Demokratiets udviklingshistorie — 3. Det athenske demokrati

Demokratiets udviklingshistorie — 3. Det athenske demokrati

Demokrati som vi typisk forstår det i dag — altså baseret på flertallets ret til at tage beslutninger — kunne først opstå da to faktorer var opfyldt samtidigt:

  1. En forventning om, at alle borgere skal lige meget at skulle have sagt i et samfunds fælles beslutninger.
  2. Et statsligt magtapparat, der kan håndhæve disse beslutninger med tvang i samfundet.

Gennem det meste af menneskehedens historie har det været ekstremt usædvanligt at have begge dele på samme tid. I egalitære samfund har det som oftest været anset for moralsk forkert at indføre systematisk tvang. Hvor der har været et magtapparat, der har muliggjort systematisk tvang, har det ikke faldet magthaverne ind, at de burde tage beslutninger baseret på folkets ønsker.

At disse to faktorer begge var tilstede for første gang i det antikke Grækenlands bystater er ikke tilfældigt. Aristoteles bemærker i sin bog, “Politikken”, at styreformen i de græske bystater primært blev bestemt udfra hvilken form for militær den havde:

  • Hvis byens militær primært var kavaleri, så var byen styret af et aristokrati, fordi heste er dyre.
  • Hvis byens militær primært var hoplit-infanteri, så var byen styret af et oligarki, fordi ikke alle havde råd til de rustninger og den kamptræning, som dette forudsatte.
  • Hvis byens militær primært var baseret på en flåde eller let infanteri, så var byen som oftest et demokrati, for alle kan ro på en galej eller bruge en slynge.

 

Sagt på en anden måde: Hvis en mand er bevæbnet, så er han bedre stillet til at håndhæve sine beslutninger end folk omkring ham, og så bliver man nødt til at lytte til, hvad han har at sige. I en bystat som Athen, hvis militær var baseret på let infanteri og en stor flåde, der ikke krævede dyr udrustning, betød det, at alle byens borgere – dvs. frie, våbenføre mænd – havde lige megen magt, og dermed lige megen ret til at blive hørt.
 
I sådan en sammenhæng giver det mening at have flertalsafstemninger. Et eksempel, der viser hvordan dette fungerer, kan findes i den græske historiker Xenophon’s bog “Anabasis”, hvor han beskriver, hvordan en græsk hær pludselig mister sine ledere på et togt dybt inde i Persien. De vælger nye officerer, og holder en afstemning om, hvad de nu skal gøre. I sådan en situation, selv hvis afstemningen ender 60/40, så er det tydeligt for enhver at se, hvordan magtfordelingen mellem dem ville være, og hvem, der ville vinde, hvis deres uenighed rent faktisk skulle lede til, at de måtte slås mod hinanden.
 
På denne måde bliver politik gennem afstemningen virkelig krig videreført med andre midler. Flertallet bliver berettiget til at handle efter sin overbevisning, og mindretallet må føje dem, velvidende hvad der vil ske, hvis de modsætter sig. Deraf stammer det græske ord demokrati:

Demos (folk) + Kratos (styrke, magt) = “folkets magt”

Det er interessant at bemærke, at man har brugt ordet kratos og ikke archos (leder, hersker, styrer), som f.eks. bruges i monarki (monos + archos = “alene hersker”). Datidens elitære filosoffer og historikere (såsom Aristoteles og Platon) mente netop, at der var tale om folkemagt og ikke folkestyre. De så demokratiet som kun et lille trin over deciderede optøjer og bål i gaden. De mente, at det var langt bedre, at en lille, oplyst elite regerede og tog beslutninger, der var til hele bystatens bedste, fremfor den tilfældige populisme, som demokratiet indbød til.

Denne forståelse af demokrati som et pøbelvælde – og dermed den mest ustabile, omtumlede og anarkistiske styreform – blev fastholdt som den gængse helt frem til begyndelsen af 1800-tallet.

Ordet lader til at have ændret betydning i perioden fra 1820erne og fremefter. Den amerikanske antropolog David Graeber bemærker, at denne forandring i ordets betydning falder sammen med den græske uafhængighedskrig mod det ottomanske rige i 1821-1829. Denne krig blev et symbol på konflikten mellem et frihedselskende Europa og en despotisk orient, og ledte til, at græske idealer og tanker fik en stærkere plads i den europæiske selvforståelse og den folkelige bevidsthed i vesten. Og dermed, at et græsk ord som demokrati blev tillagt positive værdier, og blev hyldet af europæiske og amerikanske forfattere som Victor Hugo og Walt Whitman.

I næste afsnit vil jeg kigge nærmere på, hvordan de første moderne demokratier opstod, og hvad der inspirerede dem.

Dette indlæg er en del af en serie blogindlæg, som til sammen vil udgøre et samlet essay om demokratiets udviklingshistorie.

Post your comment