Eksperiment: Aktiv uorganisering
Hvornår: Fra opstarten af Borgerlyst i efteråret 2009 og frem…
Hvorfor: Vi ville se, hvor meget to almindelige borgere kunne sætte gang i, uden at organisere sig formelt og uden at søge støtte.
Når vi bliver bedt om at fortælle om Borgerlyst, beskriver vi det som regel som et samfundslaboratorium, der handler om at skabe mere handlekraft og bedre samtaler i hverdagen. Men det er som regel ikke det svar, folk efterspørger. Det, de egentlig vil vide er, hvordan vi er organiseret, og hvor støtten kommer fra.
Men sagen er, at Borgerlyst formelt set hverken er en forening eller en virksomhed. Og at vi har aldrig modtaget støtte noget sted fra. Simpelthen fordi vi aldrig har søgt støtte.
Det er ikke fordi, vi ikke har leget med tanken. For da vi begyndte at snakke med andre om Borgerlyst, var deres første reaktion altid, at dét projekt måtte da være nemt at få støtte til. Og det ville selvfølgelig have kunnet skubbe Borgerlyst rigtig godt fra start, hvis der havde været lidt økonomi i det fra starten.
Så vi lavede et lille oplæg om projektet og mødtes med forskellige eksperter for at snakke om støttemulighederne. På det tidspunkt — i januar-februar 2010 — vidste vi stadig ikke, hvad det i praksis var, vi gerne ville skabe. Det var længe før, vi fandt på Samtalesaloner, Sammenskud, Hverdage og Træffetid. Vi havde ikke engang fundet på navnet Borgerlyst endnu. Vi havde bare en masse store, løse tanker om, at det var vigtigt at sætte samtalekultur, samfundssind og demokratisk dannelse på dagsordenen.
Eksperterne var selvsagt ikke imponerede. Løse tanker og visioner er der masser af. De ville gerne vide præcis, hvad vi havde tænkt os at gøre: “Hvad er det helt konkret, jeres tænketank skal lave? Hvilken værdi vil I skabe – og for hvem? Hvordan kan I måle effekten af jeres arbejde? Hvordan kan fondene og puljerne være sikre på at få noget ud af deres investeringer? Prøv at målrette projektet, så det passer til nogle af de mange puljer.”
Av, av, av. Så langt havde vi slet ikke tænkt. Endnu. Og faktisk havde vi slet ikke lyst til at skulle tænke så langt. Endnu. For noget af det, vi syntes var det sjove – det vi havde lyst til at bruge tid og energi på – var jo netop de lange snakke, omvejene, nørderiet. Alt det, der opstår, når man er typerne, der elsker at gøre alting the long, hard, stupid way. Det her skulle være vores fristed, og vi ville lave det i vores fritid – så vi havde ikke lyst til at skulle målrette det for meget og skære alt det sjove fra. Det stod også meget hurtigt klart for os, at det ville blive utroligt svært at måle effekten af vores fremtidige eksperimenter. For hvordan måler man værdien af en god samtale? Hvordan kan man bevise, at folk bliver mere demokratisk dannede – lige præcis på grund af noget, vi har gjort? Det var ikke så vigtigt for os at kunne bevise og måle det. For os ville det være effekt nok, hvis nogen blev inspirerede af vores initiativer og begyndte at sætte deres egne i gang.
Så lige først blev vi helt trætte ved tanken om, at Borgerlyst og vores borgerlyst skulle kunne måles og vejes på den måde. Vi vidste ikke engang, hvad vi helt konkret ville lave — og så var der allerede en hel masse krav, vi skulle leve op til! Det var meget tæt på fuldstændig at punktere borgerlysten – allerede inden det ord overhovedet fandtes.
Vi havde fuld forståelse for, at fondene havde brug for at sikre sig, hvem og hvad deres midler ville blive brugt på. Men vi kunne også godt se, at hvis vi skulle leve op til alle de krav, ville vi hurtigt ende med at lave et helt andet projekt, end det, vi egentlig havde lyst til og gøre det på en helt anden måde, end vi egentlig havde forestillet os – bare fordi det var dér midlerne var, og det var sådan, man udløste dem.
Og da det kom til stykket, kiggede vi på hinanden og blev enige om, at vi faktisk ikke brug for de penge. Jo bevares: Det ville da have været dejligt at have dem, og der er mange ting, vi kunne have gjort på en helt anden og meget mere tjekket måde, hvis vi havde haft økonomisk støtte og rådgivning i ryggen. Men nu besluttede vi i stedet at gøre noget helt andet:
Vi gjorde det til et eksperiment at se, hvor længe vi kunne slippe af sted med at være ’aktivt uorganiserede’, og hvor langt vi kunne nå, uden at søge støtte. Hvad ville der egentlig ske, hvis vi bare var to mennesker og en flok hjemmesider. To mennesker, der gjorde det her, fordi vi syntes, det var vigtigt. Og fordi det var sjovt.
