Perspektiv: Nybegyndere

Perspektiv: Nybegyndere

Som børn er vi så åbne overfor at lære nyt, lytte til andre, kaste os ud på det dybe. Vi tror selv på, at vi er verdensmestre til at bage boller, klippeklistre, spille fodbold, synge eller skrive digte – eller i hvert fald, at vi har så stort talent, at vi nok skal blive det om føje år. Vores forældre hjælper os til at udvikle vores talenter ved at hente og bringe os til – og betale for – masser af fritidsaktiviteter. Kommunerne, museerne og organisationerne udbyder masser af muligheder for at udvikle de unge talenter. De mest talentfulde og/eller stædigste af øver og øver og opsøger dem, der kan lære dem at blive endnu bedre.

Og undervejs i den proces er det helt ok at fejle, fordi alle er enige om, at det er en del af træningsprocessen og enhver ved, at et barn ikke kan gøre det perfekt fra start. Man skal krybe, før man gå. Øvelse gør mester. What doesn’t kill you makes you stronger… bare klø på…

Så bliver vi ældre. Og pludselig sker præcis det modsatte. Vi holder op med at kaste os ud i noget nyt. Vi opgiver på forhånd, fordi vi efterhånden har lært, hvor meget slid og energi, det kræver at blive rigtig god til noget – og som voksne har de fleste af os vænnet os til, at vi faktisk er ret gode til de ting, vi gør – og dem, vi ikke er så gode til, har vi efterhånden lært at snige os udenom eller købe os fra. Så som voksen kan det føles akavet, hvis man pludselig skal til at være nybegynder igen.

Man bliver smerteligt bevidst om, hvor god man kunne være blevet, hvis bare man var kommet i gang med (eller blot havde holdt fast i) at træne intensivt nok længe nok tidligt nok. Og det forekommer helt uoverskueligt at tage de første skridt, fordi der er så lang vej igen, før det begynder at ligne, lyde af eller kunne noget som helst.

Nu er det jo ikke fordi, alle skal interessere sig for eller kunne alt. Men de fleste af os har en masse ting, vi godt kunne have lyst til at være bedre til – og som vi måske oven i købet havde talent for. Vi fik bare aldrig rigtig opdyrket det, fordi vi havde travlt med så meget andet. Men det er jo ikke ensbetydende med, at vi ikke kan tage fat på det sent i livet og træne os selv til i det mindste at blive meget bedre, end vi som udgangspunkt var: At lave mad, blive en bedre leder, lære et nyt computerprogram, få styr på økonomien, føre en supertjekket husholdning, spille klaver, skrive en bog, bygge et plankeværk…

Det er vidt forskellige flanker, vi hver især kan have lyst til at styrke og udvikle. Men udfordringen er som regel den samme: Det forekommer helt uoverskueligt at finde tid, energi og måske også penge nok til at prioritere det lige nu. Så derfor vil vi hellere vente til vi får lidt mere overskud i hverdagen – og indtil da lader vi udviklingspotentialerne ligge og koncentrerer os i stedet om alt det, vi allerede er gode til og føler os trygge ved.

Men det er synd. For på de fleste punkter kan man nå rigtig langt ved at starte i det små.

Man er nødt til at acceptere, at det selvfølgelig vil være lidt kikset og føles lidt akavet de første gange, vi prøver noget helt nyt. Men det er ikke ensbetydende med, at man ikke skal gå i gang. Øve sig.

Det starter i det små. Hvis man er bange for at fejle, blotte sig og kikse, bliver man aldrig rigtigt god. Det er jo også noget af det, der gør det sjovt – at man faktisk ikke bare sådan lige kan gå ud og gøre det. Det er det, der skiller fårene fra bukkene. Man SKAL krybe, før man gå. Og sådan er det også med borgerlyst.

Borgermusklen skal også trænes

Ligesom med alle de andre færdigheder kan det også kræve lidt øvelse at rykke på sin borgerlyst. Aktivisten Annie Leonard plejer at sige, at vi har en borger-muskel, og at den skal trænes ligesom alle de andre muskler. Og som Lars AP fortæller i projektportrættet om bevægelsen Fucking Flink, kræver det altid lidt overvindelse at få gang i borger-musklen, når han skal ud og ‘flinke’ andre — på samme måde som man lige skal tage sig sammen for at komme ud og løbe en tur. Men man gør det, fordi man ved, hvor fedt det bliver, når man først er i gang.

Det heldige med borgerlyst og borger-musklen er, at det i virkeligheden falder de fleste af os meget naturligt at bruge den. Vi er fra naturens hånd gode til at vise omsorg, opmærksomhed og omtanke overfor andre. Som forfatteren Tor Nørretranders skriver i sin bog Vær Nær, så bliver vi glade af at gøre andre glade. Så på den måde er man faktisk lidt af en ‘amatør-egoist’, hvis man kun tænker på sig selv.

