Demokratiets udviklingshistorie — 9. Den demokratiske modreaktion

Allerede så tidligt som 1795 havde den tyske filosof Immanuel Kant fremsat den hypotese, at stater med folkestyre ikke vil gå i krig mod hinanden, eftersom et flertal af befolkningen aldrig vil stemme for at gå i krig med mindre det er i selvforsvar. Så hvis nu alle nationer er demokratier vil der ikke længere være krig, for der ville ikke være nogen part til at indlede dem.

Efter Anden Verdenskrig fik Kants idéer ny vægt i en verden, der søgte at forhindre nye krige (i hvert fald i Europa). Blandt resultaterne af denne demokratiske modreaktion kan nævnes:

• De Forenede Nationer, der netop har til formål at skabe en fælles platform for fredelig forhandling mellem verdens nationer.
• Den Universelle Menneskerettighedserklæring, der stadfæstede grundlæggende demokratiske rettigheder for alle mennesker, og som blev vedtaget af FN i 1948.
• Den Europæiske Union, der blev indledt som et handelsamarbejde udfra en tanke om, at lande, der er gensidigt økonomisk afhængige, ikke vil have grundlag eller mulighed for at gå i krig mod hinanden.

Et fjerde resultat af denne demokratiske modreaktion kom til udtryk i form af en demokratisk vækkelse i Danmark. Teologen Hal Koch skrev essay’et “Hvad er demokrati?” hvor han problematiserer det at betragte afstemningen som kernen i demokratiet. Han ser det i stedet som et nederlag, når man er nødt til at stemme om tingene. For der er ingen garanti for, at det altid er flertallet, der har ret.

Han skrev:

Der er ingen tvivl om, at flertallet i Tyskland før krigen ville nægte jøderne eksistensret og fratage dem deres besiddelser. Måske eksisterer et sådant flertal stadig. Om så 99% af hele jordens befolkning var således indstillet, vil antisemitisme i den form ligefuldt vedblive at være både forbryderisk og uforenelig med demokrati.

Koch argumenterer for, at demokrati ikke må være “et diktatur fra flertallets side”, og det på ingen måde er en garanti for demokratiets styrke, at det slutter med en afstemning. Koch understreger, at afstemningen ikke er demokratisk – “af den simple grund at sagerne her afgøres ved slagsmål.” Det er slagsmål med stemmesedler som våben, i stedet for tanks og kanoner, men det er stadig et slagsmål.

Hermed addresserer Koch den fare, der ligger i demokratiet, og som også de gamle græske filosoffer gjorde opmærksom på, og som nazisterne i høj grad tydeliggjorde: Når flertallet bestemmer, er der altid en fare for, at flertallet vælger at undertrykke mindretallet til egen fordel.

I stedet fremhæver Koch samtalen som kernen i demokratiet, og dermed vender tilbage til ånden i de konsensus-beslutningsprocesser, som bl.a. kendetegnede de gamle, nordiske landsbysamfund. Koch’s beskrivelse af denne form for samtaledemokrati fik stor betydning i efterkrigstidens Danmark og for den velfærdsstat, som blev opbygget gennem 1950erne og 1960erne.

Næste afsnit i serien sætter fokus på netop opbygningen af velfærdsstaten.

Dette indlæg er en del af en serie blogindlæg, som til sammen vil udgøre et samlet essay om demokratiets udviklingshistorie.