Demokratiets udviklingshistorie — 4. Den romerske republik

Grundlæggerne af de tidlige, vestlige demokratier anså ikke sig selv som demokrater. De skabte i stedet de første, moderne, vestlige demokratiske stater med den romerske republik som forbillede. Republik stammer fra latin:

Res (ting) + publica (offentlig, fælles, folkets) = “den fælles ting”

Republikken var en ret avanceret styreform, der søgte at balancere elementer fra både monarkiet, aristokratiet og demokratiet. Republikken bestod således både af en overordnet hersker, kaldet diktatoren (hvilket ordret betyder “den, der dikterer”), der valgtes af senatet, et senat (ordet senat kommer af ordet senex, der på latin betyder “gammel mand” – dvs. en forsamling af ældre”) bestående af aristokrater, der selv valgte sine nye medlemmer, og en folkesamling bestående af repræsentanter valgt af de romerske borgere.

Republikken var således den første styreform ledet af folkevalgte repræsentanter (i modsætning til f.eks. det athenske demokrati, hvor alle borgere kunne deltage i beslutningsprocessen (det vi i dag kalder direkte demokrati) og hvor alle offentlige embeder gik på omgang mellem borgerne.

Disse repræsentanter repræsenterede hhv. samfundets elite – senatet valgt af aristokraterne – og samfundets bredde – folkesamlingen valgt af borgerne. På denne måde var republikken en styreform, der balancerede det romerske samfunds mange forskelligartede interesser: behovet for stærk militær ledelse (diktatoren), kontinuitet og den langsigtede sikring af systemet (senatet), samt folkelig indflydelse (folkesamlingen). Mange historikere ser denne balance af samfundets interesser som en af de væsentligste grunde til, at romerriget forblev stabilt og stærkt gennem så mange århundreder.

Det var denne model, som de amerikanske revolutionære tog udgangspunkt i, da de søgte at skabe det første moderne, vestlige folkestyre. Og denne balance kan stadig ses afspejlet i den amerikanske forfatning, hvor man både har et magtfuldt præsidentembede, et senat og en kongres. En tilsvarende balance kan ses i Storbritannien, der op igennem sen-middelalderen udviklede et lignende system med en monark, et overhus for aristokratiet (“house of lords”) og et underhus for borgerne (“house of commons”). Her i Danmark havde vi et lignende system frem til 1953 med en monark, et landsting og et folketing. Landstinget svarede til det engelske overhus, og skulle danne en modererende, konservativ modvægt til Folketingets reformatoriske impulser i lovgivningsarbejdet. Landstinget blev siden afskaffet med grundlovsændringen i 1953.

Sådanne to-kammerparlamenter, som de kaldes, var et naturligt første skridt for stater, der åbnede op for folkestyre, da de har til formål at balancere de forskellige samfundsgruppers interesser på en sådan måde, at de involverede parter alle har noget at miste, hvis systemet væltes. Hvorved man kan undgå oprør, revolution og borgerkrig.

I næste afsnit vil jeg kigge nærmere på, hvordan det danske folkestyre så ud i perioden efter grundlovens underskrivelse i 1849.

Dette indlæg er en del af en serie blogindlæg, som til sammen vil udgøre et samlet essay om demokratiets udviklingshistorie.