Men desværre udnytter vi alt for sjældent de små sprækker i dagligdagen, hvor vi hver især har mulighed for at træne vores borgermuskel. For selv hvis vi kan se sprækkerne, kræver det også lidt mod og træning at handle på dem.

Det er en ting er at gå på gaden og bemærke den ældre dame, der der slæber på to tunge malerdunke, som må sætte sig på en trappesten for at hvile sig undervejs. En anden ting er at turde spørge, om man ikke lige skal hjælpe hende med at bære dem. En tredje ting er at få spurgt på en måde, der ikke skræmmer hende og helt klart afstemmer hendes forventninger til noget, man selv magte – så som at tilbudet gælder så længe, I skal samme vej. Og en fjerde ting er at få sagt pænt farvel og bevæge sig videre ud i hverdagen. Det er egentlig så enkelt og så helt utroligt naturligt, men i det moderne samfund også en så forholdsvis uvant gestus, at det godt kan føles lidt akavet i starten. Så det ofte føles nemmere at lade være.

Men hver eneste gang, man lader være, går man glip af en oplagt chance for at træne sin borger-muskel. For jo flere gange man gør det, jo mindre akavet føles det. Jo mere naturligt bliver det. Til sidst føles det unaturligt at lade være. Og så er man allerede ved at være i god borger-form.

Man bliver aldrig rigtigt klar

Sagen er bare, at det ikke er så mange af os, der starter vores projekter, drømme og idéer i det små og lader dem udvikle sig lige så stille, mens vi selv får en chance for at øve os samtidig. Tværtimod kan vi efterhånden forstå på alle dem, vi har snakket borgerlyst og handlekraft med gennem tiden, at det meget almindeligt at tænke meget stort og ambitiøst fra starten. Og så går man dér og pusler med det og venter på, at man bliver rigtigt klar til at dele det med omverdenen. Problemet er bare, at man aldrig bliver rigtigt klar. Den eneste måde at komme ud af starthullerne på er at være tosset nok til bare at gå i gang. Starte i det små. Øve sig lidt efter lidt. Så skal man nok blive klogere på projektet, finde samarbejdspartnere og komme til at føle sig mere klar undervejs.

Det gik for alvor op for Nadja, da hun i 2010 lavede en undersøgelse for Beskæftigelsesministeriet og Protocol om. Hun undersøgte, hvad der afgør, om medarbejdere i store virksomheder når de sidste skridt op ad karrierestigen, eller om de går i stå på vejen op – hvis de vel at mærke gerne vil nå toppen og undrer sig over, at det ikke lykkes. Hun interviewede en masse ledere og medarbejdere – af begge køn, mange fagligheder og på mange forskellige niveauer i seks af landets største virksomheder.

Og meget groft generaliseret kunne man opdele interviewpersonerne i to hovedgrupper:

1. Dem, der syntes, det hele gik lidt trægt
De undrede sig over, at det ikke gik hurtigere eller lettere for dem, når de nu sled så hårdt i det. Især fordi de så, hvordan kollegerne omkring dem bare strøg igennem og videre opad, selvom de ofte arbejdede meget mindre og var mindre kvalificerede end dem selv. Når denne gruppe interviewpersoner snakkede om deres store drømme og visioner, var der en sætning, der vendte tilbage igen og igen: “Jeg skal bare lige være helt klar.”

Helt klar til at pitche deres store idé til direktøren. Helt klar til at dele visionerne med bestyrelsen. Helt klar til at bede om lønforhøjelse, nye ansvarsområder eller flottere titler.

Helt klar til at spørge deres netværk om hjælp. Helt klar til at skifte job. Eller for den sags skyld helt klar til at sige op, springe ud i noget nyt og realisere andre store livsdrømme. Problemet var bare, at de stillede så store krav til sig selv, og hvad det ville sige at være ‘klar’, at de aldrig ville komme til at føle sig ‘rigtigt klar’ – og derfor aldrig rigtig fik gjort noget ved deres planer. Selvom de i princippet havde været mere end ‘klar nok’ i årevis. Så de fik aldrig fortalt andre om deres ideer; aldrig fortalt deres ledere, at de egentlig var klar til nye ansvarsområder; aldrig gjort noget ved alt det, de drømte om.

2. Dem, der så arbejdslivet som en ‘leg for voksne’
Den anden gruppe var dem, der mest kastede sig ud i udfordringerne, fordi det var sjovt. Velvidende, at de ville komme til at begå en masse fejltagelser undervejs – men også med optimismen i behold og troen på, at man jo altid kunne lære noget af fejltagelserne, og at “what doesn’t kill you makes you stronger”. De fortalte glade, gerne og nærmest konstant deres ledere og netværk om alle deres gode ideer og de projekter, de havde i støbeskeen. Små ideer, store visioner. Petitesser og hjertebørn. De satte masser af skibe i søen. De tog det ikke så alvorligt. De så bare, hvilke af ideerne, der vakte genklang, hvad netop denne samtalepartner kunne hjælpe dem med, og hvad de selv lige var mest i humør til at snakke om. Og så snakkede de mest om det.

