Perspektiv: Makroskoper

Macro1

Perspektiv: Makroskoper

Det kan være svært at se sammenhængene mellem alle de mange små handlinger, vi hver især foretager i vores hverdag og den store samfundsudvikling. Men alle vores mikrohandlinger er til sammen med til at forme samfundet. Det kræver bare et makroskopisk blik at se det – og forstå, hvad man selv kan være med til at gøre.

Noget af det sværeste ved at skabe et borgerlystent projekt og bruge sin handlekraft i hverdagen er at bevare troen på, at det nytter. Når vi læser aviserne eller ser nyhederne i tv virker verden fuld af store og uoverskuelige problemer og kriser, og i det perspektiv kan ens egne hverdagsprojekter og bekymringer let virke små og ligegyldige. For hvordan skal vi som en helt almindelige borgere dog kunne gøre nogen som helst forskel?

Denne tvivl og usikkerhed udspringer især af, at det ofte er svært at se sammenhængene mellem de handlinger og valg, vi hver især træffer i vores egen hverdag, og den samlede effekt, disse valg har på samfundet. For der er en effekt. Som forfatteren Leo Tolstoj sagde, er verdenshistorien blot summen af alle de mange små handlinger, helt almindelige mennesker foretager hver eneste dag.

Vi påvirker ikke kun historiens gang gennem alle de valg, vi træffer i løbet af hverdagen. For hver gang vi træffer et valg, fravælger vi også en lang række muligheder for, hvordan tingene kunne være anderledes. Og dermed bekræfter vi også den måde, samfundet er indrettet på. Hver gang vi tager bilen på arbejde, bekræfter vi behovet for motorveje. Hver gang vi køber produkter, der er ‘Made in China’, bekræfter vi behovet for at være på god fod med Kina. Hver gang vi ikke skifter bank, støtter vi op om den måde, vores nuværende bank driver sin forretning på.

Men da mange af hverdagsvalgene og -handlingerne er meget små, er det svært at se, hvordan de tilsammen påvirker samfundets udvikling. Derfor har vi brug for et nyt redskab. Et redskab, der kan hjælpe os med at få overblikket over de små valg og handlingers betydning i den store sammenhæng.

Et mikroskop kan hjælpe os med at se ting, der er for små til, at vi kan se dem med det blotte øje. Et teleskop kan hjælpe os med at se ting, der er meget langt væk. Men vi har også brug for et redskab, der kan hjælpe os med at se ting, der er for komplekse til, at vi kan overskue dem.

Macro

Den slags instrument kalder den franske videnskabsmand Joël de Rosnay for et makroskop. Han beskriver det som: “Et redskab, der hjælper os med at se, hvordan den samlede sum af mange små handlinger ser ud.” Makroskopet filtrerer detaljer og forstærker sammenhænge. På samme måde som et mikroskop giver os et nyt perspektiv på det uendeligt små, og et teleskop giver os et nyt perspektiv på det uendeligt fjerne, giver et makroskop os et nyt perspektiv på de ting, som ellers er for store, for langsomme eller for komplekse til, at vi kan overskue dem.

Kort sagt gør makroskopet os i stand til at se de systemer, vi indgår i: Samfundet. Verdensøkonomien. Byen. Klimaet. Medierne. Demokratiet. På sin vis er rollerne byttet om i forhold til en biolog, der kigger på de levende celler i sin tommeltot gennem sit mikroskop. Med makroskopet er det os mennesker, der som små levende celler får mulighed for at observere og overskue hele den organisme, vi er en del af. Makroskopet handler om at synliggøre, hvordan vores individuelle handlinger tilsammen skaber store forandringer i de systemer, vi er en del af.

For eksempel er det ikke en stor bekymring for os, hvis vi smider en karton mælk ud, der har overskredet sidste salgsdato, eller et halvt hvidkål, der har ligget og rynket bagest i køleskabet lidt for længe. Men hvis vi tæller alle de små udsmidninger op, bliver det hurtigt til meget. Miljøstyrelsen anslår, at hver dansker smider 72 kg madaffald ud om året, heraf 42 kilo — især grøntsager, frugt, brød og kager — der stadig kunne være spist. I alt smider vi danskere omkring 237.000 tons spiselig mad ud hvert år!

