Demokratiets udviklingshistorie — 6. Systemskiftet

Demokratiets udviklingshistorie — 6. Systemskiftet

Med alle de forbehold, der var indbygget i Grundloven, så var Danmark altså ikke specielt demokratisk. Indledningsvist fandtes der ikke politiske partier, som vi kender dem i dag. I stedet blev hver enkelt folketingsmedlem valgt som enegænger på egne løfter og meritter. Men efterhånden begyndte folketingsmedlemmerne at danne klubber efter holdning, hvor de mødtes og diskuterede. Det ledte til, at de to første politiske partier blev dannet omkring 1870. De tog navn efter hvor deres medlemmer sad i Folketingssalen: Højre og Venstre.

Højre, der senere blev til det Konservative Folkeparti, repræsenterede godsejerne og overklassen i byerne. Venstre, der senere blev delt i Venstre og Radikale Venstre, repræsenterede det mindre rige borgerskab og bønderne. Højre havde flertallet i Landstinget, mens Venstre havde flertallet i Folketinget.

Frem til 1901 udpegede kongen landets regering og valgte konsekvent sine tro støtter i Højre. Denne periode kaldes Forfatningskampen, og var kendetegnet ved den frugtesløse politiske proces, kaldet visnepolitikken, hvor Venstre generelt satte sig på tværs af alle lovforslag for at gennemtvinge Højreregeringens afgang. Denne periode bliver også kaldt for Provisorie-tiden, fordi det meste lovgivning blev udstedt som provisoriske love af Landstinget og godkendt af kongen.

Forfatningskampen sluttede først i 1901, da Højre stod så dårligt i Folketinget, at selv centrale Højre-folk opfordrede til en Venstre-regering. Kongen udpegede derfor en Venstre-regering for første gang. Dette kaldes almindeligvis Systemskiftet, hvor parlamentarismen blev den bærende styreform i Danmark.

Parlamentarisme betyder, at regeringen bygger på flertallets politik og ikke på kongens udpegning, sådan som det ellers hidtil havde været. Det samme princip er stadigt gældende i dag: En regering skal således enten have et flertal i Folketinget bag sig, eller i det mindste ikke have et flertal imod sig for at fastholde regeringsmagten.

Parlamentarismen blev dog også udfordret ved flere lejligheder før den blev endelig etableret som gældende praksis. F.eks. ved Påskekrisen i 1920, hvor Kong Christian d. 10. afsatte regeringen, da han var uenig i deres politik i forhold til delingen af det tysk-ejede Sønderjylland efter Første Verdenskrig. Dette udløste en generalstrejke og store demonstrationer, der i sidste ende førte til, at kongen gav sig.

Valgretten

Med systemskiftet tog man også konsekvensen af Grundlovens krav om den lige og almindelige valgret, hvilket ledte til, at alle mænd uanset stand og indkomst blev defineret som ligeværdige borgere. Dermed gik det danske folkestyre fra at være gik fra en eksklusiv styreform, hvor land- og byarbejdere blev holdt uden for indflydelse, til et politisk system, hvor alle mænd havde ret til og adgang til medbestemmelse.

Denne bevægelse mod større medbestemmelse fortsatte med indførelsen af kvinders valgret til lokalvalg i 1908 og til folketingsvalg i 1915 efter mange års kamp og krav fra kvinderne. Tilsvarende blev valgretsalderen også sænket ad flere omgange op gennem det 20. århundrede. Første gang fra 30 til 25 år i 1915, og sidst gang fra 20 til 18 år i 1978.

Systemskiftet åbnede dermed også op for flere politiske partier i Folketinget. Det var Socialdemokratiet, der var blevet stiftet udenfor Christiansborg allerede i 1871. Og Det Radikale Venstre, der brød ud af Venstre i 1905. Disse fire partier repræsenterede de største samfundsgrupper i Danmark: Overklassen, bønderne, arbejderne og husmændene.

Med politisk repræsentation havde disse fire bærende samfundsklasser alle adgang til en legitim, parlamentarisk vej til at udvikle samfundet i overensstemmelse med deres ideologi og interesser. Og dermed anerkendte de også i princippet hinandens interesser som legitime. Op gennem det 20. århundrede var det disse fire partier, der repræsenterede hver sin samfundsklasse, kernen i det danske folkestyre, og grundlaget for den reformproces, der skabte det moderne Danmark.

Indenfor hvert parti var der en stærk medlemsorganisation, hvor partiernes holdninger og politik blev opbygget. Og de fleste af datidens aviser havde klar tilknytning til et enkelt parti, hvorigennem partiets holdninger og politik blev formet, udviklet og formidlet til den bredere befolkning.
Berlingske Tidende var tilknyttet De Konservative, Jyllandsposten var tilknyttet Venstre, Politiken var tilknyttet Det Radikale Venstre, og Socialdemokratiet ejede bogstaveligt talt avisen Socialdemokraten (der siden ændrede navn til Aktuelt).

Samtidig med den politiske kamp for parlamentarismen i Danmark, fandt der en massiv udvikling sted i form af borgerdrevne initiativer i ikke-statsligt regi. Eftersom arbejdere og bønder i stor udstrækning stod uden politisk indflydelse i Folketinget, søgte de i stedet at organisere sig på anden vis. Det vil jeg beskrive nærmere i næste afsnit.

Dette indlæg er en del af en serie blogindlæg, som til sammen vil udgøre et samlet essay om demokratiets udviklingshistorie.

1 comment

Post your comment