I deres verden var det at give idéerne en chance — vove forsøget, tage springet — i sig selv næsten vigtigere, end hvad resultatet blev i sidste ende. Det interessante var, at rigtig mange af deres idéer og projekter faktisk blev til noget. For mange af cheferne var selv kommet til tops ved at udvise det samme gåpåmod, da de var yngre. Så de genkendte dén form for drive hos de yngre talenter, når de slyngede om sig med idéer og ambitiøse projekter. De fik lyst til at give dem de samme chancer og muligheder, som de selv havde fået, da de var yngre. Så det faldt lederne naturligt at koble disse talenter op med dem, der ville kunne hjælpe dem videre. De andre medarbejdere kunne ville det nok så meget – de sendte bare ikke de signaler, lederne genkendte.

Desuden øgede det chancen for, at idéerne blev ført ud i livet markant, hvis lederne eller andre relevante sparringspartnere fra organisationen blev koblet på idéudviklingen tidligt i processen, så de kunne give deres input til, hvordan idéen bedst kunne passede ind i organisationens overordnede strategi. Så jo mindre ’klar’ idéen var, når de hørte om den, jo større var chancen for at udvikle den i den rigtige retning, og at idéen fik mange ambassadører bag sig. Interessant nok var det ikke alene disse medarbejdere, der strøg hurtigst og mest ubesværet til tops. De havde det oven i købet virkelig sjovt, mens de gjorde det. For de gik lidt til arbejdslivet, som spillede de fodbold med gutterne eller sad foran computerspillet derhjemme.

Det vigtige her er, at de medarbejdere, der gerne lige ville ’være klar’, havde mindst lige så gode, store, vigtige og ambitiøse idéer som dem, der fortalte om alle deres idéer til gud og hver mand. Det var ikke idéernes kvalitet, der afgjorde, om de blev ført ud i livet. Det afgørende var, om man sørgede for at få fortalt om sine idéer, ønsker og drømme til dem, der kunne være med til at føre dem ud i livet – og var villig til at lade andre være med til idéudviklingen tidligt i processen.

Den eneste måde at blive ‘klar’ er at gå i gang med det samme

Selvom Nadjas undersøgelse handler om toppen af det ‘blå erhvervsliv’, går mange af de samme mønstre igen, hver gang vi gerne vil føre vores drømme og planer ud i livet.

Der er så mange situationer, hvor det er fristende at vente på et gyldent øjeblik af fuldstændigt overskud, overblik og klarsyn, før vi får gjort noget ved det, vi har allermest lyst til. Skrevet på dén bog, der ligger og rumsterer i baghovedet. Dyrket vores maleri, klaverspil, vandre-glæde, grønne fingre, mekaniker-lyster eller yogapositurer meget mere. Tabt 10 kilo, holdt op med ryge, drukket mindre kaffe og alkohol, spist sundere, grovere, grønnere, skønnere. Dyrket mere sex, forelsket os hovedkuls eller taget os sammen til at blive skilt, hvis det er det, der skal til. Set vores venner mere, gået til flere koncerter, lavet flere avishatte med ungerne, inviteret til spontane gilder… vi skal altid bare lige have styr på økonomien, ryddet op, over på den anden side af en stor deadline, over i den næste uge, måned eller nye år, lige have styr på flankerne, men SÅ skal den også have fuld skrue på alt det, vi har så meget lyst til. Det, der skulle være livet.

Men hvis vi bare venter og venter, til vi selv tror, vi er helt klar, bliver vi aldrig klar. For vi vil altid føle, at vi kan blive lidt mere klar, eller at timingen kunne blive lidt bedre. Det er så let at give efter for den der perfektionistiske trang til at holde på sine tanker, indtil de er modnet. Altid lige at synes, man kan forberede sig LIDT bedre, læse LIDT mere, tænke LIDT mere over det, have sparet LIDT mere sammen, inden man kaster sig ud i noget nyt. Men hver gang vi beslutter os for at vente LIDT, glemmer vi, at der givetvis tårner sig en ny deadline, børnesygdom, uventet udgift eller sur stabel sokker op i horisonten, som vi så bare LIGE skal klare, før vi er klar til at gøre noget ved drømmene.

På den måde risikerer vi at bruge al vores energi på at blive klar. Og det er ofte selvforstærkende, fordi beslutningen om at gå i gang kan føles større og større og vigtigere og vigtigere, jo længere tid, der går. Og dermed bliver den også sværere og sværere at tage…

Vi bliver nødt til at lære at handle på vores drømme og føre dem ud i livet, selvom situationen omkring os ikke er optimal. For det bliver den aldrig. Derfor bliver vi nødt til at lære at handle midt i kaos, udfordringer og omstændigheder, der er alt andet end optimale.

Om at være ’i beta’

Her kan vi lære rigtig meget af arbejdsprocesserne inden for softwareudvikling. Her arbejder man med tre betegnelser, der beskriver, hvor færdigt et stykke software er.

