Demokratiets udviklingshistorie — 5. Grundloven
Der er store kulturelle forskelle på, hvordan det moderne folkestyre har udviklet sig i forskellige lande. I USA har staten traditionelt været meget svag, mens der har været et meget stærkt civilsamfund, hvorimod i Frankrig har der været en meget stærk stat, men et svagt civilsamfund.
I Danmark har vi historisk set haft en unik kombination af både en stærk stat og et stærkt civilsamfund. Vi fik tidligt udviklet en stærk og moderne stat, der i kraft af den fredelige borgerlige revolution i 1848 kunne fortsætte sin udvikling helt frem til i dag. Samtidig har vi også en stærk grundtvigiansk tradition for, at borgerne engagerer sig i foreninger og organisationer. Og at disse foreninger generelt har haft stor indflydelse på statens udvikling.
Denne dobbelthed med stærk stat og stærkt civilsamfund kommer også til udtryk i vores to nationalsange: Kong Christian stod ved højen mast, som er sangen om den stærke stat, og Der er et yndigt land, som er det stærke civilsamfunds sang (endnu i dag synges “Kong Christian” kun når medlemmer af kongehuset er tilstede).
Da Frederik d. 7. underskrev den første danske grundlov i 1849 var det dog kun de adelige og de meget rige på den ene side og borgerne og de forholdsvist velhavende på den anden, der vandt indflydelse.
Således skulle man være f.eks. fyldt 40 år og have en større formue eller betale et betydeligt beløb i skat for at være valgbar til Landstinget. Stemmeret fik alle uberygtede danske mænd over 30 år, der havde sin egen husstand og var økonomisk uafhængige (bl.a. ud fra den antagelse, at sådanne mænd repræsenterede hele deres husstand, herunder kvinder og tyende).
Grundloven betød, at cirka 15 % af den danske befolkning fik stemmeret, hvilket var meget vidtgående sammenlignet med andre lande på den tid. Alle dem, der ikke fik stemmeret blev i folkemunde kaldt for ’de syv F’er’: fruentimmere, folkehold, fattige, fremmede, fallenter, fjolser og forbrydere.
Det var altså med en lang række forbehold, at det repræsentative demokrati blev indført som styreform i Danmark. Der var en lang række mekanismer i spil, der skulle sikre, at det kun var en lille del af befolkningen, der fik indflydelse, og groft sagt, så var det dem, der havde mest at miste, der havde mest indflydelse. Og ikke nok med det: kongen have fortsat magten til at udpege regeringen efter forgodtbefindende. Det kan lyde udemokratisk i vores ører, men dengang var det en grundlæggende forudsætning for, at folkestyret overhovedet blev muligt.
Grunden til, at kongen stilfærdigt indvilligede i at underskrive grundloven i 1849 var netop, at han havde set de blodige resultater af revolutionerne rundt om i Europa i 1848. Og ved at indlede en sådan gradvis og forsigtig overgang fra en feudal, middelalderlig styreform til en ny, mere moderne styreform, undgik Danmark en blodig revolution og efterfølgende uro, som det f.eks. var tilfældet i Frankrig.
Dette indlæg er en del af en serie blogindlæg, som til sammen vil udgøre et samlet essay om demokratiets udviklingshistorie.
Post your comment