Andrea Hejlskov

Andrea Hejlskov

Tre ord, der beskriver det særlige ved din hverdag:

Langsom morgenkaffe. At blive rørt af naturen.  At være sammen med min flok.

Og så er der jo billederne. De her sanseindtryk. Som når f.eks søen damper. Det er ligesom det regner opad.

Den vigtigste erfaring fra din hverdag i een sætning:

“Det er det største forræderi at vide noget, at have erkendt det, og så IKKE reagere på det”.

Og faktisk handler det ikke om ipad’en eller chokoladen, diamanterne eller kødet. Det er langt mere fundementalt og helt inde i det nære: man kan ikke gå igennem livet som en fake. Man SKAL være den man er.

Hvem er du, og hvad optager dig til dagligt?

Mit navn er Andrea Hejlskov. Jeg er forfatter men som en dansker skal jeg jo også huske at sige noget om mine succeser (get it?)

– Jeg underviste engang på Institut for Psykologi. Jeg tjente engang mange penge. Jeg arbejdede engang med landdistriktsudvikling. Jeg var engang kommunikationshonnørdame, jeg arbejdede engang som børnepsykolog henne i kommunen.

Jeg er typen der aldrig fik skrevet sit speciale færdigt og som har et lidt for kulørfyldt CV.

Jeg har holdt rigtig mange foredrag. Jeg har skrevet rigtig mange artikler. Jeg har smilet i rigtig mange dameblade. Iført silkesparkedragt.

Jeg er hende der blev gravid som 19 årig og forsvandt. Jeg er hende med det gode snit. Jeg er hende der hyperreflekterer og derfor godt ved at hun i forrige sætning udførte lidt elegant “humblebragging”.

Jeg er hende der både har boet på krisecenter og i palæ (4realz). Jeg er hende der både kommer fra Nordsjælland og fra marken. Jeg er hende der både er rig og fattig.

I mange år troede jeg det var et problem. Indtil jeg fandt ud af, at vi allesammen må integrere forskellige virkeligheder i én forståelig historie. Og at det ikke kan lade sig gøre.

Jeg er gift med Jeppe. Vi bliver sammen for evigt. Vi hænger virkelig på hinanden.

Jeg har fire børn. Mine skønno tvillinger Sebastian og Victoria er 17 nu.  De går på ”folkhögskola” og er derfor, på en måde, flyttet hjemmefra. Så har jeg Silas på 12 og lille Sigurd på 2.

Vi har også noget hund og kat kørende. Vi sidder tit rundt om et bål.

Hvad der optager mig:

For to år siden sagde min mand en sætning som forandrede vores liv.

“Det er det største forræderi – at vide noget, at have erkendt det, og så IKKE reagere på det”.

Det endte med at vi smed alt vores lort på losseren, sagde vores job op og flygtede langt ud… ind… i de vilde svenske skove.

Vi VIDSTE jo godt at vi havde solgt ud og var gået for meget på kompromis. Vi VIDSTE jo godt at børnene ikke havde det specielt fedt, deinde på deres egne værelser, opslugt af den blå stråle. Vi VIDSTE det godt!

Vi gjorde en hel masse af det der “talking the walk” men alt for lidt af det der “walking the talk”.

Vi ville bygge et hus, med vores egne bare næver. Vi ville blive selvforsynende. Vi ville leve et mere enkelt liv. Mere autentisk kan man sige, hvis nu ikke ordet ”autentisk” var så forurenet.

Det der fylder meget for mig lige nu er hvor langt man kan og skal… walke the talk.

Jeg VED jo f.eks godt at ipads bliver produceret under kummerlige vilkår på kummerlige fabrikker. Jeg VED at chokolade bliver produceret af børneslaver. Jeg VED at den måde flytrafikken forurener atmosfæren er sindssygt ødelæggende. Jeg VED at vi, de rige, bliver nødt til at gå af med vores privilegier hvis vi ikke skal smadre planeten (og excuse me, men det betyder stadig noget, det er naturen der holder dig levende).

Det optager mig hvor ekstrem man skal være. Hvor ligger den yderste konsekvens?

Burde jeg holde op med at drikke kaffe fordi den bliver fragtet tværs over kloden i kæmpe containerskibe? Fordi de fattige bliver udnyttet og betalt i glasperler og ildvand? Og vi køber deres børn, deres koner, deres unge sexkvinder, bare for at få hverdagen til at hænge sammen og tralalalala her går det godt!