Et andet eksempel er indbyggerne i Melbourne i Australien, der er meget begejstrede for at bygge små betonterrasser i deres baghaver. Når du ser, at alle dine naboer har en, vil du også selv have en. Men hvis du lægger alle disse kvadratmeter beton sammen, finder du ud af, at terrasserne dækker et større areal end alle Melbournes veje og lufthavnsarealer til sammen. Hver enkelt beboer finder det helt naturligt at bygge en terrasse. Men når alle gør det, får det tilsammen en stor betydning. Summen af små handlinger er bare ofte usynlig for os, fordi vi selv kun ser vores egen andel af det.

Makro-cirkel

I modsætning til mikroskopet og teleskopet, er makroskopet ikke et enkelt instrument, vi bare kan kigge i. Det er svært at være tæt på og langt væk på samme tid. Vi kan enten se det store, fjerne perspektiv i statistikkerne og i medierne. Eller vi kan se vores eget, nære perspektiv, som vi ser det i vores egen hverdag. Men det er svært at sammenholde de to på én gang. Derfor er vi nødt til at håndbygge særligt tilpassede makroskoper til hver enkelt kompleks situation, vi vil undersøge.

Makroskopets funktion er netop at vise sammenhængen mellem det nære og det fjerne. For mange af de udfordringer, vi står overfor som mennesker og som samfund, ligger netop i, at vi har svært ved at se vores egne handlinger i sammenhæng med summen af alles handlinger.

Et flot eksempel på et makroskop er et par plakater med titlen Here and There, lavet af de engelske designere Jack Schulze og Matt Webb. Det er et forsøg på at lave et kort, der giver en reel følelse af størrelsesforholdet i en by. Du ser det nære og det fjerne – det store og det små – på én gang.
Et flot eksempel på et makroskop er et par plakater med titlen Here and There, lavet af de engelske designere Jack Schulze og Matt Webb. Det er et forsøg på at lave et kort, der giver en reel følelse af størrelsesforholdet i en by. Du ser det nære og det fjerne – det store og det små – på én gang.

Der findes faktisk allerede en del gode makroskoper. Hvis du vil se et virkelig flot og detaljeret makroskop, så prøv at se en fodboldkamp i fjernsynet. Her får du vist og forklaret alt, hvad der foregår på stadion gennem kameraer, kommentatorer og grafik: tilskuerne, fodboldspillerne, banen, vejret, kampen, trænerne, taktikken. Alle disse faktorer går op i en højere kompleks enhed i kampens forløb.

Fjernsynet bliver et righoldigt makroskop, der giver dig de bedst mulige forudsætninger for at forstå, hvad der sker: Inden kampen bliver du præsenteret for holdopstillinger og taktiske oplæg. Du får at vide, hvilke spillere, der spiller godt, og hvilke, der er tvivlsomme. Du får at vide præcis, hvad der er på spil, og hvad de forskellige slutresultater vil betyde for spillerne og holdene. Og du får en fuld historisk oversigt over, hvordan de to holds tidligere indbyrdes opgør er endt.

Under kampen vejleder kommentatorerne dig løbende om reglerne, og om hvem, der har bolden. Du får løbende statistik på antal skud på mål, antal succesfulde afleveringer og de to holds procentvise boldbesiddelse — altsammen indikatorer på, hvilket hold, der har overtaget i kampen. Du får en løbende ekspert-vurdering af, hvordan de to holds taktiske oplæg bliver realiseret. Og hver gang der opstår en betydningsfuld eller uklar situation, bliver den vist igen og igen i langsom gengivelse fra flere kameravinkler sammen med en mere eller mindre poetisk fortolkning af de enkelte spilhændelsers betydning for hele kampens udfald.

Efter kampen gennemgås kampens vigtigste situationer atter. Denne gang med dybere analyse, gerne med ekstra lag af computergrafik, der fremhæver afgørende bevægelser eller fejl og tydeliggør de enkelte spilleres overblik eller mangel på samme. Endelig sættes resultatet ind i den større ramme af den turnering, kampen spilles i, og hvordan det påvirker stillingen og de enkelte holds muligheder i forhold til deres respektive målsætninger.

Alt dette skaber et rigt, makroskopisk billede, der løbende zoomer ind og ud, kombinerer konkrete øjeblikssituationer og statistisk overblik, viser langsomme gentagelser og fremhæver udvalgt indhold. Tilsammen giver det et langt mere fyldestgørende billede af kampen og en langt bedre og lettere forståelse af dens forløb, end hvis man sad på stadion.

Tænk hvis vi havde tilsvarende makroskoper, der kunne give os overblik over ting, der ellers foregår uden for vores almindelige fatteevne, fordi de er for store, for langsomme eller for svære at se: Hvor meget er en milliard kroner egentlig? Hvor meget smider vi ud hver uge — og hvad bliver der af det? Hvor kommer vores mad fra?

