Bud 2: Lav open source studiekredse

Bud 2: Lav open source studiekredse

Dette indlæg er en del af serien “Fremtidens politiske partier

Hvordan kan de politiske partier udvikle sig til at være mere åbne, indbydende og borgerlystne? I virkeligheden kan dette spørgsmål måske endnu bedre formuleres således: Hvordan kan de politiske partier skabe sammenhæng mellem den lokale mikro-skala, som vi hver især oplever i vores egen hverdag, og den store makro-skala, som de politiske partier forholder sig til?

Herunder et bud på en måde at skabe denne sammenhæng: Lav open source studiekredse

Det virker ofte som, at de politiske partier lider under en victoriansk seksualmoral, hvor alt produktivt og reproduktivt skamfuldt gemmes bort. Det skyldes formentlig, at åben idé- og politikudvikling svækker partiets slagkraft på den politiske arena, fordi det konstant vil stille spørgsmålstegn ved partiets politiske linje.

Dette skyldes ikke mindst, at de politiske partier som regel har højt til loftet, og dermed også bliver et fristed for kværulanter, tosser og enkeltsagsryttere. Og det bliver derfor vigtigt at undgå, at disse folk kommer til at tegne partiet udadtil.

Men måske kunne partierne lade sig inspirere af open source software-udvikling. Open source-økosystemet er åbent for alle, og det producerer en overflod af kreativitet og innovation. Men for hvert stort og vellykket open source-projekt som Linux eller Firefox er der tusindvis er små, mislykkede og opgivne softwareprojekter, som ikke fandt støtte eller vandt udbredelse. Men de vellykkede projekter bygger i høj grad videre på de erfaringer, som de fejlslagne projekter gjorde sig.

Der er allerede et stort uformelt — og i høj grad overlappende — politisk økosystem udenom de enkelte partier. Det er de brede netværk udenfor partiet, som medlemmerne spørger til råds omkring udvikling af ny politik. Det er partiets opland snarere end dets bagland. Der er et stort potentiale i at udvikle dette øko-system til et levende og open source politikudviklingsnetværk, hvor gode idéer kan vokse og mislykkede projekter kan give læring og inspiration.

I sin bog “Fremtidens partier” foreslår Christine Antorini, at partierne opbygger sådanne studiekredse efter den samme model som VL-grupperne: Netværksgrupper, der blander aktive og engagerede folk med mange forskellige indgangsvinkler og holdninger, og som netop ikke tænker, som folk flest indenfor partiet. Møderne i disse netværk skal være lystbetonede og fagligt udfordrende med fokus på sparring, erfaringsudveksling og idéudvikling. De skal rumme den tillid og åbenhed, der er forudsætning for den gode debat, hvor der er plads til at lytte og ændre holdninger.

Sådanne studiekredse vil kunne skabe ny læring og udvikling i — og måske ligefrem på tværs af — partierne. Men det forudsætter en ny ydmyghed og åbenhed. Både i forhold til at bede om hjælp udenfor partiets rækker, men også i forhold til at dele erfaringerne fra de fejl man måtte begå undervejs.

For at undgå at dette svækker partiets slagkraft på den politiske arena kunne man låne et andet begreb fra open source-udvikling: Udviklingscyklusser. De fleste partier udarbejder løbende nye kampagner og politikoplæg frem og bygger op til valgkamp.

Partierne kunne strukturere dette arbejde i en form for udviklingscyklus, der indledningsvist giver plads til helt åbent udviklingsarbejde, hvorefter man langsomt snævrer arbejdet ind til klare politiske forslag, som kan præsenteres under en valgkamp og efterfølgende realiseres:

cycle-items
Dette er et eksempel på en udviklingscyklus fra open source projektet Ubuntu.

Kernen i denne tilgang er at arbejde åbent og i beta. Altså at være åben overfor input undervejs i processen. Åbent at bede om forbedringsforslag og rettelser, så man efterhånden kan skærpe og stramme kampagnen op frem til den endeligt lanceres.

