Den gode politiker
Hvis der var een ting, der var tydeligt på Folkemødet, så var det, at det meste kom til at handle om politikerne: Hvad de burde gøre anderledes og hvordan de burde gøre det. Hvem de skulle lytte til, og hvem de ikke skulle lytte til. Og hvorfor de aldrig levede op til forventningerne.
Politikerne er på en og samme tid blevet både samlingspunktet og den afgørende kløft i det danske demokrati. Alle vil have fat i dem og alle vil have dem til at gøre alt muligt.
Men hvad er det egentligt rimeligt at forvente af dem? Hvad vil det egentlig sige at være politiker? Hvad er kernen i rollen som politiker? Hvad kendetegner den gode politiker?
Netop dette søgte en gruppe eksperter, embedsmænd og politikere at besvare til et af de allersidste arrangementer på dette års Folkemøde. Her inviterede RUC-professorerne Jacob Torfing og Eva Sørensen til paneldebat, der gav anledning til en interessant diskussion om, hvad politikerne bør bruge deres tid på.
I panelet var to samfundsforskere fra RUC, to kommunaldirektører (fra Skanderborg og Bornholm), to politikere (en borgmester og en nyopstillet kandidat), samt FOAs formand Dennis Kristensen, der havde sneget sig med på en slags wildcard.
Og de startede med at lave en slags fælles ønskeliste over alle de ting, som de gerne så, at den gode politiker skulle kunne.
De skal kunne
- “bare være sig selv” og fortælle om deres holdninger og idéer
- begå sig i medierne og præsentere deres budskaber klart og fyndigt
- forhandle med politikere og interesseorganisationer og skabe politiske resultater
- være en del af et politisk parti og fællesskab og sikre samhørighed og sammenhængskraften deri.
- være arbejdsgivere i de offentlige forvaltninger
- være borgernes repræsentanter i forvaltningen
- udvikle ny politik sammen med borgere, virksomheder og civilsamfundsorganisationer
- facilitere forandringsprocesser og innovation i det offentlige
- italesætte visioner og sætte politiske klare mål
- udvise civilt lederskab og være et samlingspunkt, der kan begejstre borgere og skabe relationer på tværs mellem borgerne.
- undgå at blive styret for meget af embedsværket, men samtidig have tillid til, at embedsmændene leverer den information og viden, som de som politiske beslutningstagere skal bruge for at kunne træffe bæredygtige beslutninger.
- undgå at blive styret for meget af lobbyister, men samtidigt være åbne overfor de input og høringssvar, som lobbyisterne leverer, som de som politiske beslutningstagere skal bruge for at kunne træffe bæredygtige beslutninger.
Det er en lang liste, men den slutter ikke her: Politikerne skal helst mestre alle disse færdigheder allerede fra den dag de bliver valgt, for ellers vil medierne straks bide sig fast i selv deres mindste fejltrin, og der vil være borgere, der begynder at indsende klager, som kan give forvaltningen masser af ekstra arbejde.
Og ikke nok med det: Langt de fleste danske politikere skal tilmed lære al dette og gøre al dette arbejde i deres fritid — eller overtid, som nogle tørt kalder det. For stort set alle kommunalpolitikere skal lave deres politiske arbejde ved siden af deres almindelige arbejde (borgmestrene er de eneste fuldtidsansatte kommunalpolitikere — hvilket giver dem en stor fordel).
(Tingene står lidt bedre til i Folketinget og Europaparlamentet, hvor politikerne er fuldtidsansatte og har politiske rådgivere og stab at støtte sig til. Men de er stadig meget hårdt spændt for)
Og med kommunalreformen blev antallet af kommuner mindsket fra 271 til 98, hvilket har betydet, at kommunerne er blevet større og mere komplekse administrative enheder, som det er endnu sværere for politikerne at overskue og forholde sig til: Der er flere borgere at tale med. Der er flere borgere, der kan klage. Der er flere borgere, der bliver påvirket af de beslutninger, som kommunalpolitikerne træffer. Altsammen samtidig med, at der er betydeligt færre kommunalpolitikere, der skal vælges (før 2008 var der 4647 kommunalpolitikere, og efter reformen skal der nu kun vælges 2520). Og det betyder, at de få, der er, tilmed skal løbe endnu hurtigere. På den måde kan det næppe komme som en overraskelse, når en undersøgelse fra Kommunernes Landsforening viser, at en fjerdedel af danske kommunalpolitikere har truffet beslutninger uden at forstå hvad sagen handlede om.
Til sammen betyder alle disse ting, at det at være en god politiker nærmest bliver definitionen på en umulig opgave. Og måske er det derfor, at de fleste danskere nærmest per automatik er skuffede over deres politikere.