Det vil nok tage lang tid, før vi får bygget alle disse makroskoper, men vi kan begynde at tænke makroskopisk allerede nu. Vi kan øve os i at have et makroskopisk blik på sammenhængene mellem de problemer, der berører os. For på den måde kan vi bedre forstå, hvordan vores handlinger er med til at forme verden omkring os.

Uartige problemer

Vi savner typisk makroskoper, når vi står over for meget indviklede problemer. Problemer der er flettet så tæt sammen med andre problemer, at de ikke kan skilles ad og løses hver for sig. Den slags problemer kaldes på engelsk for ‘wicked problems’ – et udtryk opfundet af design-teoretikeren Horst Rittel og byplanlæggeren Melvin Webber i 1973.

‘Wicked’ kan oversættes som ondskabsfuld, udspekuleret eller uartig og står i modsætning til ‘tamme problemer’, der er lette at definere og udvikle løsninger til. Horst og Rittel argumenterer for, at ikke alle problemer er født lige:

Et tamt problem kunne være: ”Hvordan bygger vi en bro over Øresund?” Det er selvfølgelig svært og kompliceret, men det er dog til at overskue. For vi har bygget lignende broer før, og vi ved, hvordan man gør. Det kræver bare tilstrækkeligt mange kloge hoveder, penge og know-how.

Et uartigt problem, derimod, kunne være: “Hvordan får vi flere unge til at gennemføre en ungdomsuddannelse?” Det er et langt mere komplekst problem at løse, for her skal der tages højde for alle de forskellige aktører, organisationer og institutioner, der har en aktie i de unge og ungdomsuddannelserne. Deres adfærd, kultur og historie. Deres gensidige relationer og afhængigheder, og en hel masse andre ting, der ikke er umiddelbart synlige og målbare. For at gøre det ekstra komplekst sker ændringerne i gennemførselsprocenten på ungdomsuddannelserne kun over lang tid, så det er svært at måle, hvilke tiltag der får flere unge til at gennemføre uddannelsen, og hvilke tiltag der får den modsatte eller slet ingen effekt. Og for at det ikke skal være løgn, bør man starte hele processen med at spørge sig selv, om uddannelse overhovedet er den bedste og rigtigste løsning – både for den enkelte unge og for samfundet som helhed.

Uartige problemer har altså følgende kendetegn:

  1. Det er svært at sige, hvad problemet er, og hvor det begynder og slutter.
  2. Der er ingen ‘rigtig’ måde at forstå problemet på, for der er mange involverede parter, og de opfatter alle problemet på deres egen måde, som de mener, er den eneste rigtige.
  3. Man kan altid sige, at problemet er et symptom på et andet problem, og det vil ikke være forkert. For problemet er forbundet med en masse andre problemer, og det er nærmest umuligt at skille dem ad. Kort sagt: Det er et forbandet rod!

Klimaforandringerne, uddannelsessystemet og finanskrisen er alle gode eksempler på uartige problemer. Det er kort sagt problemstillinger, hvor folk ikke engang er enige om, hvad problemet er.

Noget af det værste, man kan gøre ved uartige problemer, er at lade, som om man kan løse dem på samme måde som tamme problemer. For så lader vi, som om vi nok skal kunne løse dem, hvis bare vi har kloge hoveder, penge og lommeregnere nok. Men det vil næsten altid bare gøre de uartige problemer endnu mere uartige.

I stedet må man starte med spørge hvorfor – og om det overhovedet er et problem. Nogle gange kan uartige problemer ændre sig og blive meget mere overskuelige, hvis man ser dem fra en anden vinkel og udfordrer nogle af de antagelser, der ligger til grund for, at de blev udnævnt til at være problemer. Derfor er det første skridt på vejen til bedre løsninger på uartige problemer, at vi bliver bedre til at identificere dem og tale om dem.

Prøv at forestille dig, hvis man i nyhederne og de politiske debatter delte emnerne op i ‘aktuelle problemstillinger’ og ‘uartige problemer’. På den måde ville politikerne ikke behøve at tale om uartige problemer, som om de ville kunne løses på samme måde som tamme problemer. I stedet kunne vi arbejde med at bygge makroskoper, der ville gøre os i stand til at forstå problemerne bedst muligt, og dermed kunne have bedre debatter om, hvordan vi kan løse dem.