1. ’Alfa’ er den tilstand, hvor softwaren ikke kan det, den skal endnu. Den fungerer ikke godt nok. Denne tilstand er det typisk kun programmørerne selv, der får at se. Hvis du forestiller dig en bil i alfa-tilstand, vil du dårligt være i stand til at genkende den, fordi selve de væsentlige dele, der gør det til en bil – som hjul, rat eller motor – endnu er under udvikling.

2. ’Beta’ er den tilstand, hvor softwaren faktisk kan det, den skal kunne. Den fungerer godt nok til, at almindelige brugere kan begynde at teste den. Den virker, men virker ikke godt nok endnu til, at man ville kalde den færdig. Den er ikke perfekt. Software i beta bliver testet af brugere udefra for at afprøve alle dele af systemet og finde alle de basale fejl, man støder på, så snart man begynder at bruge systemet i praksis. ’Betatesterne’ rapporterer fejlene tilbage til udviklerne, der løbende udbedrer fejlene og udvikler nye dele af systemet, så det hele tiden bliver mere og mere færdigt. Bedre og bedre. Tættere og tættere på at kunne udgives. Hvis du forestiller dig en bil i beta-tilstand, vil den have alle de fornødne dele på plads, og vil køre fint nok. Men den vil mangle finish: Motoren er til frit skue, for man skal hele tiden ind og skrue på den, hjulene har ingen fine fælge, og de ydre dele er hverken malede eller polerede.

3. Endelig er der ’Version 1.0’. Version 1.0 er den version af produktet, der er god nok til at blive udgivet og solgt. Det betyder egentlig ikke, at softwaren nu er perfekt. Men udviklerne vurderer, at den er tilpas fejlfri til at blive udgivet, eller at udviklingsomkostningerne nu er blevet så store, at softwaren skal udgives for at tjene pengene ind igen. Det er en acceptabel fejltilstand, som nu kan sælges som nærmest perfekt. Hvis du forestiller dig en bil i udgivet tilstand, skal du blot tænke på en bil-reklame: Flotte, blank-polerede biler, der hyldes som nye vidundre af finmekanisk præcision og industriel perfektion til lyden af svulmende rock-musik. Marketing-kampagnerne dækker for de tilbageværende fejl og beskriver i stedet det endelige produkt som enestående fejlfrit.

Når softwaren så er udgivet, er der pludselig mange flere mennesker, end de oprindelige betatestere, der begynder at bruge den til alt muligt forskelligt. Mens de bruger systemet opdager de en masse fejl og mangler af den slags, der først dukker op, når tilstrækkeligt mange mennesker er begyndt at bruge systemet i praksis. Det giver anledning til en lang række softwareopdateringer hen ad vejen.

Men samtidig viser det sig måske, at folk bruger softwaren på en helt anden måde, end udviklerne havde forestillet sig – hvilket giver udviklerne nye idéer til, hvad den næste version af softwaren også gerne skulle kunne. Jo mere aktivt brugerne rapporterer tilbage til producenten om fejl og udviklingsmuligheder, jo klogere bliver udviklerne på, hvordan de nye løsninger kunne se ud. Optimalt bliver udviklingsprocessen til et samarbejde mellem producenten, udviklerne og brugerne.

Alt er i beta

Flere og flere softwareudviklere, blandt andet Google, er begyndt at udgive deres software ’i beta’. Når de lancerer et nyt produkt, markedsfører de det ikke som den perfekte løsning. I stedet siger de åbent: “Dette er ikke perfekt. Selvfølgelig er det godt, men det kan helt sikkert blive bedre.”

Når du udgiver noget ’i beta’, ved du, at det er så godt, som du kan gøre det nu, men at det ikke er perfekt. Så er du selv bedre i stand til at tage imod forbedringer, forslag og idéer fra andre omkring dig. Og samtidig bliver det nemmere for andre at turde kritisere produktet, fordi det ikke er nær så sårbart, når de blot kommenterer på en version, der er under udvikling og forbedring. Det er meget nemmere for alle parter at arbejde sammen om noget, der ikke allerede er erklæret perfekt. Hvis det stadig er i beta, er opgaven jo netop at hjælpe hinanden til at gøre løsningen endnu bedre.

At ’være i beta’ er en grundlæggende erkendelse af, at der altid er plads til forbedring. Jo, i den bedste af alle verdener ville alting selvfølgelig være stort anlagt, lækkert og velfungerende fra starten. Men dér er der ingen, der starter. Selv dem, der markedsfører deres produkter som perfekte, færdige og uangribelige ved godt, at de har sårbare flanker. Så egentlig er det ofte lidt af en falliterklæring, hvis man udråber noget til at være perfekt og færdigt. For dybest set svarer det til at sige, at udviklingsprocessen er gået i stå – at man er holdt op med at forbedre på tingene. At leve og arbejde i beta handler om at acceptere, at vi ikke lever i den bedste af alle verdener — og at vi aldrig får gjort noget ved noget, hvis ikke vi bare går i gang. At være i beta er et liv i konstant udvikling. Ind i mellem må man tage et snapshot af processen, trække en streg i sandet og offentliggøre de resultater, man er nået frem til indtil videre, også selvom det ikke er helt så optimalt, som man kunne have ønsket sig. For man bliver kun klogere på, om det virker, og hvor det største udviklingspotentiale ligger, når man ind i mellem inviterer andre til at teste en ’acceptabel fejltilstand’.

