Bud 2: Lav open source studiekredse

Dette indlæg er en del af serien “Fremtidens politiske partier“

Hvordan kan de politiske partier udvikle sig til at være mere åbne, indbydende og borgerlystne? I virkeligheden kan dette spørgsmål måske endnu bedre formuleres således: Hvordan kan de politiske partier skabe sammenhæng mellem den lokale mikro-skala, som vi hver især oplever i vores egen hverdag, og den store makro-skala, som de politiske partier forholder sig til?

Herunder et bud på en måde at skabe denne sammenhæng: Lav open source studiekredse

Det virker ofte som, at de politiske partier lider under en victoriansk seksualmoral, hvor alt produktivt og reproduktivt skamfuldt gemmes bort. Det skyldes formentlig, at åben idé- og politikudvikling svækker partiets slagkraft på den politiske arena, fordi det konstant vil stille spørgsmålstegn ved partiets politiske linje.

Dette skyldes ikke mindst, at de politiske partier som regel har højt til loftet, og dermed også bliver et fristed for kværulanter, tosser og enkeltsagsryttere. Og det bliver derfor vigtigt at undgå, at disse folk kommer til at tegne partiet udadtil.

Men måske kunne partierne lade sig inspirere af open source software-udvikling. Open source-økosystemet er åbent for alle, og det producerer en overflod af kreativitet og innovation. Men for hvert stort og vellykket open source-projekt som Linux eller Firefox er der tusindvis er små, mislykkede og opgivne softwareprojekter, som ikke fandt støtte eller vandt udbredelse. Men de vellykkede projekter bygger i høj grad videre på de erfaringer, som de fejlslagne projekter gjorde sig.

Der er allerede et stort uformelt — og i høj grad overlappende — politisk økosystem udenom de enkelte partier. Det er de brede netværk udenfor partiet, som medlemmerne spørger til råds omkring udvikling af ny politik. Det er partiets opland snarere end dets bagland. Der er et stort potentiale i at udvikle dette øko-system til et levende og open source politikudviklingsnetværk, hvor gode idéer kan vokse og mislykkede projekter kan give læring og inspiration.

I sin bog “Fremtidens partier” foreslår Christine Antorini, at partierne opbygger sådanne studiekredse efter den samme model som VL-grupperne: Netværksgrupper, der blander aktive og engagerede folk med mange forskellige indgangsvinkler og holdninger, og som netop ikke tænker, som folk flest indenfor partiet. Møderne i disse netværk skal være lystbetonede og fagligt udfordrende med fokus på sparring, erfaringsudveksling og idéudvikling. De skal rumme den tillid og åbenhed, der er forudsætning for den gode debat, hvor der er plads til at lytte og ændre holdninger.

Sådanne studiekredse vil kunne skabe ny læring og udvikling i — og måske ligefrem på tværs af — partierne. Men det forudsætter en ny ydmyghed og åbenhed. Både i forhold til at bede om hjælp udenfor partiets rækker, men også i forhold til at dele erfaringerne fra de fejl man måtte begå undervejs.

For at undgå at dette svækker partiets slagkraft på den politiske arena kunne man låne et andet begreb fra open source-udvikling: Udviklingscyklusser. De fleste partier udarbejder løbende nye kampagner og politikoplæg frem og bygger op til valgkamp.

Partierne kunne strukturere dette arbejde i en form for udviklingscyklus, der indledningsvist giver plads til helt åbent udviklingsarbejde, hvorefter man langsomt snævrer arbejdet ind til klare politiske forslag, som kan præsenteres under en valgkamp og efterfølgende realiseres:

Dette er et eksempel på en udviklingscyklus fra open source projektet Ubuntu.

Kernen i denne tilgang er at arbejde åbent og i beta. Altså at være åben overfor input undervejs i processen. Åbent at bede om forbedringsforslag og rettelser, så man efterhånden kan skærpe og stramme kampagnen op frem til den endeligt lanceres.

Ved lanceringen ændrer kampagnen karakter: Den går fra at være et eksperiment under udvikling i en studiekreds til at være et produkt, der skal sælges og kæmpes for i en kamporganisation. Skiftet kan nok være dramatisk. Men det er vigtigt at huske på, at det eneste, der adskiller et projekt i beta fra det endelige produkt, er en beslutning om, at nu er det færdigt.

Dette indlæg er en del af serien “Fremtidens politiske partier” – Næste indlæg af serien er:
“Bud 3: Eksperimentér med flydende medlemsdemokrati“

Cirkelbilledet er taget af Virtual Village.