Demokratiets udviklingshistorie — 8. Totalitarismen

Demokratiets udviklingshistorie — 8. Totalitarismen

Med både de brede massepartier, der repræsenterede de store samfundsklasser i Folketinget og de brede, demokratiske og ligheds-orienterede folkebevægelser i land og by stod Danmark altså med et folkestyre i en positiv udvikling i perioden mellem Første og Anden Verdenskrig. Dette betød, at den totalitarisme, der prægede samtiden i både Italien, Spanien, Tyskland og Rusland ikke fik fat i Danmark i samme grad.

I Tyskland ledte depressionen efter finanskrisen i 1929, samt de økonomiske byrder forbundet med krigsskadeerstatningerne efter Første Verdenskrig, til, at tyskerne helt efter de parlamentariske regler valgte en totalitær nazistisk regering.

Denne nazistiske regering gik prompte i gang med at afmontere de demokratiske instanser og sikre sig magtbeføjelser, der gik langt ud over de, som forfatningen gav regeringen. I løbet af få år ophørte den tyske Weimar-republik med at eksistere og blev erstattet af et enevældigt nazistisk regime, der snart førte hele det europæiske kontinent ud i dens mest blodige krig nogensinde.

Danmark blev besat af Tyskland, og indledte en samarbejdspolitik i et forsøg på at mindske omkostningerne for den danske befolkning. Og trods forskellige grupper af frihedskæmperes sabotage-arbejde i krigens sidste år, så holdt den danske befolkning sig overvejende i ro og accepterede den tyske besættelse. Det var som om, at det danske demokratis værdier blev udslukt på meget kort tid.

De første år efter Anden Verdenskrig gav derfor anledning til megen selvransagelse:

  • Hvordan kunne det gå så galt?
  • Hvordan kunne et demokratisk folkestyre frivilligt vælge at give magten til totalitær diktator?
  • Hvordan kunne Tyskland, formentlig Europas mest oplyste og kultiverede nation, blive reduceret til en frådende krigsmaskine i løbet af så kort tid?
  • Hvordan kan vi undgå, at noget lignende sker igen?
  • Hvordan kan vi sikre, at demokratiet kan overleve sådanne totalitære angreb?
  • Hvordan kan vi sikre, at det danske demokrati, der ellers virkede så stærkt før krigen, kan fastholdes og udvikles på trods af de brister, der blev åbenbaret under krigen?

Svaret på disse mange spørgsmål blev en stor demokratisk modreaktion, der skabte ny bevidsthed om demokratiets betydning for fred og stabilitet i verden. Det handler det næste afsnit i serien om.

Dette indlæg er en del af en serie blogindlæg, som til sammen vil udgøre et samlet essay om demokratiets udviklingshistorie.

Post your comment