Eksperiment: Træffetid

Da vi startede Borgerlyst, brugte vi meget tid på at opsøge eksperter og projektmagere –både for at få svar på alle vores dumme spørgsmål om politik, demokrati og civilsamfund, og for at høre om andres praktiske erfaringer med at starte bevægelser, opdyrke sociale platforme og strukturere hverdagen på alternative måder.
 
Vi var ekstremt taknemmelige overfor alle dem, der tog sig tid til at snakke med os. Og samtidig bemærkede vi et interessant mønster: Selvom vi helt klart havde følelsen af, at de havde gjort os en stor tjeneste, viste der sig for det meste at være en indbygget gensidighed. De læremestre, vi opsøgte, fik også noget ud af at lære fra sig. Fortælle om deres erfaringer, blive spurgt på en ny måde.
 
På det tidspunkt var vi endnu ikke klar over, hvor central en del af Borgerlyst denne form for ‘gensidig mesterlære’ skulle blive. Men ikke alene er vi selv forsat med at opsøge nye læremestre alt efter, hvor vores projekter har bevæget sig hen og bevaret kontakten til mange af de andre, der følger projektets udvikling tæt. Efter de første par år begyndte vi også selv at få henvendelser. Mennesker med gode idéer spurgte, om vi kunne hjælpe dem i gang med et borgerlystent projekt, være deres mentorer, hjælpe dem med at sprede budskaber, dele vores erfaringer eller bare ville mødes til en kop inspirationskaffe. Vi var selv blevet eksperter i kraft af, at vi selv havde snakket med så mange eksperter og havde fortalt så meget om vores research, tanker og proces undervejs i arbejdet med Borgerlyst og vores mange eksperimenter.
 
Egentlig var der ikke noget, vi hellere ville. Dels fordi vi gerne vil dele al den viden, andre gennem tiden har taget sig tiden til at give videre til os. Dels fordi Borgerlyst som projekt helt grundlæggende handler om at gøre det nemmere at sætte nye projekter i gang – og konstruktiv sparring viser sig at være et af nøgleredskaberne. Og selvfølgelig også fordi vi også – ligesom alle dem, vi selv fik hjælp fra i sin tid – får ny inspiration af at tale med de andre om deres idéer og projekter. Smukkere, mere ligeværdigt og mere meningsfyldt bliver det næsten ikke.

Men desværre er der et stort indbygget paradoks i den gensidige mesterlære:
For lige så glade vi bliver for alle de henvendelser, der kommer fra folk, der har lyst til at snakke med netop os om deres idéer, ligeså svært bliver det efterhånden at finde tid til at mødes med dem alle og sige ja til det hele – alene den tid, vi bruger på at læse de mange henvendelser, begynder at være en tidsfaktor, vi dagligt skal tage højde for. Og det er en udfordring – for hvis vi også selv skal have tid til at blive ved med at skrive bøger og blogindlæg, afholde samtalesaloner og sætte nye eksperimenter igang, har vi brug for rigtig meget uforstyrret tid til at snakke sammen, fordybe os, gå lange omveje, og gøre tingene the long, hard, stupid way.
 
Det passer dårligt med overfyldte kalendere – uanset, hvor vigtige og inspirerende de mange kaffemøder så i øvrigt er. Men samtidig er det vigtigt for os at bevare åbenheden og imødekommenheden og tilbyde vores hjælp og sparring og rådgivning til dem, der har brug for den. For det huer os ikke kun at sige ja til de mest erfarne, de netværks blåstemplede eller dem, der umiddelbart fremstår mest tjekkede. For det er ofte de andre, der har mest brug for vores hjælp eller som viser sig at have gang i det mest spændende og nyskabende, selvom de ikke lige formulerer sig på en måde, der umiddelbart vækker interesse.
 
Det begyndte at nage. Vi ville gerne bevare åbenheden, men vi var nødt til at sætte det i en eller anden form for system, så det ikke slugte al vores tid. Og i vinteren 2013 introducerede vi så Træffetid: Hver mandag mellem 16 og 18 sidder vi på en hyggelig café på Nørrebro. Enhver, der har brug for et borgerlystent råd – eller bare gerne vil vende nogle idéer med os eller har lyst til at møde os til – er velkommen til at kigge forbi i dét tidsrum. Der er ingen tidsbestilling, så man har enten chancen/risikoen for vores fulde opmærksomhed i to timer eller for at blive del af en større, borgerlysten rundbords samtale. Og det koster aldrig andet, end den kaffe, gæsterne selv køber i baren.
 