Helt ærligt. Hvor går grænsen?  Hvornår skal man vågne op og hvad skal man gøre ved det?  Og jeg ved godt der aldrig kommer til at ske noget, så længe vi har det lunt og komfortabelt. Herinde i Matrix.

Så det optager mig.

Og det optager mig på meget mere end et ideologisk niveau. Det optager mig på et eksistentielt niveau. Hvor ærlig skal du være i dit liv? Hvor kompromisløst skal du leve? Hvor meget kan du holde til, hvor langt skal du gå, hvad er frihed, ansvar og pligt?

Vores oprindelige første indskydelse: at komme væk før vi døde som sjæle i et spøgelsesliv har ført en masse med sig som jeg ikke var forberedt på.

Jeg var ikke forberedt på at blive til sådan en radikaliseret idiot der sidder ude i sin skov og skriger. Jeg var ikke forberedt på hvor altomfattende det er at lægge arm med hykleriet. Ikke mindst inde i en selv.

Hvordan har du valgt at indrette din hverdag?

Vi har indrettet vores hverdag på en måde så det handler meget om praktiske ting.

Og vi har indrettet den på en måde så hver enkelt ting GIVER MENING.

Det lyder nok temmelig banalt men det har haft en utrolig positiv effekt på os allesammen at hver enkel ting giver mening. Der er en klar chain of events og man SER konsekvensen af ens arbejde. Hvis man hugger brænde kan man lave mad. Hvis man henter vand i brønden kan man drikke saft. Alting har en logisk rækkefølge.

Det betyder noget at fodre fuglene – nogle kalder det permakultur men for mange herude er det bare gammel bondelogik: fugle æder myg og insekter ergo trives din selvforsynende have bedre med masser af fugle.

Den slags.

For et overtænkende individ, sådan som nu f.eks mig, giver denne primitive – men MENINGSFULDE – hverdag en rutine og en struktur som jeg (åbenbart) har brug for.

Dét troede jeg ikke jeg havde brug for!

Vi har også valgt at indrette vores hverdag på en måde som er delt ret meget op i kønsroller.

Det havde jeg et stort problem med i starten og jeg ville lyve hvis jeg siger, at jeg nyder at vaske op – men på en eller anden måde har det givet en god fred at indrette hverdagen sådan.

Det der parforholdsregnskab hvor man hele tiden går og fører lister over hvor lidt den anden laver i forhold til en selv – det er fuldstændig elimineret.

Vi har simpelthen ikke det praktiske og psykologiske overskud til at bruge vores liv på det. Hverdagen skal fungere.

Above all!

Også above individet.

Hvilket er vildt nok.

Han hugger brænde og løfter tunge ting. Han slagter dyrene. Han reparerer bilen med gaffatape. Han bygger lader og stalde. Han fikser shit. Han laver også aftensmad engang imellem men det er altid mig der står for at have overblik over om vi har nok mad, det er mig der vasker op, vasker tøj (vi kører til byen for at vaske tøj, til sommer skal han bygge et varmtvandsrum så det kan ordnes herhjemme). Det er mig der rydder op og gør rent, det er mig der står for kontakten til skole/samfund, det er mig der planter frø, putter ungerne og bager det daglige brød. Til gengæld er det altid ham der går forrest hvis der kommer nogen vi ikke kender.

 

Det er kommet bag på mig hvor utrolig tidskrævende og fysisk hårdt det er, at drive en husholdning. Sådan fra grunden. Og jeg kan godt blive ked af det når jeg tænker over hvor utrolig meget vigtig menneskelig viden der er gået tabt.

Det gør mig meget tryg at tilegne mig denne form for viden og det er vigtigt for mig at give den videre til mine børn.

Jeg tror ikke at samfundet, som vi kender det, bliver ved med at bestå. Jeg tror at mange af vores økonomiske og sociale systemer kommer til at bryde sammen – så der er en følelse af absolut vigtighed over den hverdag vi har lige nu. Det er vigtigt at vi lærer ting, at vi forbereder os, at vi bliver selvkørende. Og det er vigtigt at jeg taler med de gamle (damer) i området. Lokalmiljøet er i det hele taget vigtigt. Det lærte jeg sidste vinter hvor vores bil gik i stykker, vi sneede inde, vi havde ikke mad nok og var i det hele taget skide udsatte og bange. Plus at der gik ulve rundt udenfor.

