Annegrethe Felter Rasmussen

Tre ord, der beskriver det særlige ved din hverdag:

Travl. Intens. Varieret.

Den vigtigste erfaring fra din hverdag i én sætning:

Min hverdag er fyldt med ideer, bøger, medier og mennesker og det er min erfaring, at jeg har brug for et højt tempo, der giver energi, som jeg har brug for i mit arbejde, og for at være en ordentlig mor til fire børn, der profiterer af, at jeg næsten altid er hjemme med te, chokolade og frugt, når de kommer fra skole – også selv om min computer er tændt.

Hvem er du, og hvad optager dig til dagligt?

Jeg er et ordmenneske, og på godt og ondt et optimistisk og kommunikerende væsen. Men det betyder ikke, at jeg ikke er god til at lytte, for det er jeg. Og det er en af grundene til at jeg har et ganske betydeligt netværk i min branche og i dansk politik. Professionelt er jeg først og fremmest politisk journalist med en pæn dosis humor. Det har jeg været siden 1992, hvor jeg afsluttede min uddannelse som scient.pol. på Statskundskab ved Københavns Universitet. Jeg har aldrig forstået den kunstige modsætning mellem skarp og velinformeret analyse og det man i hvert fald i gamle dage kaldte en historie ”med sovs og kartofler.” Det er ingen kunst at skrive kedeligt og langt. Det er derimod en udfordring at skrive skarpt og levende, af og til morsomt.

Jeg er også mor til fire børn i alderen 7-16. Dem har jeg med min mand, der er brite og den klogeste person, jeg endnu har mødt i min tilværelse. Det er en god ting, for så bliver jeg aldrig træt af ham. Det modsatte kunne jo ske, men det bliver ikke med min gode vilje!

På det mere personlige plan vil jeg mene, at jeg er en rigtig god og loyal ven (det skal man jo ellers ikke selv sige, men jeg har fået det at vide så mange gange, at jeg godt tør stikke næsen frem og nævne det her). De to værste ting jeg ved er også det modsatte: mennesker, der er uærlige og forråder andre. Og mennesker uden humoristisk sans (især dem, der ikke kan grine ad sig selv. Og det er der forbløffende mange mennesker, der ikke magter.)

De seneste 10 år har jeg arbejdet som udenrigskorrespondent og før det som politisk journalist og redaktør i København. Jeg er godt nok også en ivrig samfundsdebattør, blogger, en slags forfatter (har skrevet to bøger og bidraget til nogle stykker), oplægsholder, ordstyrer og aktiv feminist. Jeg har ikke boet i Danmark i 10 år.

Jeg er professionelt optaget af amerikansk og international politik og amerikanske samfundsforhold. Jeg er også personligt optaget af dansk ditto. Dels fordi jeg holder af Danmark, dels fordi der er så mange af mine gamle venner, der på den ene eller den anden måde er en del af den danske medie- og politiske verden.

Hvordan har du valgt at indrette din hverdag?

Jeg arbejder og bor i et dejligt hus i det nordvestlige Washington DC – hovedstadens svar på Hellerup. Herfra rejser jeg ud i resten af USA, men grundet mine fire børn tilbringer jeg mere tid i Washington end jeg ellers ville gøre. Ikke fordi jeg har noget imod at skrive døgnet rundt på min Mac. Det elsker jeg. Men jeg ville gerne rundt i Amerika på længere ture i arbejdssammenhænge og ikke bare ud og ind i løbet af en dag eller to – eller på ferie/weekend. Men eftersom jeg rejste meget rundt i verden som yngre, brokker jeg mig ikke. Man har jo også helt selv valgt at have fire børn, og jeg vil gerne være der for dem til daglig.Jeg er slem til at arbejde, dvs. skrive om natten. Jeg står op kl. 06:15 hver dag, for jeg skal sende fire unger med skolebussen kl. 07:30. Oftest går jeg først i seng ved 3-4 tiden. Men når min deadline er overstået – jeg laver også lidt arbejde for DR2 ved siden af – så sover jeg af og til fra 13-16, hvis jeg ikke slæber mig selv ned i fitnesscenteret. Men der skal jo også mødes kilder, købes ind og passes de mange opgaver, der følger med at have fire børn – alt fra lægebesøg, fødselsdage, skolearrangementer, madlavning, you name it.