Men så længe man ved med sig selv, at deres tilbagemeldinger om fejl, mangler og udviklingspotentialer er en helt naturlig del af processen, er det langt lettere at leve med. For hver lille ting, man forbedrer, giver i sig selv en tilfredsstillelse og styrker modet og lysten til at gå videre. Slagordet for alle, der arbejder i beta er “release early, release often”. Sæt mange skibe i søen, og gør det tidligt i processen, så det føles mindre farligt – og føles mindre som et nederlag, hvis det ikke lige flasker sig.

Borgerlyst for begyndere

For vores eget vedkommende ville vi aldrig have startet Borgerlyst, hvis vi ikke begge to fra starten havde været indstillede på at ’være i beta’. Grundvilkårene for vores arbejde med Borgerlyst har hele tiden været, at vi selv er helt almindelige borgere, der gør det hele af lyst, i vores fritid, fordi vi ikke kan lade være. Vi er ikke eksperter, og vi kan lige så godt acceptere, at vi alligevel aldrig kommer til at vide og have læst alt, der kunne være relevant for projektet. Vi får ingen støtte udefra, så vi har ingen penge til at gøre noget som helst for. Så vi bliver sgu da aldrig ’rigtigt klar’.

Så for at komme i gang besluttede vi os bare for, at vi var klar nok. Klar nok til at sige, at vi var to borgere, der ikke syntes, at det danske demokrati fungerede så godt. Klar nok til at indrømme, at vi ikke selv fik engageret os så meget, som vi gerne ville. Klar nok til at prøve nogle ting af, sætte nogle samtaler i gang, invitere andre til at være med, og så se, hvad der skete. Klar nok til at være i beta.

Som den gamle teolog og højskolemand Hal Koch sagde, er demokratiet ikke et system, der skal gennemføres, men en livsform, der skal tilegnes. Hver generation er nybegyndere, når det kommer til samfundssind, debatkultur og samtalekunst. Det er ikke noget, vi kan tage for givet. Vi skal alle lære at være borgere — helt fra bunden. Men hvordan lærer vi det?

Vi er rigtigt mange helt almindelige borgere, der stadig er nybegyndere i borgerlyst — også selvom vi ikke længere er helt unge. Vi har efterhånden talt med rigtig mange, og langt de fleste sagde, at de ikke følte, de vidste nok til at kunne blande sig i samfundsdebatten. De kunne ikke overskue, hvad der var hoved og hale i emnerne, kunne ikke skimte nuancerne, vidste ikke nok til at kunne stille de gode spørgsmål. Så derfor overlod de ordet til de professionelle debattører – politikerne, foreningsfolkene, spindoktorerne, journalisterne og cand.scient.pol’erne.

Sådan havde vi det langt hen ad vejen også selv, dengang. Hvor skulle vi begynde, og hvor skulle vi ende? Hvor skulle vi tage fat? Hvordan skulle vi nogen sinde selv komme til at vide nok om det danske demokrati til, at vi kunne sige noget fornuftigt om det?

En legeplads for voksne

Derfor tog vi fat det mest oplagte sted – nemlig dér, hvor vores vigtigste kompetence var: At vi selv var borgere, der gerne ville engagere os mere i samfundet, men ikke kunne finde ud af, hvordan vi skulle gøre det.

Og på den måde blev vores egen uvidenhed og manglende samfundsengagement til en fordel snarere end en ulempe. For det var dén, der gjorde os i stand til at se, hvor det gik galt: Hvad der holdt vores borgerlyst tilbage, og hvad man kunne gøre for at fjerne disse barrierer og vække lysten til live igen.

Lige netop borgerlyst var vi eksperter på fra dag 1. Pludselig var det at være nybegynder ikke længere noget at være flov over – det var faktisk en spidskompetence.

Da vi langt senere snakkede med forfatteren Tor Nørretranders, bemærkede han, at det at være nybegynder i høj grad handler om at udfordre alle de ting, som eksperterne for længst har accepteret ikke kan lade sig gøre: “Nybegynderne er respektløse og opblæste, og påpeger alt det, der ikke fungerer, og som de synes skal laves om. Men det betyder også, at de hele tiden afsøger de sprækker og muligheder, som de mere erfarne har opgivet at lede efter.” Det er denne mangel på forståelse for, hvad der ikke kan lade sig gøre, der er nybegynderens styrke. Som den gamle zen-mester Shunryu Suzuki skrev i sin bog Zen Mind, Beginner’s Mind: “Nybegynderen ser mange muligheder, eksperten kun få.”

