. Forældre skal kunne trøste deres børn og sige, at alt nok skal blive godt. At I gør det så godt, I kan. Men det kan I ikke længere sige til os. Tænker I overhovedet på os? Min far siger altid, at ’du er, hvad du gør, ikke hvad du siger. Men det I gør, får mig til at græde. I voksne siger, at I elsker os. Så jeg beder jer: Vis det med handling og ikke kun med ord.”
 
Pigen hed Severn Suzuki. Hun er nu i starten af 30’erne. Og hun er nu selv blevet mor.

Hvilken verden hendes søn vil vokse op i? Hvilken tale vil han kunne holde i 2022, når han fylder 12?
 

Fremtiden starter med dig

Vi har brug for at tage os tid til at stoppe op og spørge os selv og hinanden, hvilken fremtid vi har lyst til at skabe og være en del af. Vi har brug for at skabe nye fortællinger om, hvor vi er på vej hen. Fortællinger om, hvordan vores samfund kan blive bedre. Fortællinger, vi kan fortælle vores børn. Fortællinger, vi selv kan tro og håbe på.
 
I Borgerlyst tror vi, at alle fortællinger om fremtiden starter i dag. Her og nu og med hver eneste af os. Vi kan ikke længere udlicitere fremtiden til eksperterne. De kloge hoveder, politikerne, de kreative og beslutningstagerne. Fremtiden er ikke noget, som kun kan skimtes af mænd i hvide kitler i kliniske laboratorier, af fuldmægtige i finansministeriet eller til produktlanceringer fra Apple. Vi skal alle være med til at drømme om fremtiden. For vi er alle en del af den.
 
De borgerlystne frø, vi hver især sår i dag, rummer kimen til en bedre fremtid. Vi tager de første vigtige skridt hver gang, vi går fra at tænke, “nogen burde gøre noget” til at tænke, “det her vil jeg være med til at gøre bedre.” Fremtiden gror ud af vores fælles borgerlyst. Den spirer, når vi begynder at bruge vores egen handlekraft til at skabe forandringer i vores egen hverdag.
 
Og i sidste ende er det jo det, borgerlyst handler om: At tro på, at det nytter. At tro på, at vores gode handlinger smitter. At hver enkelt handling kan være med til at sætte lignende handlinger i gang andre steder. At det gode eksempel kan inspirere hundredevis af andre gode tiltag. At jo flere, der gør det – jo større forskel gør det.
 
Vi synes, der er god grund til at være håbefuld. For selvom problemerne står i kø, har der aldrig været så mange mennesker, der har brugt deres handlekraft som nu. De finder sammen i civilsamfundets nye fællesskaber og forløser den energi, begejstring og borgerlyst, som er så afgørende for at vise nye muligheder og veje til at udvikle samfundet. De laver byhaver i København, fødevarefællesskaber i Odense, bæredygtige banker i Aarhus, vindmøllelaug på Samsø eller byttefestivaller i Kolding. De peger i nye retninger, udstikker nye veje og giver mod på mere. Online projektkataloger som tagdel.dk, underradaren.dk og voresomstilling.dk bugner af inspirerende og borgerlystne projekter, der sår frøene til en blomstrende fremtid. En fremtid, man har lyst til at fortælle sine børn om.
 
Og på den måde kan vi alle være med til at skabe en fortælling om fremtiden, vi kan give videre til vores børn. Det er en fortælling om alle de små handlinger, vi foretager sammen. En fortælling om at bruge sin handlekraft i hverdagen.
 
Denne fortælling starter med dig. Med din handlekraft. Med din lyst til at skabe det samfund, du gerne vil leve i.
 
Så uanset, hvordan du vælger at gå videre herfra, så snak med andre om dine tanker – gerne folk, der ikke ligner dig selv – og hav modet til at kaste dig ud i noget, du ikke helt ved, hvordan vil ende.
 
Det skal nok blive godt.