Til daglig laver jeg faktisk ikke andet end at arbejde og passe mine børn. Jeg ser godt nok mange mennesker, men det er næsten altid i sammenhæng med arbejdet og når jeg holder ferie. Det generer mig ikke spor. Jeg elsker mit arbejde. Jeg har fået ret mange tilbud om at lave andre ting i kommunikations -og lobbysammenhænge – og selv om jeg ofte arrangerer møder eller studieophold for danske virksomheder eller enkeltpersoner og holder oplæg om især amerikansk politik både i USA og i DK – så kunne jeg på ingen måde forestille mig at forlade medieverdenen. Jeg er et nysgerrig og åbent menneske, så jeg ville have det svært ved at være bundet til et budskab fra en virksomhed, tror jeg.

At jeg arbejder meget, betyder selvfølgelig ikke, at jeg aldrig slapper af. Men de ting, jeg slapper bedst af med, er bare ikke så langt væk fra mit arbejde. F.eks. elsker jeg de amerikanske medier, som er nogen af de bedste i verden. At læse New York Times og lytte til NPR (verdens bedste radiostation efter min mening) og spise mine egne rugbrødsboller med cheddar ost og appelsinmarmelade er et fast højdepunkt. Jeg er så vild med at læse – bøger, aviser, blogs, så længe kvaliteten er i orden. Elsker dygtige, vidende, skarpe, morsomme, analytiske, underholdende skribenter. Og kager og rugbrød – jeg laver sjældent mad mere, vi har en fabelagtig deli med frisk, hjemmelavet mad lige nede for enden af vejen – men jeg bager ofte.

Hvor mange penge skal du tjene for at få din hverdag til at hænge sammen? Og hvad bruger du resten til?

Jeg skal egentlig ikke bruge ret mange penge, fordi min mand tjener de fleste. Jeg ville aldrig kunne finansiere den hverdag, vi har i USA med fire børn i privatskole (mine børn går i fransk skole), hus i DC, sundhedsforsikring, to biler og pension med mere. Vi har faste udgifter for over 110.000 kroner om måneden; men jeg passer vores udgifter i Danmark (vi har en lejlighed i Københavns Indre By, som vi lejer ud og et sommerhus i Asserbo og jeg har udgifter til egen pension, fagforening m.m.) med min løn. Her har jeg brug for en 25.000 kroner om måneden. De penge, jeg har til overs – og jeg har vel en 10-15.000 kroner til overs i snit – det varierer rigtig meget – bruger jeg mest når jeg er på ferie i Danmark, hvor jeg spenderer en hulens masse penge på restauranter, leje af ferielejligheder i København, flybilletter rundt i Europa. Jeg er heller ikke bleg for at bruge penge på dyre sko og håndtasker. Men i år har vores sommerhus og lejlighed kostet mig over 75.000 i reparationer, og det har jeg betalt ved siden af mine faste udgifter. Heldigvis har jeg skrevet en ny bog om USA, som har solgt virkelig godt (”USA’s Udfordringer” – forlaget Columbus, sammen med Peter Christian Brøndum, en undervisningsbog til samfundsfag i gymnasiet, så det hjalp kraftigt på budgettet.)

Hvorfor er du endt med denne hverdag? Hvad har du gjort undervejs?

