Perspektiv: Sammenskud

Gennem de seneste 50 år er vi blevet opdraget til at være forbrugere. Til at bruge og smide væk. Til at tro, at vi hver især er nødt til at eje vores helt eget eksemplar af bøger, boremaskiner, biler og bukser — i stedet for at dele dem med andre, eller simpelthen give dem videre, når vi ikke længere har brug for dem selv. Til at tro, at vores ejendele og outfits helst skal matche hinanden i en grad, så vi føler os nødsaget til at skifte hele vores garderobe eller møblement ud med jævne mellemrum. Vi har lært, at kunden altid har ret, og at den bedste måde at gøre noget for samfundet og økonomien er at købe nyt, nyt, nyt.
 
Denne kunde-mentalitet har også i høj grad smittet af på den måde, vi ser og bruger velfærdsstatens mange goder. Som borgere er vi blevet de offentlige institutioners kunder, som skal betjenes hurtigt og effektivt. Børnehaver, sygehuse og A-kasser er blevet service- ydelser på samme måde som fitness-centre, frisører og banker. Det ser man tydeligt i rebrandingen af de gamle kommunekontorer til Borgerservice.
 
Udviklingen har utvivlsomt været sund for de offentlige institutioner, der frem til 1970’erne var præget af en gammeldags bedrevidenhed og magtfuldkommenhed. Men den har desværre også betydet, at vi har glemt, hvor disse velfærdsgoder oprindeligt kommer fra.
 
Men faktisk er mange af grundpillerne i velfærdssamfundet, som vi i dag tager for givet, resultatet af mange små borgerlystne initiativer, hvis drift og udvikling siden er blevet overtaget af staten. Båret af de to store folkelige bevægelser i slutningen af det 19. århundrede — andelsbevægelsen på landet og fagbevægelsen i byerne — fandt danskerne sammen lokalt og skabte fælles løsninger på fælles behov. De organiserede sygekasser og arbejdsløshedskasser, der sikrede medlemmerne lægebehandling og indkomst i tilfælde af sygdom eller arbejdsløshed. De organiserede daginstitutioner, højskoler og oplysningsforbund, der gjorde det muligt for børn og voksne at uddanne sig. De organiserede medlems-ejede købmandsbutikker og bagerier, så de alle kunne få billigere og bedre adgang til fødevarer af god kvalitet. De startede mejerier, slagterier, bryggerier og fabrikker, som de ejede og drev i fællesskab og som ikke bare gjorde dem i stand til at konkurrere med de traditionelle magtgrupper i samfundet, men også til at konkurrere på det internationale marked. Alle disse borgerlystne initiativer var en del af enorm bølge af social innovation, som har formet vores samfund meget mere, end vi tror.

Denne bølge blev båret af generationer, der opfattede sammenskud som det naturligste i verden: At man deltes om de dyre landbrugsredskaber, ingen havde råd til at købe alene; at man overnattede hos hinanden, når man var langt hjemmefra; at man lånte en kop sukker hos naboen, når man havde glemt at købe sukker selv; at man lige gav hinanden en hånd med på de små tjenester i snævre vendinger og aldrig smed noget ud, der kunne bruges igen.
 
På samme måde som vi på meget få generationer har glemt den nøjsomme livsstil, vores bedsteforældre og generationerne før dem førte, har vi også glemt glæden ved det gode sammenskud. Og selv hvis vi skulle kunne huske det, er det nok de færreste af os, der føler, at de gamle former for foreningsliv og fællesskab stadig passer ind i vores moderne liv. Men vi tror på, at det kan lade sig gøre igen. På helt nye måder.
 
I dag har vi bare lidt glemt, hvordan man gør. Men tidligere generationer har gjort det før os – og vi kan gøre det igen. Faktisk er det allerede startet. For det kribler og krabler i undergrunden. Nye former for sammenskud spirer frem. De genopdager og genanvender vores fælles arvegods og genopfinder vores forbrugsmønstre, så de tager mere hensyn til klimaet, minimerer spildet, udnytter ressourcerne langt bedre og giver os råd til at opfylde vores drømme uden at tjene nær så meget. Og oven i købet styrker det gode naboskab og fællesskabsfølelsen undervejs.
 
