Demokratiets udviklingshistorie — 15. New Public Management

En anden tendens, som konkurrencestaten fremdyrkede, var den såkaldte New Public Management, der søgte at effektivisere offentlige institutioner ved at indføre en række organiseringsprincipper fra det private erhvervsliv.

Efter Anden Verdenskrig var det offentlige embedsværk blevet åbnet op, og rekrutterede langt bredere fra flere lag i samfundet. Og dermed fik embedsmændene langt større åbenhed overfor de sociale reformer, der fulgte med velfærdsstaten. Men de havde samtidigt beholdt en betydelig grad af den overlegenhed og magtfuldkommenhed, som havde præget det offentlige bureaukrati siden den gamle enevældige stats tid.

I 1960erne og 1970erne var det nærmest umuligt som almindelige borger at få indflydelse på noget som helst i den offentlige sektor. Som bruger af offentlige ydelser var der ingen valg og ingen rettigheder. Og der var ingen, der tog én alvorligt hvis man var utilfreds.

New Public Management blev iværksat dels for at effektivisere det offentlige bureaukratis arbejdsgange, men ikke mindst også for at lære embedsværket at tage borgerne alvorligt.

En vigtig del af dette tankesæt var at italesætte eksisterende velfærdsydelser som serviceydelser. Borgerne blev derfor i højere grad set som de offentlige institutioners kunder, som skulle betjenes hurtigt og effektivt. Dette ses tydeligt f.eks. i rebrandingen af de gamle kommunekontorer til Borgerservice, der i sin indretning og arbejdsgang minder mere om et posthus eller en bank end de gamle kommunale skranker.

På den måde har New Public Management været en chok-kur for kulturen i det offentlige embedsværk at få nedbrudt århundreders traditioner og egenrådighed og begynde at lære at tage borgerne alvorligt.

Disse reformer af den offentlige sektor har i løbet af de sidste 20 år også været med til at ændre opfattelsen af de offentlige institutioner. Borgerne har taget rollen som kunde på sig, og ser i stadigt højere grad de offentlige institutioner som serviceleverandører – i stedet for som demokratisk udviklede og styrede instanser, som de har politisk medindflydelse på.

Denne udvikling har været med til at forme den demokratiske kultur i Danmark: Hvor borgerne under velfærdsstaten havde søgt at påvirke politiske beslutninger direkte gennem høringer og partipolitisk engagement – og derigennem påvirke driften af offentlige institutioner, så søger borgerne i konkurrencestaten at påvirke forvaltningen af politiske beslutninger snarere end selve de politiske beslutninger.

Kort sagt, så går man til den offentligt ansatte i stedet for politikeren. Man brokker sig til læreren snarere end til de politikere, der har gennemført skolereformen. Man brokker sig til plejehjemspersonalet snarere end til de politikere, der har vedtaget besparelserne på ældreområdet. Det er blevet nemmere at arbejde for at sikre sin egen, ene sag, end at arbejde for at ændre politikken for alle, der rammes af den.

Denne udvikling har også afspejlet sig i de politiske partiers medlemstal. Det kigger jeg nærmere på i næste afsnit.

Dette indlæg er en del af en serie blogindlæg, som til sammen vil udgøre et samlet essay om demokratiets udviklingshistorie.