Andreas: Vinter: Humlebiens flugt

Foråret 2009 var en frustrerende tid for mig. Jeg var blevet færdig på universitetet halvandet år før, og det sidste år havde jeg arbejdet fuld tid på mit første rigtige voksen-arbejde. Det var hos et lille konsulentbureau, der rådgav organisationer om de nye muligheder for kommunikation, koordinering og organisering, som internettet har åbnet.
 
På universitetet havde jeg skrevet speciale om open source software. Om hvordan en løst koblet gruppe nørder sad rundt om i verden og og arbejdede sammen om at udvikle software, der kunne konkurrere med verdens største, rigeste og mest professionaliserede organisationer. Og om det voldsomme og innovative nybrud, som dette havde medført inden for software-industrien.
 
Jeg så mit nye konsulent-arbejde som en naturlig fortsættelse af dette. Jeg skulle hjælpe andre organisationer og andre brancher med at gennemgå et lignende nybrud, så de også kunne blive åbne, gennemsigtige og innovative, som det var sket med open source software. I starten havde arbejdet været spændende og utroligt lærerigt, men efter et år var glansen begyndt at gå af det.
 
Det viste sig, at meget af mit arbejde bestod i at hjælpe vores kunder med at håndtere dårlig omtale på det, der kom til at blive kendt som ‘de sociale medier’ snarere end at hjælpe dem med at genopfinde deres arbejdsgange og interne kommunikationsformer. Jo mere nytænkende og inspirerende løsninger, som vi udviklede til dem, jo mere strittede de imod. Jeg lærte hurtigt, at det er svært at forandre organisationer, der ikke vil forandres.

Jeg var dybt skuffet over, hvor uambitiøse de fleste store organisationer er. Og det gjorde, at mit arbejde med at rådgive dem også føltes skuffende og perspektivløst. Jeg stemplede mentalt ud af mit job, og gik for mig selv og ledte efter et projekt, hvor der var mulighed for at vise, at erfaringerne fra open source også kunne bruges i andre brancher og andre sammenhænge.
 
Det var omkring april 2009, at jeg ad omveje blev introduceret for Københavns Fødevarefællesskab. Det lød som en fantastisk idé: Et medlemsejet og -drevet supermarked! Jeg blev hurtigt involveret, og opdagede til min begejstring, at her var en organisation, der kunne rykke på alle de ting, som alle vores konsulent-kunder ikke havde modet til at afprøve.
 
Henover sensommeren og efteråret 2009 brugte jeg rigtig meget tid på at arbejde i fødevarefællesskabet. Vi gik fra 30 medlemmer til flere hundrede. Vi fik opbygget en hjemmeside og mailing-lister og andre online-samarbejdsredskaber, der gjorde at vi ikke var afhængige af at mødes hele tiden for at koordinere opgaver og vagter i butikken. Jeg fik lejlighed til at sætte alle de erfaringer, jeg havde gjort mig fra mit speciale og mit konsulent-arbejde, i spil ved at være amatør-grøntsags-aktivist.
 
Det var en ret magisk tid, for der var ingen af os, der havde overblik eller kunne sige, om det ville lykkes. Da vi startede, var der ingen af os, der vidste noget om økologi eller om grøntsager, men alligevel flaskede det sig. Der dukkede altid nogen op, som lige havde den fornødne viden og erfaring til at hjælpe os videre. Vi var som humlebien, der fløj, fordi den ikke havde fået at vide, at den ikke kunne. Når jeg tænker tilbage på det nu, så føltes det som om, at alt kunne lade sig gøre.
 
Det var på det tidspunkt, at Nadja begyndte at lufte sine tanker om en demokratitænketank. Vi kendte ikke hinanden så godt, selvom vi havde delt kontor i et års tid. Men vi havde haft nogle gode snakke over frokost, og jeg var nysgerrig på at høre mere. Så vi mødtes til en kop kaffe og snakkede om, hvordan sådan en tænketank kunne se ud. Hun fortalte ret løst om, hvordan hun kunne forestille sig, at det kunne se ud, og hvad det gik ud på. Jeg ved ikke helt hvordan, men jeg tror, at det var humlebiens uvidende dumdristighed, der smittede af. I hvert fald sagde jeg, at jeg gerne ville være med. Ikke bare lidt eller uforpligtende, men helt inde i kernen.

Nadjas idé om en demokrati-tænketank gav mig en forhåbning om, at det kunne blive et sted, hvor jeg kunne sætte min viden og erfaringer om open source organisering i en endnu større, samfundsmæssig ramme. Jeg ønskede at sætte fokus på, hvordan vi lærer at engagere os. Hvordan vi lærer at bruge vores egen handlekraft. Det gik op for mig, at noget af det, der gjorde, at fødevarefællesskabet havde påvirket mig så stærkt, var, at det opfordrede alle til at deltage og handle og få indflydelse på deres egne præmisser. Tænk, hvis jeg kunne være med til at sprede denne læringsproces til endnu flere…