Kært barn har mange navne – og det har denne udvikling også. Forfatteren Rachel Botsman, der er en af de første, der har italesat fænomenet, kalder det ’Collaborative consumption’. Tor Nørretranders og Søren Hermansen kalder det ’fælledskaber’ og har skrevet virkelig fint om tendensen i deres bog af samme navn. Og her i Borgerlyst-regi kalder vi det ’sammenskud’. Men selve navnet er mindre vigtigt – det interessante er de mange nye fællestræk, der karakteriserer udviklingen – og hvad vi hver især kan lære af det, hvis vi gerne vil være med til at trække samfundet i en mere borgerlysten retning.
  
Nogle af fællestrækkene er, at de forskellige tiltag
• Bryder udfordringerne ned på mikrohandlinger, man nemt kan rykke på her og nu, så man ikke går kold i de store udfordringer, der hurtigt tårner sig op, så snart man har fået en god idé.
• Prøver at reducere affaldet og nytænker forsyningskæderne, så gamle ting får nyt liv gennem byttebørser og genanvendelse.
• Opfordrer os til at eje tingene sammen og lave deleordninger, så vi alle sammen kan få mange flere af de ting, vi drømmer om — uden at belaste klimaet og økonomien nær så meget, som hvis vi skulle have hver vores.
• Gør de gode idéer nemme at kopiere og skalére, så de kommer flere til gavn. For eksempel ved at udvikle helt basale systemer og mekanismer, der gør det enkelt at administrere, så det for eksempel er tydeligt, hvad man forventes at give, og hvad man kan forvente at få. Når tingene først fungerer ét sted, bliver det nemmere at dele opskriften med andre, så de selv kan sprede idéen i deres lokalområde.
• Får fremmede til at lære hinanden at kende og får naboer og genboer til at snakke mere sammen, hvilket er med til at genopbygge den grundlæggende tillid til hinanden — og til samfundet.
 
Præmieeksemplet herhjemme er den økologiske indkøbsforening Københavns Fødevarefællesskab, som vi allerede har nævnt et par gange. Det er et præmieeksempel, fordi det på meget kort tid har ændret medlemmernes forhold til forbrug ved at fokusere på den direkte kontakt mellem de lokale, økologiske producenter og dem, der i sidste ende skal spise grøntsagerne. Derigennem har fællesskabet været med til at skabe mere debat og bevidsthed om vores indkøbsvaner og supermarkedernes udbud. Alt sammen ved hjælp af medlemmernes egen handlekraft og sammenskudet af deres tid. Når alle medlemmer lægger tre timers arbejde om måneden, bliver det tilsammen til rigtig mange kompetencer og meget arbejdskraft.

Desuden er fødevarefællesskabet et fint eksempel på, hvordan et sammenskud kan kopieres og skaleres. For så snart den oprindelige afdeling på Nørrebro havde udviklet systemerne, der fik det hele til at køre rimeligt glat, var det nemt for dem at dele ’opskriften’ med alle andre, der havde lyst til at skabe et fødevarefællesskab i deres lokalområde. I dag findes der fødevarefællesskaber mange steder i landet. Og på den måde har medlemmerne været med til at påvirke de samlede forbrugsmønstre og indkøbsvaner indefra. En for en, kvarter for kvarter, landsdel for landsdel.
 
Men Københavns Fødevarefællesskab er blot ét ud af mange aktuelle eksempler på, hvordan tendensen slår igennem herhjemme og nye muligheder åbner sig.

Her er 5 nedslag i alle de store, overordnede tendenser, der ligger bag disse nye former for sammenskud – og nogle konkrete eksempler på, hvordan mange danskere allerede på forskellig vis bidrager til sammenskuddet:
 

1. Slå pjalterne sammen

Det er længe siden, der sidst blev talt så meget og så seriøst om kollektiver, solidaritet og fællesskaber, som der bliver i dag. Men i 2014-versionen er det hverken fodformet eller hippiehåret. Man kan sagtens gå ind for sammenskud og alligevel få al den luksus og komfort, man ønsker sig. Faktisk er det langt mere realistisk, end hvis man skulle finansiere det hele alene.
 
