Demokratiets udviklingshistorie — 18. DJØFicering
Siden konkurrencestatens opståen er kompleksiteten i den offentlige forvaltning steget voldsomt. Både i forhold til lokal lovgivning, men også til de mange forskellige internationale lovgivningsrammer, som Danmark indgår i både gennem EU, FN og forskellige handelsaftaler.
Alt dette stiller stadigt større krav til politikernes faglige viden. Og det har ledt til, at ungdomspolitikere i stigende omfang vælger at studere forvaltningsfag som økonomi, statskundskab og jura, som kan ruste dem til at navigere i den stadigt mere komplekse lovgivning. Denne udvikling kaldes DJØFicering (opkaldt efter forvaltningsfagenes primære fagforening DJØF).
Det at være politiker er blevet en selvstændig karrierevej. I modsætning til tidligere, hvor politikere så deres hverv som folkevalgt som en overbygning på en anden karriere. Ungdomspolitik er blevet en del af grundlæggende uddannelsesforløb i mediehåndtering, debatteknikker og realpolitisk taktisk positionering. Og dette forløb virker selvforstærkende ved at tiltrække ambitiøse unge med blik for magten og interesse for forvaltning. Samtidig med, at unge, der ikke er tiltrukket af den slags magtspil, eller som har andre bærende interesser end politik og forvaltning, bliver afskrækket eller ligefrem frastødt.
Det politiske spil er på ingen måde blevet mere eller mindre beskidt gennem de senere år. Det er bare en meget smallere gruppe, der deltager i det. Eftersom stadig flere folkevalgte er blevet udlært gennem de politiske ungdomsorganisationer, så betyder det, at en stadigt større andel af de folkevalgte politikere kommer derfor fra en meget homogen uddannelsesbaggrund, som slet ikke er repræsentativ for befolkningen som helhed.
Efter folketingsvalget i 2011 så er andelen af Folketingets medlemmer, der har en uddannelse i DJØF-fagene jura, økonomi eller statskundskab på ca. 40 %. I alt så 57 % af folketingsmedlemmerne en akademisk uddannelse (eller som har været studerende på lange videregående uddannelser). Til sammenligning er det kun 10 % af den samlede befolkning, der har et tilsvarende uddannelsesniveau.
Og endnu mere sigende, så er det kun 14 % af folketingspolitikerne, der har en baggrund som faglærte eller ufaglærte arbejdere. Mens disse to grupper tilsammen udgør 59 % af den samlede befolkning.
De folkevalgte politikere udgør altså langt fra et repræsentativt udsnit af den danske befolkning. Og der er dermed en stigende fare for, at politikerne ikke kender deres vælgeres interesser, ønsker og behov – fordi de ikke deler den samme livsverden.
Her er det interessant at bemærke, at Hal Koch lagde vægt på, at det danske demokrati blev opbygget af landsbylærere, arbejdere, bønder og fiskere snarere end akademikere. Koch var ret kritisk overfor akademikerne som demokratisk drivkraft, bl.a. på grund af det faktum, at der havde været en forholdsmæssig overrepræsentation af akademikere blandt nazi-partiets medlemmer i Danmark.
Det danske demokrati er på sin vis ved at udvikle sig til et elite-demokrati, hvor en lille kerne af professionelle, akademisk uddannede politikere leder staten. Og fordi problemstillinger og løsninger i den offentlige forvaltning er så komplekse, så er det kan være svært at ønske sig en mere jævn uddannelsesmæssig fordeling blandt politikerne. For som den politiske kommentator Niels Krause-Kjær bemærker:
Det er mere kompliceret at være politiker i dag, og derfor er det naturligt, at flere bruger hele deres liv på politik (…) Den største risiko ved uprofessionelle politikere er, at embedsmændene overtager styringen. Derfor er de kompetente, professionelle politikere vigtige for at kunne give embedsmændene modspil, så driften og politikken kan blive adskilt.
Dermed er der en grundlæggende fare for, at det danske demokrati er ved at udvikle sig til en form for teknokrati, hvor statens drift og forvaltning er så kompliceret, at beslutninger tages og udføres af politikere og embedsmænd, som ligner hinanden til forveksling.
Denne serie om demokratiets udviklingshistorie nærmer sig sin afslutning. I det næste – næstsidste – afsnit af serien vil jeg gøre status over, hvad jeg mener, at vi kan lære denne udviklingshistorie. Hvorefter jeg i det sidste afsnit vil kigge fremad og undersøge, hvordan vi kan fortsætte med at udvikle demokratiet i nye og positive retninger.
Dette indlæg er en del af en serie blogindlæg, som til sammen vil udgøre et samlet essay om demokratiets udviklingshistorie.
Post your comment