Efterhånden som de dukker op, giver vi gæsterne spontansparring på det, de spørger om. Det kan være stort og småt – alt fra helt konkrete projekter, de har brug for hjælp til at komme videre med, råd om at holde sine egne samtalesaloner til nogle mere grundlæggende samtaler om at være borger og menneske i dagens Danmark.

Vi har jo i sagens natur ikke haft mulighed for at forberede os, men lytter opmærksomt og byder ind med dét, der lige falder os ind. Og efterhånden kan vi byde ind med en del. For ofte står gæsterne overfor mange af de samme faldgruber, som vi har været igennem. Desuden er mange af de samme redskaber, vi beskriver her i bogen, relevante for de fleste. Og ofte er det lige denne form for sparring og opmærksomhed, en vordende projektmager har brug for.
 
Det er dejligt at kunne videregive vores erfaringer og blive inspireret af gæsterne, men det giver også plads til gensidig mesterlære på en helt anden led. For det er altid sjovt for os at høre, hvad hinanden siger, husker, bringer på banen. Meget gammelt tankegods dukker op. Forkastede idéer får nyt liv. Begreber bliver henkastet sagt for første gang under Træffetid og skaber grundlaget for de næste mange ugers idéudvikling. Det er teambuilding og teamudvikling af højeste og mest intense klasse.
 
Der er selvfølgelig udfordringer – også med Træffetid. Mange føler, at de skal være ’klar’ nok til at komme til Træffetid, uden helt at vide, hvad det vil sige – og så holder de sig i stedet væk. Hvilket er synd, for sandheden er, at vi bare starter samtalen dér, hvor gæsterne er i deres borgerlystne kredsløb. Alle kan komme, som de er. Og heldigvis er der også rigtig mange, der har forstået det åbne koncept og kommer forbi med helt sprøde nye idéer eller meget løse strøtanker.
 
For mange af gæsterne er det allerførste gang, de sætter ord på deres projekt, deler deres begejstring med andre. Det er deres allerførste borgerlystne skridt. Og når der er flere gæster, oplever mange af dem også at blive meget inspirerede af at møde hinanden.
 
En anden udfordring er de mange, der ikke kan komme til Nørrebro mellem 16 og 18 på en mandag, og når vi har samlet vores erfaringer i denne bog, er det blandt andet for at gøre det lettere at holde ’mini-træffetid’ med sig selv, hvor og hvornår det lige passer.

Der er selvfølgelig også altid nogle gæster, vi ville ønske, vi havde bedre mulighed for at fokusere mere på, end vi kan, hvis der er mange andre gæster. I første omgang kan vi så bruge Træffetiden til gensidigt at fornemme, om der er basis og behov for en dybere snak under færre øjne senere.

Og endelig er der dem, der ikke vil risikere at komme hele vejen til Nørrebro og skulle sidde til Træffetid med flere andre. Som vil være sikre på at have vores udelte opmærksomhed, eller at ingen andre end os hører om deres idé. Eller gerne vil have, at vi forbereder os, inden vi mødes. Det er selvfølgelig helt fint, og det gør vi gerne. Men nu hvor vi har et helt gratis, åbent tilbud, er det blevet meget lettere at sige, at den mere eksklusive træffetid, der kræver forberedelsestid og transport, så også koster derefter.
 
Alt i alt har Træffetid gjort, at vi har kunnet bevare den åbne og imødekommende tilgang – men samtidig har kunnet afgrænse det til to timer om ugen. Det kan lyde af meget, men det er faktisk intet imod, hvor meget tid vi tidligere brugte på at foretage kalendergymnastiske øvelser og transporten til og fra de mange kaffemøder. Det falder så snublende nær at indføre tidsbestillinger, så alle kan være sikre på, at vi har tid til dem – og vi ikke risikerer at spilde vores tid, hvis ingen kommer. Men så ville hele pointen med konceptet gå tabt. For så skulle vi alligevel tage stilling til, hvem vi ville prioritere og skulle kalenderkoordinere efterhånden som afbuddene og spontantilmeldingerne tikkede ind. Uden tilmeldinger sorterer deltagerne sig selv. Dem, der får sig taget sammen til at komme af sted, er allerede et godt skridt på vej. Og de mandage, hvor vi sad klar til Træffetid, og der tilfældigvis ikke kommer nogen gæster, var en god lejlighed til at få snakket sammen om alt det, vi ikke lige får vendt, når vi arbejdede fokuseret i hverdagen.