De eneste privatpersoner, vi kender, der har fri adgang til egen biograf, gymnastiksal og fuldt udstyret hobbyrum derhjemme, er de af vores venner, der bor i Langeeng – et gennemdesignet bofællesskab i Albertslund. Her har hver familie sit eget superlækre hus – og derudover har de alle sammen adgang til et fælleshus med alle de tilbud, vi andre kun kan drømme om at have lige inden for hverdagsrækkevidde.
 
Udover alle de lækre fællesfaciliteter, er der også tale om et praktisk sammenskud, hvor beboerne hjælper hinanden med at få børnefamiliehverdagen til at glide lidt lettere. Der er hjemmelavede middagsmåltider hver dag, som man selv kan vælge, om man spiser i fælleshuset eller tager med hjem som ’take-away’. Alle voksne tager en intensiv køkkentjans et par uger om året – men til gengæld behøver de ikke tænke over madlavning resten af året. Der er heller aldrig langt til den nærmeste børnepasser eller legekammerat.
 
Det lader sig alt sammen gøre, fordi de er mange nok til at dække udgifterne og tidsforbruget. Når vi slår pjalterne sammen, får vi hver især adgang til meget mere af det hele – for det er jo ikke kun økonomien, men også ansvaret og alt det praktiske, man deles om. Det samme gælder for kontorfællesskaber, hvor brugerne deles om udgifterne til kopimaskiner, receptionister og mødelokaler. Samme princip gælder for de efterhånden meget udbredte hackerspaces, hvor folk deles om dyrt udstyr som 3D-printere og laser-skærere. Sammen får brugerne adgang til meget mere af alt det udstyr, de har brug for, end hvis de havde skullet købe det alene.
 
Men sammenskud kan også foregå i langt mindre skala eller handle om at få råd til mere ydmyge drømme: En gruppe naboer slår sig sammen om at dele haveredskaber, beboerne i en andelsforening har fælles værksted og værktøj, så de ikke behøver at have hver deres boremaskine, der gennemsnitligt kun vil blive brugt 8-12 minutter i hele sin levetid. Tor Nørretranders fortæller om en villavej, hvor beboerne opdagede, at alle deres biler kunne præcis det samme og havde præcis samme størrelse: De var beregnet til at transportere op til fem personer, et par kufferter og nogle indkøbsposer rundt mellem to punkter, der ikke lå alt for langt fra hinanden. Hvis de i stedet brugte de samme penge på at dele en bilpark, ville de både have råd til en masse små, smarte bybiler, en varevogn og en minibus til de særlige lejligheder, hvor man skal fragte større ting eller mange mennesker. “Hvis de delte, kunne alle få dækket deres varierende behov meget nemmere,” pointerer Nørretranders: “Hvis vi deles om tingene, får vi alle sammen adgang til meget mere. Hvis vi dropper tanken om, at alle skal have hver deres hammer, skruetrækker og knibtang , og vi i stedet deles om redskaberne, får vi alle sammen et langt større instrumentarium at spille på.”
 

2. Byt vennetjenester

 
Tænk på dit lokalmiljø som et moderne gadekær. Der, hvor man mødes, hygger sig og hjælper hinanden med de forefaldende småting. Alle kan et eller andet, de andre ikke kan – og har brug for hjælp til noget, andre kan. Og fordi man alligevel er der eller bor lige rundt om hjørnet, er det ikke særlig besværligt. Det er ikke nogen ’big deal’ – det falder helt naturligt, når man omgås hinanden og lige så stille lærer hinandens behov at kende.
 
Børnepasning er en af de hverdagsudfordringer, som det er oplagt at lave sammenskud om. For eksempel kender beboerne i Nadjas andelsforening efterhånden hinanden godt nok til, at de ringer til hinanden, når der er akutte børnepasningsproblemer for at høre, hvem der arbejder hjemme – og om de syge unger så måske kan ligge og se fjernsyn på deres sofa. Det lader sig overraskende ofte gøre. Den slags naboskab er efterhånden en sjældenhed. Dels fordi de fleste naboer ikke længere kender hinanden godt nok til at ville overlade ansvaret for deres børn til hinanden eller turde bede om hjælp. Dels fordi det ofte er lidt af et tilfælde, hvornår den slags lige går op, hvis det ikke er forholdsvis systematiseret, hvem der har tid og overskud til at passe – og hvem, der akut har brug for hjælp til børnepasning. Hvis det skal fungere, skal det være nemt, smidigt og trygt for alle parter. En god måde at organisere det på, er den Saturday Night Gang, som en af Nadjas veninder i Seattle har lavet sammen med fire andre børnefamilier. Her samles alle ungerne hver lørdag hos én af familierne på skift, der så hygger vildt igennem med dem – mens resten får lidt tiltrængt kærrestetid til hinanden.
 
