Demokratiets udviklingshistorie — 16. Partiernes medlemskrise

En af de væsentligste konsekvenser ved udviklingen af konkurrencestaten har ifølge Ove Kaj Pedersen været en løbende centralisering af magten hos regeringen for at denne kunne sikre, at økonomien er i balance og for at kunne skabe de rigtige rammer for det private erhvervslivs konkurrencedygtighed. Dette har betydet, at civilsamfundet, der var så væsentlig en del af udviklingen af velfærdsstaten, i stadigt højere grad er blevet sat udenfor indflydelse.

Samtidigt har der fundet en udvikling sted, hvor de politiske partier i højere og højere grad er blevet afkoblet de samfundsklasser, som de oprindeligt udsprang af. Efter middelklassens fremkomst og jordskredsvalget i 1973 blev de gamle klasseskel opblødt. Partierne, der tidligere udsprang meget direkte af folkelige bevægelser med forbindelse til folks arbejde og livsverden, blev nu mere og mere afkoblet fra sine rødder.

I 1987 blev der for første gang udbetalt partistøtte over finansloven baseret på, hvor mange stemmer de enkelte partier fik ved folketingsvalget det år. Siden da er denne partistøtte langsomt blevet øget, efterhånden som partierne tabte medlemmer og dermed indtægter.

Sidst i 1940erne var hver fjerde danske vælger medlem af et politisk parti, i år 2000 var færre end hver 20. vælger medlem af et parti.

I løbet af 25 år er de politiske partier altså gået fra at være økonomisk uafhængige, finansierede af sine medlemmer (og støtte fra relevante interesseorganisationer), til hovedsageligt at være finansierede over finansloven, hvor de er garanteret indtægter, så længe de får stemmer.

Dette har i løbet af de senere år blandt andet betydet, at de politiske partier er blevet mere afhængige af vælgerne end af deres medlemmer. Hvor medlemmerne tidligere var partiernes vigtigste ressource og indtægtsgrundlag, og hvor en afgørende del af partiernes politiske praksis bestod i at mobilisere medlemmerne til at påvirke den politiske dagsorden lokalt, så prioriterer partierne nu i højere grad at optimere vælgeropbakningen for derved at sikre sig de fornødne ressourcer.

Samtidigt betyder det stadigt faldende medlemskab af de politiske partier, at blot 4,5% af de stemmeberettigede danskere bestemmer, hvilke de kandidater, som opstilles til Folketings-, Kommunal-, og Europaparlamentsvalgene (ca. 180.000 danskere er for øjeblikket medlemmer af politiske partier, og der er ca. 4.000.000 stemmeberettigede danskere).

Der er altså sket en afkobling af partierne i forhold til befolkningen. Politik er blevet en hobby for de få, engagerede. Og – som Svend Auken udtrykte det – en tilskuersport for resten. (Sammenlignet med sportsgrene, så er partipolitik i Danmark medlemsmæssigt på niveau med svømning og badminton, selvom man må forvente, at der f.eks. er flere aktive badminton-spillere, da det ikke giver megen mening at være passivt medlem af en badminton-klub).

Selvom det danske samfund er gennemorganiseret på forenings- og interesseorganisationsniveau, så er den manglende deltagelse i partipolitik for et demokratisk krisetegn. For partierne har særstatus som demokratiske organisationer, da de er de eneste organisationer, der forholder sig til samfundet som helhed, og de derfor har en central rolle som indgangen til politisk og demokratisk engagement.

I næste afsnit vil jeg kigge nærmere på, hvordan udviklingen i mediestrømmen har påvirket de politiske partier gennem de sidste 25 år.

Dette indlæg er en del af en serie blogindlæg, som til sammen vil udgøre et samlet essay om demokratiets udviklingshistorie.