Vores ’aktive uorganisering’ og manglende støtte har vist sig at være en overraskende stor styrke for Borgerlyst – fordi fortællingen om de beslutninger i sig selv har vist sig at vække en masse borgerlyst. Både hos os selv og blandt mange andre. For langt de fleste, vi har snakket med undervejs – og i særdeleshed de mange projektmagere vi møder, når vi holder Træffetid – har fået en stor aha-oplevelse, når vi fortalte om det. Det er simpelthen aldrig faldet dem ind, at man kan sætte projekter i gang uden at skulle bekymre sig om generalforsamlinger, vedtægter og fundraising. Mange ser ikke alene helt befriede ud, når de hører om det – de får også straks meget mere lyst til selv at føre deres idéer ud i livet.
En anden vigtig fordel ved at være aktivt uorganiserede i starten var, at vi selv kunne bestemme det hele. I begyndelsen var der mange, der blev ved med at sige, at vi burde lave initiativer i hele landet og henvende os til alle danskere – ikke mindst de udsatte grupper. Det var virkelig rart at kunne sige til dem, at meget af det ville vi faktisk rigtig gerne, og vi prioriterede også at gøre det, fordi vi havde lyst og syntes, det var vigtigt. Men ikke fordi vi var forpligtede til det, eller fordi vi skulle udløse en særlig pengepulje.
Rent praktisk og juridisk skal det selvfølgelig lige siges, at vi begge to er selvstændige konsulenter, der driver hver vores virksomhed. Og virksomhederne er juridiske enheder, som vi har kunnet køre det økonomiske og juridiske igennem, så der selvfølgelig er orden i sagerne.
Men stadigvæk: Borgerlyst isoleret set er ikke en juridisk enhed. Og det giver anledning til en masse praktiske pudsigheder. For verden er ikke vant til at forholde sig til aktivt uorganiserede enheder. Både på navneskilte, i konferenceprogrammer og i medierne har arrangørerne eller journalisterne i mangel af bedre præsenteret os som ’Foreningen Borgerlyst’. Hvilket selvfølgelig har skabt oplagte anledninger til at påpege, at vi netop ikke er en forening, hvorfor vi ikke er det, og hvor meget ekstra borgerlyst, det i sig selv har frigivet at træffe dén beslutning.
Så vi har efterhånden haft god lejlighed til at tænke over vores organisation – eller mangel på samme. Og diskutere, hvordan vi skulle organisere os, hvis det nogen sinde skulle blive aktuelt. For efterhånden ville det unægteligt være praktisk for eksempel at have en fælles bankkonto.
Derfor besluttede vi i foråret 2013, at nu skulle det være. Nu havde vi eksperimenteret længe nok med det aktivt uorganiserede. Vi havde bevist, at man kunne nå utroligt langt uden at være organiseret, så længe man ikke skulle søge støtte. Men nu var vi klar til at sætte et nyt eksperiment i gang og tage hul på en ny æra – nemlig at se, om Borgerlyst ville kunne bære sig selv økonomisk i form af en socialøkonomisk virksomhed, hvor virksomhedens overskud skulle gå til at sikre den fremtidige drift af Borgerlyst, Samtalesaloner og alle vores andre eksperimenter.
Vi holdt møder med et par søde advokater med stor interesse for socialøkonomi og snakkede om de forskellige muligheder. Vi endte med at formulere vedtægterne til et ’Andelsselskab Med Begrænset Ansvar’ (A.M.B.A.). Med sådan en konstruktion hæftede vi hver især kun for de penge, vi skød ind i virksomheden. Og vi ville kunne invitere andre seje folk, vi gerne ville arbejde sammen med, til at blive andelshavere på lige fod med os. På den måde kunne vi udvide Borgerlyst som virksomhed på en rolig og overskuelig måde. Vi gjorde os meget umage for at lave vedtægterne så forståelige og let tilgængelige som muligt, holdt en stiftende generalforsamling og sendte alle papirerne ind til Erhvervsstyrelsen.
Tre måneder senere fik vi et høfligt afslag.
Det viste sig, at der er en grundlæggende modstrid mellem det at være en socialøkonomisk virksomhed og at være en erhvervsdrivende virksomhed under dansk lov. En socialøkonomisk virksomhed skal have en social eller almennyttig mission og geninvestere det økonomiske overskud i udviklingen af virksomheden eller dens formål. Men ifølge Lov om visse erhvervsdrivende virksomheder § 1, skal sådanne virksomheder have til formål ”at fremme virksomhedens deltageres økonomiske interesser gennem erhvervsdrift.”
Erhvervsstyrelsen vurderede kort sagt, at deltagernes (altså vores) økonomiske interesser ikke ville blive fremmet gennem virksomheden, fordi overskuddet ville blive geninvesteret i Borgerlysts eksperimenter og ikke trukket ud som personlig profit. Vi kunne altså ikke bruge denne organisationsform, med mindre vi som stiftere ville have mere ud af vores arbejde end den løn, vi kunne indtjene.
Så én ting var, at vi trivedes godt med at være aktivt uorganiserede. En anden ting var, at systemet faktisk ikke rigtigt kunne rumme en størrelse som os på daværende tidspunkt. Så vi i praksis ville skulle passe ind i nogle selskabsformer og succeskriterier, der slet ikke matchede vores formål.
Det er så langt, som vi er nået med eksperimentet som aktivt uorganiserede. Og det har faktisk fungereret utrolig godt for os, og har i sig selv været med til at frigive en masse borgerlyst. Og som amerikanerne siger: ”If it ain’t broke, don’t fix it.”