Demokratiets udviklingshistorie — 19. Demokratiet i dag

Så hvordan er demokratiets tilstand i dag?

I maj 2011 afholdt Århus Universitet en stor konference om netop dette emne. Blandt oplægsholderne var den amerikanske historiker Francis Fukuyama, der bemærkede, at han ville have kaldt sin seneste bog for “Getting to Denmark.”

For for ham så står Danmark som en slags synonym for en vellykket demokratisk tilstand med tillid til institutionerne og politikerne. Bogen skulle kort sagt handle om, hvordan andre lande kunne blive ligesom Danmark.

Hermed bekræftede Fukuyama tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen i, at vi i Danmark er verdensmestre i demokrati. Men som en anden amerikansk forsker, Jane Mansbridge, mindede de fremmødte danske konferencedeltagere om, så forpligter det at være så dygtige demokrater og så tillidsfulde borgere, som danskerne har ry for at være. “I skal udnytte jeres tillid og privilegier,” sagde hun: “I skal eksperimentere med nye former for kommunikation mellem ledere og borgere.”

Så demokratiets udviklingshistorie slutter ikke her. Den fortsætter hver dag i kraft af de handlinger og beslutninger, som vi hver især og sammen tager.

Historien bag vores demokratiske styreform har vist sig at være en løbende udvekslen mellem en politisk elite og en bredere masse af deltagere.

Demokratiet som styreform i Danmark opstod netop ved at den politiske elite af kongehus og adel afgav indflydelse til det bredere borgerskab (af velstillede mænd) for at undgå at miste magten i et blodigt opgør.

Efterfølgende har udviklingen af demokratiet været en langsom åbning af samfundet, hvor flere og flere samfundsgrupper har involveret sig og krævet sin ret: De fattige mænd, kvinderne, de unge, de homoseksuelle …

På den måde har en større og bredere del af befolkningen fået indflydelse og repræsentation i folkestyret, og derigennem været med til at udvikle demokratiet i stadig mere fri og lige retning.

Men demokrati er ikke kun noget, der sker i de folkevalgte forsamlinger i kommuner, regioner og folketing. I Danmark har vi en lang og stolt tradition for stærke civilsamfund, der organiserer sig lokalt i bl.a. andelsbevægelse og fagbevægelse.

Men undervejs i denne udvikling har demokratiet som styreform også vist sig at rumme en række farer. For balancen mellem den politiske elite og den bredere masse af deltagere er i et ustadigt ekvilibrium, som er svær at finde og fastholde. Og derfor må vi til stadighed være opmærksomme på demokratiets indbyggede farer:

• Faren for, at demokrati reduceres til simpel afstemning, hvor flertallet vælger at træde et mindretal under fode. At de vælger en tyran, der sætter demokratiet ud af kraft for at sikre flertallets interesser, som det skete med 1930erne og 1940ernes totalitarisme.
• Faren for, at man i kompromis’ets ånd giver alle samfundsgrupper stor indflydelse på statens drift, hvorefter de hver især søger at sikre deres egne interesser udover statens økonomiske formåen, som det skete i forbindelse med velfærdsstatens kollaps i 1970erne.
• Faren for, at international konkurrence og deregulering forskyder magtbalancen mellem stater og virksomheder, og sætter samfundsøkonomien udenfor demokratisk indflydelse.
• Faren for, at man ender med at ekskludere og ensrette de nye etniske minoriteter eller at lade stå til og afholde sig fra engagere sig for at undgå konflikter og svære spørgsmål, der fordrer en videreudvikling af det danske samfund og demokrati.
• Faren for, at en stadigt hurtigere mediestrøm presser partier og politikere til stadig strammere topstyring for at sikre kontrol over formidlingen af deres politik.
• Faren for, at staten drives af en lille, homogen politisk elite, hvor borgerne reduceres til politiske tilskuere og forbrugere uden større medindflydelse end at stemme eller klage, som udviklingen har været i de seneste år.

Tilsvarende opstiller denne demokratiske udviklingshistorie en række interessante spørgsmål og udfordringer for os i forhold til, hvordan vi ønsker at udvikle demokratiet i fremtiden:

• Kan vi lære at udvikle demokratiet og samfundet af andet end bydende nødvendighed – som f.eks. efter en verdensomspændende krig, når vi er på randen af økonomisk kollaps eller måske, når klimaforandringer er ved at ændre grundlaget for hele vores samfund?
• Hvordan kan vi sikre samfundssind – altså, at borgerne handler med det fælles bedste for øje og ikke kun i deres egen, begrænsede egen-interesse – hvis borgerne igen får større medindflydelse på de politiske beslutninger?
• Hvordan kan vi sikre en udviklingsmentalitet i samfundet – altså, en fælles bevidsthed om, at vi som borgere har et fælles ansvar for at blive ved med at arbejde for at udvikle og styrke og lære af demokratiet – først og fremmest som kultur og praksis i vores hverdag. Og dernæst som den styreform, som vi alle indgår i som borgere.

I seriens sidste afsnit vil jeg komme med et bud på, hvordan vi kan udvikle demokratiet i de kommende år på baggrund af disse spørgsmål.

Dette indlæg er en del af en serie blogindlæg, som til sammen vil udgøre et samlet essay om demokratiets udviklingshistorie.