I den virkelighed vi lever i nu er “andre mennesker” ikke ligegyldige. Jeg anstrenger mig meget for at bidrage til lokalsamfundet og vi prioriterer at drikke kaffe med folk og opbygge sociale relationer. Hvilket jeg heller ikke havde regnet med ville fylde meget i min hverdag.

Herude i vildmarken. Langt væk fra alt og alle.

Sidst men ikke mindst består en stor del af vores hverdag i at være sammen med vores børn.

Det er ikke uvæsentligt. Mit forhold til mine børn har forandret sig fundementalt og jeg er ydmyg og taknemmelig over at jeg nåede at gøre det her – inden det var for sent.

Hvor mange penge skal du tjene for at få din hverdag til at hænge sammen? Og hvad bruger du resten til?

Da vi tog afsted fra Danmark skrællede vi alle lag væk. Vi tænkte, at hvis vi nu fjerner alt – så kan vi vælge TIL. Så kan vi finde ud af hvad der er vigtigt.

Det betyder at vi ikke har pension eller forsikringer, vi betaler ingen kontingenter. Vi har ingen udgifter til el – for vi har ikke el. Vi har heller ikke indlagt vand og der er ingen der kommer og henter skraldet. Vi er “off grid”, som det hedder.

(Her kommer der lige nogle billeder af min unge, for på dén måde er jeg meget rig)

Det første år boede vi en meget lille hytte og vi havde ingenting.

Vi fandt ud af, at vi som familie (på seks) kan klare os for 4000 kroner om måneden.

Det er det absolutte minimum.

Langt de fleste penge blev brugt på mad, dernæst benzin og dernæst tøj og genbrugsting ( møbler). Vi køber stadig alting brugt og i genbrug, det er blevet et princip ikke at bidrage til “vækstsamfundet” og forbrugerræset – men vi har et lidt større forbrug nu.

Blandt andet fordi vi har tilvalgt at få internet (300 om måneden). Vi har også tilvalgt at købe en solcelle og nogle batterier (det var dyrt!) og vi har tilvalgt ikke at være helt så meget på røven som vi var sidste år.

Så nu klarer vi os for omkring 8000 om måneden – men det er også fordi vores børn nu, modsat sidste år hvor vi hjemmeskolede og de arbejde “på gården”, har deres daglige gang ude i samfundet.

Det koster.

Man siger at det tager 3 år at få en selvforsynende have op at køre og der er vi slet ikke endnu. Blandt andet fordi jeg blev syg og skulle have fjernet livmoderen, blev vi nødt til at fravælge at have dyr denne sæsson – men det er klart vores mål at blive så selvforsynende som muligt hvad angår mad. Kunne vi bruge 8000 om måneden på ren luksus (benzin, kaffe, chokolade, en ny (brugt) computer etc) ville vi være fuldfede rige.

Vi bruger alle vores penge på at få hverdagen til at hænge sammen.

Og, egentlig, er det ikke det man skal bruge sine penge på?

Selv da jeg var coach og tjente boksen havde jeg aldrig penge nok. Det er ikke et spil man kan vinde – det eneste man kan gøre er at sætte sit personlige forbrug ned.

Der ligger en stor frihed i at vide, at man sagtens kan klare sig.

Hvorfor er du endt med denne hverdag? Hvad har du gjort undervejs?

Det første år var et langt familieterapiforløb/praktisk forløb på teknisk skole.

Vi brugte SINDSSYGT meget tid på at se ting i øjnene, både individuelt og sammen. Ting vi havde lukket øjnene for. Problemer vi havde. Vi talte meget sammen.

Hvad angår det praktiske så kom vi til denne skov fordi vi havde fået kontakt til en vildmand/eneboertype som boede heroppe. Han kom hos os hver dag og lærte os så at sige op. Til gengæld gav vi ham en familie og et projekt.

På et tidspunkt kunne han ikke lære os mere, for vores praktiske livsomstændigheder (at vi f.eks er en familie modsat ene mand) gjorde at der skulle andre survival skills til.

Vi kunne f.eks ikke handle ind én gang om måneden og leve af bønnegryde morgen, middag, aften. Jeg blev nødt til at lære at strække maden. Bruge alle rester. Finde ting i naturen vi kunne spise.

Det er virkelig utroligt så mange ting vi er fremmedgjorte fra, som moderne mennesker. Jeg husker det som en meget stor oplevelse da jeg lærte at tænde et ordentligt bål. Et der giver varme hurtigt og brænder uden for meget røg. Det giver mig virkelig en basal tryghed, på et helt dyrisk niveau.