Vi gjorde det til vores opgave at være nybegynderne, der stillede alle de dumme spørgsmål. Vi opførte os lidt som hofnarren eller den lille dreng i eventyret om kejserens nye klæder. Og derfra kunne vi bogstaveligt talt kun blive bedre og klogere på det hele.

Det var befriende. Det var lærerigt. Og det var frem for alt sjovt. Vi havde en god undskyldning for at stikke næserne i alt, prøve ting af, fejle og bliver klogere, når noget gik helt anderledes end forventet. ”Nå da,” udbrød vi, og så prøvede vi noget andet i stedet. Vi var hele tiden på usikker grund, betrådte nye stier, udforskede ukendt terræn. Alt var nyt, åbent, spændende. Og fordi det var nyt, kunne vi også tro på, at vi kunne gøre en forskel. At det nyttede noget. At der stadig var plads til forbedring.

Den oplevelse besluttede vi os meget hurtigt for, at vi gerne ville prøve at give videre i mikro-format til alle de andre, der havde det ligesom os med samfundssindet og borgerlysten (eller mangel på samme). For langt hen ad vejen var det netop dét, der manglede, hvis borgerlysten skulle begynde at blomstre: Erkendelsen af, at det er ok at fejle, og at man skal øve sig. Accepten af, at man i starten ikke ved så meget og stiller en masse dumme spørgsmål. Troen på, at det nytter. Modet til at sige: “Det her kan blive bedre og jeg kan være med til at gøre det bedre!”

Det er derfor, at vi kalder Borgerlyst for et samfundslaboratorium. Fordi det er et sted, hvor vi eksperimenterer og prøver nye ting af. Hvor vi sætter ting i gang, som vi ikke ved, om vil lykkes. En legeplads for voksne, hvor vi alle er nybegyndere.

Rundt om i bogen kan du læse om en masse af de eksperimenter, vi selv har sat i gang. Samtalesaloner, Træffetid, Hverdage, Sammenskud Live og alle de overvejelser, processer og frustrationer, der er opstået, mens vi har arbejdet med dem. Som det fremgår, er der ikke noget af det, der har været en succes i første hug – vi har været nødt til at prøve os frem undervejs. Og nogle idéer, der på papiret ellers var supergode, har vi været nødt til at droppe. Hvis ikke vi bare var gået i gang, havde vi aldrig fundet ud af, hvad der virkede og hvad, der floppede. Og for det meste, er det først undervejs, vi har kunnet se de næste skridt på vejen.

Vores projekter og eksperimenter er altid i beta – foreløbige, under udvikling, i en ‘acceptabel fejltilstand’ med masser plads til forbedring. På den måde kan vi invitere folk til at ‘beta-teste’ dem. Deltagerne i vores samtalesaloner er ikke bare gæster, de er medudviklere. De er ikke bare med til at udfylde rammerne, de er også med til at forme dem gennem deres samtaler, reaktioner og feedback på de samtaleøvelser, som vi af­prøver. At være ’i beta’ gør det mindre farligt at være nybegynder. Det er ok, at man ikke har svar på rede hånd, for man er jo først lige gået i gang med at undersøge sagerne og finde løsningsmodellerne. Og det gør, at vi ikke føler os utjekkede og uforberedte, når de velmenende spørgsmål begynder at hagle ned over os, og vi ikke har svar på rede hånd. For det er sådan, det er at starte noget nyt op. Eller at genstarte noget for den sags skyld.

Hvordan ser din mentale byggelegeplads ud?

Vi lærer alle på forskellige måder, og det kan meget vel være en anden måde, end den vi lærte i skolen. Prøv at tænke tilbage på dine bedste oplevelser med at lære noget nyt. Det kan sagtens være, du opdager, at du lærer bedst på forskellige måder i forskellige sammenhænge. At du bedst lærte matematik på én måde, tegning på en anden og swingdans på en tredje.

Den amerikanske forfatter Kio Stark har skrevet den glimrende bog Don’t Go Back To School, der netop handler om, hvordan man kan lære nyt uden at skulle tilbage på skolebænken. Hun forklarer, at der overordnet set er to bredt definerede tilgange til at lære. Enten gør man ting for at lære dem, eller også lærer man ting for at gøre dem. Det kan lyde besnærende simpelt, men forskellen ligger i, hvad der motiverer én til at lære nyt: Vil du for eksempel gerne lære at programmere, fordi du gerne vil mestre computeren og forstå alt om, hvordan den virker? Eller vil du gerne lære at programmere for kunne lave et bestemt program, som skal løse et problem, du står med?