Jeg er endt med den hverdag, fordi jeg i 10 år er fulgt med min mand rundt i verden på diplomatiske udstationeringer i London i to år og Paris i fire år og nu i USA på femte år. Men vi er blevet i USA efter min mands udstationering udløb – han har nu fundet et nyt amerikansk job og er stoppet i den britiske udenrigstjeneste – fordi både jeg og børnene elskede at bo i USA. Jeg ville dog aldrig være endt som udenrigskorrespondent, hvis jeg ikke var blevet afskediget fra Berlingskes chefredaktion i 2001.

Det var både det værste og det bedste, der er sket mig professionelt. Det værste fordi det torpederede min karriere i det danske og gav mig nogle meget triste og barske oplevelser med andre mennesker, både kolleger jeg stolede på og mennesker, som jeg troede var venner eller i hvert fald var mig positivt stemt, der pludselig vendte mig ryggen fra den ene dag til den anden. Nogle af dem har aldrig talt til mig siden – visse af dem kun om mig! I lang tid nægtede jeg at tro, at mennesker ville opføre sig sådan, men da den danske mediebranche er notorisk sladdervorn, har jeg efterhånden fået så mange historier leveret om mig selv, at jeg modvilligt må acceptere, at nogen mennesker åbenbart bare går i meget små sko, og var usandsynligt glade for, at jeg snublede i karrieren.

Men det er også det bedste, der er sket mig, for var jeg ikke blevet fyret, ville jeg aldrig været kommet ud og opleve verden, som jeg har. Og det er jeg jo så vild med. Jeg ville aldrig have mødt så mange fabelagtige mennesker fra andre kulturer og fået så mange venner i hele verden. Jeg ville heller aldrig have endt med at tale flydende fransk. Eller være blevet halvt så god en mor, for hvis jeg skal være helt ærlig (og det fornemmer jeg, man skal her, hvis det skal være interessant at læse for andre) så syntes jeg godt nok, at mine børn var det skønneste, da jeg var chef, men jeg brugte ikke ret meget tid sammen med dem. Jeg var en meget sød, kærlig og generøs mor – sådan en der gerne bagte pandekager kl. 23  – men jeg havde bare ikke særlig meget tid til overs, når arbejdet var overstået. Jeg opførte mig på mange måder som en sød karriere-far J (til gengæld var min mand meget hjemme – han havde i seks år orlov fra det britiske diplomati og arbejdede kun fuld tid i Danmark i to år). Men efter e-mailens og hjemmecomputerens indtog, var arbejdet lige som aldrig færdigt.

Og det er det stadigvæk ikke, men modsat dengang, hvor jeg gik ind på et kontor eller ud i byen, så er jeg jo derhjemme en del af tiden nu – og næsten altid sidst på eftermiddagen, når de ankommer med skolebussen mellem 16.30 og 18.30.

Men selvfølgelig vil min hverdag forandre sig endnu mere i de kommende år. Lige nu starter min konkrete dag altid med morgenmad og fire børn, der som sagt skal med skolebussen 07:30. Den holder på bedste amerikanske vis lige uden for døren. Jeg lægger ret stor vægt på en rolig morgen med helt faste rutiner. Alle i familien spiser frisk frugt og det sørger jeg for om morgenen. Ellers er der frit slag med brød eller cerealier eller nudler, som to af dem af ubegribelige grunde spiser. Jeg laver også te, pandekager eller kaffe/chokolade, men der er ikke forbud på elektronik, så to af dem sidder med næsen i iPad eller deres Macs.

Her i december har vi kalenderlys, vi ser den danske julekalender om aftenen på min computer og drengene har en chokolade-kalender de åbner. Men der er ikke ”dansk tv-tvang”. Sidste år så vi alle fire ”Pagten” på DVD. I år ser vi Julestjerner, men det er kun to af dem, der synes, den er god, og så springer de andre over.