Uartige problemer er svære, fordi det hele flyder mere og mere sammen, jo mere vi sætter os ind i sagen. De er ikke til at skille ad. De er som bække og vandløb, der løber ud i en flod. De hænger sammen i store og komplekse systemer. Så store, at vi slet ikke kan overskue eller rumme dem. Hver gang vi tager en enkelt problemstilling op for at undersøge den nærmere, opdager vi, at den er forbundet med alt andet:

Klimaforandringerne skyldes for stor udledning af CO2, som skyldes den økonomiske vækst i lande som Indien, Kina og Brasilien, som skyldes en stor, fattig befolkning, der ønsker en højere levestandard, som den de kan se, vi har i vesten, og vores levestandard skyldes vores egen alt for store udledning af CO2 i første omgang. Og da vi ikke er villige til at reducere vores levestandard, kan vi dårligt klandre dem for at ville opnå det samme.

Og da vi ikke selv kan reducere vores CO2-udslip nævneværdigt uden at begrænse vores egen konkurrencedygtighed på et afreguleret verdensmarked, er vi afhængige af at prøve at lave en bindende international aftale med alle verdens lande om at reducere CO2-udledningen. Eftersom der ikke findes nogen globale politiske organer, hvor man med en flertalsafgørelse kan få alle lande til følge bestemte regler, kan vi kun tage beslutninger nationalt. Men hvis vi som enkeltnation går foran med at reducere vores CO2-udledning, vil det skade vores økonomi, og det vil alligevel ikke gøre den store forskel for klimaet med mindre, vi får nogle af de meget større lande som Indien og Kina og USA med på vognen …

Det er forbundne problemer, der ikke kun er økonomiske eller sociologiske eller politiske eller økologiske. De er det hele på én og samme gang. Og det betyder, at løsningerne på dem også skal være både økonomiske og sociologiske og politiske og økologiske. Men alligevel virker det, som om hver af de faglige retninger prøver at tæmme de uartige problemer ved at tage al denne flydende og foranderlige virkelighed og alle disse dybt forbundne problemstillinger og pakke dem ned i klart afgrænsede og let forståelige pakker.

Ydmyg problemløsning

Filosoffen Alan Watts sammenligner det med at prøve at tage et vandløb med sig i en spand. Jo, du kan godt få vandet ned i spanden, men så snart du tager spanden ud af vandløbet og tager den med dig, kan du se, at du ikke har fået vandløbet med. For vandet i spanden løber ikke længere. Det er bare vand og ikke selve vandløbet. Tilsvarende opdager vi, at jo mere vi lærer om verden, jo mere modstår den alle de nemme afgrænsninger og simplificeringer. Vi kan ikke fange den.

Den eneste måde at ‘fange’ eller ‘have’ vandløbet er ved at give slip og bare lade det løbe. Det samme gælder alverdens komplekse og uartige problemstillinger. Vi kan ikke mestre dem. I stedet må vi give slip og lade os flyde med. Det er, hvad Alan Watts kalder ‘den bagvendte lov’: Når du prøver at holde dig på overfladen af vandet, synker du; men når du prøver at synke, flyder du. Når du prøver at holde vejret, mister du det.

På samme måde må vi lære at give slip. Vi må acceptere, at vi ikke kan afgrænse, adskille og kontrollere de uartige problemer. Vi må erkende, at det er håbløst at prøve at tæmme dem i håbet om, at vi ville kunne løse dem på samme måde som de tamme problemer, vi allerede har styr på. For med uartige problemer vil der altid være noget, vi ikke kan forudse eller tage højde for, og derfor vil vi aldrig kunne løse dem fuldstændigt og perfekt. Vi vil kun kunne finde bedre eller dårligere løsninger.

På den måde kræver det stor ydmyghed at finde bedre måder at håndtere uartige problemer på. Faktisk er hele tilgangen til uartige problemer vendt på hovedet i forhold til, hvordan man ville løse et tamt problem: Når vi ikke kender sammenhængen mellem løsninger og effekter på forhånd, må vi prøve os frem, og se, hvad der sker. Vi kan ikke bare regne det hele ud på forhånd og så lave en plan. I stedet kræver det, at vi tør være i beta. At vi tør lave løsninger, vi godt ved, ikke er perfekte, og så videreudvikle dem hen ad vejen. Det handler om at være så konkret som muligt og prøve forskellige mulige løsninger af, og så – ydmygt og ærligt – registrere effekterne af hver løsning. Og så vælge den bedst mulige foreløbige løsning. Og så prøve nye variationer af igen. Og igen. Og igen.