Det kan også være en god idé at dele tjenester. Enten formelt som på Den Lille Tjeneste, hvor man kan få og give hjælp til alt fra at samle IKEA-skabe til at rive blade sammen, købe ind eller lufte hunde. Hvis man ikke kan finde alle de kompetencer, man har brug for at bytte sig til i andelsforeningen, på villavejen eller i lokalområdet, kan man med garanti finde nogen på Facebook, der gerne vil bytte. Handymændene M/K kan byde ind med at hænge lamper og opslagstavler op, mens andre kan lave hverdagsmad til alle om torsdagen, læse lektier med ungerne, hjælpe med regnskaberne, stoppe hullerne i vintertøjet, fixe apparaterne eller sætte det trådløse netværk op. Og hvorfor vente til foreningens eller institutionens næste arbejdsweekend med at bytte sig til den hjælp, man har brug for, hvis man kan gøre det løbende?
 
Der er også gode muligheder for at dele viden, som de gør det hos Skillshare i USA, hvor enhver, der ved meget om noget, kan udbyde minikurser i det. Og det kan man jo også gøre mere uformelt ved at invitere nogle venner over til en aften i madlavningens, træningens, papirklippets, digtoplæsningens, havedyrkningens, blomsterpresningens, sangens, spanskundervisningens, bloggingens eller keramikkens navn. Det er sjovt at lære andre noget, og man lærer ofte selv en masse ved at skulle lære sine talenter fra sig.
Også mange borgerlystne projekter er bygget på vennetjenester og faglige sammenskudsgilder. Nogen bidrager med et logo, andre hjælper med at programmere, nogen hjælper med at male kontoret, plante blomster eller bygge en reol, andre læser korrektur og nogen kommer forbi med en hjemmebagt kage på det helt rigtige tidspunkt. Alle bidrager kun med det, de kan overskue – men når alle mikrohandlingerne bliver slået sammen i et sammenskud, lader meget mere sig gøre.
 

3. Send dine ting i cirkulation

Rachel Botsman skriver i Collaborative Consumption om filosoffen Denis Diderot, der fik en superlækker morgenkåbe i gave – og pludselig syntes han, han skulle ommøblere hele sit hjem, fordi alt det gamle så lurvet ud sammenlignet med den nye badekåbe. På samme måde rammes de fleste forbrugere jævnligt af trangen til at få tingene til at matche, når vi får nye møbler, nyt tøj, nyt køkkenudstyr eller nye gadgets.
 
Botsman kalder denne trang til at matche for ’Diderot-effekten’ – og den medfører desværre ofte, at vi ender med at skrotte ALT det gamle. Vi opgraderer på alle fronter, så vores Mac, iPad og iPhone matcher hinanden i lækkerhed. Så hele sommerhuset bliver istandsat i ét hug. Så vi nymøblerer hele stuen på én gang, selvom vi egentlig bare havde brug for en ny lænestol. Og vi kan gøre det, fordi det stadig er så billigt at købe nyt.
 
Men vi kan ikke blive ved med at leve efter Diderot-effekten. Som Tor Nørretranders forklarer, har vi vænnet os til, at der altid er flere råstoffer at tage af: “Vi er vant til at kunne grave et hul i jorden og hente de råstoffer op, vi mangler. Og når hullet er udtømt, graver vi bare en ny mine. Når vi er færdige med at bruge tingene, smider vi dem i en anden slags hul. Og når lossepladserne så er fyldt, graver vi bare et nyt hul til affaldet.”

