Demokratiets udviklingshistorie — 11. Brud med traditionerne

Velfærdsstaten og 50erne og 60ernes økonomiske vækst og stigende velstand begyndte en langsom opblødning af det danske klassesamfund. Almindelige danskere behøvede ikke længere at bruge al deres energi på at arbejde for at få mad på bordet, tag over hovedet og tøj på kroppen. En middelklasse voksede frem, hvor folk fik råd til hårde hvidevarer, til charterrejser, og i stadigt større omfang også til bil og eget hus.

I takt med økonomiens vækst voksede behovet for arbejdskraft, og stadigt flere kvinder fik arbejde udenfor hjemmet. Dermed blev kvinderne i stadigt højere grad økonomisk selvstændige.

Den økonomiske velstand betød også, at flere unge mennesker mulighed for at være unge på en måde, der ikke var set tidligere. Førhen blev man betraget som voksen efter man blev konfirmeret og gik ud af skolen. Men den store generation, der blev født i årene umiddelbart efter Anden Verdenskrigs afslutning, og som blev unge i midten af 1960erne, havde helt nye muligheder. De fik bl.a. mulighed for at studere på universiteterne, hvilket tidligere kun havde været en mulighed for de få.

Den nye middelklasses økonomiske frihed gav anledning til et større opbrud i det gamle klassesamfund. Nu kunne samfundsgrupper, der tidligere havde manglet ressourcerne til at gøre deres indflydelse gældende, og kræve forandringer:

• Mange kvinder begyndte at stille spørgsmålstegn ved de traditionelle kønsroller, og krævede lige rettigheder og indflydelse både hjemme og på arbejdet.
• På universiteterne gjorde de unge studerende oprør mod det gammeldags professor-vælde og krævede demokratisk medbestemmelse i studierådene.
• Tusindvis af unge bosatte sig i kollektiver for at udvikle og afprøve nye leveformer, der ikke bar præg af det traditionelle patriarkalske familiemønster.
• Homoseksuelle krævede ophævelse af diskriminerende love og juridisk ligestilling med heteroseksuelle.
• (i andre lande med større etnisk diversitet var der også store borgerrettighedsbevægelser for sikre lige rettigheder for etniske minoriteter)

Dette sociale opbrud (som ofte betegnes 68’er-oprøret) åbnede nye fronter i udviklingen af demokratiet. Som det feministiske slagord lød: ”Det private er politisk”. Hvilket også betød det modsatte: politiske holdninger var i mindre grad noget man delte med hele sin sociale klasse, men snarere noget man valgte ud fra sine egne interesser.

Det vil jeg beskrive nærmere i det næste afsnit af serien.

Dette indlæg er en del af en serie blogindlæg, som til sammen vil udgøre et samlet essay om demokratiets udviklingshistorie.