Marcus Rubin

Marcus Rubin

Marcus har skrevet disse svar på hverdagsspørgsmålene

Tre ord, der beskriver det særlige ved din hverdag:

Familie, fleksibilitet og fascination

Den vigtigste erfaring fra din hverdag i een sætning:

Det gælder om at få logistikken så meget på plads, at man har tid og overskud til både at arbejde og have masser af kvalitetstid med familien.

Hvem er du, og hvad optager dig til dagligt?

Jeg hedder Marcus Rubin, er 42 år gammel og arbejder som Mellemøstkorrespondent for Politiken. Jeg bor i Beirut med min kæreste Louise og vores to børn – Lea på tre år og Julie som er næste et år. Vi flyttede hertil fra New York i januar og vi har i alt boet i udlandet de sidste seks år – før New York også i Jerusalem, Tel Aviv og Washington DC.

Jeg er oprindeligt uddannet jurist og har arbejdet på advokatkontor og i Udenrigsministeriet før jeg skiftede til journalistik.

Hvordan har du valgt at indrette din hverdag?

Intet i Beirut giver sig selv, så vi har været nødt til at bygge det lidt op fra grunden. Da vi besluttede at flytte hertil startede vi med at finde en børnehave til Lea, som vi synes om. De fleste hernede er baseret på det franske system som jeg finder alt for hårdt og glædesløst, men heldigvis fandt vi et supersted baseret på Montessori principperne.

Efter vi kom ind der tog jeg ned og ledte efter lejlighed, og da vi hader transporttid – og trafikken i Beirut er for viderekomne – søgte vi kun inden for gå afstand af børnehaven. Og derfra har vi så bygget det op. Min kæreste er på barsel fra Berlingske, men skriver på flere projekter og jeg arbejder også hjemmefra, når jeg ikke er ude og rejse så vi har gjort meget ud af at få et hyggeligt hjem og har også fokuseret meget på at få udsigt.

At arbejde hjemme på den måde er efter min mening en helt optimal løsning når man har små børn. Vi kan i meget vidt omfang indrette arbejdet omkring dem, så vi har afslappede, hyggelige morgener og henter Lea tidligt om eftermiddagen. Det er lidt krævende at finde legepladser i Beirut, men vi har et par stykker og tager tit på playdate med venner fra børnehaven, hvilket også er en super måde at komme ind i et samfund på. Gennem Lea har jeg mødt parlamentsmedlemmer, entreprenører, læger og fået et meget bedre indblik i det libanesiske samfund eller jeg ellers ville have fået – eller i alt fald meget hurtigere.

Da mine arbejdstider er meget svingende, og jeg tit skriver om aftenen har vi også en au pair hvilket er forrygende luksus og noget som letter vores hverdag helt utroligt meget. Hertil kommer at hun er utrolig sød, kvik og at børnene elsker hende.

Hvor mange penge skal du tjene for at få din hverdag til at hænge sammen? Og hvad bruger du resten til?

Fra jeg flyttede hjemmefra som 19årig til vi flyttede til Jerusalem i 2006 boede jeg utroligt billigt i en stor andelslejlighed ved Nansensgade som jeg købte for en slik af min bror. Jeg havde ingen bil, ingen lån og ekstremt lave faste udgifter. Det var herligt, og jeg ville utroligt gerne tilbage til den tid.

Men med to børn, au pair, lejelejlighed, bil, institutionsomkostninger etc. er de dage midlertidigt ovre og i dag har vi ganske høje faste udgifter. Det er dog et konstant mål at prøve at holde dem lidt nede, men lettere sagt end gjort.

Mht. hvad vi bruger de øvrige penge til, well, jeg køber mange bøger, god mad, vi går meget ud og rejser en del hvilket nu med to børn koster en mindre formue. Jeg bruger også alt for meget på at sidde på cafe, men elsker at sidde og skrive lidt derfra – dette er skrevet på min yndlingscafe i Beirut, et skønt sted lige ved siden af Leas børnehave.

Hvorfor er du endt med denne hverdag? Hvad har du gjort undervejs?

Jeg har i meget vidt omfang bare ladet mig føre rundt af min egen nysgerrighed. Jeg tænkte ikke voldsomt over hvorfor jeg begyndte at læse jura, men kom derigennem ind på EU og folkeret, som førte videre til Udenrigsministeriet og en interesse for international politik.

Undervejs opdagede jeg at jeg synes om at skrive og tog derfor orlov for at læse journalistik på Columbia Univeristy – både for at bo i New York og for at prøve det af og derfra gled jeg ind i medieverdenen med en enkelt afstikker til udviklingsbranchen.

Men det har vist sig at jeg holder utroligt meget at af rejse, opleve, tale med mennesker og ikke mindst have meget kontrol over min egen tid og kunne planlægge meget selv, og så har dette indtil videre vist sig at være en god løsning. Men ikke permanent. Jeg er fast forvisset om at det gælder om fra tid til anden at prøve nye ting for ikke at gå i stå. Men lige nu passer det rigtigt godt til min livsfase.

Hvad har du valgt fra? Hvilke muligheder har du udelukket?

Ved at droppe ud som advokat har jeg på en måde fravalgt at tjene mange penge. Ikke at jeg lever på en sten, slet ikke, men min venner, der er partnere i advokatkontorer tjener selvsagt meget mere. Ved at rykke så meget rundt og være så rastløs har jeg også gjort et traditionelt karriereforløb vanskeligere.

Hvordan har din hverdag forandret sig om fem år?

Jeg ville tro, at jeg bor i Danmark og har et lidt mere almindeligt arbejde. Om tre år skal vores ældste datter starte i skole. Vi vil gerne have at hun får et fast tilknytningsforhold til Danmark og det tror jeg man får i skolen.

Det betyder ikke at vi vil bo i Danmark til evig tid, men jeg tror vi tager nogle år hjemme efter Beirut. Jeg savner også selv min familie og mine venner og tænker det er tid at komme lidt mere i sync med dem og det danske samfund.