Demokratiets udviklingshistorie — 2. Konsensusdemokrati
Gennem hele menneskehedens historie har der været egalitære samfund, der har taget beslutninger omkring fælles anliggender. Det er samfund fra alle dele af verden – fra landsbyråd hos afrikanske stammer som Ashanti, Igbo og Xhosa, engelske kvækeres fællesmøder og bolivianske Aymara-indianeres udvidede familier til de nord-amerikanske iroquois-indianeres føderationer.
Et andet eksempel finder vi i de gamle nordiske ting, hvor frie mænd samledes og valgte deres høvdinge og konger, og hvor enhver bonde kunne fremsige en klage, og dommen blev afsagt efter en dybtgående diskussion. Mange af disse egalitære samfund rummede en proces, hvor alle eller mange af samfundets medlemmer havde mulighed for at komme til orde og påvirke de beslutninger, der blev taget.
Men alligevel, så opfatter vi ikke disse beslutningsformer som rigtigt demokrati. Og det er nok mest fordi, at beslutninger sjældent kom til afstemning i disse forskellige typer af egalitære forsamlinger. Når der ikke blev stemt skyldes det, at der i disse samfund ikke var en måde at tvinge et mindre mindretal til at rette sig efter et flertal – enten fordi der ikke var en statsmagt med et voldsmonopol til at gennemføre denne tvang, eller fordi staten ikke havde nogen interesse i at påvirke samfundets lokale beslutningsprocesser.
Når flertallet ikke har nogen måde at sikre, at mindretallet føjer flertallets beslutninger, så er der ikke megen pointe i at holde en afstemning, der netop synliggør og understreger disse uoverensstemmelser. For med en afstemning udpeges der vindere og tabere, hvilket let kan lede til ydmygelse, frustration og had, hvilket i sidste ende ødelægger den sammenhængskraft, som samfundet bygger på.
I stedet blev de fleste beslutninger i disse forholdsvis små samfund truffet ved konsensus. En konsensus-beslutningsproces handler om at udvikle en syntese af alle parters forslag og finde kompromiser, som ingen finder så forkastelige, at de ikke i det mindste er villige til at acceptere dem. Alle behøver ikke være enige for at nå frem til en beslutning.
Derfor rummer de fleste former for konsensus-beslutningsprocesser en række forskellige gradueringer af uenighed fra “Jeg blokerer denne beslutning, da jeg mener den er til skade for fællesskabet” til “Jeg afstår fra at bakke op om denne beslutning, da jeg personligt synes den er forkert, men jeg vil ikke forhindre resten af fællesskabet i at gennemføre den.”
Hele formålet med processen er således at sikre, at fællesskabet finder den bedst mulige beslutning, der tilgodeser flest deltageres ønsker, og som samtidigt sikrer, at ingen går fra processen med en følelse af, at deres bekymringer ikke er blevet hørt. På denne måde søger processen at sikre, at selv de, der synes, at fællesskabet er nået frem til en dårlig beslutning, indvilliger i ikke aktivt at modarbejde den. Med konsensus undgår man således at skulle bruge tvang for at håndhæve flertallets beslutninger overfor et uenigt mindretal.
Et af de nyeste eksempler på konsensus-demokrati er i Occupy-bevægelsen, der med deres store general assemblies har introduceret den konsensus-demokratiske praksis for et bredere publikum. Her er en kort video, der gennemgår hvordan bevægelsens brug af konsensus fungerer i praksis:
Dette indlæg er en del af en serie blogindlæg, som til sammen vil udgøre et samlet essay om demokratiets udviklingshistorie.
Post your comment