Så har jeg hele dagen til at arbejde – frem til 16:30 hvor de yngste kommer hjem. Jeg forsøger ikke at arbejde fra 17-21. Der står den på lektielæsning, madlavning (dvs. tilberedelse af maden fra the Deli som regel) indkøb og alt forefaldende med børn – hvilket er en del når man har fire. Fra kl. 20.30 er det højtlæsning og sengelægning og vask og oprydning og i princippet fire madpakker, der skal smøres. I realiteten ender jeg altid med at starte med at se CNN, høre NPR, læse aviser og begynde at skrive ved 22-tiden, og så står jeg der med de fire madpakker (som jeg rituelt brokker mig over på Facebook) klokken 3-4 stykker om morgnen. Men igen – det er mit eget valg. Jeg kunne godt gå tidligere i seng, men jeg er ret glad for stilheden og koncentrerer mig godt om natten. Selv om min mand – i det omfang han er hjemme, han rejser meget – synes det er ret trælst.

Hvad har du valgt fra? Hvilke muligheder har du udelukket?

Jeg er nok et produkt af den der meget omtalte kvinde-flinkeskole, som fortæller, at hvis man arbejder SYGT meget og er den bedste hele tiden, så er der nok nogen (oftest en mand) der får øje på en, og ansætter eller forfremmer eller udnævner mig til et eller andet.

’Det gik skidegodt indtil jeg blev fyret. Ud over at jeg hele tiden bevægede mig opad på karrierestigen, væltede det ind med tilbud om andre store jobs. Det er sådan en latterlig lemminge-effekt. Jeg var naturligvis ikke mindre dygtig, da jeg mistede mit job end jeg havde været måneden før. Men efter at være blevet tilbudt store chefjobs, kommunikationschef-stillinger, studievært-jobs – ja hvad som helst i alt fra EU til DR til TV2 til en række danske virksomheder, ja så sluttede det brat fra den ene dag til den anden. Fra at være den 12. mest magtfulde kvinde i Danmark på Børsens Nyhedsmagasins magtliste (hvilket selvfølgelig også var overdrevet, men det var da meget sjovt og stort for ens ego at stå der) til at være usynlig – det var lidt af en forandring. Men det var også interessant. Man finder frem til ens sande venner – de tre mænd, jeg sætter højest i dansk presse (ud over mine tre første fantastiske chefer, Lasse Ellegaard, Peter Wivel og Arne Notkin) er Per Mikael Jensen, Michael Ulveman og David Trads fordi de alle sammen – i de chefstillinger de havde, da jeg mistede mit faste arbejde – gav mig tilbud om hhv. freelance-arbejde og senere mit første faste korrespondent-job i London uden at skele til andet end kvaliteten af mit arbejde.

Jeg mener i det hele taget, at danske medier er for dårlige til at dyrke deres bedste skribenter. Aviserne især. De burde glæde sig over og være stolte over deres stjerne-skribenter, men tit får de ikke ros som de fortjener eller bare nok plads. Jeg har mange eksempler, men da jeg ikke har taget nogen i ed, vil jeg ikke nævne deres navne her. De ved selv, hvem de er!

Det var selvfølgelig også interessant at blive fyret, fordi man fandt ud af, hvem der var nogen virkelig røvhuller. Så i mine svage øjeblikke svælger jeg som Greven af Monte Christo over alt det stof, der er til mine erindringer. Men eftersom jeg er patologisk glad i låget, så har jeg ikke udelukket noget som helst i fremtiden – ud over at jeg altså ikke vil være andre steder end i medieverdenen – eller måske i politik. Jeg tror det sjoveste fortsat ligger foran mig.

Jeg har derudover helt konkret valgt fra nogen sinde at gøre rent og vaske tøj igen. Jeg har haft au-pairs (alle danske, skønne piger) og nu har jeg en husholderske, nogle rengøringsdamer og en gartner. Det er jo svært at få råd til i Danmark. Jeg skiller mig heller aldrig af med min lille grønne Beetle med kaleche. Den er en forudsætning for, at jeg kan lege Thelma og Louise til daglig.