Vi skal lære at turde leve i usikkerheden. I forandringen. Vi skal lære, at den usikkerhed, de uartige problemer giver os, ikke er noget farligt, der skal kontrolleres og beherskes, men noget uundgåeligt, vi må leve og forandre os med. Jo mere vi træner vores makroskopiske blik, jo bedre bliver vi til at se sammenhængene og til at træffe de valg, der kan imødegå de uartige problemer, vi står overfor. Jo bedre vi bliver til at være i beta, til at eksperimentere og prøve nyt i vores hverdag og i de projekter, vi sætter i gang, jo mere vil vi kunne sprede denne tankegang. Jo mere vi synliggør alle disse store sammenhænge for andre, jo mere kan vi hjælpe dem til at se makroskopisk på disse forbindelser og begynde at handle derefter. På den måde er vi i sidste ende alle med til at bestemme, hvordan samfundet udvikler sig.

Nærhedsprincippet

Hvis vi kigger tilbage gennem historien, kan vi se, at store samfundsforandringer først slår igennem, når tilpas mange mennesker ændrer deres handlemønstre. Og lige så let det er at se effekten af disse store bølger, lige så svært er det at se præcis, hvad der satte dem i gang. Og hvis man sætter sig for at spore dem, kan man let blive overrasket over, hvor små og ydmyge handlinger, der gjorde udslaget.

Et eksempel på dette er historien om, hvordan indbyggerne i den franske landsby Le Chambon-sur-Lignon hjalp mere end 5000 flygtninge, blandt dem mange jødiske børn, med at undslippe nazisternes forfølgelse under Anden Verdenskrig. Historien om landsbyboernes stille vovemod og næstekærlighed er blevet filmatiseret og genfortalt i utallige bøger, men de færreste af bøgerne forklarer, hvad der fik disse helt almindelige franskmænd til at sætte alt på spil for mennesker, de aldrig havde mødt før.

Mange af beboerne i Le Chambon var huegenotter, en særlig kristen forgrening, der selv har været udsat for religiøs forfølgelse gennem mange hundrede år. Og anført af to veltalende og engagerede lokale præster havde de op gennem 1930’erne hjulpet flygtninge fra diktaturerne i Mussolinis Italien og Francos Spanien. Så på den måde havde landsbyboerne både den rette indstilling og den fornødne erfaring til at hjælpe flygtninge.

Så da strømmen af flygtninge fra Tyskland og resten af Europa tog til, begyndte de to præster at mobilisere de lokale familier til at tilbyde gemmesteder og mad til de gennemrejsende flygtninge. Da tyskerne overtog kontrollen over Sydfrankrig, blev begge præsterne arresteret og sendt i koncentrationslejre. Præsternes koner overtog organiseringsarbejdet og fortsatte, hvor præsterne havde sluppet.

Men det er én ting at hjælpe flygtninge, når man ikke selv risikerer at bringe sig selv og sin familie i fare. Det er noget ganske andet, når man risikerer at få besøg af det tyske politi og blive straffet for at hjælpe jødiske flygtninge. Så landsbyboerne turde ikke længere hjælpe af frygt for at komme til at dele de to præsters skæbne. Forpligtelserne overfor deres familier vejede tungere end den mere abstrakte moralske forpligtelse til at hjælpe de jødiske ofre. De slog blikket ned og takkede nej, når de to kvinder kom forbi for at bede om hjælp.

Men flygtningene kom alligevel, uanset om landsbyen var klar til dem eller ej. Og inden længe stod præsternes koner med flere flygtninge, end de havde plads til.

Så gik de to kvinder ud igen. For eksempel kunne de besøge en landmand, som tidligere havde takket nej til at huse flygtninge. Men til forskel fra sidst, tog de denne gang en ældre jødisk mand med. Sulten og træt, og dårligt klædt til at modstå vinterkulden. Og de spurgte landmanden: “Vil du ikke give vores ven et varmt måltid mad og en vinterfrakke, og vise ham vej til den næste landsby?” Eller de tog en lille familie med, og spurgte, om ikke landmanden ville give familien et tæppe, en skål suppe og lade dem sove i laden et par dage, før de tog videre mod den schweiziske grænse.

Landmanden stod nu overfor rigtige, levende mennesker. Desperate mennesker på flugt uden mad eller tag over hovedet. Mennesker, der så ham i øjnene og afventede hans dom. Og landmanden vidste med sig selv, at disse menneskers skæbne afhang af hans villighed til at hjælpe.