Det er selvsagt ikke en særlig bæredygtig fremgangsmåde, for vi kan ikke blive ved med at basere alt på, at vi bare kan hente nyt hele tiden. Klodens ressourcer er ved at rinde ud, og derfor er vi nødt til at tænke anderledes. “Vi bliver nødt til at tænke i kredsløb,” understreger Nørretranders: “Vi skal lære at tænke meget mere på de atomer, der indgår i produkterne, i stedet for at tænke på selve produkterne. Det vigtige er, hvordan atomerne kan genbruges. Produkterne skal kunne genbruges – indgå i en cyklus, så atomerne kan blive brugt igen – fremfor at blive smidt væk.”

Han fremhæver kobber som et eksempel på et råstof, vi skal blive meget bedre til at genanvende: “Klodens kobberminer er ved at være udtømt, men i en europæisk storby er der gennemsnitligt 220 kilo kobber per indbygger. Meget af det er svært at få fat i, fordi det er en del af vores skrottede elektronik, sidder i kobberledninger inde i husene eller under jorden eller er smeltet ind i bronzestatuernes legeringer. Men alligevel: 220 kilo per næse er faktisk enormt meget. Der ligger et kæmpe potentiale i ’urban mining’, for i dag er de største kobberminer geologisk set faktisk byerne og ikke kobberminerne.”

Så det gamle ordsprog om, at ”One man’s trash is another man’s treasure” har aldrig været mere aktuelt og relevant. I dag gælder det om at få mest muligt ud af sit skrot. Enten ved at genanvende det selv eller ved at sende det videre i cirkulation, så andre kan få glæde af det.
 
Derfor arbejder designerne på højtryk med at udvikle nye designprocesser, der fokuserer på bæredygtige kredsløb og genanvendelighed. Og virksomheder udvikler i stadigt højere grad nye forretningsmodeller, der fokuserer på langtidsleje af produkter, så de efter endt brug bliver leveret tilbage til virksomheden, der så kan genanvende materialerne og råstofferne. Men det tager lang tid, før den slags for alvor slår igennem i nye produkter – og indtil da er det op til os hver især at reducere mængden af affald så meget som overhovedet muligt. Og det gør man nemmest ved at lade være med at overforbruge og i stedet udnytte de ting, man allerede har, optimalt.
 
Landet over blomstrer byttemarkederne, hvor folk kan aflevere alt det, de ikke selv har brug for længere – og tage noget andet gammelt og spændende med sig hjem. Der oprettes byttebiblioteker i storbyernes karréer. Bibliotekerne sætter bog-bytte-skabe ud i parkerne. Og der organiseres tøjbyttedage og arvekæder med aldersspecifikt tøj, legetøj og udstyr. På Gul & Gratis.dk kan folk uden beregning sætte overskydende ting og sager til salg. Priserne er små, og tingene skifter nemt hænder. I Facebook-gruppen Tingbiblioteket slår folk alt det op, de har brug for eller gerne vil af med – og skriver, om det er gratis eller koster noget – og hvordan man kan afhente sine nye potteplanter eller barnesæder.

Samtidig har danske børn fået en superhelt i Shane Brox, der med tv-programmet Shanes Verden er blevet nutidens svar på Jørgen Clevin – men den store forskel er, at Shane puster nye eventyr i det ødelagte, ser skønheden i toiletrullerne, genopdager potentialet i et mælkelåg og bygger slotte af papkasser.

4. Del din bil, byt din bolig – invitér andre til at dyrke din have

”Why Buy When You Can Borrow”, lyder sloganet for nabodeletjenesten Share Some Sugar, hvis danske pendant hedder Yepti.dk. Men én ting er alle de små ting og luksusgoderne. En anden ting er vores større investeringer. Huse, lejligheder, biler – eller passagersæder i biler, skrivebord, kontorer, der står tomme og ubrugte hen mange af døgnets timer. Hvad nu, hvis vi tænkte os lidt om, så vi kunne få meget mere ud af dem?
 
LetsGo Delebiler giver københavnerfamilier, der ikke er afhængige af en bil i hverdagen, mulighed for at køre, når de har brug for det. Oven i købet nyere, mere miljøvenlige og mere komfortable biler, end de fleste af medlemmerne ville have haft råd til, hvis de selv skulle købe dem. Blaffing anno 2014 foregår på sites som GoMore.dk eller Turen.dk, der fylder de tomme pladser i bilerne ud – og giver deltagerne en billigere tur og chancen for en god snak med en fremmed undervejs.
 