Endelig har jeg vel på en måde og i nu ti år valgt Danmark fra. I de første fem år savnede jeg mine venner og kolleger enormt og kunne ikke vænne mig til at eksistere så meget i cyberspace. Det har så ændret sig lidt, dels fordi jeg har fået så mange nye venner i udlandet, dels fordi jeg har haft så mange forrygende erfaringer med især Facebook. Det er næsten uhyggeligt (uhyggeligt dejligt) så stor overensstemmelse der er mellem sjove, skarpe, reflekterende og kloge mennesker på Facebook og de samme menneskers persona ”i virkeligheden”. Har til gode at møde psykopater eller skuespillere på den arena. Det synes jeg er herligt og livsbekræftende.

Endelig skal jeg helt sikkert også nævne mit kvindenetværk Albrightgruppen. Mage til ildsjæle skal man lede længe efter. Jeg var medlem et par år uden rigtig at kende nogen – for jeg var jo i udlandet – og havde da i det skjulte mine fordomme og tvivl. Var det nu sådan nogen lidt forkælede overklassedamer med deres på det tørre, der mest brokkede sig over manglen på bestyrelsesposter, jovist, det tænkte jeg skam. Men da jeg efterhånden mødte flere af dem og fik et bedre kendskab til deres arbejde – og da en større portion var i Washington DC på studietur i foråret 2012, hvor jeg var med til at arrangere – fordampede al min skepsis. Simpelt hen alt. Det er jo nogle power-mennesker, der i den grad har hjertet og hjernen på rette sted. I Albright findes alt – fra topjurister og chokoladedirektører, fra retorikere til udenrigspolitiske eksperter, fra managementkonsulenter til filmkritikere, fra topdirektører i det private til ditto i det offentlige. Det er sgu lige meget hvad du har brug for. Om det er råd om iværksætteri, jura, økonomi, eksport, fødevarer eller bogskrivning. Der er altid en i netværket som ved besked. Også om astrofysik eller geologi. Det er super sejt, og jeg er så glad for at være en del heraf.

Men fravalget af fædrelandet har selvfølgelig konsekvenser – af og til savner jeg visse aspekter ved Danmark intenst (lige nu i december f.eks. julesalmer, julefrokoster og min mors julemad.) Jeg kan også nogen gange blive trist (på den nostalgisk-nationalistiske måde) over, at danske traditioner eller kulturelle markører, som næsten alle danske børn kender til,  ikke siger mine tre yngste noget – alt fra at fejre fastelavn til ”Fjernsyn for dig” eller Pipi, Nanna, Emil fra Lønneberg, alle Ole Lund Kierkegaards bøger. Og ingen af dem kan li’ koldskål!! Så er der jo noget galt 🙂

Men det er jo noget pjat. De kender til dejlige franske, britiske og amerikanske skikke. De er lige så fortrolige med Guy Fawkes Day, Halloween, St. Patrick’s Day, Thanksgiving eller La Galette de Roi  som jeg er med kagemand og hjemmebagte boller (det sidste kender de så godt til, for det har jeg og min mor sørget for til sammen). Og efterhånden som de bliver ældre, har jeg importeret danske serier i stor stil fra Bænken og Borgen til Forbrydelsen. Om end Danmark fremstår noget dyster i disse serier, og om end det er lidt paradoksalt, at min 10-årige nu kender en hel del til mindretalsregeringer og intriger på Københavns Rådhus (og er helt fortrolig med ordet ”Gerningsmanden”) mens han ikke ved, hvem Bubber er og aldrig har set Ramasjang.

Alt i alt er jeg stolt over mine børn – de er små kulturelle navigatører, som godt nok savner deres bedsteforældre af og til, men som vil blive gode, helt “farveblinde” verdensborgere engang.

Hvad har været de vigtigste forandringer i din hverdag indenfor de sidste år — og hvordan forventer du din hverdag vil forandre sig i de kommende år?

