Broderskabets århundrede

Da vi holdt samtalesalon om mønstre for nogle måneder siden, så legede vi med at finde og synliggøre nogle af de mønstre, der var blandt deltagerne. Vi prøvede at inddele folk efter øjenfarve. Efter om de var vokset op på landet eller i byen. Og så til sidste efter, om de satte frihed eller lighed højest som grundværdi.

Som Nadja har beskevet, så skulle deltagerne først snakke med dem, der havde valgt den samme grundværdi som de selv om, hvorfor man havde valgt netop dén værdi – og bagefter med en, der havde valgt den anden værdi om, hvorfor man hver især havde valgt som man havde gjort.

I den anden af disse samtalerunder blev jeg hvirvlet ind i en fascinerende samtale. Vi endte med at nå frem til, at selvom om frihed og lighed hver især er gode og vigtige værdier, så er broderskab faktisk vigtigere. Og med broderskabet mente vi bredere defineret: kærligheden. Den medmenneskelige omsorg, der binder samfundet sammen.

Det har jeg gået og spekuleret lidt over siden. Og fornylig læste jeg et par ting, der fik det med broderskab til at falde lidt mere på plads for mig.

Den ene ting var en udtalelse fra den afdøde pave Johannes Paul d. 2. Han sagde noget i stil med det følgende (sikkert mest med Europa i tankerne):

Det 19. århundrede var frihedens århundrede, med den stærke liberale, borgerlige bevægelse, der lagde grundstenene til det moderne demokrati.

Det 20. århundrede var lighedens århundrede, hvor, især efter Anden Verdenskrig, den økonomiske vækst og socialdemokratisk fordelingspolitik skabte hidtil uset velstand og åbne nye muligheder for flertallet af befolkningen.

Det 21. århundrede bliver broderskabets århundrede, hvor vi i højere grad end tidligere giver plads til hinanden og skaber relationer på baggrund af empati og tillid.

Det lyder måske naivt. Men prøv at forestil dig hvordan verden så ud for 200 år siden, og forestil dig, at du skulle forklare en, der levede dengang, at de faktisk levede i frihedens århundrede. De ville tro, at du var naiv, eller i værste fald helt fra den.

Tilsvarende, så kan det lyde naivt at tale om broderskabets århundrede nu. Men måske er det slet ikke så usandsynligt endda…

Den anden ting var et kapitel om kærlighed i kulturhistorikeren Roman Krznaric’s i øvrigt meget anbefalelsesværdige bog “The Wonderbox”. Han skriver, at det, som vi almindeligvis betegner som kærlighed, er lige så upræcist, som når vi går ind på en fancy kaffebar og beder om ‘kaffe’. På samme måde som kaffe kan være så forskellige ting som Cappucino, Caffe Latte, Espresso, Americano, Macchiato eller Mocha, så kan kærlighed antage mange forskellige former.

Krznaric beskriver seks forskellige former for kærlighed — Eros, Philia, Ludus, Pragma, Agape og Philautia. Her vil jeg dog nøjes med at fokusere på to af disse: Philia og Agape.

Philia er broderlig kærlighed. Det er ikke-seksuel kærlighed og omsorg, som den opleves mellem søskende. Mellem forældre og børn. Mellem venner. Mellem soldaterkammerater. De antikke grækeres idealbillede af Philia var den broderlige kærlighed mellem våbenbrødrene Achilleus og Patroklos i Illiaden. Som jeg forstår det, så beskriver Philia et sammenhold, en solidaritet mellem mennesker, der er del af det samme skæbnefællesskab. Hvadend det er en familie, et lokalområde, en nation eller en arbejdsplads.

Achilles og Patroklos udviser broderlig kærlighed efter endnu en slåskamp

Agape er næstekærlighed. Når Jesus siger “elsk din næste som dig selv”, så bruges det græske ord Agape i biblen. Det er en uendelig, uselvisk kærlighed, som også findes i blandt andet buddhistisk og konfutsianisk tradition. Det er en åben, medfølende gavmildhed overfor alle mennesker omkring os. Som jeg forstår det, så er Agape et udtryk for den grundlæggende empati, som vi alle besidder, men som vi ikke altid er så gode til at udøve eller give plads til.

Når jeg tænker over, hvad broderskab betyder, så handler det lige så meget om Agape, som det handler om Philia.

Og de to hænger helt klart sammen. Det viser Krznaric glimrende i sit kapitel om empati, hvor han fortæller om, hvordan det lykkedes præsten Thomas Clarkson og en gruppe aktivister over en 20-års periode at skabe så megen empati i den engelske befolkning for de afrikanske slaver, at det folkelige pres ledte til, at slavehandel og siden slaveri blev forbudt i England.

Som virkemidler brugte de plakater, der viste de frygtelige forhold, hvorunder slaverne blev transporteret over Atlanten. Og de holdt foredrag, hvor de fremviste de redskaber, som slavehandlerne brugte til at fastholde, afstraffe og tvangsfodre slaverne med.

 
Udsnit fra plakaten, der viser indretningen af slaveskibet Brookes, der typisk kunne rumme en last på 454 afrikanske slaver, og helt op til 609 slaver ved en enkelt lejlighed.

Men det, der virkelig gjorde, at den engelske befolkning var i stand til at forholde sig til slavernes lidelser, var, at det mindede dem om noget, der var meget tættere på dem selv:

Gennem flere hundrede år måtte engelske familier frygte for, at deres unge sønner blev tvangsindrulleret i flåden. Det foregik ved, at bevæbnede bander af sømænd tog rundt i byernes beværtninger og havne, og bortførte de stærke unge mænd, som de kunne fange. Disse unge, oftest fattige, mænd kunne se frem til flere års tvungen arbejde på flådens skibe uden særlige frihedsrettigheder.

 
Billede af en “Press Gang”, der er ude og fange rekrutter til den engelske flåde.

Det var i høj grad denne nærmere englændernes solidaritet med egne sønner og brødre, der skabte empati og forståelse for de afrikanske slavers lidelser, og som dermed var afgørende i forhold til slaveriets afskaffelse.

Eller sagt med andre ord: Det var englændernes Philia, der var med til at vække deres empati dermed deres Agape for slaverne langt borte på Vestindiske plantager.

På samme måde, så vil det 21. århundrede først blive broderskabets århundrede, når både vores Philia og Agape bliver vakt.