Når landsbyboerne mødte disse flygtninge ansigt til ansigt, var der kun få, der afviste at hjælpe. Det var ikke mindre farligt end før, men først da de havde set, hvem de hjalp, besluttede de sig for at gøre det.

Når først de enkelte familier i landsbyen havde hjulpet én gang, var de som regel villige til at hjælpe igen. Og igen. Det var først, da de begyndte at handle, at de begyndte at følge deres overbevisning. De blev så at sige overbevist af deres egne handlinger, snarere end gennem en abstrakt moralsk erkendelse om, hvad der var det rigtige at gøre. Det var først, da flygtningene holdt med at være en abstraktion – en statistik eller en nyhed i avisen –men blev til rigtige, levende mennesker ved deres dør, at landsbyboernes sympati og engagement blev vakt. Det var først dér, de fandt modet til at handle på deres overbevisninger.

Handling kræver nærhed. Det er nemt at være være tro mod sine værdier, når det bare er brede erklæringer og store armbevægelser. Men det er først, når det bliver konkret, nært og specifikt, at ens værdier virkelig kommer på prøve. Som digteren William Blake sagde: “Den, som vil gøre godt mod andre, må gøre det i små og specifikke dråber. At sige, at man gør noget til alles bedste, er kun en undskyldning for slynglen, hykleren og smigreren.”

Det er gennem små, konkrete handlinger snarere end gennem abstrakte erkendelser, vi finder modet til at følge vores overbevisninger. Og når vi først er begyndt at handle, bliver det meget lettere at fortsætte. For handling vækker håb. “Det er kun, når vi føler, at vi kan gøre noget selv, at vi kan håbe,” skriver forfatteren Rebecca Solnit: “Håb er ikke en lotto-kupon, som du kan sidde og føle dig heldig med i sofaen. Håb er en økse, som du kan bryde døre ned med. Håb kalder på handling.”

Det var præstekonernes vedholdenhed, der vækkede bølgen af mange små, gode handlinger i landsbyen. Men hver af disse handlinger var med til at forstærke og fastholde bølgen, og inspirere til nye handlinger. Og efterfølgende kræver det et særdeles finmasket makroskop at se, hvor de enkelte små handlinger sluttede og den store samfundsforandring begyndte. For når det kommer til stykket, er det en og samme ting.

Hvis du vil sætte en bølge af gode, håbefulde handlinger i gang, og dermed skridt for skridt trække samfundet i en positiv retning, så gør som de to præsters koner: Gør det selv. Og gør det nemt, nært og konkret for andre at gøre det samme.

Læs mere

  • Citatet fra Leo Tolstoj kommer fra John-Paul Flintoff’s fantastisk borgerlystne lille bog How to change the world (Pan MacMillan, 2012)
  • Ordet makroskop er opfundet af den franske forsker og systemtænker Joël de Rosnay. Han udfolder begrebet til fulde i sin bog The Macroscope (Harper & Row, 1979)
  • Vi stødte først på ordet ‘makroskop’ i designeren Matt Webb’s præsentation Scope på Reboot-konferencen i 2009: http://video.reboot.dk/video/486775/matt-webb-scope
  • Jack Schulze og Matt Webb’s plakater Here and There kan findes og købes på http://berglondon.com/products/hat/
  • Tallene om madspild er indsamlet af Stop Spild Af Mad: http://stopspildafmad.dk/madspildital.html
  • En af de bedste indføringer i at opøve sit makroskopiske blik er systemtænkeren Donella Meadows’ Thinking in Systems — A Primer (Chelsea Green Publishing, 2008).
  • Der er lang række gode, konkrete eksempler på, hvordan man kan bruge sit makroskopiske blik i bogen Global Citizen (Island Press, 1991), der opsamler Donella Meadows’ avisklummer op gennem 1980’erne.
  • Begrebet ‘Wicked Problems’ blev først introduceret af Horst Rittel og Melvin Webber i deres artikel Dilemmas in a General Theory of Planning i (Policy Sciences 4: 155–169, 1973)
  • Alan Watts’ pointer om usikkerhed kommer fra hans lille bog The Wisdom of Insecurity (Vintage, 1951)
  • Historien om huegenotterne, der gik sammen om at redde jøderne i den franske landsby Le Chambon-sur-Lignon bliver fortalt i James C. Scotts Two Cheers for Anarchism (Princeton University Press, 2012)