I stedet for at lade sit hjem stå ferietomt og indbrudsfristende, kan man ’houseswappe’ sig verden rundt – og bo i hjemlige, personlige omgivelser – oven i købet ofte med tips fra ejerne om lokalmiljøets største hits. Og man kan føle sig ret sikker på, at de nok skal passe på ens hjem – for den implicitte kontrakt i houseswappingen er jo, at de er lige så afhængige af, at du passer ordentligt på deres hjem.
 
Har man ikke lyst til eller mulighed for at swappe sig til sin drømmedestination, har AirBNB.com på få år gjort det muligt at leje sig relativt billigt ind hos andre. Enten ved at overtage hele deres hjem, mens de er væk – eller udleje det værelse, der blev til overs, da ungerne fløj fra reden. Og endelig kan man også sove gratis på folks sofaer gennem Couchsurfing.org, hvis rejsebudgettet ikke helt matcher eventyrlysten.
 
Og så er der jo alle de huse, ingen bor i længere, faldefærdige fabrikslokaler, forladte nærkøbmandsbutikker og øde industriområder. Alt det, der i bedste fald bare ligger hen – og som i værste fald ødelægger landsbyidyllen. Løsningen på begge dele har i flere tilfælde vist sig at være, at borgerne selv overtager bygningerne og omdanner dem til noget af det, der er brug for. Det gamle mejeri i den vestjyske landsby Stadil er blevet til kontorfællesskab; i Hvalsø på Midtsjælland holder borgerne sammen liv i den gamle biograf og foreningen Giv Rum har ligefrem specialiseret sig i at bygge bro mellem tomme bygninger og initiativrige mennesker.
 
Men det er ikke kun bygninger, hjem og senge, der er rift om. Inspireret af det engelske Landshare-koncept bygger danske Del Jorden bro mellem haveejere, der ikke orker at dyrke eller pleje deres have – og haveløse, der gerne vil dyrke deres egne grøntsager. Byhøst er en fælles kortlægning af vilde, spiselige planter i det offentlige rum, så det bliver nemt at finde, høste og spise dem. Guerilla gardeners kaster frøbomber med blomsterfrø på triste græsplæner og laver små bede mellem brostenene i rabatterne. Og der er opstået en bølge af borgeropdyrkede byhaver rundt om i landet.
 

5. Gør plads til de helt små bidrag

De mest succesrige sammenskud gør det så nemt som muligt for alle at bidrage med det, de kan. Derfor er det vigtigt, at man kan hjælpe, støtte eller deltage i det små. Det handler om at knække opgaverne ned i mikrohandlinger, som det er nemt at påtage sig, så deltagerne på forhånd ved, hvad de siger ja til, og hvad det vil kræve af dem. Ikke noget med, at man pludselig er shanghajet til at sidde i en bestyrelse i flere år, når man egentlig bare gerne ville plante nogle grøntsager. Alle skal være mere end velkomne til at påtage sig flere mikrohandlinger, hvis de har tid og lyst til lige så stille at bevæge sig op ad engagementstrappen. Men det skal være deres eget valg.
 
Mikrohandlinger er også ved at revolutionere borgerlystne initiativers finansieringsmuligheder. For med online crowdfunding-platforme som Kickstarter.com eller danske Booomerang.dk kan kreative kræfter og iværksættere præsentere deres projekter og samle tilsagn om finansiel støtte fra interesserede privatpersoner. Det er først når – eller hvis – fundraising-målet bliver nået, at disse tilsagn omsættes til reel støtte og pengene trækkes fra bidragydernes konti. På den måde kan man let iværksætte en fundingkampagne, hvor folk ikke risikerer, at deres penge ender i et sort hul. Og det gør det muligt for mange flere skæve og uventede projekter at få støtte. Faktisk er denne bog udgivet ved hjælp af Booomerang, hvor vi opfordrede alle Borgerlysts venner til at hjælpe os med at gøre bogen grafisk lækker og finansiere trykningen.
 
En mikrohandling kan også være at hjælpe med at sprede andres budskab eller sende dem den opmuntrende besked, som måske lige præcis var dét, de havde brug for lige nu. Tilsammen gør alle de små ting en stor forskel.
 