Hvorfor jeg er endt med denne hverdag?

Fordi vi bare gjorde det. Man kan tale om det i hundrede år men det er handlinger der betyder noget.

Vi fik nogle ekstreme hug undervejs men vi gav ikke op.

Det er derfor jeg har den hverdag som jeg har.

Men jeg har også denne hverdag fordi der aldrig var et alternativ. Der var ikke noget at komme hjem til. Intet hus, intet job, ingen muligheder. Vi SKULLE bare få det til at lykkes – også fordi vi havde satset alt og fandme ikke kunne vise børnene at man bare kan give op. Der var virkelig ingen andre muligheder. Hvis vi ikke kunne begynde forfra og stable et nyt liv på benene, ville vi miste enhver selvrespekt og følelse af håb.

Så der var ingen anden mulighed. Muligheder og masser af valg er ikke altid af det gode.

Og så er jeg endt med den hverdag jeg har fordi naturen betyder noget. Det betyder noget at være tilstede i verden. At kunne mærke den.

Hvad har du valgt fra? Hvilke muligheder har du udelukket?

Jeg har valgt TING fra.

Truth be told savner jeg ikke ting særlig meget.

Hvad vigtigere er, har jeg valgt min karriere fra. Mine ambitioner.

Eller… det er noget jeg stadig kæmper med. Det er utrolig svært at give slip på behovet for anerkendelse, det er noget jeg HVER dag må forholde mig til.

“Er det virkelig nok for mig at stå her at vaske op, skylder jeg ikke kvindesagsforkæmperne ikke at stå her og vaske op”. Og det forsætter “Er jeg overhovedet noget menneske, et succesfuldt individ, hvis ikke jeg realiserer mit menneskelige potentiale i en eller anden form for kunst?” “Er det, det her livet handler om?”  “Skal man bare fortsætte denne kæde af folk der har stået og vasket op?”

Fra min psykologibaggrund ved jeg, at individualismen har sat sine markante fede fingre på os moderne mennesker og at kunsten er blevet inficeret. Nu handler det om at “realisere” sig selv gennem kunsten. At blive et fuldt, færdigt, succesfuldt individ.

Det er noget vi allesammen jagter men jeg tror ikke at de før i tiden har tænkt så meget på sig selv.

Jeg ville ønske jeg kunne lade være, men det er svært.

Jeg har udelukket at blive en del af det “kulturelle parnas” (hvilket jeg ellers – hele mit fucking liv – stræbte efter). Jeg har for mange små glitches i facaden, det gør folk utrygge. Plus at jeg er blevet alt for politisk til at kunne være venner med alle.

Det er faktisk noget jeg er ked af. Jeg ville stadig ønske jeg kunne være venner med alle og at alle kunne lide mig. Men som sagt er det noget jeg arbejder på.

Hvad har været de vigtigste forandringer i din hverdag indenfor de sidste år — og hvordan forventer du din hverdag vil forandre sig i de kommende år?

Vi har lavet en radikal og meget voldsom livsstilsændring som uden tvivl og sammenligning har været det bedste jeg nogensinde har gjort i mit liv.

Jeg kan godt lide at bo i en hytte vi selv har bygget. Det er vigtigt for mig, at være herre i eget hus (tø hø). Jeg finder stor tilfredstillelse på et helt praktis niveau i at stille noget op med det jeg har – i stedet for at bruge tiden på at ønske at jeg havde noget andet eller noget mere.

Det er vigtigt for mig, at vi bliver ved med at walke the talk.

For nyligt holdt vi familieråd, på foranledning af min 12-årige, og vi blev enige om aldrig mere at købe “dårligt kød” (vi VED jo godt at kyllingerne er afpillede, bliver tvangsfodrede og ikke har plads nok at bevæge sig på, vi VED godt skinken bliver pumpet fuld af vand). Det er jeg ret stolt af – fordi med vores økonomi ER det virkelig en stor beslutning som betyder, at vi ikke har råd til at købe særlig meget kød.

Jeg tror der bliver mere af den slags.

Og jeg tror udfordringen bliver, at finde en balance i det, for guderne skal vide, at jeg hader frelste typer.

(Det her er Silas. Han er glad for dyr)

Det her billede er fra idag. Det er Sigurd. Han smiler til dig.

Følg Andreas blog om hverdagen i de svenske skove på http://andthepioneerlife.wordpress.com/