Demokratiets udviklingshistorie — 12. Velfærdsstatens kollaps

Langt de fleste af de velfærdsopgaver, der blev skabt som led i velfærdsstatens opbygning, blev lagt ud til kommunerne. Dette øgede både behovet for finansiering, men også lagde de mange af de små sognekommuner under pres for at kunne levere alle disse ydelser. Den daværende opdeling i over 1.300 sogne- og købstadskommuner havde stort set været uændret siden begyndelsen af 1800-tallet, og derfor blev der i 1970 gennemført en stor kommunalreform, der reducerede antallet af kommuner til 275.

Med disse kommunesammenlægninger blev kommunernes legitimitet og selvstyre styrket. Samtidigt fik kommunerne i en længere periode dækket deres underskud ved etablering af de mange nye velfærdstiltag gennem refusion fra staten. Dette betød, at udgifterne steg voldsomt.

Dette skyldtes kke mindst, at borgere og interesseorganisationer gjorde deres indflydelse gældende til at få gennemført politiske beslutninger til egen fordel. Snart voksede udgifterne hurtigere end indtægterne. Dette ledte til et stadigt større skattetryk for at dække de løbske udgifter.

I samme periode fremsatte fagbevægelsen og Socialdemokratiet deres forslag om Økonomisk Demokrati og demokratisk medbestemmelse i det private erhvervsliv. Det blev mødt med skepsis og modstand — både fra arbejdsgivere og de borgerlige partier, men også fra de øvrige venstrefløjspartierne. De var bekymrede for, at hvis arbejderne blev medejere af virksomhederne, så ville de have interesse i at bevare kapitalismen.

Samtidigt tydede flere undersøgelser på, at flertallet af arbejderne ikke var særligt interesserede i ØD. De foretrak mere at få mere i løn fremfor at få mere indflydelse og medbestemmelse på arbejdspladsen.

Ved folketingsvalget d. 4. december 1973 gav en stor del af vælgerne udtryk for deres utilfredshed med det stigende skattetryk og planen om økonomisk demokrati. Ved valget, der siden er blevet kendt som Jordskredsvalget, skiftede 44% af alle vælgere parti, en tredjedel af Folketingets medlemmer blev udskiftet, og antallet af partier i Folketinget blev fordoblet fra 5 til 10.

Billede af Mogens Glistrup og Erhard Jacobsen, de to store sejrherrer ved jordskredsvalget i 1973.

Middelklassen gjorde nu sin politiske indflydelse gældende ved at stemme på en række nye protestpartier, der italesatte deres bekymringer. De to væsentligste partier var Fremskridtspartiet og Centrum-demokraterne, der begge gik til valg på opgør med først og fremmest skattetrykket og den voksende offentlige sektor.

Samtidigt med dette valgte USA i begyndelsen af 1970erne at opgive guldstandarden (dvs. garantien for, at hver dollar repræsenterede en reel værdi i guld ejet af den amerikanske stat). Dette gjorde USA i stand til at devaluere dollaren for at gøre sin økonomi mere konkurrencedygtig (når et land devaluerer sin valuta, bliver det dyrere at importere udenlandske varer, men det gør samtidigt eksport til udlandet mere favorabelt).

Dette medførte en ond cirkel, hvor alle de forskellige lande løbende blev tvunget til at devaluere deres valuta for at sikre sig, at de kunne afsætte deres varer internationalt. De lande, der ikke fulgte denne devalueringspolitik mistede eksport og blev derfor ramt af stærkt stigende arbejdsløshed. Dette satte den danske økonomi yderligere under pres, da udgifterne til arbejdsløshedsunderstøttelse steg, mens skatteindtægterne faldt.

I 1979 var Danmark på kanten af statsbankerot med en gæld på 730 milliarder kroner. Den daværende finansminister Knud Heinesen udtalte, “Vi er ikke på afgrundens rand. Men vi har retning imod den og vi kan se den.”

Dermed brød velfærdsstaten som idealistisk projekt sammen. Dette kollaps skete i stor udstrækning som følge af, at civilsamfundets store indflydelse på staten, som forskellige samfundsgrupperinger havde brugt til at sikre deres egen-interesser – tilmed udover statens økonomiske formåen.

Det krævede markante økonomiske reformer at rette op på dette, og det resulterede i konkurrencestatens fremkomst. Mere om den i næste afsnit.

Dette indlæg er en del af en serie blogindlæg, som til sammen vil udgøre et samlet essay om demokratiets udviklingshistorie.