I begge tilfælde er det som regel en god idé at have et konkret projekt, du kan afprøve din nye viden og dine nye færdigheder på. Så kan du nemlig skabe dit eget lille laboratorium eller din egen lille legeplads, hvor du kan eksperimentere og lege dig frem til nye løsninger. Det kan være alt fra at lave en film, designe en stol, arrangere et seminar, starte en virksomhed eller plante tomater. Et godt projekt giver dig et klart defineret mål og følelsen af, at det skrider fremad, efterhånden som du lærer nye færdigheder, som du kan bruge til at gøre det endnu mere spændende og sjovere. Det giver dig en umiddelbar og aktiv kontekst hvor du kan afprøv dine viden og dine færdigheder. Det er ikke alene er en god motivation, men kan også være med til at gøre dine resultater mere synlige for andre.

Og hvem vil du lege med?

Noget af det vigtigste ved at lære noget nyt udenfor skolen er at erkende, at vi ikke lærer alene. Når folk siger, at de er selvlærte eller autodidakte, betyder det meget sjældent, at de har siddet helt alene og arbejdet med noget. Som Kio Stark siger: “Det første du skal gøre er at tage ‘auto’ ud af ‘autodidakt’.”

Under udviklingen af Borgerlyst har vi været så heldige at have hinanden at dele vores tanker, forundringer og frustrationer med undervejs. Men vi har bestemt ikke nøjedes med at snakke med hinanden. Vi har fortalt vidt og bredt om projektet, om vores håb og bekymringer og idéer. Og vi opdagede hurtigt, at vi ikke var alene. Der var mange andre ligesindede legekammerater, som vi løbende har sparret med, fået hjælp af og hjulpet på den ene eller den anden led.

Som nybegynder er det utroligt vigtigt at finde sammen med de ligesindede, der deler din interesse. For du lærer bedst sammen med dem og i kraft af jeres forskellige faglige vinkler og perspektiver. I virkeligheden er den vigtigste ressource på alle landets skoler og universiteter ikke lærerne, bøgerne eller forelæsningerne. Det er alle de andre nybegyndere, som vi lærer sammen med. Det er det fællesskab af ligesindede og ligeværdige, vi kan spejle os i og spørge til råds og dele vores erfaringer med.

Men når vi lærer udenfor skolen, får vi ikke længere dette fællesskab forærende. Dér må vi opsøge eller skabe det selv. På nettet er der fora for snart sagt alle slags interesser eller viden, og gennem online platforme som Skillshare.com eller Meetup.com kan du hurtigt finde andre, der tænker i de samme baner som dig. Men den slags fællesskaber lever ikke kun online. Det er især ved at mødes ansigt-til-ansigt, at man lærer hinanden at kende og får lejlighed til at dele erfaringer og viden. Så tag til forelæsninger, workshops, konferencer eller seminarer, der matcher dine interesser, for der er stor sandsynlighed for, at du vil løbe på ligesindede. Eller tag til Samtalesaloner og vend dine tanker med nysgerrige, lyttende fremmede.

Du kan tilmed gøre det endnu nemmere for dig selv, hvis du gør det let for dem at finde dig. På samme måde som vi startede med at dele vores tanker om Borgerlyst på en blog, kan du også dele dine idéer online, holde en workshop, starte en studiekreds eller en netværksgruppe. Du behøver ikke være ekspert eller være klar til at gøre det. Bare indrøm fra start, at du er en nysgerrig og lærevillig nybegynder, der gerne vil møde andre nybegyndere, der har lyst til at udvikle nye talenter sammen med dig. For jo mere du viser, at du er nybegynder og villig til at lære, jo tryggere vil andre nybegyndere være ved at kontakte dig for at være med. Og jo mere vil de, der allerede er godt i gang, have lyst til at hjælpe dig.

Afpres dig selv til at holde fast

Når du først har vænnet dig til at være nybegynder, kan du hurtigt blive helt afhængig af den åbne, lidt naive tilgang til alt. Det smager lidt af eventyr, uanede muligheder, barndommens land, hvor alt endnu var spændende og uprøvet. Men alle borgerlystne projekter følger deres egne kredsløb, og efterhånden som du bliver klogere på emnet og feltet, begynder du at kunne se, hvor svært det også kommer til at blive og du bliver nødt til at træffe en masse svære fravalg. Og hvis du har det ligesom os, vil du lynhurtigt – alene fordi du snakker med så mange om din idé – få en masse nye idéer, som føles utroligt fristende at kaste dig over for at være nybegynder igen og bevare beruselsen over helt nystartede projekter.

Det er næsten ligesom med forelskelser. Det er så berusende i starten – men så snart hverdagen og udfordringerne melder sig, og det begynder at blive svært, er det fristende at give slip og kaste sig over noget andet i stedet. Men hold ud og hold fast, for ofte ser udviklingen sådan her ud:

udvikling
Med tak til Maureen McHugh og Austin Kleon

Når du står overfor fravalgene og udfordringerne, er det fristende at droppe projektet helt og hoppe videre til en ny idé. Et nyt projekt, hvor alt endnu er muligt, og du endnu ikke har måttet træffe nogen fravalg eller gøre alt det svære og hårde arbejde, der skal til for at nå i mål.