Anledninger til sammenskud

Ofte giver kriser, usædvanlige omstændigheder eller andre afbræk fra hverdagen anledning til de mest uventede og positive sammenskud. Det kan være alt fra naturkatastrofer, der foranlediger store nødshjælpsindsamlinger til pludselig sygdom, som får familie, kolleger, naboer og venner til at byde ind med hjælp til alt fra børnepasning til banklån.
 
Et meget hverdagsnært eksempel på sådan en krise opstod i foråret 2013, da lærerne var lockoutet fra skolerne i næsten fire uger. Til sidst anede forældrene ikke, hvordan de skulle få ungerne stimuleret, udfordret og undervist. Men midt i alle frustrationerne, skete der også noget virkelig positivt: Civilsamfundet trådte i karakter – og på få uger spirede en masse nye sammenskud frem, der sørgede for, at ungerne ikke bare blev passet på helt nye måder, men også lærte alt muligt spændende undervejs.
 
Bageren i Rantzausgade holdt bageværksted, hvor alle de lockoutramte unger kunne opleve lugten i bageriet og fik selvbagte hindbærsnitter med hjem. Planteskolen i Høsterkøb lod børnene plante altankasser. Fodboldklubben Skjold holdt dagligt lockout-fodboldskole, som ungerne vendte rødkindede hjem fra. Tivoli tilbød undervisningsforløb med udgangspunkt i Rasmus Klump og H. C. Andersen. Hundelufteren i Hareskoven gav kurser i hundetræning. Nadja holdt sin egen lockoutskole, som du kan læse om i hendes sommer-eftertanker. Kort sagt dukkede der de mest overraskende initiativer op fra helt uventede kanter, fordi enkelte borgere begyndte at tage et medansvar for, at lærerne – og dermed også i stor udstrækning eleverne – var blevet lockoutet fra skolerne.
 
De mange fine eksempler på lockout-løsninger var på hver deres måde også eksempler på, hvordan den gamle andelstanke er ved at genopstå i nye, lystbetonede og fleksible former – i høj grad drevet af de nye organiseringsmuligheder, som internettet giver.
 
For ligeså forskellige alle disse eksempler og tilgange er og lige så forskellige mennesker og temperamenter, de tiltrækker, lige så meget har alle disse forskellige sammenskud trods alt en masse til fælles:
 
1. De tog udgangspunkt i det, de allerede havde og kunne. Arrangementerne foregik i de butikker, på de fodboldbaner, i de fælleslokaler, der havde til rådighed. Og det, der foregik tog udgangspunkt i arrangørernes hverdag – og det, de gerne ville lære fra sig. De skulle opfinde alt muligt nyt. De delte det, de allerede var eksperter i.
2. De formår på hver deres vis at kombinere noget lyst- og fællesskabsbetonet og spontant med nogle meget stramme rammer og systemer, der får det hele til at glide, og gør det nemt for potentielle deltagere at se, hvilke mikrohandlinger, de kan byde ind med. Al hjælp er velkommen og bedre end ingenting.
3. De benytter sig af sociale medier til at koordinere tid, sted og betingelser for et sammenskud og sprede budskabet udenfor de nærmeste venner og familie. På den måde løser de ikke alene nogle praktiske udfordringer, men styrker fællesskaber og opdyrker nye sociale bånd mellem generationer, befolkningsgrupper, fagligheder, livssituationer og politiske overbevisninger, der ikke ellers ville have talt så meget sammen. Internettet har også gjort det meget lettere at dele erfaringerne bagefter, så det kan kopieres andetsteds. På den måde kan andre bruge tiden og energien på at fylde alt muligt godt i den dybe tallerken i stedet for at skulle opfinde den først.
 
Denne nye bølge af sammenskud er værd at lade sig inspirere af, hvis man vil starte sit eget borgerlystne projekt. For det er kun ved at pulje sin energi, begejstring og handlekraft sammen med andre, at der virkelig bliver plads til at fokusere på lysten. Borgerlysten.

Læs mere

• Begrebet sammenskud er især inspireret af Rachel Botsman’s bog What’s Mine Is Yours: How Collaborative Consumption is Changing the Way We Live (Collins, 2011)
• Og af Tor Nørretranders og Søren Hermansens bog Fælledskab (Samsø Energiakademi, 2011)