Den vigtigste forandring var da vi flyttede til Washington fra Paris i 2008, fire måneder før valget af Barack Obama som ny præsident. Det var det vildeste. Jeg arbejdede som freelancer for Information i starten – senere blev jeg frem til 2012 udenrigskorrespondent i Washington (lige som jeg havde været for samme avis i Paris fra 2004-08 og i London fra 2002). Det præsidentvalg var overvældende og blev fulgt med en intensitet i Danmark, der chokerede mig i starten, fordi jeg havde været vant til, at interessen for fransk politik var mådelig, hvis man kan sige det sådan.

At flytte til USA var en kæmpe oplevelse. Jeg elsker det stadig. Inden for det seneste år har jeg været en del i Californien, i Palo Alto fordi min mands nye hovedkvarter i tech-verdenen er der. Det er en helt anden version af USA, vestkysten og det elsker jeg også. Vejret, sushien, øko-livet, tech-hippier og cool businessmoguler. En meget mærkelig boble, hvor hedgefund managers på 24 har tjent flere penge på 2 år end vi andre nogen sinde vil komme til i hele vores liv. Jeg er også en del i New York både for sjov og på arbejde. Det er min yndlings by – sammen med Paris – og jeg håber, jeg kan komme til at bo der i nogle år, før familien måske skal tilbage til Europa.

Men vi ved ikke hvad der vil ske i de kommende år. Det er jeg meget glad for, må jeg tilstå. Jeg er en rastløs natur og trives bedst med uforudsigelighed og travlhed. Jeg ville ønske, jeg kunne sige, at jeg var glad for ro, spadsereture og stilhed eller meditation, men det er jeg ikke. Jeg har det bedst midt i orkanens øje.

Jeg elsker at have travlt og derfor var jeg også meget tilfreds under det just overståede præsidentvalg. Dels fordi jeg lige havde skrevet bemeldte bog, dels fordi den blog jeg har om USA og amerikansk politik sammen med Morten Bay, rundede de 23.000 brugere på Facebook. Det var super sjovt – en kæmpe faglig tilfredsstillelse. Vi startede bloggen sammen i januar og den er nu Danmarks største på sit felt.

Jeg havde brug for et sted at skrive mere om politik på – ud over min ugentlige klumme om amerikansk politik på MetroXPress – fordi Information til min sorg omlagde mig fra korrespondent til klummeskribent og kultur/featurejournalist i maj i år. Jeg er vældig glad for min avis og for mine chefer, men det er en beslutning, jeg synes er ret dum. Dels fordi jeg bilder mig ind at jeg er et ”asset” for avisen. Dels fordi jeg ikke kan se andet end at ethvert medie har brug for en skribent i verdens mest magtfulde by. Jeg er – i al beskedenhed – en stemme i den danske debat – jeg har også mine egne blogs på journalisten.dk og skriver jævnligt til KommunikationsForum og Mediawatch. Og noget af det, jeg blev mest glad for i år var da tre chefredaktører (ved andre aviser end min egen) alle sagde, at de simpelt hen fulgte med i amerikansk politik ved at følge mine links på min Facebook-profil. Jeg har også hundredvis af almindelige danskere, der har skrevet det samme til mig. Det varmer jo når man er ked af, at ens egen avis ikke kan se gevinsten. Til gengæld er jeg meget glad for min faste klumme på avisen og de mange andre artikler jeg skriver. Man skal aldrig true med at gå – altid med at blive som bekendt. Så det gør jeg.

Endelig er jeg også optaget af at udvikle en position på Politiken som fast tilknyttet debattør. Det er en fin avis med en excellent profil på debatstoffet, så det tror jeg vil vokse i betydning for mig i det kommende år.

Vi rejser også meget i familien – hele sommeren er vi to måneder rundt i Europa og om vinteren er vi ofte i Caribien og Californien, hvor vi har venner. Nogle ville kalde det alt for omkringfarende, er jeg sikker på. Børnene brokker sig også nogen gange. Men jeg ved, at det er en fordel for dem senere. De har venner over hele verden og taler tre (mine to store, fire) sprog flydende. Det er en gave.