Men det er fravalgene, udfordringerne og det hårde arbejde, der udgør forskellen på en god idé og et vellykket projekt. Som opfinderen Thomas Edison sagde, er grunden til, at de fleste mennesker ikke opdager nye muligheder, at de nye muligheder som regel ligner hårdt arbejde. Og som så mange andre muligheder for forandring, kræver borgerlystne projekter også masser af arbejde. Ofte er det sjovt og inspirerende, men til tider er det pissehårdt. Der vil være tidspunkter, hvor det føles uvant og akavet, og hvor det er fristende at give op. Men hold ud og hold fast. Som digteren Anne Herbert skriver så smukt og svært oversætteligt: “You can do it. It’s not that hard. The awkwardness is learning.” Det er dér, hvor det er akavet og svært, at læringen finder sted. Det er der, hvor du udvikler og rykker dig. På den anden side vender det.

Men det er ikke altid nok at sige det til sig selv, når det først er svært. Derfor kan det være en god idé at afpresse sig selv, mens man endnu har modet til det. Det gjorde de amerikanske iværksættere Molly Danielsson og Matthew Lippincott. De satte sig for at starte en virksomhed, der udlejer økologiske muldtoiletter til festivaler. For at gøre det måtte de lære alt om bæredygtige toilet- og kloakeringsløsninger, der komposterer urin og afføring i stedet for at føre det væk til et rensningsanlæg. Det var på mange måder et skørt projekt, for ingen af dem havde noget forhåndskendskab eller nogen kontakter inden for feltet.

Så de besluttede sig for at lave nogle oplysningsplakater om toiletter, kloakker og kompostering for at forklare, hvad projektet gik ud på. Selvom de havde pengene, bad de tre af deres venner og mentorer om at låne dem 800 dollars til at få plakaterne trykt. På den måde pressede de sig selv til at tjene pengene ind, så de kunne betale deres venner tilbage.

Det fungerede over al forventning. De puklede for at sælge plakaterne, og samtidig viste de deres venner og netværk, at de og deres projekt var til at stole på. Som Molly Danielsson senere har forklaret: “Vi var så beærede over, at folk havde ‘investeret’ penge i vores projekt, at vi begyndte at lave ‘investor-updates’, hvor vi fortalte dem om projektet, om vores research med nye produkter, og om de foredrag holdt. Nu er disse mentorer blevet vores rådgivere, som vi kan få råd og støtte fra, når vi har brug for det.”

På mange måder gjorde vi det samme, vi har gjort med crowdfundingen til denne bog. Det har presset os til at gøre den færdig. Og samtidig har vi været så beærede og taknemmelige over al den støtte og hjælp, vi har fået, at vi har gjort alt, for at lave den bog, som alle vores støtter fortjener. Det har også været hårdt og svært, for vi er også nybegyndere, når det kommer til at udgive bøger. På den måde bliver vi aldrig færdige med at lære.

Og det er måske i virkeligheden det vigtigste, man kan lære: At være god til at være nybegynder.

Dette lille filmklip er et uddrag af en samtale, Nadja havde med Tor Nørretranders om alt det gode, der kan komme ud af at være voksen nybegynder:

Læs mere

  • Dette afsnit er blandt andet inspireret af Claus Buhl’s bog Talent (Gyldendal 2011)
  • Nadja har lavet to omfattende, eksplorative undersøgelser for Beskæftigelsesministeriet i samarbejde med ledernetværket Protocol. De hedder Kvinder i ledelse, hvad skal der til og Snublesnore på Direktionsgangen. De kan begge rekvireres gennem http://protocol.dk
  • Begrebet beta og dets konsekvenser bliver grundigt udforsket af journalisten Jeff Jarvis i hans bog What Would Google Do (Harper Collins, 2011)
  • Hal Kochs bog Hvad er demokrati (Gyldendal, 1945) er en klassiker indenfor dansk folkeoplysning. Og den er lige så relevant i dag, som den var da den udkom lige efter Anden Verdenskrig.
  • Citaterne fra Tor Nørretranders kommer fra Nadjas interview med ham til denne bog. Du kan finde uddrag af samtalerne på http://facebook.com/borgerlyst
  • Zen-mesteren Shunryu Suzuki var med til at introducere zen-buddhisme til et vestligt publikum, og meget af hans filosofi er opsamlet i bogen Zen Mind, Beginner’s Mind (Weatherhill, 1970)
  • Kio Stark’s bog hedder Don’t Go Back to School: A Handbook for Learning Anything (Kio Stark, 2013)
  • Kurven over et projekts udvikling kommer fra Austin Kleons bog Steal Like an Artist: 10 Things Nobody Told You About Being Creative (Workman Publishing, 2012). Sjovt nok har han selv hugget den fra sin veninde Maureen McHugh…
  • Anne Herberts digt er kun den ene linje, vi har citeret. Du kan finde originalen på hendes blog Peace and Love and Noticing The Details: http://peaceandloveandnoticingthedetails.blogspot.dk/2010/07/you-can-do-it.html