(en ny meningsmåling viser, at blot 27% af danskerne mener, at “de politiske ledere træffer gode beslutninger”)
Et gammelt ordsprog siger, at vi har de politikere vi fortjener. Altså, at vores politikere afspejler vores værdier og vores forventninger. Men det er som om, at den øgede kompleksitet i samfundet, i verden, i den offentlige forvaltning og i medierne har øget forventningspresset på politikerne til bristepunktet.
Her er det rigtigt interessant at høre, hvor stor forskel der er på hvordan politikerne ser deres egen rolle, og hvordan embedsmænd og borgere ser den. De to politikere i panelet præsenterede deres opgaver som at “bare være sig selv” og stå ved deres holdninger og visioner, og forhandle og skabe politiske resultater på den baggrund.
Næsten alle de andre opgaver i den lange liste herover kom fra forskerne, embedsmændene og borgerne, som netop ser politikernes rolle som ikke bare politikere, men også som offentlige arbejdsgivere, visionære politikudviklere, mediestjerner, innovationsfacilitatorer og civilsamfundsfyrtårne.
Det ser jeg som et udtryk for, at der er nogle alvorligt uafstemte forventninger — både i forhold til, hvad fremtidens politiker-rolle skal være, og hvilke rammer politikerne skal indgå i.
En mulighed er at tage konsekvensen og gøre det at være kommunalpolitiker til et fuldtidsjob, så de har ordentlig tid til at sætte sig ind i de beslutninger, som de skal træffe. Men samtidigt så er en af de mest almindelige anker mod politikerne, at de kommer til at ligne deres embedsfolk alt for meget (en undersøgelse viser, at langt de fleste kommunalpolitikere i forvejen er midaldrende offentligt ansatte mænd). At de bruger i forvejen alt for megen tid på styring og forvaltning og alt for lidt tid på lederskab. At de i stedet er blevet en slags public relations-folk, der skal sælge embedsværkets planer og reformer overfor befolkningen. Og alt dette smitter tilbage på embedsværket, hvis nul-fejlskultur kun bliver forstærket af politikerne er så fokuserede på at kontrollere deres image. Hvis man sætter denne udvikling helt på spidsen, så bliver formålet med vores demokrati at få politikerne til at tage sig godt ud.
En anden mulighed er at øge antallet af kommunalpolitikere og mindske deres ansvarsområder, så de rent faktisk kan gøre et ordentligt stykke arbejde i deres fritid. “Vi vil have sognene tilbage!” som Søren Hermansen og Tor Nørretranders skriver i deres bog Fælledskab. De mener, at vi skal tilbage til sognekommunerne fra før kommunalreformen i 1970, hvor der var over 1300 kommuner, hver især ledet af et lokalt sogneråd. En større grad af lokalisering og decentralisering vil betyde, at beslutningerne vil rykke tættere på de mennesker, som de hver især vedrører. Men det vil samtidig også gøre det sværere at fastholde nogle af de stordriftsfordele, som de nye store kommuner angiveligt har (selvom de tydeligvis også har deres stordriftsulemper).
Uanset hvad, så er det tydeligt, at vi bliver nødt til at gentænke vores forståelse af, hvad en politiker er og skal kunne. Og når først vi åbner for en sådan diskussion, så fordrer det en række nye spørgsmål:
- Hvad vil det sige at være en god politiker?
- Hvordan vi kan skabe rammer, som gør det muligt for nye politikere at lære sig de færdigheder, der skal til for at blive gode politikere?
- Hvordan kan vi gentænke kommunalbestyrelsernes mødeformater, dagsordener og beslutningsprocedurer, så de bliver lettere at forstå og deltage i?
- Hvordan kan vi bruge samtalesaloner, spil eller mesterlære til at styrke samarbejdet og læringen blandt politikere — også på tværs af holdninger og partier?
- Hvordan kan vi gøre op med nul-fejlskulturen og give plads til flere eksperimenter og mere mod på forandring både blandt politikere, embedsmænd og borgere?
- Hvordan kan vi introducere nye roller og formater, der kan understøtte eller aflaste politikerne og åbne op for nye, innovative former for politikudvikling?
- Hvordan kan vi erstatte eller supplere de vante støtte-roller som spindoktorer, konsulenter og embedsmænd med f.eks. kunstnere, procesfacilitatorer og programmører?
- Og måske vigtigst af alt: Hvad kan vi rimeligvis forvente af en god politiker?
Hvis vi ikke kan finde gode svar på disse spørgsmål, så vil det fortsat være en meget utaknemmelig opgave at være politiker. Og det kan hverken de eller vi være tjent med.
2 comments