Nadja: Sommer: Lockout-skolen
Da lærerne blev lockoutet fra skolerne i 2013, havde jeg vildt travlt i de første uger af konflikten. Så jeg fulgte kun sporadisk med fra sidelinjen, selvom jeg egentlig rigtig gerne ville bidrage til det akutte pasningsbehov, mange børnefamilier pludselig uforskyldt stod overfor.
Men da konflikten nærmede sig sin tredje uge, fik jeg lidt mere luft i kalenderen og skrev – ret spontant – på Facebook, at hvis der stadig var lockout om mandagen ville jeg holde klippeklistreværksted for de lockout-ramte unger. Hvis det bare var mig, kunne jeg tage ansvaret for fire børn oppe i min lejlighed. Hvis vi blev flere voksne, ville jeg rykke det ned i andelsforeningens fælleslokale, og så kunne vi have plads til langt flere børn.
Få minutter senere var jeg selvbestaltet skoleinspektør for en lilleskole på 15 elever i forskellige aldre. Men nok så overraskende – og dejligt – mønstrede jeg en lærerstab bestående af 10 vidt forskellige voksne, der bød ind med kurser i alt fra landskabsarkitektur, indianerskjolde, kanelsneglebagning, animation og journalistik. Andre ville gerne være gårdvagter eller hjælpe med det praktiske. Og ud på eftermiddagen dukkede en større teenager op, der holdt et parkour-kursus i gården, netop som de største drenge trængte til at få fyret noget energi af.
Det blev en fantastisk dag for alle parter. Alle følte, at de bidrog med en masse godt. Alle lærte noget nyt. Alle tog sig af hinanden. Og alle lærte nogle nye dejlige mennesker at kende.
Om aftenen var jeg godt brugt – og mens jeg stenede i sofaen, slog det mig, at sådan ville jeg simpelthen aldrig have gjort før Borgerlyst. Idéen ville jeg måske nok have fået, og jeg ville måske også nok have haft fire skønne unger til klippeklistrehygge oppe i lejligheden. Men når det faldt mig så nemt, naturligt og overskueligt at skalere idéen op og føre ud i livet uden særligt meget besvær, skyldtes det ene og alene alle de erfaringer, jeg havde gjort mig gennem Borgerlyst og Samtalesaloner og al vores snak om mikrohandlinger og sammenskud.
Helt konkret var det stærkt inspireret af vores Borgerlyst-erfaringer, at jeg meldte tid og sted ud fra starten uden at lade dét være op til diskussion. Enten kunne man eller også kunne man ikke. Konceptet var skalérbart, så rigtig mange kunne være med – men det ville også have fungeret fint, hvis det bare havde været mig og fire børn.
Jeg lagde også op til faglige sammenskudsgilder ved at give et par eksempler på, hvad andre kunne byde ind med – men lade det være op til dem selv, om de ville bygge videre på noget af det, jeg havde foreslået. Klippeklistre-værkstedet blev til en modelby under kyndig vejledning fra to landskabsarkitekter. Skrivekurset blev til journalistkursus. Madlavningsøvelserne blev til kanelsneglebagning. Men det stod os alle frit for selv at byde ind med noget, de brændte for eller syntes manglede. Så som et kursus i indianer-skjold-maling, animation og parkour.
Inspireret af vores Udviklingssaloner indrettede jeg lokalet, så der var forskellige zoner til forskellige typer aktiviteter. Et langt spisebord til morgenmad, frokost og de knap så pladskrævende aktiviteter. Et andet langbord til byværkstedet, der som den gennemgående aktivitet bare skulle have lov at stå og udvikle sig og ikke skulle ryddes væk hele tiden. Gården til de vildere udfoldelser. En hygge-stille-zone med bøger og lænestole. Og da alle var på udebane den dag lagde jeg stor vægt på, at alle fik en varm velkomst. Dels havde jeg opstartsaktivitet klar, som de førstankomne kunne hjælpe mig med at lave et velkomst-skilt og de sentankomne startede med at dekorere deres egne navneskilte. Jeg havde også nogle nybagte boller klar, så ungerne lige få sidde i ro og mag med deres forældre og vænne sig til de nye omgivelser.
Og samtidig sørgede jeg for at fralægge mig ansvaret for alt det, jeg ikke havde kunne overskue at have ansvaret for: Alle skulle selv have madpakker med, så børnene var sikre på at få noget til frokost, de kunne lide, og der ikke ville opstå en krise på den konto – og jeg selv kunne koncentrere min serveringsindsats om morgenboller og kanelsnegleekstravaganza om eftermiddagen. Jeg fralagde sig også på forhånd ansvaret for dyrt legetøj, iPads, telefoner og fint tøj. Og jeg erklærede hele lockoutskoledagen for ’skærmfri zone’, så det hele ikke endte med, at alle ungerne sad med hver deres iPad, når nu der var så mange andre sjove tilbud. Det affødte nogle abstinenser lige i starten – men i praksis gav det meget mere ro, intensitet og samvær. Bare fordi man påtager sig et ansvar, behøver man ikke at påtage sig ansvaret for alt. Bare alle kender reglerne fra start. Men så klart ville jeg ikke have formået at melde ud få år tidligere.
Den allervigtigste ingrediens, der fik det hele til at gå op i en højere, magisk enhed var selvfølgelig selve sammenskuddet. Og alle de dejlige mennesker, der hjalp mig til at få det til at ske. Mange af dem anede jeg ikke, hvem var i forvejen. De deltog bare, fordi de syntes, det var en sjov idé og det var nemt at koble sig på og byde ind med det, man kunne.
Det viste mig virkelig, hvor meget Borgerlyst og sammenskud kunne, når det var bedst. Og
faktisk viste det sig at være så nemt i praksis, at der ikke er nogen grund til kun at gøre den slags, når vi er presset til det på grund af lockouter, strejker eller kriser. Det er faktisk alt for sjovt, nemt og inspirerende til at lade være.