Andreas: Sommer: Ikke en fusker

Andreas: Sommer: Ikke en fusker

I april 2013 blev jeg inviteret til Fakse Ladeplads af en gruppe lokale borgere, der havde startet initiativet Liv i Ladepladsen med det formål at styrke det lokale fællesskab, udvikle lokalsamfundet og i det hele taget gøre deres landsby til et endnu dejligere sted at bo.
 
Fakse Ladeplads er en skøn landsby med ca. 2500 indbyggere helt ude ved vandet på det sydøstlige Sjælland, og det er en by med stolte traditioner og masser af engagement. Hvert år afholder den lokale Borger- og Erhvervsforening den store Riviera-fest — en fire dage lang byfest med musik, kunst og fest. Det har de gjort hvert år i 55 år.
 
Men kommunesammenlægninger og økonomisk krisetid har sat lokalsamfundet under pres. De lokale borgere var bekymrede for, at skolelukninger og for få kulturtilbud ville gøre det svært at lokke yngre tilflyttere til byen. Og derfor var de gået sammen om at gøre deres landsby til et attraktivt sted at bo. Som Almer fra initiativgruppen spidsformulerede det: “Enten så udvikler vi byen, eller også så lader vi den blive afviklet.”
 
Lykke fra initiativgruppen havde gennem en veninde hørt om Borgerlyst, og skrev til os, og spurgte om vi ikke kunne være interesserede i at hjælpe dem i gang. Så jeg tog ned og sparrede med dem og hjalp dem med at planlægge en række på tre borgermøder, der skulle sætte gang i en positiv udvikling i byen.
 
Da mødet var ved at være slut kiggede Almer anerkendende på mig og sagde, ”du er slet ikke så slem, som jeg frygtede at sådan en københavner-akademiker ville være. Du brugte kun et par ord, som jeg ikke forstod.”
 
Jeg havde slet ikke overvejet, at det havde været en bekymring for gruppen, og spurgte hvad det så var for nogle ord, som han havde haft svært ved. ”Udfordringer!” svarede han bestemt, ”du bliver ved med at snakke om udfordringer. Hvorfor kan vi ikke bare kalde det problemer?!”
 
Jeg smilede og sagde, at det kunne vi såmænd også godt. Jeg har lært at kalde det udfordringer, fordi det udtrykker at det er noget man selv er en del af, og dermed noget som man selv kan være med til at løse. Hvorimod det at kalde det for et problem antyder, at det er noget udefrakommende, som man ikke selv har en andel i.
 
Jeg kunne godt se på Almer, at det var en skelnen, der lød lidt for opstyltet i hans ører, men han lod være med at forfølge det yderligere. Men det fik mig til at tænke over, hvad det egentlig er, jeg har lært på universitetet. I de første mange år på universitetet var jeg dybt frustreret over, at konklusionen på alle undersøgelser og alle forskningsresultater altid sluttede med at sige noget i retning af ”disse resultater er kun foreløbige eller af begrænset gyldighed. Det er meget mere komplekst end som så.” Denne afslutning gik igen så ofte, at det nærmest blev en stående vittighed. Alt er så komplekst, at det lammer os. På universitetet kan vi ikke sige noget som helst med sikkerhed.
 
Den engelske matematiker og filosof Bertrand Russell sagde engang, at et af de store problemer her i verden er, at uvidende mennesker altid er så selvsikre, mens de, der har større viden altid er fyldt med usikkerhed og tvivl. Pudsigt nok er denne både kæphøje og triste observation siden blevet videnskabeligt bevist af de to amerikanske psykologer, David Dunning og Justin Kruger.
 
Dunning-Kruger effekten, som de så ydmygt har valgt at kalde den, er kort fortalt, når vores uvidenhed begrænser vores evne til at erkende vores egen uvidenhed. Et klassisk eksempel er Florence Foster Jenkins, en kvinde, der trods udtalt mangel på sangtalent alligevel troede fuldt og fast på sin vokal og udgav adskillige plader (indspilningerne blev finansieret af hendes velgørere) og holdt adskillige koncerter for et først måbende og siden hysterisk leende publikum.
 
Dunning og Kruger lavede adskillige forsøg, hvor de testede forsøgsdeltagere i spørgsmål om grammatik, humor og logik. Derefter interviewede de de 25% af deltagerne, der havde klaret testen dårligst for at høre om deres forventninger til deres resultat. Og det viste sig, at deltagerne ganske ofte overvurderede deres egne evner. Altså: Selvom du staver dårligt, så er det ikke ensbetydende med, at du er klar over, at du staver dårligt.
 