Ved lanceringen ændrer kampagnen karakter: Den går fra at være et eksperiment under udvikling i en studiekreds til at være et produkt, der skal sælges og kæmpes for i en kamporganisation. Skiftet kan nok være dramatisk. Men det er vigtigt at huske på, at det eneste, der adskiller et projekt i beta fra det endelige produkt, er en beslutning om, at nu er det færdigt.

Dette indlæg er en del af serien “Fremtidens politiske partier” – Næste indlæg af serien er:
Bud 3: Eksperimentér med flydende medlemsdemokrati

Cirkelbilledet er taget af Virtual Village.

5 comments

  1. Posted by Per Zimmermann, at Svar

    Hej Andreas,

    Er der en grund til du ikke bruger begrebet crowdsourcing?

    I øvrigt tak for en interessant artikelserie.

  2. Posted by Andreas Lloyd, at Svar

    Hej Per,
    jeg bryder mig ikke specielt om begrebet crowdsourcing. Jeg har skrevet lidt om hvorfor her: https://borgerlyst.dk/2012/02/20/handlekraft-i-mikro-format/

    Men jo, nogle af tankerne er de samme. Omend jeg ser disse open source studiekreds som en to-delt størrelse: Dels selve studiekredsene, der er netværk af eksperter, der mødes og udvikler politik sammen, dels det bredere online open source fællesskab, der kan opstå omkring studiekredsene og være med til at berige og videreudvikle studiekredsenes diskussioner.

    Et interessant eksempel på, hvordan dette kunne se ud, er folketingsmedlemmet Stine Brix’ brug af samarbejdsværktøjet EtherPad fornylig til at udvikle spørgsmål til sundhedsministeren samt og lovforslag sammen med en åben skare af aktivister og interesserede borgere uden synlig tilknytning til hendes eget parti: http://openetherpad.org/ep/pad/view/b1zz1fEEf4/latest

  3. Posted by Per Zimmermann, at Svar

    Hej Andreas,

    Ja, jeg har tænkt lidt i samme retning omkring begrebet crowdsourcing, og er enig i den pointe du fremfører i artiklen du linker til. Jeff Howe, ophavsmanden bag begrebet, har udgangspunkt i kommercielt brug af crowdsourcing, når jeg har skimtet hans materiale igennem, er jeg ikke stødt på (forslag til) demokratisk anvendelse af metoden.

    Derfor er jeg begyndt at bruge udvidelsen demokratisk crowdsourcing, så synes jeg det giver bedre mening – ikke at ordet crowdsourcing ikke giver mening i Howes kontekst, men fokus er bare ikke demokratisk anvendelse.

    Grundlovs processen, som Island har gennemført siden 2010, går under betegnelsen crowdsourcing, men her altså i demokratiets tjeneste. Her synes jeg udtrykket giver god mening, særligt hvis man tilføjer demokratisk foran. Open source vil ikke rigtigt være dækkende i det tilfælde, synes jeg.

    Spændende værktøj der; EtherPad. Særligt interessant er det at politikeren (Stine Brix) ikke begrænser input til kun at være for/fra medlemmer. Jeg synes nemlig det er et (demokratisk) problem når man kun forsamles om politisk diskussion med dem man i forvejen deler fælles værdier med; det bliver debatten og resultatet af den fattigere af.

  4. Posted by Per Zimmermann, at Svar

    Hej igen Andreas,

    Efter nu at have brugt et par uger på Island, for at blive klogere omkring crowdsourcing og den islandske grundlovreform proces, har jeg ændret holdning til begrebet crowdsourcing; jeg deler din kritik af begrebet, hvis det bruges i andre sammenhænge end de rent kommercielle.

    Der har i øvrigt slet ikke været tale om crowdsourcing på Island, i forbindelse med deres reform af grundloven. Den historie der er blevet fortalt i danske og internationale medier, er ganske enkelt lodret forkert. Processen er så interessant alligevel, fra andre vinkler, men crowdsourcing har der ikke været tale om.

  5. Posted by Andreas Lloyd, at Svar

    Tak for updaten, Per. Jeg håber, at du vil fortælle os mere om den islandske grundlovsreform ved lejlighed. 🙂

Post your comment