Da jeg læste om Dunning-Kruger-effekten gik det op for mig, at det vigtigste som jeg har fået ud af at gå på universitetet ikke så meget et bestemt sæt kompetencer, men måske i endnu højere grad, at jeg er blevet bevidst om alt det, jeg ikke ved.
 
Jo, jeg har lært en masse, men for hvert felt jeg har snuset til eller er dykket ned i, har der været hundrede andre, som jeg har valgt fra. Nogle fordi de ikke tiltalte mig, andre fordi jeg ikke havde tid og prioriterede andet højere. Men bare det, at jeg har hørt om dem og bevidst har valgt dem fra, har gjort at jeg ved, at der en utrolig masse jeg ikke ved.

For eksempel så var det først da jeg i forbindelse med mit speciale interviewede computer-programmører, at jeg fandt ud af, hvor helt utroligt meget jeg ikke ved om hvordan en computer virker. Og at IT er et felt som så mange andre, hvor vi i stadig højere grad forlader os på nogle få eksperters viden for at kunne tage vores brug af computere og internet for givet. Det var først da jeg lærte lidt, at jeg fandt ud af, hvor meget jeg ikke ved.
 
Det havde den bagvendte effekt, som Bertrand Russell påpegede, at jo mere jeg lærte, jo mere usikker blev jeg. Da jeg var færdig på universitetet led jeg som så mange andre akademikere af ’the imposter syndrome’ — altså følelsen af, at man ikke er kvalificeret eller kompetent nok til at løse den opgave, som man har fået. At man bare er en fusker, der lader som om. Det er en følelse, som er meget let at få efter syv år på universitetet, hvor jeg ikke havde lavet noget, der har haft nogen indflydelse på den virkelige verden. Jeg havde bare lært at bruge fine ord til at påpege hvor komplekst alting er, og hvor svært det er at lave noget-som-helst om.
 
Grunden til, at jeg fortæller denne historie er ikke for at sige, at jeg ved en masse, som Almer ikke ved. Tværtimod! Almer er en utrolig klog og handlekraftig mand, der hvert år forlader Fakse Ladeplads et par uger og tager på valsen som vagabond og lever det frie liv. Han lader sig ikke gå på af kompleksiteten, og han er ikke bange for at kalde en spade for en spade og et problem for et problem — og så gå i gang med at finde en løsning. Almers bekymring var, at sådan en københavner-akademiker som mig sad fast i al den kompleksitet og ikke var i stand til at finde håndfaste løsninger og rykke på at føre dem ud i livet, men bare ville komme med en distanceret analyse fyldt med højtragende begreber som ‘diskurs’, ‘konstruktivisme’ og ‘paradigme’.
 
Og det er rigtigt, at hvis han havde mødt mig fire år tidligere, så ville jeg unægteligt have været meget mere akademisk abstrakt og fjern i blikket. Men noget af det vigtigste, jeg har lært gennem Borgerlyst er at kunne rumme al denne tvivl og kompleksitet uden at lade den begrænse min handlekraft. Det fik jeg bekræftet da jeg i juni 2013 igen var i Fakse Ladeplads for at sætte samtalerne i gang til det første af Liv i Ladepladsens tre borgermøder. 85 borgere i alle aldre mødte op på den lokale skole til en meget livlig aften, hvor de sammen udviklede deres idéer til, hvad de gerne ville forandre i deres by, og gav hinanden sparring på, hvordan det kunne komme til at ske. Der var så megen god energi og borgerlyst i lokalet, at det var en fryd at se.
 
Der var mange forskelligartede idéer: Til indretningen af et nyt lokalt kulturhus, til udviklingen af stranden, som i 1930’erne og 1940’erne havde været den danske Riviera, hvor de rige Københavner-familier tog ned om sommeren, til at revitalisere den nedslidte bymidte, til bedre samarbejde på tværs mellem byens foreninger.
 
Aftenen sluttede med en åben mikrofon, hvor borgerne fik lejlighed til at komme op og præsentere deres idéer for forsamlingen, så de efterfølgende kunne finde sammen og arbejde videre. Og det var virkelig dejligt at se, hvor længe folk blev hængende bagefter og snakkede videre om, hvordan man kunne gå videre med de forskellige idéer og projekter.
 
Jeg var meget opløftet, da jeg satte mig i toget på vej hjem mod København. Ikke bare fordi, at mødet var gået godt og deltagerne havde været glade. Men fordi, at jeg følte, at jeg var nået til et punkt, hvor jeg rent faktisk kan bruge mine erfaringer til at handle og hjælpe andre til at handle — uden at lade mig lamme af tvivl, usikkerhed og utilstrækkelighed.